Thursday, June 12, 2008

Seks døde

NEW YORK: Den fire dage lange hedebølge har taget livet af seks personer i New York City, skriver The Post på baggrund af oplysninger fra myndighederne. Fem af de seks var over 70 år, mens den sidste var 59 år, og alle døde de af dehydrering.

Den privatiserede elforsyning har ikke leveret varen til tusindvis af indbyggere, der ikke har haft strøm i flere dage, fordi elselskabets net er blevet overbelastet som følge af, at alle og enhver skruer op for aircontionanlægget. På hotellet, hvor jeg bor, har strømmen ikke været afbrudt, men der er forbud mod at lade aircontionanlægget køre dagen lang. Det er kun tilladt at tænde det, når man opholder sig i rummet, så det kører natten lang, og man sover sådan set udmærket til en vedvarende brummende lyd fra anlægget.

Union Square


Union Square, New York City.

Møde med McCain


PHILADELPHIA: Jeg mødte John McCain i dag. Republikanernes præsidentkandidat var taget til Philadelphia lige som mig. Et par af hans trofaste partisoldater fangede mig foran Constitution Center, og inviterede mig til et møde med ”the next president of United States”. Hvem kan sige nej til det?

Det viste sig at være et af de berømte Town Hall Meetings, men John McCain er ikke en interessant person. Han mangler karisma, snøvler og er i det hele taget kedelig. Som min gamle lærer på St. Restrup Højskole ville have sagt: ”Der kommer støv ud af munden på ham. Så kedelig er han.”

Krig og skatter var ikke overraskende temaerne på mødet. Han vil sænke skatterne for virksomhederne, men det var ikke alle publikummerne glade for. Med hensyn til krigen i Irak, spiller han på sin egen fortid som krigsveteran og krigsfange i Vietnam, og den taktik ser faktisk ud til at fungere et langt stykke ad vejen i et land, hvor rigtig mange familier er direkte berørt af USA’s mange krige. Næsten alle familier har haft en af sted, eller kender nogen, der har været af sted.

Det var i Philadelphia, USA’s grundlov blev skrevet, og det var i Philadelphia, det moderne Amerika blev grundlagt. Det var i det lys, John McCain ønskede at sole sig i.

De fleste siger, at det tager to en halv time at køre fra New York til Philadelphia, men jeg sprang på en kineserbus i Chinatown i New York, der kørte til Chinatown i Philadelphia, og den klarede turen på under to timer. Foden stod tungt på speederen og et løst håndled sikrede, at alle andre bilister hørte os hele vejen. Der var flest kinesere med bussen, men jeg talte også med en amerikaner, der forklarede, at de berømte Greyhound er dyrere, tager længere tid og busserne er ikke bedre; så hvorfor kører med dem, når man kan komme til Philadelphia og tilbage hurtigere og billigere? Jeg betalte blot 20 dollars.

Philadelphia er sammen med Bosten de to mest historiske byer i USA. Jeg tog den store tur rundt til Independence Hall, The Liberty Bell, Declaration House osv. Byens gader tegner et skakbræt, og byen er forbillede for grundlæggere af rigtigt mange andre byer i USA. I Danmark kendes det som bekendt kun fra den gamle del af Fredericia, der også er tegnet som et skakbræt.

Det er fortsat meget varmt i New York, selv om temperaturen er faldet noget. Meteorologerne taler om, at det var ”hot” tirsdag, mens det kun var ”varm” onsdag.

Tuesday, June 10, 2008

Killer Tomatoes

NEW YORK: ”KILLER TOMATOES” står der på forsiden af boulevardavisen The New York Post i dag, og det skulle nok kunne få en tomatelskende amerikaner vækket fra varmedøsen. Der er nemlig udbrudt tomatsalmonella i staten New York og 15 andre stater i USA.

Burger King og mange andre burgerrestauranter serverer nu burgere uden friske tomater, og det er mange af de tomatelskende amerikanere kede af. En burger uden friske tomater er som stegt flæsk uden persillesovs.

