Los Angeles, jeg overgiver mig

PASADENA, CA: For ni år siden var Los Angeles nær ved at skræmme livet af mig. De otte sporede motorveje, varmen, hastigheden og alt muligt andet var en overvældende oplevelse, den første gang, jeg besøgte den her by.

I dag har jeg – næsten – glemt alt om den gang og om Miami, New York, Boston, San Francisco og alle de andre fede byer, jeg har besøgt på den her tur. Jeg har overgivet mig 100 procent til Los Angeles i dag.

Vi har været i Pasadena, Arcadia, Monrovia og Sirrea Madre i dag. Det er fire af de mange byer, der er i greater Los Angeles, og jeg er klar til at slå mig ned i det her område. Vi har haft en fantastisk dag. Stod tidligt op for at køre hen til Laura og Tom, der bor i Monrovia. Sammen kørte vi til Sierrea Madre for at se den bydels 4. juli optog. Som så mange andre ting i det her land kendte vi det kun fra film. Nu har vi oplevet det i virkeligheden, og virkeligheden er som bekendt bedre end fiktionen.

Lauras søster, Michelle, hendes mand Mark, deres to børn og Lauras mor var med i optoget, der sluttede med en kæmpe vandkamp mellem brandvæsenet og publikum. Mark, der er buddhist, har indtil for nyligt arbejdet for et forlag, der blandt meget andet har udgivet bøger med fotos taget af Ansel Adams. Tidligere på turen så vi faktisk nogle af Ansel Adams mindre kendte og mere private billeder af Frida Kahlo på udstillingen om Frida Kahlo på Moma i San Francisco.

Sidst på eftermiddagen var til en barbeque-fest hos nogle af Laura og Toms venner. De har et eventyrligt hus med swimmingpool, to firehjulstrækkere på en kæmpegrund. Fra terrassen så vi et dådyr, og der dukker faktisk også en bjørn op en gang imellem. Vi så billeder af en bjørn, der tog en dukkert i en swimmingpool hos naboen.

I morgen skal vi til baseball-kamp. Tom har lovet os at forklare reglerne, der kan virke sære for en dansker, når man ser spillet på fjernsynet.

Levende orm af biler

LOS ANGELES, CA: Det er en særpræget oplevelse at ankomme til Los Angeles i bil. Det begynder med en tosporet øde vej oppe på ørkenhøjsletten, som langsomt vokser. Efterhånden som vi kommer nærmere og nærmere Los Angeles, vokser vejen som vand der løber sammen til en brusende flod. Det ender med en 14 spors motorvej, der som en levende orm af biler skærer sig igennem bjerge og dale – op og ned. Langsomt splittes motorvejen igen op i flere motorveje, og den vigtige 210 freeway ender med blot at være en 10 spors, der løber for foden af bjergene længst væk fra Stillehavet.

210’eren førte os nærmere og nærmere Los Angeles, som sædvanen tro ikke kan opleves på afstand på grund af varmedis, smog og røg fra nogle af de 1.400 brande, der hærger staten.

Vi har slået os ned på Best Western Pasadena Royale på Colorado Blvd. i Pasadena. Best Western plejer ikke at skuffe os, og det gør de heller ikke her. Faktisk er det et af de bedste værelser, vi har boet på på turen, og prisen er rimelig anstændig, så vi har booket fire nætter her.

Pasadena er en slags by i byen, der ligger et pænt stykke fra Disneyland, Hollywood, Venice Beach og andre turistmagneter. Vi har tidligere boet i området, og synes ganske godt om ”kvarteret”, hvis man kan tale om et kvarter.

Der menes at bo 17-18 millioner mennesker i Los Angeles-området, der dækker et areal, der er større end Sjælland. Så afstandene mellem de forskellige ting er enorme. Men vi har jo vores Garmin GPS, der kan føre os til alle vegne.

Dagens triste nyhed: Los Angeles Times har fyret 160 journalister, og avisens sidetal vil skrumpe i fremtiden. De bringer selv nyheden på en dag, hvor de har fremragende eksempel på CAR-journalistik, som jeg brugte en del tid på i Miami for nogle uger siden. CAR står for Computer Assisted Reporting, og det går i al sin enkelthed ud på at udnytte computerkraft til at lave noget ordentlig journalistik. Los Angeles Times har fået aktindsigt i myndighedernes undersøgelser af 1.600 swimmingpools på moteller, hoteller, svømmehaller osv. Rigtig mange af dem er nærmest sundhedsfarlige at bade i på grund af manglende vedligeholdelse, bakterier osv. Avisens vakse journalister har sorteret den store mængde data, gjort det tilgængelig for den undrende offentlighed, som blot kan gå ind på avisens hjemmeside og taste postnummer og adresse på et sted med swimmingpool – og wupti – læseren kan se, om det er en god ide at lade kroppe svalen i netop den pool.

Den slags journalistik bliver der næppe meget af i fremtiden, som efter alt at dømme findes på internettet.

Verdens navle er dér, hvor du er

LONE PINE, CA: Dag 28 i USA. Jeg har snart glemt alt om Danmark. Er begyndt at kigge i jobannoncerne bag i amerikanske aviser. Så svært kan det vel heller ikke være at lave Quarter-pounder hos Mc D?

Når Danmark langsomt forsvinder i baghovedet, skyldes det måske også, at de amerikanske aviser ikke skriver én linje om Danmark, selv om vores statsminister har stået og fortsat står den amerikanske præsident last og brast i adskillige krige.

