Tuesday, June 05, 2007

Billederne siger det hele

Efter en rejse rundt i det nordlige Indien i efteråret 2006 fanger øjnene hurtigt nyheder om det store demokrati under den daglige avislæsning. Forleden berettede business-avisen Financial Times om slumproblemerne i hovedstaden Mumbai. Styret i byen med 12 millioner indbygger (Wikipedea skriver godt nok her 13 millioner indbygger:-) har inviteret developere til at komme med forslag til, hvad man kan gøre ved det enorme slumområde i udkanten af byen.

I den anledning har avisen lagt en flot fotoserie på sin hjemmeside. Se den her. Den skal bare ses. Læg især mærke til billede og medfølgende tekst til billede nummer fem.

Wednesday, March 21, 2007

Medietræning

Fagbladet Journalisten har sendt et par stykker fra Ungdomshusets pressegruppe til medietræning. Det er der kommet en underholdende artikel ud af, men trist nok ser det ikke ud til, at de unge har lært noget overhovedet af deres dumheder. Læs hele artiklen her.

Friday, March 16, 2007

Velkommen til Nørrebro


Midt på den gule mur på Nørre-brogade mødes gæster og beboere af denne besked. Det er jo et simpelt men ikke særlig opmuntende budskab.

Thursday, March 08, 2007

Jagtvej åbner i aften

Måske åbner Jagtvej igen for trafik allerede i aften. ”Klokken 22 hvis alt går vel,” sagde en venlig jysk betjent til os, da vi spurgte sidst på eftermiddagen torsdag. Det bliver faktisk underligt at få trafik her foran vores hus igen. Det har været underligt stille med lidt gøen fra de store hunde, som politiet har været her sammen med.

Alle rester af huset og lidt til på adressen Jagtvej 69 er væk nu. Der nu lagt grus ud, og Aldis gavl har fået en gang hvid maling og fortovet er rettet op. Der kommer pludselig en masse lys ind fra en uventet kant!

Det kan godt føles krænkende, at man skal vise id for at komme ind i sit eget hjem, så det bliver helt sikkert en befrielse, når det ikke længere er nødvendigt. Det store spørgsmål er selvfølgelig, om de unge nu besætter den tomme grund i samme øjeblik, som politiet forsvinder. Vi får se.

Klar i mælet

Beboerne på Nørrebro er overraskende meget klare i mælet, når de skal forholde sig til nyt ungdomshus i København. Hele 90 procent siger således: ”Der skal overhovedet ikke være et ungdomshus i København”.

4,6 procent mener, at et nyt ungdomshus skal ligge i Fragtmandshallerne, mens 2,5 procent mener, at det skal ligge på Kapelvej. Læs hele resultatet her.

Wednesday, March 07, 2007

Smæk til autonome

De autonome, der har stået bag bogafbrændinger, vold og hærværk på Nørrebro og Christianshavn den seneste uge, får smæk af de store morgenavisers lederskribenter.

"Når først Ungdomshuset er jævnet med jorden, vil det stå klart, at der ikke er mere at slås for på Jagtvej 69. Det må selv de voldspsykopater, som de seneste dage har hærget København, kunne indse," skriver Politikens leder. Læs hele lederen her.

"Det såkaldte ungdomshus har aldrig været deres ejendom, og de har efter rømningen ingen som helst krav på en erstatning," skriver Berlingske Tidende i sin leder. Læs lederen her.

Tuesday, March 06, 2007

Nej og skrid

Knud Foldschack har fortsat tasken fyldt med millioner, som han gerne vil købe hus for, og huset vil han give til de unge, der står bag den seneste tids bogafbrændinger, hærværksorgier og angreb på naboer og institutioner på Nørrebro og Christiania.

Knud Foldschack, som er Enhedslistens husadvokat, siger, at huset skal ligge på Nørrebro. Selv bor han i naturskønne omgivelser ned til Buresø i Nordsjælland. Hver morgen må han derfor tidligt op, for at nå ind til diverse tv-stationer, der har svært ved at få fyldt morgenfladen med noget underholdning.

Knud Foldschack er allerede blev stemt hjem to gange af de unge, han påstår, han repræsenterer. Senest da han tilbød dem et hus i Stevnsgade – kvit og frit – men de unge sagde nej og skrid.