En kvik reporter fra The New York Post har været på burgerrestauranten Mickey D. på 6th avenue, hvor han møde den 17-årige Beata Royzman. ”Det er forfærdeligt. Burgeren smager meget bedre med tomater. Jeg er vild med tomater. Jeg spiser dem rå med salt,” siger hun til avisen.

Tomatsalmonellaen har bredt sig fra stat til stat, uden at myndighederne har fundet kilden til problemet. Siden midten af april er 145 blevet syge af at spise tomater.

Udover tomatsalmonella er varmen det store samtaleemne for de otte millioner indbyggere i The Big Apple. Termometeret hamrede igennem 100 grader fahrenheit i New York i dag. Det svarer vel til 37-38 grader celsius. Jeg har læst om hedebølger i New York mange gange, men det er først nu, hvor jeg mærker det på egen krop, jeg forstår, hvad det betyder for livet i en storby som denne.

Byen går lidt modvilligt ned i gear, og mange står lige inden for døren til forretninger med aircon, og Starbucks har kronede dage. Her kan de fleste hænge ud, uden at blive jaget ud i varmen. Der er internetforbindelse, aviser og god kaffe. Hvad mere har en new yorker brug for?

Åh ja, så oplevede jeg de 15 sekunders berømmelse, som alle før eller siden vil opleve i deres liv. Jeg blev standset af en reporter fra en tv-station, der ville lave et interview med mig, fordi jeg stod og faldt i stave over et kunstværk. Jeg indvilgede i at give min uforbeholdne mening om værket. Efterfølgende fandt jeg ud af, at hun kom fra den største uafhængige kinesiske tv-station uden for Kina, og stationen har over tre hundrede millioner seere – hvoraf over 99 procent er kinesere. Så hvis du møder en kineser, så spørg endelig, om vedkommende har set mig på tv:-)

Monday, June 09, 2008

New York City

NEW YORK: Nogle mennesker indeholder ufatteligt mange ord. Jeg sad bag sådan en person i bussen fra La Guardia til Manhattan. Det var en ung kvinde fra Midtvesten, og hun talte og talte i et væk. Jeg tabte faktisk tråden, og hendes fyr havde også sådan et lidt langt blik i sine øjne.

Da bussen pludselig standser på rampen op til den sekssporede motorvej, fortsatte hun med at fortælle en umådelig lang historie om en ligegyldighed. Hendes fyr og alle os andre i bussen opdagede, at en anden bus med lufthavnspassagerer holdt på selve motorvejen, og chaufføren i den bus, ville nu have alle sin passagerer over i vores bus.

Om der var tale om tekniske problemer eller bar en tom tank, ved jeg ikke, men jeg har en mistanke om det sidste. De fik bakset kufferterne over to betonbarrierer og passagerne klatrede over i vores bus, mens køen bag vores bus voksede vildt. I løbet af det obskure optrin, rejste kvinden sig pludselig, tog et billede af begivenheden med sit lille digitalkamera, satte sig ned og talte videre til fyren, som var mere interesseret i det, der skete udenfor bussen.

Jeg blev sat af ved Grand Central Station. Havde alt for meget tøj på. Efter to minutter var jeg drivvåd af sved. Flygtede ned i subway’en, og sprang på et tog til 33. gade. Der fra var der ikke længere, end jeg kunne gå til hotellet i 31. gade. Hotellet koster omtrent det samme pr. nat som luksushotellet i Miami, men hotellet her er ikke i nærheden af have samme antal stjerner eller på nogen som helst anden måde leve op til prisniveauet.

Dollaren er lav, og mange ting er faktisk billige, men hoteller i New York bliver nok aldrig billige. Og det skyldes måske, at New York er tæt på at være verdens fedeste by. Den vil jeg dyrke de kommende dag.

Sunday, June 08, 2008

Stress i Miami

MIAMI: Der er en fire meter høj Henry Moore-skulptur med springvand omkring i lobbyen på Intercontinental i Miami. Det er prangende, men egentlig også beroligende med så stor en sten, der ligger så tungt. Det er dermed en voldsom kontrast til den måde, amerikaner er sammen på, som kan være vældig stressende.