I dag har jeg nærstuderet Los Angeles Times, som trods alt er en af de mere betydningsfulde aviser i USA, for at finde noget om Danmark – eller i det mindste om Europa. Jeg fandt en note om en politisk skandale i Frankrig. That’s it. Intet andet stod der om hverken Danmark eller Europa. Ikke fordi der mangler udenrigsstof, men avisen prioriterer Afrika, Mellemøsten og Sydamerika noget højere end os!

Det står i skærende kontrast til de tre store morgenaviser i Danmark, der ganske insisterende har skrevet om hver en ligegyldighed i den årelange valgkamp i USA. Faktisk bringer de danske medier mere om den amerikanske valgkamp end de amerikanske aviser. Men med hele tre mand placeret i USA, som Berlingske Tidende har, er der selvfølgelig også basis for at trykke nogle linjer. Men det bliver altså ikke gengældt.

Rigtig mange amerikanere har dog en helt klar opfattelse af Danmark helt fremme på nethinden i øjeblikket, fordi et af de mest sete tv-programmer, 60 Minutes, bragte en 12 minutter lang reportage om Danmark for nyligt. Den handlede om, at danskerne ifølge en ny undersøgelse er verdens lykkeligste folk, og tv-stationens vakse reporter var taget til Danmark for at finde årsagen. Det har forfærdelig mange amerikanere kommenteret overfor os på rejsen rundt i det store land. Hvad kan man andet end at besvare det med et overbærende smil?

Verdens navle er dér, hvor man befinder sig. Lige nu er vi i Lone Pine i Californien tæt på grænsen til Nevada. Ligger ved en swimmingpool ved foden af Mount Whitney, og selv om der ikke sker det fjerneste i den her by eller for den sags skyld i en omkreds af 50 miles fra byen, så er det her verdens navle for os.

Kodeord John Wayne

LONE PINE, CA: En tilsyneladende endeløs række af kæmpelastbiler ruller igennem hovedgaden i Lone Pine, der ligger på hovedvej 395. Lastbilerne har et førerhus, der næsten svarer til en etværelses lejlighed, og de skinner, og mændene bag rattene er stolte, selv om de kun ser deres familie i weekenden. Med en hastighedsbegrænsning på blot 25 miles i timen, er der god tid til at studere kæmpemonstrene, der udgør vigtige hjul i verdens største forbrugersamfund.

Det ved chaufførerne godt, og de gør gerne opmærksom på sig selv. Hvis blot man hæver højre hånd og trækker i en imaginær snor, giver de igen ved at trække i snoren og leverer et ægte bååååååååååååt, så man hopper en halv meter op i luften.

Vi har tjekket ind på Dow Villa Motel, der er familiedrevet og dermed ikke en del af de otte store kæder, der styrer markedet for moteller i USA. Fra hotellets swimmingpool er der udsigt til Mount Whitney, der med 4.421 meter er USA’s højeste bjerg. Vi er tættere på statsgrænsen til Nevada end vi er på Stillehavet, men der er – ifølge vores elskede Garmin GPS – blot tre en halv times kørsel til Los Angeles.

Turen fra Lake Tahoe til Lone Pine var i særhed en fantastisk naturoplevelse. Voldsom bjergkørsel og lange stræk på højslette gav mange bjergtagende udsigter fra Impala’en, som begyndte at sende nogle lidt kedelige signaler i instrumentbrættet.

”Check pressure in left front tire”, stod der pludselig i instrumentbrættet. Lidt senere blinkede den besked med ”Check pressure in left rear tire”. Vi svingede ind til siden, men vi kunne ikke se, at der manglede luft i nogle af dækkende overhovedet. Vi kørte videre men med den lidt underlige fornemmelse i maven om at noget var galt.

Vi have bremset rigtigt meget ned af en 10 kilometer lang nedkørsel, og temperaturen udenfor var 99 grader fahrenheit svarende til cirka 37 grader. Kan man forstille sig, at luftrykket i dækkende ændrer sig på grund af bremseriet og de høje temperaturer? Hvad ved vi om biler? Vi kørte ind på en Chevron-tank, hvor der sad et par mekanikere og svedte. Den ene tjekkede luftrykket i alle fire dæk. Der var for meget luft i venstre fordæk. Ellers var alt ok. De alarmerende beskeder forsvandt fra instrumentbrættet, og vi lagde os ud på highwayen igen med 65 miles i timen.

Vi bor i den oprindelig hovedbygning på motellet, og kodeord til det trådløse netværk er ”johnwayne”. ”Hvad ellers”, tænkte jeg, da jeg traskede op på værelse 205, mens jeg spekulerede over, om John Wayne eller Errol Flynn havde boet på vores værelse. Mange af 40’ernes og 50’ernes cowboyfilm er optaget for foden af Mount Whitney, og skuespillerne boede selvfølgelig på Dow Villa Motel.

Jeg mangler blot at fortælle, at jeg næsten er færdig med Hallgrimur Helgasons ”Stormland”, og jeg vil selvfølgelig aldrig afsløre slutningen, men jeg har en meget stærk fornemmelse af, at den ender på samme måde som F. Scott Fitzgeralds ”De smukke og fortabte”. Så grumt så grumt.

Grønne Arnold

SOUTH LAKE TAHOE CITY, CA: Sacramento er hovedstaden i Californien, og guderne (eller historikere) må vide, hvorfor den by er valgt som hovedstad og ikke San Francisco eller Los Angeles. Jeg gætter på, at der ligger en politisk studehandel bag.

