En fiktiv verden

ORLANDO, FL: Jeg havde helt glemt, hvor koldt, der er indendøre og hvor varmt der er udendørs i USA. Jeg har derfor sikret mig en gammeldags aircondition-forkølelse i løbet af den første uge på vores fire uger lange tur rundt i USA.

Vi er i Orlando, Florida. Hvert år er der 51 mio. andre turister, der tager til byen, og Orlando er dermed en af de største turistbyer i USA. Det er børnefamilier, og de styrer direkte mod Disney World, Sea World, Universal Studios og 10 andre fiktive verdener. Vi har kun været i Sea Wold, fordi det ligger i gåafstand fra hotellet. Intet andet ligger i gåafstand fra hotellet, som der egentlig heller ikke er nogen grund til at forlade.

Hotel Renaissance at Sea World er i 10 etager. Det har en gårdhave på størrelse med en fodboldbane - og den er overdækket for at holde sol og varme ude. Hotellet omkranser gårdhaven som en bygning af Lego-klodser.

Gårdhaven har vandfald større end noget naturligt vandfald i Danmark, fire restauranter og der er også adgang til fitness-center og direkte adgang til poolområdet, hvor der også er bar og restaurant.

Konferencen om undersøgende journalistik er godt i gang, og der er masser af inspirerende indlæg. Lørdagens program ser lidt tyndere ud, og det kan derfor være, at jeg pjækker nogler timer og tager en tur med en trolley sammen med Lone.

Prøv at google Casey Anthony, og du vil finde ud af, hvad der optager medierne i Florida. Det er en retssag, hvor en kvinde er anklaget for at have slået sit eget barn ihjel, og sagen tager nye overraskende drejninger dagligt. Kriminalstof fylder fortsat utroligt meget i amerikanske medier, og mange af deltagerne på konferencen har da også krimi som stofområde. Jeg mødte en fra Georgia i går, og han blev ikke imponeret, da jeg fortalte, at der er 60 mord i Danmark om året, og at de 58 opklares umiddelbart, da det er mord begået af nært relaterede og ofte familietragedier.

I aftes var der en særkørsel af dokumentarfilmen “Page One - Inside The New York Times”. Det var en underholdende og tankevækkende film om et fag, der er i opløsning. En del af filmen handler blandt andet om Wikileaks og offentliggørelsen af de mange dokumenter om krigen i Irak. Men det berømte filmklip, hvor amerikanske soldater skyder civile - heriblandt to Reuters-journalister - blev også vist. Det havde jeg gerne været foruden.

Denmark! Is it close to Australia?

-Where are you guys from?
- Denmark.
- Is it close to Australia?
- No, it's located in Europe.
-I know it's in Europe!

NEW YORK: Nogenlunde sådan forløb en samtale med en rengøringsdame på Hotel Pennsylvania i New York.
Folk er meget venlige i USA, men geografi har aldrig været deres stærke side. Nyheder på tv bidrager ikke i oplysningens tjeneste. Der er nu flere reklamer end nogensinde før på amerikansk tv, og det er derfor noget af en ørkenvandring at se noget - film, nyheder eller noget som helst andet. Nyhederne bruger i øvrigt ca. 85 pct. af tiden på kriminalstof - så er man da ikke i tvivl om hvor TV 2 Nyhederne henter inspiration til sammensætning af et nyhedsprogram, der kan tiltrække masser hver aften kl. 19.

How low can you go in the air?

REYKJAVIK: Niveauet hos Iceland Express er lavere end lavpris. Men nu er vi endelig lettet fra Keflavik-lufthavnen - to timer forsinket, uden forklaring.
Det er første gang, jeg krydser Atlanten, hvor jeg skal betale for alt ombord - også vand. Til gengæld er udbuddet af mad og drikke særdeles begrænset.
Kaptajnen er til gengæld ærkebritisk og det fik vores amerikanske sidemand og rockkender til at gætte på, at piloten er Iron Maidens forsanger. Flyet var nemlig det berømte Ed Force One, der er ejet af rockgruppen Iron Maiden men som er leaset ud til Iceland Express. Men forsangeren Bruce Dickinson var pilot før han blev forsanger og sidder tilsyneladende fortsat i pilotsædet i gruppens eget fly i ny og næ.
Hverken Flyet fra København til Rekjavik eller dette fly fra Reykjavik til Newark er fyldt, det flyver helt klart med underskud - specielt da vi kun har betalt ca. 1.600 kr. pr. billet.
Vi sidder på række 2, men det er der nu ikke meget business class over. Der er bedre benplads og derfor er Liv og Laura da også rykket op på de to ledige pladser foran os.
At rejse med fly kan ofte være en prøvelse på alle planer men nogle gange opvejes det af helt fascinerende blik ned på jorden fra flyets små koøjer. Synet af Grønland fra 10 km højde var et af de øjeblikke.