Ved en frokost i går, hvor der blev uddelt priser til det bedste journalistiske arbejde i det forgangne år i forskellige kategorier, blev jeg vildt stresset. Det hele foregik på en gang og absolut ikke i nogen rytme overhovedet. Allerede inden jeg havde sat mig, havde nabobordet fortæret forretten, og da jeg fik serveret hovedretten, var tjeneren klar med kaffe – samtidig blev der holdt taler, præsenteret journalistisk arbejde og talt livligt ved det ottemands bord, jeg sad ved.

På den måde var det hele – næsten – overstået på 45 minutter. Til gengæld blev det rigtig sjovt fra det tidspunkt. Klummeskribenten Dave Berry holdt en helt vild sjov tale. Selv om nogle af detaljerne var lokale og dermed lidt svære at forstå, fik jeg ondt i maven af at grine. Dave Berry flyttede til Florida fra USA i 1986, som han sagde, og er siden blev en ganske berømt klummeskribent på Miami Herald. Hans klummer trykkes i en stribe medier i hele landet, og han er dermed blevet en holden mand.

Afslutningsreceptionen i aftes var lidt tam, så jeg gik en tur til Bayfront Park. Her var der gang i den. Der var levende musik flere steder, og mange steder stod latinoer og dansede ude foran – både unge og ældre. Der var en god stemning, og der var masser af cubansk, costaricansk og anden mellemamerikansk musik. Havde et par hyggelige timer sammen med et par fra Dallas, Texas, der er på ugelang ferie i Florida.

IRE-konferencen 2008 lakker mod enden. Her til morgen har jeg endnu gang hørt Neil Reisner fra Florida International University give tip til navigering på internettet. Han er god og underholdende.

Peoplemover


MIAMI: Her et skud af "peoplemoveren", der en slags bus, der kører i tredje sals højde rundt i Down Town Maimi.

Saturday, June 07, 2008

Staycation

MIAMI, FL: Staycation er på vej til at blive det nye modeord i USA. Supermarkedskæden Wal-Mart, der sidste år omsatte for mere end hele Danmarks bruttonationalprodukt, har indregistreret Staycation som et varemærke, og er nu klar til at skyde kampagnen ”101 dag sommer staycation” i gang. Under det slogan vil supermarkedskæden markedsføre ”billige, sjove og familievenlige ting, der kan hjælpe dig til at slappe af, fejre og nyde specielle begivenheder sommeren igennem - i din egen have.”

Ordet er på vej ind i det amerikanske sprog, og det er en drejning af ”vacation”. På grund af den voldsomme opbremsning i amerikansk økonomi har hver tiende amerikanske familie aflyst sommerens rejse eller har planer om at gøre det. I stedet vil amerikanerne blive hjemme i haven eller i umiddelbar nærhed af hjemmet, og den trend omtales nu som staycation.

Domænenavnet staycation.com blev tilfældigvis købt af en ung fyr i december 2005 ved et tilfælde. Første offentlig brug af navnet skete for blot to måneder siden i en canadisk komedieserie på tv, der handler om nogle mennesker, der har en benzintank. Ejeren af tankstationen i serien tager på staycation hvert år på den anden side af vejen, hvor der er en mark.

En lang historie for at fortælle den korte historie om amerikansk økonomi, der er faretruende tæt på at blive ramt af det forbudte R-ord. Ingen tør sige det højt, fordi det kan blive en selvopfyldende profeti, hvis alle går rundt og siger det, men det er selvfølgelig recession, der tales om. Når amerikanerne aflyser deres ferie og bliver hjemme, er det udtryk for, at det nu for alvor går den anden vej.

Forleden blev der offentliggjort meget kedelige tal for antallet af misligholdte boliglån. Specielt her i Florida men også i Californien ser det ret så skidt ud. Medierne rapporterer fortsat om meget tragiske tilfælde, hvor aggressive sælgere af boliglån for eksempel har lokket ældre boligejere til at omlægge deres meget sikre boliglån med fast rente til meget usikre boliglån med endnu lavere rente det første år men seks gange så høj rente efter et til to år. Salgsmaterialet har været uigennemskueligt, og sælgerne har været provisionslønnede. Nogle ældre mennesker har mistet hele deres friværdi i boligen og dermed deres opsparing, som var tiltænkt arvingerne.