Hvis Californien var et selvstændigt land, ville det – ud fra en økonomisk betragtning – være verdens femte største land. Sacramento er derfor ikke en ligegyldig by. Hele centraladministrationen, som er mange gange større end Danmarks, er placeret her. Selveste Arnold Schwarzenegger står dermed i spidsen for en af verdens største økonomier. Og her kommer overraskelsen: Han gør det faktisk godt.

Han blev valgt som guvernør ved et helt usædvanligt ekstraordinært lokalvalg i 2003. Utilfredsheden med en forrige, Gray Davis, var så voldsom, at det ekstraordinære valg blev stablet på benene, og blandt den brogede skare af kandidater blev skuespilleren valgt som den mindst ringe. Han er blevet meget populær på en række initiativer, der skal forbedre miljømæssige forhold, og så har han rettet op på den miserable økonomi, som forgængeren efterlod. Arnold Schwarzenegger har vist sig ikke at være så republikansk, at det gør noget her i Californien, hvor der er højt til loftet på alle mulige måder. Han har heller ikke sat sig imod, at homoseksuelle nu kan blive gift, selv om han foretrækker en kvinde fra Kennedy-klanen som hustru.

Lige nu har cirka 1.100 skovbrande i hele staten førsteprioritet hos den tidligere skuespiller, der har en svaghed overfor gode cigarer. Verdens største picnic afvikles på lørdag den 4. juli, når amerikanerne fejrer deres uafhængighed. I den forbindelse plejer der at blive affyret uanede mængder af fyrværkeri af, men Arnold beder nu ifølge The Sacrament Bee statens 36 millioner indbyggere om at droppe fyrværkeriet i år, fordi det blot vil antænde endnu flere skovbrande.

Benzin til halv pris

SOUTH LAKE TAHOE CITY, CA: Prisen på benzin er på forsiden af alle amerikanske aviser hver dag. Sådan har det været i de 26 dage, jeg efterhånden har opholdt mig i landet. Men lad os lige gøre det klart, hvad vi taler om, inden amerikanernes ynk bliver for høj.

Her i South Lake Tahoe city koster en gallon "regular" benzin (svarer til 92 oktan blyfri) 4,76 dollars. En gallon er 3,78541178 liter og en dollar svarer til 4,7321 kr. (spotkurs) eller 4,8501 kr. (turistkurs). Den gennemsnitlige dollarkurs er dermed 4,7911 kr., og vi kan nu regne literprisen her i USA ud til at være: 6,02 kroner. Listeprisen hos OK i Danmark er pt. 11,62 kr. pr. liter 92 blyfri. Men det er klart, at når man kører rundt i en Chevrolet Impala LS med en 3,5 liters V6-motor, som vi jo gør, så skal der godt nok hældes noget benzin på. Bilens tank er til gengæld cirka dobbelt så stor som i vores lille Golf hjemme i Danmark.

Benzin er ganske uhyggeligt billigt her i landet. Ikke desto mindre er cykelhandlernes omsætning steget ganske betydeligt, skriver The Sacramento Bee. Det er jo meget godt, at amerikanerne omsider har fået øje på cyklens fordele. Det er helt tydeligt, at vi ser flere cykler i år, end vi gjorde første gang vi var i USA for 11 år siden.

Hvis jeg var en by i USA

SOUTH LAKE TAHOE CITY, CA: På ”Den Store Amerikarejse” er vi nået til den naturskønne Lake Tahoe, der ligger fem-seks timers kørsel nordøst for San Francisco på grænsen mellem Californien og Nevada. Søen og byen South Lake Tahoe ligger i 1.900 meters højde, og det er derfor et skiområde om vinteren. Køreturen her op var en fascinerende smuk oplevelse, som krævede adskillige stop, hvor Lone knipsede løs med kameraet.

Vi bor på et ordinært motel tæt på søbredden og kun få hundrede meter fra statsgrænsen til Nevada. Netop på den anden side af grænsen er der et sandt spillehelvede, et lyshav af kasinoer, en syndens hule. Alt det, der kun er tilladt i Nevada men ikke i Californien. Vi krydser næppe grænsen for at opleve det. Vi er som bekendt gift i Las Vegas, og alle andre spillebyer i Nevada er blot små kopier af alle spillebyers moder.

Området her har fået mig til at tænke på min søster Margit. Hvis hun var en by i USA, var hun helt klart South Lake Tahoe City. Der er vild natur, koldt søvand og gode vandre muligheder, så hun kunne drage stor nytte af sine nyindkøbte vandrestøvler. Når det drejer sig om hendes datter – min niece – Liv, er jeg heller ikke i tvivl om, at hun ville være Miami South Beach, hvis hun var en by i USA. Her er intet klædestykke overladt til tilfældighederne. Alt, hvad der har med det ydre at gøre, er gennemtænkt, gennem tjekket – men også lidt dyrt.

Min anden yndlingsniece Laura ville til gengæld være San Francisco, hvis hun blev genfødt som en by i USA. Byen er spraglet og livlig, fyldt med fede cafeer og gå i byen-steder. Der er ingen regler, og alle gør, som det passer dem. Familiens fader, Per, er jeg heller ikke i tvivl om, ville være byen Lone Pine, hvis han var en by i USA. Det er en nybyggerby, der er præget af folk, der selv finder løsningerne, og gør tingene selv.