Klar til afgang

FREDERIKSBERG: Overskriften er en overdrivelse. Vi er ikke klar her halvandet døgn før afgang til en fire uger lang tur rundt i USA. En usædvanlig travl periode op til feriens start og svigerfars død har forhindret forventningens glæde i at folde sig ud i fuldt flor.

Indtil begravelsen i dag har det været vanskeligt at bruge energi på at forberede turen, men vi er alligevel fuld af fortrøstning. Vi har nemlig masser af rejseerfaring, og vi er generelt ikke så bange for at tage tingene som de kommer og gribe de chancer, der dukker op undervejs.

Efter en svær periode sov Svend stille ind i mandags. Trods omstændighederne er det svært at acceptere, men på den anden side er vi også lettede over, at det ikke skete, mens vi kørte igennem The Rockies i USA flere tusinde kilometer væk fra Danmark. Komplikationerne ved at afbryde rejsen synes uoverstigelig, men vi havde garanteret fundet en løsning, hvis det var sket. Nu vil han være med os på rejsen - i tankerne.

Første stop er Reykjavik, da vi rejser med Iceland Express.  Men vi er kun nogle timer i den islandske hovedstad, inden vi flyver videre til New York - sammen med Liv og Laura! Hvis niecer tror, at de kan slippe af med onkler og tanter ved at rejse til New York, kan de godt tro om igen :-)

Men allerede efter et par dage efterlader vi de to kvinder i verdens måske fedeste by for at rejse videre, men det vender jeg tilbage til de kommende dage.

Godt øm i stængerne

CALA MAYOR: Jeg er øm i stængene nu efter at have cyklet i bjerge seks dage i træk. I dag var det kystruten mod urets retning.
5-10 kg lettere og ca. 1.000 km mere i benene inden ankomsten ville ikke have gjort nogen skade, for at sige det mildt.
Men med vægten og træningsindsatsen in mente er jeg okay tilfreds med indsatsen. Vejret har været fantastisk, og Mallorca bliver mere og mere gearet til at tage imod de mange motionscyklister hvert forår. De laver cykelstier, afmærker ruter, fortæller om stigningsprocenter osv.
Trods de hårde fysiske anstrengelser er der også tid til afslapning. Efter dages dont sprang jeg i Middelhavet sammen med Erik. Det var sgu' koldt, men vi blev hurtigt varmet op af solen og forbrændt af solen, da vi faldt i søvn på stranden.
Spansk mad kan være særdeles lækkert, men det er det ikke på Hotel Cala Major. Der er godt nok en stor buffet hver aften, men det hele smager ens, og køkkenchefen synes ikke at bruge et eneste krydderi udover salt. Man undres.
Efter syv dage bliver det meget rart at komme hjem og få kontrol over gryderne.

Kongeetapen

CALA MAYOR, MALLORCA: Det blev en lang dag på kontoret. Meget lang, fordi dagen bød på den såkaldte kongeetape. Det blev syv timer i sadlen.

Jeg var med i en temmelig stor gruppe, der skulle køre over Soller-passet og op over øens højeste punkt, Puig Mayor, for at nå frem til den såkaldte appelsinbod, hvor den berygtede nedkørsel til Sa Calobra begynder og ender.

En del tog turen ned i ”hullet”, som den 12 km lange ned- og opkørsel til og fra Sa Calobra også kaldes. Det er en fascinerende tur, men man skal blot huske, at der er lang vej hjem til hotellet i Cala Mayor. Så jeg var ikke fristet af den stejle vej ned.