How is the weather in Amsterdam?

MIAMI, FL: Jeg fik et lift til receptionen på dekadente Sagamore Hotel i Miami South Beach i dag. En Jack Black-lignende type fra Oregon, en PhD-studerende fra Tyskland, en firskåren finne, en distræt freelancer fra San Francisco og jeg delte en stor taxa over broen til South Beach. Parallelt med broen går en anden bro til containerterminalen i Miami, og på den havde hver anden lastbil en Maersk-container på ladet.

Receptionen var – desværre – udendørs og dermed en fugtig og varm oplevelse, men da receptionen havde været i gang en times tid, væltede det pludselig ind med en type gæster, som ikke var en del af konferencen, og de var helt sikkert ikke journalister. De fleste var på høje hæle, viste maveskind og havde brugt mindst to timer foran spejlet. Det væltede med andre ord ind med hookers på det fine hotel, men jeg tror, de blev en anelse skuffede, da de så publikummet, der mest bestod af fedtede og smånussede journalister. Men som lovet uddelte arrangørerne 200 adgangsbilletter til den hotteste club på South Beach. Jeg sikrede mig et armbånd til stedet, der bærer navnet Privé (på facebook, klik her) og ligger på Collins Avenue – 16 blokke fra Sagamore.

På forhånd var vi blevet advaret om, at Privé ikke lukker nogen ind, der har cowboybukser på, går i gummisko eller har farvestrålende skjorter på. Jeg havde læst på lektien, og bar hvid skjorte, lærredsbukser og mørk habitjakke. Til gengæld var der kø i tre rækker foran stedet, da jeg ankom efter den 16 blok lange vandretur. I den ene kø skulle gæsterne betale 40 dollars for at komme ind, i den næste 80 dollar og i den tredje var beløbet så højt, at der betalte folk bare og gik ind. Efter blot fem minutter havde jeg opgivet. Jeg har aldrig været god til at stå i kø, og jeg lærer det nok aldrig, men jeg opdagede nogle andre med samme armbånd som mit, og de snakkede for deres syge moster. De kom ind, og jeg fulgte lige efter ved at sige, at jeg var en del af gruppen.

Gruppen, der banede vejen for mig, viste sig at være nogle fra konferencen. En fra Costa Rica, en fra Nigeria, en fra San Diego og to fra Houston. En øl kostede ni dollar, som efter danske forhold måske ikke er så meget, men her i området er det dobbelt pris i forhold til almindelige barer. Det var okay hyggeligt, men jeg valgte at følge efter dem tilbage til Down Town Miami efter et par timer, fordi de tilbød transport i egen bil.

Miami Beach er 15 minutters kørsel fra Down Town Miami, men det er nærmest to forskellige planeter. The Beaches er en kæmpefest for rige hvide, der taler engelsk, mens Down Town er nedslidt, spansksproget og til tider i en sølle forfatning.

Amerikanerne er et meget venligt folkefærd, som gerne vil tale med andre, og de spørger gerne interesseret til ens baggrund. Men to gange i dag, har jeg mødt spørgsmålet: ”How is the weather in Amsterdam?”, når jeg har fortalt, at jeg kommer fra Danmark. Men på den anden side: Kan jeg placere Oregon sådan helt præcist på det nordamerikanske kontinent? Jeg er ikke sikker.

Konferencen kom op i fulde omdrejninger i dag. Der er mange ting at vælge imellem, og indtrykkene er mange, men der er ingen tvivl om, at diskussionen om mediernes fremtid, som den foregår i Danmark, også foregår andre steder i verden. De fleste er bekymrede for de trykte mediers fremtid, fordi oplagende rasler ned. Udsigten til kun at producere onlinenyheder skræmmer de fleste, fordi der er tale om en helt anden type artikler. 80 procent af indholdet på onlinemedier er ”kopieret og sat ind” fra andre hjemmesider. Det er der ikke meget vagthund, kritisk journalistik eller i det hele journalistik i. Ret beset kræver det ikke en journalist, at producere den slags, og det har udgiverne da også opdaget.