Lone kan kun genfødes som New York. Det er byen, der har alle facetter, alle de små specielle tøjforretninger (jeg har været med inde i de fleste af dem), alle de små specielle restauranter og alle de forskellige kulturer. Byen vil favne det hele, alle forskellighederne og alle nationaliteterne. Og hvad med mig selv, gøede hunden? Tjae, det må så blive Boston. Lidt pæn, lidt kedelig, men med gode hensigter.

På vinjagt

NAPA VALLEY, CA: Lone var så venlig at køre mig fra vingård til vingård i Napa Valley i dag. Vi besøgte blandt andet Sutter Home, der som bekendt kan købes for 29 kr. flasken i Netto. Men de har også andre, og dyrere flasker på hylden i USA. Jeg smagte blandt andet en 90 kroners cabernet sauvignon, og det var faktisk en dansker, der serverede smagsprøverne. Det er 20 år siden, han har boet i Danmark, så hans danske var lidt rustent.
Dagens højdepunkt var besøget hos Robert Mondavi, hvor jeg fik lov til at smage tre forskellige. En 425 kroners kraftig rødvin afsluttede smagningen, men jeg er ikke sikker på, at den var fire gange så god som den til 100 kr., jeg også smagte.

Vingårde i Californien ligger ikke i udkanten af en lille by med torv, cafe osv. for foden af et bjerg, som vi kender det i Frankrig. Vinproduktion i Californien er for længst blevet professionaliseret, fusioneret og drevet af store koncerner. Det er ikke Robert Mondavi eller andre vinbønder, der står og tager imod, når man drejer ind på gårdspladsen. Der er ingen gårdsplads. De fleste vingårde har anlagt en parkeringsplads som svarer til den, der typisk hører til en Bilka i Danmark. Indenfor er vinsmagningen sat i system, og der sælges merchandise i stor stil. Alt lige fra T-shirt til proptrækker med vingårdens navn langes over disken.

Bag turisteriet bliver vinen lagret i ståltanke, hvor der blot bliver tilsat spåner fra egetræer, og vinen opbevares ikke som i Frankrig i egetræstønder i en kælder. Den franske model er romantisk, men den amerikanske er effektiv, og de er i langt højere grad i stand til at styre processen end franskmændene. Det sidste er skrevet med en vis bæven på grund af de frankofile i vennekredsen. Men smag selv.

Selv om byen Napa ligger mindre end to timers kørsel fra San Francisco, er vejret markant anderledes. Det er meget varmere. Det har vi også brug for efter nogle kolde dage i San Francisco, der efterhånden både er dækket er tåge og røg fra de cirka 1.100 skovbrande. Vi har fået varmen.

Kolde California

SAN FRANCISCO, CA: Der er ikke meget ”Sunny California” over San Francisco i øjeblikket. ”The Fog City” viser sig fra sin kolde side. Vi fryser. Vi elsker San Francisco, men vi glæder os til at komme under varmere himmelstrøg i morgen, når vi kører mod Napa Valley og Lake Tahoe.

Af andre mærkelige vejrobservationer kan jeg nævne, at der har været 112 jordskælv i Californien i løbet af ugen. Det er otte mere end ugen før. Det voldsomste blev målt til 3,4 på richterskalaen. Samtidig er der cirka 1.000 skovbrande i staten. De fleste er startet af lyn, og en stor del af dem er observeret omkring Monterey, der ligger et par timers kørsel syd for San Francisco. Lørdag og søndag ventes der ”thunderstorms” flere steder i staten, og det kan antænde endnu flere skovbrande. Se billedserie fra Los Angeles Times her.

Californiens guvernør, Arnold Swarzenegger, vil have præsident Bush til at erklære nogle af områderne i undtagelsestilstand, fordi det ifølge loven kan frigive midler til bekæmpelse af brandene. Vi har ikke mærket noget til hverken brande eller jordskælv her i San Francisco. Håber heller ikke det sker. I hører fra os, når vi har fået varmen.

Her går de efter bankdirektøren

SAN FRANCISCO, CA: Er det overhovedet muligt at forestille sig en situation, hvor regeringen pudser statsadvokaten på Danske Banks topchef, Peter Straarup, eller Jyske Banks næsten lige så berømte Anders Dam, fordi deres banker har været lidt for ivrige med at sælge boliglån uden afdrag til kunder, som ikke har forstået, hvad de har købt?

Nej vel. Det er usædvanligt svært at forestille sig. Men anklagemyndigheden i Californien og Illinois har faktisk taget de første skridt til at få skovlen under topchefen i realkreditselskabet Contrywide, fordi selskabets sælgere har optrådt usædvanligt aggressivt de senere år, hvor de har solgt vildt komplicerede boliglån til almindelige mennesker, som ikke har haft en kinamands chance for at gennemskue, hvad de har købt.

”Denne retssag er vigtig, fordi den skal synliggøre og afhjælpe det, der er blevet kræft i hele vores finansielle system,” siger Californiens chefanklager til San Francisco Chronicle.

Mange boligkøbere er blevet overbevist af de dygtige sælgere med argumenter om, at lånet er uden renter og afdrag det første år. Men sælgerne har ikke været speciel dygtige til at fortælle om, hvad renten stiger til efter et år, efter to år og efter tre år. Det har udløst en bølge af tvangsauktioner, og nogle mener ligefrem, at det er årsagen til den økonomiske nedtur, som USA og dermed resten af den vestlige verden ser ud til at være på vej ind i.

I Danmark er det cirka halvdelen af boligejerne, der ikke afdrager på deres boliglån overhovedet. Og en stor del af dem, stiger i husleje i takt med at renten stiger. Man må så blot håbe, at bankernes sælgere har været grundige nok til at forklare kunderne, hvad det indebærer.