Beviset på, at jeg har været på Mallorca, skulle være i hus. Efter en lang dag med sol fra en skyfri himmel, har jeg nu cykelrytterarme og cykelrytterben. Havde jeg solcreme nok på? njae, nok ikke helt.

Og så har jeg endelig besluttet mig. Hvis jeg nogensinde skal købe et hus på Mallorca, skal det være i Fornalutx – måske alene på grund er de mange skønne dufte, der er i den lille bjergby.

Dagens rute:
Cala Mayor, Genova, Ringvejen, Establiments, Palmanola, Soller-passet, Soller, Fornalutx, Puig Major, appelsinboden, Caimari, Selva, Lloseta, Binisalen (den udvidede og nyombyggede Gomila-cykelforretning var siesta-lukket), Santa Maria (cola), Palma, stadion, Ringvejen, Genova, Cala Mayor.
Ca. 130 km. Ca. 2000 højdemeter.

En fødselsdagsgave

CALA MAYOR, MALLORCA: Solen skinnede fra en skyfri himmel, og temperaturen var på den pæne side af de 20 grader. Sådvan var vejret på min fødselsdag i dag :-)

Jeg forærede mig selv en tur på cyklen langs Mallorcas nordvestlige kyst. Det er en bjergtagende tur, hvor det går meget både ned og op.

På vej tilbage mod Cala Mayor standsede jeg på torvet i Esporles, hvor der er skøn bocadillos, cafe con leche og meget andet.

Mens jeg sad der havde jeg mulighed for at tænke lidt over de seneste statistiske efterretninger. Min egen optælling tyder på, at tre ud af fire englændere på Mallorca har en synlig tatovering. Langt færre danskere og tyskere har ladet huden bemale, men trenden kommer vel til det kontinentale Europa i nær fremtid.

Derudover har der været 65 tilskadekomne motionscyklister og tre døde motionscyklister i denne sæson på Mallorca. To af de tre døde omkom i trafikuheld, mens hjertet hos den tredje holdt op med slå.

Tallene skal ses i forhold til, at der er virkeligt mange motionscyklister på Mallorca hvert forår, og noget tyder på, at flere og flere vælger ferieformen.

Dagens rute:
Cala Mayor, Palma Nova, Calvia, Escapdella, Andratx, Estellench, Banyalbufar, La Granja, Esporles, Palma, Ringvejen, Genova, Cala Mayor.
Ca. 75 km. Højdemeter: ?, men det går en del op og ned ude langs kysten.

EU-standard

CALA MAYOR, MALLORCA: En af livets store gåder er, at man fortsat løber ind i problemer, når man ønsker at tilslutte computer eller andet til den lokale strømforsyning i et tilfældigt EU-land. Efter 30-40 år har politikere og embedsmænd i EU ikke formået at standardisere en så simpel ting – til stor iritation for alle, der rejser.


Jeg har ikke tidligere haft problemer her på Mallorca med at få sat strøm til pc og andet, men det har jeg i år, og jeg har derfor været i Carrefour for at købe en Adaptador de Viaje, så nu kører maskinparken igen.

Vejrudsigten var ikke for god i morges, og det dryppede faktisk lidt. Alle planlagte ruter blev der for annulleret, og vi kørte alle i to grupper ud i det flade øst for Palma. Målet var Randa, der er en knold, der midt i det flade røde jord stikker 549 meter op i luften.

Planen om at køre op på toppen blev hurtigt opgivet, da toppen var indhyllet i tåge og dis, og alt tydede på, at det var vådt på toppen. Vejene på Mallorca bliver ubeskrivelig glatte, når det regner, og det er stort set umuligt at køre ned fra et bjerg uden at vælgte, hvis vejen er våd.

Plan II var derfor at køre lidt op ad knolden. En håndfuld, inklusive mig, valgte den svære løsning. Det vil sige, vi kørte op fra bagsiden af knolden, og her mødte vi stigningsprocenter på op til ca. 15. Halvvejs oppe drejede vi til venstre og køre den ”lette” vej ned til følgebilen.