En anden diskussion handler om, at tv helt vil tage livet af aviserne, og tv i stigende grad bringer kriminalstof som topnyheder. Det har de gjort i USA i mange år, men fænomenet er først for alvor ved at slå igennem i Danmark i øjeblikket, hvor TV 2 er godt i gang med at rendyrke Fox News-stilen, hvor første indslag i nyhederne handler om et trafikuheld eller en familietragedie, hvor sønnen har skudt forældrene eller noget lignende. Amerikanske tv-journalister fortæller her på konferencen, at interessen for kriminalstof er på retur, og den vending kan vi så blot se frem til også rammer TV 2 en gang i fremtiden.

Thursday, June 05, 2008

Cars are king

MIAMI, FL: Det er en kvælende fugtig varme, der møder en, når man forlader det airconditionerede hotel her i Miami. Jeg bor på 14. etage, hvor der er en imponerende udsigt til Miami Beach, South Beach og de andre strande, der ligger 10-15 minutters kørsel fra hotellet.

Fredag aften er der en reception på et dekadent hotel på South Beach. Måske tager jeg der over, hvis jeg kan finde nogen at dele en taxa med. ”Cars are king” her i Florida. Der er godt nok en slags monorail, og der dukker da også en bus op en gang imellem, men den kollektive trafik er ikke gearet til at håndtere transportbehovet i Miami.

Fra værelset kan jeg skimte hotellets udendørs swimmingpool, der er placeret på femte sal, hvor der også er anlagt en udendørs jogging løbebane i femte sals højde. Skyline down town og Miami Beach minder om Chicago, selv om højhusene ikke er helt så høje her. Men der en væsentlig forskel: I Chicago taler de engelsk. Her taler flertallet spansk. Jeg var på cubansk cafe i aftes, hvor jeg fik en cubansk sandwich og en øl, og flere af de ansatte kunne ikke forstå engelsk.

Konferencen er skudt i gang med et mindre program i dag. I morgen begynder konferencen for alvor. Jeg har allerede haft et par tankevækkende og gode oplevelser. Hvis man er trist til mode på journalistikkens vegne i Danmark, hvor den får vanskeligere og vanskeligere vilkår, fordi gratisaviser og nedskæringer på betalingsaviser har sænket niveauet, er det en fornøjelse at blive præsenteret for den ene gode historie efter den anden, som det sker på konferencen.

Jeg deltog i en særdeles underholdende session med Paul Myers fra BBC og Neil Reisner fra Florida International University. De skød Google ned som den foretrukne søgemaskine, og gav tip til bedre søgning. Men Paul Myers havde også så meget britisk selvironi, at han fortalte den underholdende historie om, hvordan BBC blev snydt, så vandet drev for nogle år siden. Historien handler om den frygtelige kemiske ulykke i Bhopal i Indien. Aktivister fremstillede en hjemmeside, der til forveksling lignede en kemivirksomheds. En repræsentant fra virksomheden blev interviewet på BBC, hvor han lovede kontant erstatning til ofrene. Det hele var fup, og BBC’s research var til grin, men aktivisterne fik den forventede fokus på problemet. En tankevækkende historie.

God plads

MIAMI, FL: Kan man have medlidenhed med et flyselskab? Jeg fik det næsten, da jeg fløj fra Düsseldorf til Miami. Kun hvert femte sæde i AirBerlins Airbus 330 med plads til over 300 passagerer var besat. Det har utvivlsomt været en meget kostbar tur for det tyske lavprisselskab.

Flyet fra København til den trøstesløse lufthavn i Düsseldorf var heller ikke fyldt op, og min forrige flyvetur til Spanien i april skete også med tomme sæder. Hvis man kan benytte den såkaldte load factor i flybranchen som indikator for den økonomiske udvikling i Europa, så ser det ikke for godt ud.