Knud, giv så de penge til de naboer, der har fået ødelagt deres biler, cykler, barnevogne, opgange, containere, vinduer, og, og, og, og….

SF vil højst overraskende tale med bogafbrænderne. Læs her.

Monday, March 05, 2007

Livet bag en politibeskyttelse

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at mit humør ville blive påvirket så voldsomt af begivenhederne på Nørrebro, som det er sket de seneste fire dage.
Livet bag en politibeskyttelse er et helvede, skulle jeg hilse og sige. Det at skulle vise id, hver gang man skal ind i sit hjem, er med til at gøre dagligdagen vældig trist. At dokumentere sin egen identitet flere gange om dagen i Danmark i 2007 virker uvirkeligt, og lyden af helikoptere minder mig hele tiden om, at vi er blevet gidsler i en konflikt, som vi ikke længere har nogen som helst indflydelse på.

Medierne med TV 2 News i spidsen har taget magten sammen med vilde horder af sortklædte unge, der hærger gennem gaderne. Medierne lugter blod i form af gode billeder, og lavpunktet i dækningen af begivenhederne blev nået forleden, da den forhenværende Gran Prix-vært, Natasja Crone, bekendtgjorde: ”Det har været en fantastisk dag på TV 2 News.”

Hvor trist, hvor trist. Det har været alt andet end en fantastisk dag for beboerne her i kvarteret.
Det næstlaveste punkt blev nået af den islandske gratisavis, Nyhedsavisen, da en af avisens reportere tog aktivt del i brostenskast og hærværk for efterfølgende at fortælle triumferende om det i avisen. Journalisten blev suspenderet, men allerede mandag var han tilbage på pinden på gratisavisen, og kan fortsætte sin særegne form for journalistik.

Med håb om snarlig fred.

Sunday, March 04, 2007

Af med bukserne

Nok er nok. Nu rykker naboerne ud med protester mod de mennesker, der er i gang med at ødelægge bydelen. Udover flyers og anden almindelige opråb, går der også rygter om, at der tages ualmindelige metoder i brug. Nogle af de unge har således fået bukserne hevet af. Læs mere her.

En søndag på Jagtvej

Det er blevet søndag. Klokken er 10, og i forbindelse med politiets vagtskifte er det beredne politi også dukket op. Ellers sidder betjentene og læser avis, hænger på trappen op til Ungdomhuset eller træner med hundene på Assistents Kirkegård. Næsten alle betjente lader sig fotografere foran trofæet. De skyder brystet lidt frem og placerer hænderne i taljen, inden kammeraterne knipser med mobilkameraet.

Der var en anderledes anspændt stemning ved vagtskiftet for 12 timer siden. Da to busser med betjente blev kørt til hovedkvarteret her på Jagtvej, så vi hvordan de forberedte sig på nattens kampe. 25 mand ad gangen vender sig med ansigtet mod muren ind til Assistents Kirkegård, tager deres pistoler frem og afsikrer dem. Lydkulissen er som i en film, og det er udsigten egentlig også.

Livet går sin gang. Vi tænder for fjernsynet en gang i mellem – zapper forbi TV 2 News, men det er så ganske mistrøstigt.

”Det har været en stor dag her på TV 2 News,” bekendtgjorde Natasja Crone således triumferende forleden efter flere timers råfilming af begivenhederne på Nørrebro.
Det var alt andet end en stor dag for os, der bor i området. Vi skal fortsat vise gyldige ID-papirer for at komme igennem afspærringer til vores hjem. Man går ikke bare en tur, fordi man så skal ulejlige en betjent hver gang til at eskortere en fra hoveddøren til uden for afspærringen.
På den anden side har vi ikke følt os helt utrygge, som andre beboere på Nørrebro. Indimellem har tanken om, at politiet ikke kan holde stand, hvis hoben virkelig går til angreb for at komme hen til Ungdomshuset, alligevel strejfet os.

Der cirkulerer rygter om, at huset vil blev jævnet med jorden allerede i dag, men på den anden side har Ruth sagt, at hun først vil melde noget ud i morgen mandag kl. 10.