Hverken Erik og jeg havde lyst til at tage den planlagte hjemtur, der gik via Areanal, der er et område langs kysten øst for Palma. Her stinger af skinkesnitzler og pomfritter, og sproget er tysk. Vi valgte derfor hovedvejen, som falder pænt hele vejen ned mod Palma. Vi havde sidevind, og Erik er i topform og gav den gas. Jeg lå på hjul.



Dagens rute:

Cala Mayor, Genova (Kvalmebakken), Ringvejen, Stadion, Son Sardina, Palmanola, Santa Maria del Cami, Santa Eugenia, Algaida, Randa, Llucmajor, Lufthavnen, Palma (cykeforretning), Cala Mayor.

Ca. 105 km. og 900 højdemeter.

Kend din meteorolog

CALA MAYOR, MALLORCA: DMI’s vejrudsigt for Mallorca er blevet studeret indgående og med bekymring forud for ankomsten til Mallorca.

Men en ting er en computergenereret vejrudsigt, mens virkeligheden er en anden. Vejret har – på trods – været fantastisk i dag. Efter et par timer var dis og skyer brændt væk af solen, og resten af dagen har den stået på sol og temperaturer over de 20.

Jeg kørte med Hold I, der blev styret af Gert Caspersen. Det var et lille hold, men det gik udmærket.
Tjek billedserie her til højre.

Ruten:
Cala Mayor, (kvalmebakken), Genova, (soldaterbakken) Calvia, Escapdella, Galilea, Puigpunent, La Granja, Esporsel, Establiments, (soldaterbakken bag fra), Cala Mayo.
Ca. 75 km og 1.500 højdemeter.

Sidste klargøring

Udsigt til ujævnt vejr på Mallorca

Påsken var en skuffende fest

Påsken er som bekendt den vigtigste og ældste kristne fest, men påsken 2011 blev alt andet end en fest for mig.

Jeg havde planlagt tre træningspas rundt om Arresø med udgangspunkt fra sommerhuset i Rågeleje. Det er en tur på ca. 60 km, og den plejer at byde på 13 km modvind fra det sydligste ende af søen til Frederiksværk – inklusive den skønne Kregmebakke, som bør klares på stor klinge.
Skønne spildte planer. Vel ankommet med alle pakkenelliker – inklusive Pinarelloen – onsdag aften, gik jeg sådan set direkte i dørken med influenza og feber, og der har jeg tilbragt det meste af den hellige tid. Det passer uendeligt dårligt med, at der nu blot er seks dage til afgang til årets Mallorca-træningstur.
Ret så ærgerligt, da jeg har trænet godt den seneste tid. Følt mig godt tilpas og forventningsfuld til de smukke men hårde bjerge på Mallorca. Jeg har haft planer om at deltage på Kongeetapen, men nu er jeg knap så sikker på det på projekt. Det må de første dage på øen afsløre, og jeg tager nok først stilling på selve dagen, om jeg deltager i Kongeetapen med turen ned til Sa Calobra og op igen.
Vi får se.

Årets første landvejstur

Årets første 60 landvejskilometer blev sat ind på kontoen i dag. Og det er vel egentlig ikke for tidligt, når der nu kun er cirka halvanden måned til træningslejren på Mallorca.

Hvad havde jeg på?

Langærmet svedundertrøje, korte cykelbukser med vaskeskind og spuder, langærmet cykeltrøje, lange selebukser, langærmet Giordana vinterjakke, cykelsko (to numre for store), termosokker, neopren skoovertræk, strikket hue og off-season handsker fra Giordana. 

Det var faktisk ikke for meget, fordi da jeg kom ud til Øresund og strandvejen var vinden kold. Men jeg håber sandelig ikke, at jeg får brug for alt det tøj, når træningslejren på Mallorca går i gang.

Stelvio - one word

Over målstregen

RIVA DEL GARDA: Syv dages cykling er forbi. Vi passerede målstregen i Riva del Garda i aftes kl. 1630 efter endnu en dag med pænt over 2000 højdemeter på programmet. En af de utallige restauranter ved søbredden havde på forhånd dækket op med parmaskinke, ost og champagne.