Det har de professionelle investorer måske allerede fundet ud af. Air Berlins aktie er i alle tilfælde halveret i værdi på cirka et år. Nå, men det er en helt anden historie. Nu er jeg i Miami, og jeg er træt.

Jeg har prøvet det før, men jeg blev alligevel overvældet af varmen, da jeg gik ud af lufthavnsbygningen for at lade den haitianske taxachauffør kører mig til down town. Efter 17 timer på farten ser jeg frem til en nats søvn, og jeg glæder mig til at suge ny viden til mig i de kommende dage.

Tuesday, June 03, 2008

Kontoåbning

KØBENHAVN: Det er egentligt lidt uvirkeligt. Men det er ganske vist. I morgen rejser jeg til Miami, og det er blot første stop på en større fem-seks uger lang rundtur i det store land. Efter fem dage på Intercontinental i Miami flyver jeg til New York, hvor Lone dukker op. Der efter kører vi en tur til Bosten, inden vi flyver til San Francisco, hvor vi har lejet en bil, som vi kører til Los Angeles.

Det er ottende gang, jeg besøger USA. Denne gang har jeg en særlig forventning om at komme ind under huden på det store land. Jeg vil suge det hele til mig, sluge det og tænke det. Til det formål har jeg oprettet en virtuel konto, som jeg kan sætte alle de oplevede stemninger ind på.

Jeg samler på stemninger, fordi i modsætning til turistattraktioner, så husker man dem.
Endnu har jeg ikke kendskab til en bank, der tilbyder åbning af en stemningskonto, så derfor befinder kontoen sig indtil videre inde i mit hoved.

Friday, May 23, 2008

De er skøre de romere


F4:13 er et afsnit I biblen, hvor der står: “I can do all things through Christ who gives me strength”. Men den italienske cykelproducent Pinarello har såmænd også kaldt en af sine modeller for F4:13. Hvorfor må guderne vide, men jeg har netop bestilt et eksemplar af den fantastiske cykel, og så vil det vise sig, om jeg får overnaturlige kræfter.

Fausto Pinarello, der står i spidsen for selskabet, går altid klædt, så han ligner en, der er på vej til et cocktail party. Hvilken Gud han tror på, vides ikke, men der er jo overvægt af katolikker i støvlelandet, der trods den strenge tro slås med svindel med EU-midler, mafia og forgiftet olivenolie for blot at nævne nogle af problemerne.

De er skøre de romere, men Pinarello-cykler fejler ikke noget. Jeg får den leveret med den lækre Ultegra SL-gruppe, Ultegra-hjul (2008-model), Selle Italia-sadel og Look Keo karbon-pedaler. Vi ses derude.

Wednesday, May 21, 2008

Sommer i maj


Det ser sandelig ud til, at sommeren kom til Danmark allerede i maj i år.
Gid man havde en racercykel.

Friday, May 16, 2008

Dagens gode nyhed

Tryg har netop sat et antal tusinde kroner ind på min bankkonto. Det er ikke nok til at købe en ny Pinarello Prince men dog nok til at købe en anstændig karbonramme. Allerede i dag skal jeg på research sammen med cykeleksperten Rory. Han har fortalt mig, at der står et ensomt Pinarello-stel hos RoadBikeShop. Det er ikke model Prince, men det lugter lidt af fisk :-)

Den ramme cykler vi ud og kigger på i dag. Men jeg vil også diskutere Focus og Merida med ham. De mærker kan købes i ganske gode modeller til under 20.000 kr.

Wednesday, May 14, 2008

På cykeljagt

Jeg har sonderet terrænet for en ny cykel. Har kigget på fuld blods karbon fra Focus og Merida. Det kommer nok til at koste 14-15.000 kr., og vil dermed være milevidt fra den stjålne Pinarello Prince, der er er værdisat til cirka 40.000 kr. Ak ja. En trist historie.
Jeg kommer måske et skridt nærmere en ny cykel på fredag. Har lavet en aftale med Rory, som har lovet at kigge nærmere på mulige arvtagere sammen med mig.