Ledelsen i den lille Forsædernes Bank i København har netop indrømmet, at nogle af bankens sælgere måske ikke var grundige nok, da banken solgte et indviklet opsparingsprodukt til en stor del af sine kunder. Nogle kunder har netop fået en kontant erstatning, mens andre kunder er gået til Pengeinstitutankenævnet. Men det skyldes ikke, at den danske regering har gransket bankens praksis.

Blogging i gamle dage

SAN FRANCISCO, CA: Vi sprang på bus nummer 45 på Union Street fra morgenstunden, og styrede direkte mod SFMOMA (San Francisco Museum of Modern Art). Byens stolthed har i øjeblikket en særudstilling af og om Frida Kahlo.

Den mexicanske kunstner levede nogle af sine plagfulde leveår i San Francisco sammen med sin mand Diego Rivera, der var langt mere berømt end fruen i deres samtid. Deres stormfulde forhold betød blandt andet, at de blev gift, skilt og gift igen.

Frida Kahlo døde i 1954, og blev vel egentlig først rigtig berømt efter sin død. Hun havde en ganske kompromisløs tilgang til tingende, og det understreges vel af følgende citat, som hun afleverede i en tale i 1945:

”The reason people need to invent or imagine heroes and gods is because of their fear – fear of live and fear of death.”

Med fjernsynets fuldstændige dominans af mange menneskers liv i dag, kan synspunktet næppe siges at være blevet forældet, siden hun afleverede det for over 50 år siden. Det var en flot og tankevækkende udstilling, men vi stod som sild i en tønde.

Frida Kahlo malede usædvanligt mange selvportrætter – det ene mere dystert end det andet, og det kan med lidt god vilje godt betegnes som en blog i en tid, hvor computeren ikke var hvermandseje. 55 af hendes 143 malerier er selvportrætter. Ifølge Frida Kahlo valgte hun at male sig selv så ofte, fordi hun var den person, hun kendte bedst.

Fire irsk kaffe

SAN FRANCISCO, CA: De laver hundredvis af irsk kaffe hver dag på den berømte ”The Buena Vista” i San Francisco, og det foregår efter særlige regler og traditioner, som det fremgår af min lille optagelse fra dagens besøg på baren.

Dagens dinnertalk

SAN FRANCISCO, CA: Det er ikke kun i Danmark, at huspriser og friværdi er blevet dinnertalk ved alle sammenkomster blandt folk i middelklassen. Det er også på alles læber eller i det mindste på alle mediefolks læber her i USA, hvor der bliver brugt uanede ressourcer på at beskrive, hvordan boligværdien i øjeblikket fordufter som is på en varm sommerdag.

I San Francisco er et almindeligt etfamiliehus faldet med 22,1 procent i løbet af det seneste år. Endnu værre står det til i Los Angeles, hvor over 23 procent er høvlet af prisen, som rigtignok – akkurat som i Danmark – havde mistet jordforbindelsen. Dermed er mange teknisk insolvente; de skylder mere i huset, end det kan sælges for.

Boligprisernes vanvittige stigninger i den vestlige verden har været det vigtigste brændstof i den forbrugsfest, som middelklassen med stor glæde har deltaget i.

Lone og jeg er ikke umiddelbart ramt af den største økonomiske nedtur i nyere tid endnu, selv om jeg blev fyret fra mit nye job hos BankInvest, inden jeg skulle begynde den 1. maj som følge af nedturen. Efter et par dage i panik fandt jeg ud af, at jeg havde tilstrækkelig erfaring og viden, der kan sikre mig en anstændig levevis i fremtiden, og den overdådige ”Amerikarejse”, som vi nu lever ud, finansieres i vid udstrækning af sidste års kraftanstrengelse, der resulterede i en bog, som nogle mennesker heldigvis har valgt at købe.

Faktisk går det så godt for os på turen rundt her, at jeg overvejer at tage kontakt til verdens største containerrederi, for at forhøre mig om prisen på at få en container transporteret hjem fra Los Angeles til København. Så meget har vi snart købt!

Okay, det var lidt en jysk overdrivelse, men kufferten er i alle tilfælde ved at være godt fyldt. Placeringen af vores hotel her i San Francisco hjælper ikke på situationen. The Greenwich Inn ligger en blok fra Union Street, der er fyldt med lækre interiørforretninger, tøjforretninger, skoforretninger og lækre restauranter.

Impala'en

SAN FRANCISCO, CA: Til ære for de bilinteresserede bringer jeg lige et billede af Chevrolet Impala'en årgang 2008 i al sin majestætiske udstråling. Automatgearet sidder i en stang under rattet - som vi kender det fra alle amerikanske film fra 1950'erne. Bagagerummet har næsten plads til en lille rød Golf:-) Vi ses der ude på highway'en.

Klik eventuelt på billedet for at se det i større størrelse.

Nej tak til opgradering

SAN FRANCISCO, CA: 5 timer og 49 minutter på vingerne i dag. Nej, vi har ikke krydset Atlanten eller fløjet til Sydamerika. Vi har blot foretaget en indenrigsflyvning i USA fra New York til San Francisco. Det er i sandhed et stort land, vi rejser rundt i.

Jeg så Mississippi-floden fra Airbus 320-flyet i 37.000 feets højde, men det var et stykke syd for staten Iowa, hvor den har brudt flere diger og er gået over sine breder og fjernet flere byer fra landkortet. Til gengæld så jeg et par skovbrande, da vi nåede ind over Californien.