Vi bor på Hotel Portici, og det ser ikke ud til at adskille sig væsentligt fra de andre hoteller ved søbredden. Det er fortrinsvis tyske ægtepar +60 år, der bor her, men så er der jo ikke så meget larm om natten. Jeg vågnede alligevel flere gange i nat på grund af uro i benene.

Temperaturen ved Gardasøen er meget behageligt, og det er skønt efter en uge med kulde oppe i bjergene. Jeg havde helt klart undervurderet kulden. Efterårs/vinterhandsker er således et must, lige som lange bukser eller løse ben er absolut nødvendige. Vinterskoovertræk skal også ned i kufferten, sammen med vinterjakke eller varm langærmet trøje plus vindjakke, hvis man pønser på en tur på cykel i Dolomitterne. Lygter havde jeg heller ikke med, og det er ikke behageligt, når man kører igennem sorte tunneller.

Træningspensum bør være over 4.000 km inden afgang. Men nogle her på turen taler om, at Dan Frost-turene ikke er så ambitiøse og dermed ikke så hårde. Samtidig lyder det også som om, at Dan Frost praktisere hårdere opdeling i tre grupper, og det må helt klart være at foretrække, frem for at kører over 30 personer i én gruppe på stærkt trafikerede veje, som vi har gjort det flere gange i løbet af ugen. Det har resulteret i ekstrem elastikkørsel med mange farlige situationer. Sammenblanding af A, B og C-grupperne og noget skidt. Både A-rytterne og C-rytterne bliver sure, da der enten bliver kørt for langsomt eller for hurtigt.

Og så er der lige det der med at skifte hotel næsten hver dag. Vi har boet på fem forskellige hoteller i løbet af ugen. Det er ganske anstrengende, og lidt af et logistisk helvede. Det er klart at foretrække flere nætter på samme hotel.

Med en fem timer lang bustur, tre timers ventetid i lufthavnen og to timers flyvning, tager turen hjem længere tid, end en flyvetur til New York!

Jeg satser på Mallorca næste år.

Dolomitterne vs Mallorca, the verdict

Selv om vi endnu mangler en etape til Gardasøen i morgen, tager jeg chancen og fælder dommen over bedste område for motionscyklister; Dolomitterne eller Mallorca?

Jeg har valgt at vurdere de to steder på en række parametre ved at give karakter på mellem 1 og 5 med 5 som bedste karakter:

Terræn:

Dolomitterne: 4

Mallorca: 3

Der er klart større udfordringer i Dolomitterne, men det kræver til gengæld også mere forberedelse. 4.000 km. i benene er absolut at foretrække. Mallorca i april kan klares med langt mindre forberedelse. En 46 km lang nedkørsel finder man ikke på Mallorca

Vejbelægning:

Dolomitterne: 2

Mallorca: 4

Nogle nedkørsler i Dolomitterne er rasende rædselsfulde, fordi asfalten er gennemhullet, og flere tunneller er mørke som en sort hankat. Det er komplet umuligt at se huller i vejen inde i tunnellerne, og hvis forhjulet ryger ned i sådan et hul, er man prisgivet. Belægningen på Mallorca er generelt bedre, og det er begrænset med tunneller i bjergene.

Trafik:

Dolomitterne: 1

Mallorca: 4

Vejene i Dolomitterne er fyldt med tyske 50-plus mænd med overskæg på store motorcykler, der lever deres drøm ud ved at ræse op og ned af bjergsiderne. Mærkelig beskæftigelse men stærkt generende for cyklisterne. Mange bilister kører også lige så tæt på som i Danmark. Mallorca er kendt for at have bilister, der respekterer cyklisterne.

Mad:

Dolomitterne: 5

Mallorca: 1

Mange i cykelklubben har intet at udsætte på maden på Mallorca. Jeg synes den er rædselsfuld. Og hvis man ikke kan li’ maden får man ikke spist nok i forhold til forbrændingen. Det gør avs sidst på ugen. Hotellerne i Italien har generelt serveret delikat mad, der har givet mig lyst til at tage hjem og eksperimentere med italiensk madlavning i mit eget køkken.