Monday, May 12, 2008

Pinsetræf

Kæmpedrager på en kæmpestrand på Rømø i Pinsen. (Foto: Per Chrisensen)

Saturday, May 03, 2008

Den stjålne cykel


KØBENHAVN: Pinarello Prince med Dura Ace håndpoleret jubilæumsudgave endte sine dage på Mallorca i maj 2008. Cyklen blev købt i november 2001, men stod til pynt vinteren over, inden den kom ud på landevejen i foråret 2002.
Supercyklen er historie nu. Men hvis du ser den på Mallorca, så giv mig et ring.
Jeg er nu på jagt efter en afløser, men det bliver næppe en Prince, som er økonomisk uopnåelig.
På billedet ses vidunderet parkeret i Sankt Elms på Mallorcas vestkyst.

Friday, May 02, 2008

Fatva på alle cykeltyve

MALLORCA: Efter at have tjekket det aflåste cykelrum i kælderen under hotellet to gange, uden at kunne se min racercykel, sank jeg spyttet to gange, tog en dyb indånding og konstaterede: Den er stjålet! Det var lidt i ni i morges.

Det blev et pludseligt og uventet farvel til den seks år gamle Pinarello Prince. Det skete uden forudgående varsel, men sådan er det vel med tyverier. Trods alderen er det en super cykel, der var prissat til lidt over 50.000 kroner. Jeg slap med at betale lidt mere end halvdelen, da jeg købte den, fordi cykelhandleren var brændt inde med den.

Da jeg fortalte om tyveriet til hotellets personale i receptionen, var de vrangvillige, og klandrede mig for ikke at have taget den med op på værelset! Det gjorde mig mildest talt forundret, da der alle de andre år har været to ting, der er blevet håndhævet med spansk strenghed: Ingen cykelsko i lobbyen og ingen cykler på værelserne.

Den eneste hjælp jeg fik fra hotellets side var, at de efter et mildt pres fortalte mig, hvor politistationen i Palma ligger. Jeg gik op på værelset og afførte mig alt cykeludstyret, tog civilt tøj på, og sprang på bus 3 til Palma. Der var stegende hedt inde i byen, forbrændte turister vraltede rundt og den store politistyrke havde afsat i alt én person til at tage imod anmeldelser om tyveri – så det gik langsomt – meget langsomt. Efter en times tid, blev det min tur, men han nægtede at tale andet end spansk. Hvis jeg ikke kunne gøre mig forståelig på spansk, skulle jeg ringe til et særligt nummer i Madrid. Jeg fik lov til at benytte en telefon på politistationen, og på den måde lykkes det mig at få afleveret den nyttesløse, men nødvendige anmeldelse om tyveri.

Med hjælp fra et referencenummer fra Madrid kunne personalet i Palma udskrive i alt 10 eksemplarer af to stykker papir. Selv om det er på spansk, kan jeg genkende min forklaring, og efter lidt faktuelle rettelser af navn og adresse (man kan da ikke hedde Olé, er den udbredte opfattelse i Spanien), svang han lystigt stemplet, og jeg skrev under, og han skrev under – i alt 10 gange. Jeg fik et eksemplar, som jeg skal benytte i forbindelse med forsikringssagen hjemme i Danmark.

En ganske trist afslutning på en ellers vellykket træningsuge i godt terræn og med godt vejr. Åh ja, så har jeg i øvrigt udstedt en fatva på alle cykeltyve i hele verden. Hvis du møder en, har du hermed min tilladelse til – med cykelsko – at sparke vedkommende hårdt over skinnebenet.

Dagens rute:
De andre kørte den samme rute, som jeg kørte i går – blot imod urets retning. Jeg kørte: Cala Mayor – Palma – Cala Mayor. Med bus nummer 3!

Billeder fra Mallorca




Dansk mad, Rottehullet og en kebabbar; man skulle tro man befandt sig paa Noerrebrogade, men billederne er fra hovedgaden i Cala Mayor - danskerhelvedet paa Mallorcas sydkyst.
Paa det sidste billede ses "Draebersneglene", som de kalder sig selv, blive guidet af guiden Gert Caspersen ved hjaelp af den baerbare.