San Francisco er ikke en varm by. Særlige klimatiske forhold sørger for, at der typisk er 10 grader koldere end i Los Angeles, der blot ligger nogle timers kørsel mod syd. Så måske får jeg brug for den sweater, der har ligget i kufferten de seneste 20 dage.

Avis var supervenlige, da vi ankom til San Francisco. Sædvanen tro tilbød de at opgradere den bestilte bil – denne gang til en SUV. Vi havde bestilt en såkaldt ”full size car”, men de tilbød altså det, man på godt dansk kan kalde en firehjulstrækker af de store uden yderligere beregning. SUV står for ”sport utility vehicle”, og de har været til diskussion i USA i flere år på grund af deres størrelse og enorme benzinforbrug. Vi takkede nej. For det første er firehjulstrækkerne og Hummere i USA ikke så populære mere, og for det andet tror jeg ikke, at det vil falde i god jord hos vores miljøinteresserede venner i Los Angeles, som vi kører ned til om en uges tid.

Vi holdt fast i vores ”full size”, og det endte således med en Chevrolet Impala, som er klassen over Malibu’en, som vi kørte rundt i i New England. Det er absolut ikke en økonomibil. Efter danske forhold er den meget stor, og jeg måtte bede om hjælp, inden vi kørte ud af garagen hos Avis. Jeg kunne ikke finde ud at indstille sædet, fordi det foregik automatisk, og automatgearet sidder i en stang under rettet – akkurat som man ser det i amerikanske film fra 1950’erne. Overvejede at skifte bil til en model med et automatgear, vi kender til, men valgte at holde fast.

Efter at have set et par tusinde amerikanske film i mit liv, så kan det vel ikke være så svært at køre en bil, hvor automatgearet sidder i rattet? Den kører som en drøm, og Garmin GPS’en førte os uden problemer ud af motorvejshelvedet i San Francisco International Airport til vores hotel midt i San Francisco, som vi allerede har oplevet som en fed by. På grund af tidsforskellen på tre timer fra New York spiste vi tidligt på en japansk restaurant. Vi har en svaghed over for japansk mad, som føles godt i maven. Men San Francisco har også en af de største Chinatowns, og vi har derfor planer om at finde den bedste Dim Sum uden for Kina en af dagene.

Medier – nu sidst med det nye

NEW YORK: Tim Russert døde den 13. juni. Det ryddede forsiden på de fleste amerikanske medier i flere dage, og hans liv og død beskrives fortsat næsten på daglig basis i pressen. I det her snævre forum kan jeg vel godt være ærlig og indrømme, at jeg ikke kendte noget til manden. Havde faktisk aldrig hørt om ham. Men han var altså journalist, og var på skærmen hos NBC i en menneskealder i forskellige programmer og var på den måde blevet hvermandseje.

Tim Russert fik hjertestop, og det skete såmænd på tv-stationen. NBC, der er en af de allerstørste tv-stationer i USA, holdt den kedelige nyhed tilbage i nogle timer, fordi de ansvarlige vurderede, at familien skulle have beskeden inden offentligheden. NBC tog endda kontakt til andre store mediehuse, for at bede dem holde nyheden tilbage, hvilket de også gjorde. Men de tider, hvor medierne kan styre nyhedsstrømmen er væk – helt væk.

I dag viser det sig, at han fik hjertestop kl. 13.40 og blev erklæret død på hospitalet kl. 14.24. Allerede kl. 15.01 var siden om Tim Russert på Wikipedia blevet opdateret, og her fremgik det således, at han var død. NBC’ seere fik først nyheden kl. 15.39.

Et andet sted, hvor nyheden blev spredt med lynets hast, var via Twitter, som mange spår en stor fremtid. Twitter var også til diskussion på konferencen i Miami, og det kan vel bedst beskrives som en mellemting mellem en sms-besked og Facebook – eller mikroblogning. Ved hjælp af Twitter kan et netværk følge med i, hvad de andre i netværket er i gang med, og her bliver det lidt mere fagligt end Facebook, hvor de fleste ikke har gang i så meget. På konferencen i Miami fortalte flere deltagere, hvordan de opsnapper nyheder, som er under opsejling ved hjælp af Twitter.

MySpace, Facebook, Wikipedia, Twitter. blogs og hvad alle de andre ting nu hedder, er et resultat af den fremadstormende "borgerjournalistik", som jeg personligt lagde for had, da den kom frem for nogle år siden. Men har vel lov til at skifte mening. Jeg er ikke så sur på borgerjournalistikken i dag, selv om jeg fortsat ser mange problemer i den form for journalistik. Men jeg tror, at vi kun lige har set toppen af den udvikling, der vil forandre mediebilledet for evigt.

Vi er tilbage i New York, men kun for en kort bemærkning. I morgen tidligt flyver vi til San Francisco, selv om Lone – da vi tog et smut ind til Manhattan i eftermiddags – nærmest var ganske parat til blot at blive i New York – nærmest for evigt.

Ctrl+Alt+Del virker ikke hver gang

MIDDLEBORO, MA: Jeg havde en masse ting kørende rundt inde i mit hoved den seneste måned, inden jeg drog ud på den store amerikarejse. På forunderlig vis lykkes det at gennemføre en slags ”Ctrl+Alt+Del” af hjernen inden afrejsen, og den interne konto med stemninger stod på vid gab og var dermed klar til at modtage nye indskud ved afrejsen.