Hotellerne:

Dolomitterne: 3

Mallorca: 3

Hotellerne i Dolomitterne har svingende kvalitet, og næsten ingen forstår andet end italiensk. Hotellerne på Mallorca er under middel, men de som regel i stand til at hjælpe med at løse problemer.

Summasumarum

Dolomitterne: 15

Mallorca: 15

Bresaola carpaccio

Bresaola carpaccio

Bjergtur

BORMIO, ALPERNE: Først en rettelse. Bormio ligger ikke i Dolomitterne men i den italienske del af Alperne. Således lokaliseret kan jeg fortælle, at jeg var i 3.000 meters højde i dag. Men ikke på cykel.

Jeg sprang på en gondollift, der løftede mig fra 1.200 meter, hvor Bormio ligger, til 2.000 meter, hvor jeg sprang på en kabinebane, der løftede mig yderligere 1.000 højdemeter til 3.000 meter. Der var ikke et øje der oppe. Eneste lyd var min vejrtrækning, der var lidt anstrengt af den tynde luft. Der var to plusgrader, klar himmel og vindstille.

Frokosten spiste jeg i 2.100 meters højde. Bresaola med et glas vin! Se billeder i menu til højre på siden.

I modsætning til mange andre nationaliteter kan italienerne bevare stilen selv i trælse situationer. Efter oksen og masen for at komme op til restauranten på bjerget, ligner de fortsat en million. Ikke en solbrille sidder forkert, og de ligner faktisk nogle, der lige er trådt ud af en modeforretning i Milano. Mærkeligt. Det minder mig lidt om ranke indiske mænd, der står i hvide klæder midt i slummen, hvor der er støv, smog og komøg overalt. Og klæderne er fortsat hvide. Det er et af livets ubesvarede spørgsmål.

Stelvio besejret

BORMIO, DOLOMITTERNE: Jeg er på Hotel Baita Dei Pini. Hotellet ligger i den lille bjergby Bormio i Dolomitterne i Italien. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er et super tjekket hotel. Min bagage var båret op på værelset, da jeg ankom, og det var egentlig meget godt, da jeg knap nok var i stand til at sige mit eget navn efter at have krydset bjergpasset Stelvio i 2.757 meters højde.

Da jeg fik peget på mit eget navn på hotellets gæsteliste, var receptionisten så venligt at følge mig op på værelset, hvor jeg straks gik i gang med at drikke resterne af dagens energidrik blandet op med cola, spise en recovery bar og såmænd et æble, som der er så umanerligt mange af her. Vi cyklede således 30 km igennem æbleplantager i dag, inden vi begyndte opstigningen til det mytiske bjerg Stelvio.

Bjerget har 48 hårnålesving over en strækning på ca. 24 km. De sidste seks km er ekstra hårde, og hele vejen op benyttede jeg stort set kun ét gear på cyklen – det laveste som er 34 tænder foran og 27 bag på.

Vi skal bo på det her hotel to nætter. Det giver mulighed for at lade cyklen stå i morgen for i stedet at udforske byen lidt. En anden mulighed er at køre en kortere tur alene. Jeg tager næppe med på den planlagte tur, der er relativ hård med mange højdemeter.

Vi var begunstiget af smukt vejr under opstigningen til Stelvio. Det har ellers ikke set for godt de seneste dage, og så sent som i går skovlede de sne på toppen af bjerget, og i går fik hagl lige i smasken, da vi cyklede op ad Passo Fedai.

Stelvio er uden tvivl det hårdeste bjerg, jeg har cyklet op ad. Turen mindede om opstigningen til Alpe d’Huez efter at have passeret fire andre bjergtoppe, som man gør det under La Marmotte-løbet.

Jeg måtte af cyklen nogle gange, fordi jeg ikke kunne træde pedalerne rundt, og fordi det nogle steder var eneste mulighed for at få noget at drikke.

I aften vil jeg fejre sejren over bjerget med et glas rødvin.

Kold modvind

MERANO, DOLOMITTERNE: Passo Fedai var en ond oplevelse i dag. Vi cyklede de 18 km op til toppen i 2.050 meters højde i stiv, iskold kuling. Et godt stykke oppe på bjergsiden begyndte det at hagle, og der blev registreret stigningsprocenter på over 20 nogle steder.