Saturday, March 03, 2007

Belejring

Vi er ved at vænne os til lyden af helikoptere her på Jagtvej. Det er ellers en lidt skræmmende lyd, som vi mest kender fra film, men torsdag morgen var det virklighed, da Søværnets store Sikorsky-helikopter hang ud for vores soveværelsevindue. Havde nær fået et hjertestop, fordi den larmer rigtig meget, skal jeg hilse og sige - specielt når man ligger i den skønneste søvn.
I den nuværende situation, hvor unge hærger rundt i byen antænder alt, hvad der kan brænde, og smadrer alt glas, der kan smadres, så er det ret betryggende at befinde sig på Jagtvej – et stenkast fra ungdomshuset. 120 betjente har nemlig slået lejr foran vores hoveddør med opvarmet telt, toiletter, hestetransport osv.
Desværre kan vi ikke bevæge os frit omkring. Det kræver således politieskorte og fremvisning af ID at komme fra Runddelen til vores hoveddør.
Håber det snart får en ende.

Saturday, February 24, 2007

Helgen Adam undercover i Ungeren

Det er Politikens "At tænke Sig", der bringer den opsigtsvækkende nyhed, at den konservative Helge Adam Møller har været undercover i Ungdomshuset. Læs rapporten her.

Op på barrikaderne

Dyrehandleren i Runddelen har haft besøg af en tømrer, der har konstrueret en ramme, der kan bære en træplade, der dækker både ruden og døren ind til forretningen. Træpladerne blev skruet på lørdag eftermiddag. Ved han noget, som vi ikke ved?

Dyrehandleren er ikke den eneste, der har barrikaderet sig for at undgå at blive offer for de unges vold og hærværk. Stort set alle erhvervsdrivende i hele området har nu gitre, der køres ned foran vinduer og døre hver aften. Det gælder Irma, McDonalds, Matas og flere andre.

Monday, February 19, 2007

Dagen før dagen før dagen

Sig nærmer tiden hvor beboerne på Nørrebro kan se frem til en normal tilværelse uden TV 2 News helikopter hængende over hovedet, graffiti-hærværk og støjhelvede i weekenderne – tror jeg nok. I dag er ifølge de tilgængelige bulletiner sidste chance for de hætteklædte unge til at sige ja tak til et nyt hus et par stenkast fra det gamle.

Ikke underligt frygter beboerne i Stevnsgade-kvarteret at få de nye naboer tæt ind på livet. Det fremgår tydeligt af udtalelser til dagspressen, hvor de kort og godt kalder det en diskoteksbunker med guldbajere og punkmusik. Læs om frygten og hele beskrivelsen af stridens kerne her.

Læs de øvrige artikler her.

Monday, January 01, 2007

Nytår i det gamle Ungdomshus

Er Ruth inviteret til nytårsfest i Ungdomshuset? Ligger Jyderup i selve Tyskland? Hvorfor kommer forældrene med en juledekoration efter jul?

Sværtegade har svarene. Læs dem her.

Læs også "Jul i det gamle Ungdomhus" her.

Ole Mikkelsen
- Jagtvej

Ungdomshuset bekender kulør

Nu er det klart for enhver, at brugerne af Ungdomshuset ikke ønsker en fredelig løsning, og at brugerne ikke ønsker nogen form for dialog med hverken naboer, politikere eller politi. Det fremgår tydeligt af en reportage i Politiken fra et fest i huset.

"Ritt Bjerregaard tror, der er to grupper i Ungdomshuset. Den, der arrangerer koncerter og café, og den, der sidder nede i kælderen med sorte styrthjelme på. Der er kun én gruppe," sagde den person, der fremførte talen, og tog en alefanthue med huller til øjnene ned over hovedet.

Læs Politikens artikel her.

Ole Mikkelsen
- Jagtvej

Sunday, December 31, 2006

Mediernes krig om Ungdomshuset

Krigen om Ungdomshuset udkæmpes ikke kun med jernstænger og bålafbrændinger på Jagtvej i København. Den foregår i lige så høj grad i medierne.

En gennemgang af dagbladenes dækning afslører, at Politiken går mest til makronerne. Siden den 1. oktober 2006 er ordet ”Ungdomshuset” poppet op i Politikens spalter hele 181 gange. Berlingske Tidende følger på andenpladsen, da Ungdomshuset optræder i spalterne 164 gange i løbet af de sidste tre måneder af 2006. I Information nævnes åstedet 107 gange.