Men sletningen af harddisken i mit hoved har nu vist sig ikke at være effektiv nok. Der ligger tilsyneladende nogle skjulte filer omme i baghovedet, som er dukket op igen, fordi jeg har kastet mig ud i at læse bogen ”Stormland” af den islandske forfatter Hallgrimur Helgason.

Bogen tegner et skarpt, kritisk, kærligt og humoristisk billede af det islandske folk og deres kultur. Specielt den voldsomme liberalisering af alt, hvad der kan liberaliseres og kapitaliseres tages under kærlig behandling i litterær form. Bogen fremkalder de mange tanker om Island, der hjemsøgte mig i foråret. Så sent som to dage før afgangen til USA havde jeg foretræde for Islands ambassadør i København, fordi jeg havde ”Island på hjernen”. Den venlige mand har en lang politisk karriere bag sig, og kender derfor alt til den forvandling, der er sket med det lille land de seneste 25 år, og hvilke omkostninger det har haft.

I lang tid gik mine tanker i retning af at få ”Island ud af hjernen” ved at skrive en bog om det fascinerende land; om forvandlingen, om bankerne, om milliardærerne, om Magasin-ejeren. Det hele i en underholdende, journalistisk fortælling. Idéen fik ekstra liv, da jeg besøgte den østlige del af Island i midten af april. Det var i sandhed en øjenåbner, der tilsyneladende gav Island en vedvarende plads på min indre harddisk. Ambassadøren var – i lighed med andre islændinge – vild med idéen, men jeg selv skød idéen til hjørnespark, fordi jeg har fået fast job, og jeg ved, hvad der kræves for at skrive en bog.

Når jeg læser Stormland, kan jeg ikke lade være med at sende venlige tanker til de mange islændinge, jeg har lært at kende de seneste fire-fem år. Ikke alle lovpriser forvandlingen fra et detailreguleret og statsstyret land til Det Vilde Vesten, hvor indflydelsesrige personer fra erhvervslivet har bestemmende indflydelse på landets udvikling. Men på den anden side er de fleste islændinge glade for deres store, amerikanske firehjulstrækker, som på gaden i Reykjavik er det mest synlige bevis på forvandlingen. Ifølge Hallgrimu Helgason er afstandene i byerne godt nok så små, og mange er så tykke og velnærede, at det tager en islænding længere tid at komme ind og ud af bilen end at køre den korte strækning fra A til B.

Vi er gået ned i gear i Middleboro. Ligger ved poolen. Læser bøger. Spiser amerikansk mad. I de kommende dage kommer der igen fart på. Vi kører til New York i morgen, for at flyve til San Francisco i overmorgen. Det glæder vi os meget til, og hvis ikke Frisco kan få Island til at gå væk fra min hjerne, så ved jeg snart ikke. Vi får se.

They’re baaaaack

CAPE COD, MA: Et godt stykke ud af den 50 kilometer lange tange Cape Cod blev støjen så øredøvende, at jeg måtte standse bilen, slukke motoren, for at finde ud af, om det var vores ellers meget støjsvage bil, der larmede. Det var det ikke. Vi kørte videre, og løsningen på mysteriet fik vi leveret af en næsten døv gammel mand.

Lone fik sjovt nok øje på et ”yard sale”, der vel bedst kan sammenlignes med et loppemarked i Danmark. Det måtte tjekkes ud, og mens Lone gjorde det, kunne jeg ikke lade være med at spørge den tykke, gamle, døve mand, der sad i en stol i hjørnet. ”Hvad er det for en øredøvende støj, der er her i området”, råbte jeg til den gamle mand.

”Det er cikader, der kun kan opleves hvert 17. år. Så kommer de op ad jorden, og er overalt,” svarede han. Jeg kunne kun give ham ret. Kæmpe insekter hamrede ind i forruden på bilen, da vi kørte ud mod Cape Cod. Et meget særpræget biologisk fænomen. De gik under jorden i 1991, der var året, hvor jeg fik min eksamen på Journalisthøjskolen, og der har de hygget sig, mens både en Bush og en Clinton har regeret fra Det Hvide Hus. Nu myldrer de op ad jorden som lava, og de vil skrige deres sang ud i området frem til midten af juli, hvor de dør. Der efter vil det først være muligt at opleve fænomenet igen i 2025.

Der er masser af cikader i USA, men de fleste er nede syd på, og det er en helt anden type. Her i Massachussets har de hvide øjne, er ekstra store og skriger ekstra højt.

Lone købte en vase for 10 cent. Spekulerer på, hvordan vi skal få den hel hjem til København.

Bye-bye Boston

MIDDLEBORO: Boston er bag os. Efter at have spist frisk frugt med yoghurt og mysli i cafeen i boghandlen tjekkede vi ud fra Guest House 463 Beacon St. i det elegante Back Bay-område i Boston. Et lidt vemodigt farvel til byen, der er utrolig charmerende.

Men Boston er også et dyrt sted at være, har vi fundet ud af, efter at vi er ”kørt på landet”, hvor vi har tjekket ind hos de allestedsnærværende Days Inn i byen Middleboro. Ikke så charmerende, men det funker. Der er for eksempel swimmingpool og gratis parkering. Det sidste måtte vi betale 300 kr. for i Boston – altså at parkere bilen, mens det første var der ikke noget af i Boston.