Jeg måtte stands cyklen to gange, for at få styr på vejrtrækningen, og for at få gang i cyklen igen måtte jeg køre på tværs af vejen, da den var for stejl at starte opad. En enkelt fra gruppen måtte ind i følgebilen for at komme til toppen.

På nedkørslen rystede jeg af kulde de første 10 km, men temperaturen steg heldigvis, da vi nåede længere ned fra bjerget. Vi er heldigvis nede i dalen nu, og vi har sagt farvel til den ekstreme kulde. Vi er på Steiners Hotel i Merano. Hr. Steiner sidder i receptionen og skænker gerne øl til de tørstige cykelryttere. Fru Steiner styrer køkkenet, mens datteren styrer restauranten. Det kan ikke gå galt.

I morgen gælder det det mytiske bjerg Stelvio.

Fawlty Towers på italiensk

CAPRILE, DOLOMITTERNE: Der er lidt Fawlty Towers over vores lille hotel her i Caprile. I restauranten er der næsten lige så mange ansatte, som der er gæster, og alt er kaos. Og der er også en John Cleese-type, der går rundt og ser mærkelig ud og siger mærkelige ting.

Maden er faktisk ganske delikat, men den tager ikke højde for, at vi befinder os i en kalorieforbrændende business på den her tur. Med andre ord: vi er sultne, når vi når frem til aftensmaden.

Køkkenet serverer små, lækre retter. For eksempel et lille stykke andekød og én kartoffel. Dermed måtte mange gå i seng med halvtomme maver.

I går var der kun madpakker til hver anden, og det fandt vi først ud af, at vi stod ved en sø oppe i bjergene. Det fik guiden til at gå amok. Han ringede resolut til hotellet, og sagde nogle eder og forbandelser. Så var der pludselig mad nok, da vi nåede frem til aftensmaden, og kartofler fik vi. For eksempel bar de pomfritter ind, da vi var i gang med desserten.

I morgen siger vi farvel til Hotel Alla Posta i Caprile. Vi cykler til en ny by. Ruten er kort, og der er ”kun” 1.800 højdemeter, men mange af dem skal overstiges fra morgenstunden på en stejl opkørsel til Passo Fedai.

En lang dag på kontoret

CAPRILE, DOLOMITTERNE: Den første dag i Dolomitterne blev en ”lang dag på kontoret”. Vi cyklede kun 100 km – noget som normalt overstået på ca. tre timer med klubben hjemme i Danmark. Sådan er det ikke her. Vi var først hjemme ved 17-tiden efter syv en halv time i sadlen. Til gengæld havde vi cyklet 3.200 højdemeter ved at cykle op over flere pas.

Passo Giao i 2.236 meter var en sand dræber, og den usandsynligt smukke udsigt kunne ikke nydes. Der var koldt på toppen, og hver en fiber i kroppen gjorde ondt, så vi skyndte os at rulle de ca. 20 km ned til Caprile uden at træde i pedalerne.

Vi er 29 mænd – en del fra politiet – og én kvinde. Vi er delt i tre grupper. Den langsomste starter først, mens de bedste starter sidst. På den måde er det muligt at samle op på toppen af bjergene, uden at nogle står og venter i alt for lang tid. Det fungerer ok, men der er langt mere trafik her, end vi vandt til på Mallorca. Der rigtig mange motorcykler, som kører meget stærkt. Til gengæld er der god asfalt de fleste steder.

Selv om der er udsigt til en noget nemmere tur i morgen, vælger jeg måske at stå over i et forsøg på at restituere. Og for det ikke skal være løgn, har jeg faktisk også noget arbejde, som jeg skal have fra hånden.

Bjergondt i maven

Da bussen kørte ned af Passo Fedai i 2.057 meters højde, sagde guiden, at den vej skal vi op ad om tre dage. Der fik jeg lidt bjergondt i maven. 15 pct. blev stigningsprocenten annonceret med undervejs på skilte.

Vi er ankommet til Hotel Alla Posta i Cabrile, der er et lille skisportssted, der ligger i 1.000 meters højde. Og som det ses af billedet, er skirummet ganske anvendeligt til vores cykler.

