Stelvio besejret

BORMIO, DOLOMITTERNE: Jeg er på Hotel Baita Dei Pini. Hotellet ligger i den lille bjergby Bormio i Dolomitterne i Italien. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er et super tjekket hotel. Min bagage var båret op på værelset, da jeg ankom, og det var egentlig meget godt, da jeg knap nok var i stand til at sige mit eget navn efter at have krydset bjergpasset Stelvio i 2.757 meters højde.

Da jeg fik peget på mit eget navn på hotellets gæsteliste, var receptionisten så venligt at følge mig op på værelset, hvor jeg straks gik i gang med at drikke resterne af dagens energidrik blandet op med cola, spise en recovery bar og såmænd et æble, som der er så umanerligt mange af her. Vi cyklede således 30 km igennem æbleplantager i dag, inden vi begyndte opstigningen til det mytiske bjerg Stelvio.

Bjerget har 48 hårnålesving over en strækning på ca. 24 km. De sidste seks km er ekstra hårde, og hele vejen op benyttede jeg stort set kun ét gear på cyklen – det laveste som er 34 tænder foran og 27 bag på.

Vi skal bo på det her hotel to nætter. Det giver mulighed for at lade cyklen stå i morgen for i stedet at udforske byen lidt. En anden mulighed er at køre en kortere tur alene. Jeg tager næppe med på den planlagte tur, der er relativ hård med mange højdemeter.

Vi var begunstiget af smukt vejr under opstigningen til Stelvio. Det har ellers ikke set for godt de seneste dage, og så sent som i går skovlede de sne på toppen af bjerget, og i går fik hagl lige i smasken, da vi cyklede op ad Passo Fedai.

Stelvio er uden tvivl det hårdeste bjerg, jeg har cyklet op ad. Turen mindede om opstigningen til Alpe d’Huez efter at have passeret fire andre bjergtoppe, som man gør det under La Marmotte-løbet.

Jeg måtte af cyklen nogle gange, fordi jeg ikke kunne træde pedalerne rundt, og fordi det nogle steder var eneste mulighed for at få noget at drikke.

I aften vil jeg fejre sejren over bjerget med et glas rødvin.