Vi er meget hurtigt kommet til at elske Garmin GPS, der kan finde alt på en studs. Den viste vej ud af Boston uden problemer, selv om vi en overgang overvejede at trodse den insisterende visen vej, fordi vi troede, at vi vidste bedre. Heldigvis rettede vi os efter den bestemte vejvisning, fordi vi kom ud på den rigtige highway i den rigtige retning uden et eneste svinkeærinde. Efter at have tjekket ind på Days Inn, var vi klar til frokost. Vi så en reklame for en ægte 50’er diner, men efter at have kørt lidt forvirret rundt, havde vi næsten opgivet, inden Lone fik den lyse ide at søge på GPS’ens ”Point of Interests”. Her kan man vælge restauranter og der efter vælge mellem amerikanske, indiske, franske osv. Og vupti. Daves Diner stod næst øverst på listen over amerikanske restauranter i området.

Vi har ligget lidt ved poolen i eftermiddag med bøger, USA Today og New York Times. Jeg er kørt lidt træt i Boston Globe, der er lidt kedelig. Tophistorien på New York Times handler om topfolk i investeringsbanken Bear Stearns, der er under mistanke for at have vildledt folk for at redde deres eget skind og deres egen spekulationsfond. Tidligere på året skrev jeg faktisk en artikel om den store investeringsbanks helt særlige metoder til at score penge på. De kreative folk var nemlig også forbi Island, hvor de legede lidt med den lille valuta og det lille børsmarked.

Flere og flere peger efterhånden på, at de kreative bankfolk er den egentlige årsag til den økonomiske nedtur, der truer hele den vestlige verden. Men ifølge magasinet The Atlantic er krisen på boligmarkedet et resultat af ”skruppelløse sælgere af boliglån, uærlige boligkøbere og et underreguleret finansielt marked”. Oversat til godt dansk handler det om, at sælgere af boliglån har været provisionslønnede, og de har set igennem fingre med, at boligkøbere er troppet op med forfalskede dokumenter, der angiveligt skulle bevise, at de havde fast job. Samtidig har myndighederne holdt sig for øjnene.

Selv om det således står ret så skidt til med økonomien, bliver vi dagligt overbevist om, at USA fortsat er et umådeligt rigt og velfungerende land, selv om landets gæld er skræmmende stor.

I morgen kører vi ud på halvøen Cape Cod, der er fyldt med hvide strande og dyre sommerhuse, der er ejet af rige i Boston.

Det lille diasshow til højre viser Daves Diner, som er det mest ærkeamerikanske, vi endnu har set på turen.

Ryd forsiden

BOSTON, MA: Boston Globe, der er en af USA’s ældste og fineste aviser, har ryddet forsiden i dag for at hylde byens basketball-hold, Boston Celtics, der vandt ”verdensmesterskabet” i aftes ved at vinde 131-92 over Los Angeles Lakers. ”BACK ON TOP – Celtics crush Lakers 131-92”, står der med kæmpeskrift på forsiden.

Det er syttende gang, titlen går til Boston, men sidste gang var tilbage i 1986, så hagen og brystet har været løftet en ekstra tand i dag. Da vi ankom til Boston, undrede vi os godt nok over, hvorfor mange mennesker gik med T-shirt med påskriften ”We beat LA”. Det giver mening i dag, selv om det egentlig aldrig har givet mening for mig, at amerikanerne altid kalder det ”World Champions”, når der udråbes en vinder i en amerikansk sportsgren. I amerikansk football tales der også om ”verdensmester”. Hvordan kan man være verdensmester i en sportsgren, der kun spilles i et land?

Seks tv-stationer har allerede stillet hele gearet op på byens store plads for at dække ”Victory Parade” live i morgen. Det svarer lidt til den gang, det danske fodboldlandshold kom hjem til København med europamesterskabet. Vi regner med at tage del i fornøjelighederne i morgen.

Vi har været at ude og rulle i Chevrolet’en i dag, men kun for at flytte den nogle hundrede meter. Hotellet kunne kun tilbyde en parkeringsplads det første døgn, så nu har vi kørt den hen i et parkeringshus, hvor det koster 30 dollars i døgnet at holde. Det er efter alt at dømme den eneste mulighed i Boston, der kører en hård linje overfor bilister. København kunne lære noget, men jeg er såre nervøs for, at København bliver den sidste storby i verden, der indfører sanktioner overfor bilister i form af roadpricing eller lignende. De har gjort det med succes i London, Stockholm, Boston og mange andre steder, men i København synes alt statisk. Ingen huse over fire etager, ingen indgreb mod den stigende bilisme, ingen ændringer i Tivoli. Intet må ændres. Men noget ændres hvert år. Prisen for at køre med offentlig transport i København stiger år efter år. Det er lige så sikkert, som hullerne i cykelstien ikke bliver repareret. Derfor kører folk selvfølgelig i bil ind til København, og endnu flere vil gøre det, når prisen for at køre med bus og tog sættes yderligere op.

Vi gik igennem Boston Common, der er navnet på den ældste park i USA, til Down Town. Byen og parken virker mere friseret end New York, og Lone synes måske, at den nogle steder er ”lidt for pæn”. Hun foretrækker noget lidt mere råt. Jeg tror nu godt, at vi kunne leve i den her by, selv om rygterne siger, at vintrene kan være hårde at komme igennem. Jeg aflægger måske Boston Globe et besøg i morgen for at aflevere en søgning til job som skriver, der er i stand til at levere mange linjer på dag til dag basis :-)

Bemærk der er tilføjet et ny element i høje side af bloggen. Det er et diasshow med billeder fra Boston. Klik på billedet for at se dem i stor størrelse.