Politiken gjorde sig i løbet af efteråret bemærket ved at sende en reporter fra Rådhuspladsen ud til Jagtvej for at skrive en reportage. Journalisten Oliver Stilling tog opgaven meget seriøst ved at skrive ikke bare én men mange kilometerlange artikler, hvor hver en graffiti-streg blev beskrevet i detaljen. Som så mange andre, der har forsøgt at påvirke begivenhederne, bor Oliver Stilling ikke i området. Efter dagens dont tager han hjem til Sydhavnen – langt fra bålafbrændinger og affaldsbjerge.

Information var lidt langsom til at komme ud af starthullerne, men da den gamle venstrefløjsavis først kom i gang, blevet der ikke kortet i teksterne. Den gamle modstandsavis bragte meget lange og meget uforståelige artikler om sagen, hvor avisen vist nok mente, at det hele er systemets skyld, selv om det er klart for alle naboerne, at det ikke er systemet, der tændte ild i containere, smed naboernes cykler på bålet og malede graffiti på naboernes biler.

Historisk har redaktørerne på aviserne altid sendte ”yngste” mand af sted, når der var gang i gaden på Nørrebro. Det er der kommet nogle temmelig ensidige artikler ud af, som står i skærende kontrast til de ledere, som de samme redaktører har skrevet på baggrund af begivenhederne. Mest skarp i sin afstandtagen har chefredaktør Tøger Seidenfaden således været i sine ledere i Politiken.

Ole Mikkelsen
Jagtvej – med udsigt til bålafbrændinger og hærværk.

Saturday, December 23, 2006

Giv Knuds millioner til naboerne

Enhedslistens husadvokat Knud Foldschack har som bekendt tasken fyldt med millioner af kroner fra hemmelige sponsorer. Lige nu ville pengene gør størst gavn hos de mennesker, der blev ramt af sidste weekends hærgen i kvarteret.

Masser af naboer har således fået ødelagt deres biler, barnevogne, cykler, facader osv. Så Knud, hvis du vil gøre en god gerning, så hjælp førtidspensionisterne, de studerende og andre med små indtægter, som har fået julen ødelagt på grund det hærværksorgie, som Ungdomshusets brugere muntrede sig med i sidste weekend.

/Ole

Er Knud egoist?

Både Politiken og Berlingske Tidende har skrevet flere ledere om Ungdomshuset. Seneste har Berlingske Tidende skrevet en, hvor avisens lederskribent kritiserer bestræbelserne på at tørre problemerne af på Københavns Kommune.

"Når advokat for den fond, der gerne vil købe Ungdomshuset, Knud Foldschack, alligevel gerne vil have kommunen rodet ind i miseren, er det et udtryk for en omvendt logik, der afslører, at han er advokat for et helt og aldeles egoistisk og samfundsskadeligt foretagende," hedder det således i lederen.

Læs hele lederen her.

Ole Mikkelsen
- med ønske om en fredelig jul.

Wednesday, December 20, 2006

Find Adam

Adam B. Sætter kalder han sig selv. Han har udtalt sig til alt og alle, der gider at høre på ham de seneste tre måneder, men ingen har hørt noget fra ham de seneste otte dage. Intet har vi hørt fra ham, efter at hans kammerater hærgede vores kvarter i lørdags.
Adam, hvis han da hedder det i virkeligheden, har flere gange talt sig så varm, at han ligefrem har taget afstand fra brugen af vold, og i sjældne øjeblikke har han også talt for et godt naboskab.

Vi ved ikke, om han var blandt de 25 kampklædte autonome, der gik forrest i den såkaldte ”sorte blok” i lørdags, hvor alle var udstyret med sort styrthjelm og jernrør. De bar alle elefanthuer, så det er ikke til at sige, om den normalt så åbenmundede Adam med den genkendelige ring i næsen var i blandt. Hans velkendt talefærdigheder var der ellers brug for, da det eksploderede, og der blev hældt tændvæske på affaldscontainerne og sat ild til dem. Også da kædesaven kom frem, og vejtræerne stod for skud, var der brug for den veltalende Adam. Men Adam viste sig ikke.

Naboer hilser normalt på hinanden, så kom frit frem Adam!
Men det viser sig nok, at det er nemmere at finde tegneseriefiguren Holger end Adam.

Ole Mikkelsen
Jagtvej – et stenkast fra Ungdomshuset.