Busturen fra Milano tog over fem timer, og chaufføren spillede skiftevis R.E.M og opera. Sær oplevelse.

Gearet til Dolomitterne

Efter at have nærstuderet højdeprofilerne på de syv etaper i Dolomitterne har jeg ændret gearingen på Pinarelloen dramatisk. Foran har jeg fået monteret en compact. Den mindste klinge har således 34 tænder, mens den største nu har 50 tænder. Bag på har jeg monteret min sædvanlig bjergkrans, hvor største tandhjul har 27 tænder.
Det er med en vis nervøsitet, at tiden for afgang til turen til den italienske bjegkæde nærmer sig. Har jeg trænet nok? Vejer jeg for meget? Holder materiellet?
Nu må det briste eller bære. Tourguide Gert Caspersen har stillet i udsigt, at nogle af turene kan køres kortere, og at der såmænd også er mulighed for at stå over en dag.
Etapernes højdeprofiler kan ses her. Bemærk at Stelvio, de rager over 2.700 meter op, skal passeres!

Boxen

Vejrguden

Gad vide om vi får min fødselsdagsgave (teltet) taget i brug?

DMI - vejrudsigten for København og Nordsjælland

Shared via AddThis

Kapløb med snegle

Efter nøje studier af diverse vejrkort, trak jeg i cykeltøjet og kørte rundt om Arresø med urets retning. Der var ret så meget modvind hele vejen til Meløse. Til gengæld gik det relativt let med de sidste 30 km. tilbage til Rågeleje. Cykling er rasende velegnet til tanker, og egentlig burde man køre direkte på arbejde med alle de ideer, man har fået undervejs.

Sommerfuglebusken står usædvanligt smukt i år (se selv ved at klikke på diasshow til højre for denne tekst). Blommetræet bærer til gengæld ingen blommer, og kun det ene æbletræ har tænkt sig at levere varen i år.

32 kartoffelplanter har været en succes, men dræbersnegle er ved at gnaske sig igennem alle toppene, og det er nu et kapløb mellem dem og os om, hvem der får spist kartoflerne først.

Ferie dag 1

Findes der noget bedre end ferie i Danmark, når man har et hus på Sjællands nordkyst? Det gør der sikkert, når det høvler ned med regn, som der gør på vores første feriedag. Vi måtte sænke farten til 60 km/t på Hillerødmotorvejen, fordi udsynet var lig nul på grund af regnJ
Men solen skinnede, da vi nåede til Rågeleje, og nu er vi klar til to uger med København på afstand.

Sidste nat med kliken

PALMA, MALLORCA: Aftenen i går udviklede sig lidt til et ”farvel til kliken”. Mange skal hjem i dag, og derfor var der en gruppe på ca. 25 personer, der gik op i hovedgaden for at spise sammen. Det var ret så hyggeligt, og der blev der også drukket vin, øl og spansk brandy til kaffen, og det blev på den anden side af midnat, inden vi fandt vores værelser.

Planen var et køre en lille tur i dag, inden vi skal aflevere cyklerne kl. 15, men det bliver ikke til noget. Det regnede fra morgenstunden. Aldrig har jeg haft så dårligt vejr under en træningslejr på Mallorca, som jeg har haft det i år. Det er også kun blevet til lidt over 400 km, og det er et par hundrede kilometer mindre, end jeg plejer at sætte ind på kontoen på sådan en træningslejr.

Det har været en god uge, men det bliver også dejligt at komme hjem. Specielt efter at banken har spærret Visa/Dankortet på grund af mistanke om misbrug! Der er allerede bestilt et nyt kort, og jeg har kontanter nok til den sidste dag, så der er ingen panik.

Ruten:
0 km.

Krudt i benene

PALMA, MALLORCA: Jeg vaklede lidt i morges med hensyn til valg af hold. Min klub hjemme fra København ville over øens stejleste punkt. Den vej har jeg faktisk prøvet for nogle år siden, og den gang var jeg ikke i stand til at holde mig på cyklen hele vejen. Jeg måtte faktisk trække noget af vejen. Guiden Gert Caspersen tilbød en tur til Sant Elm, der er øens vestligste punkt. Jeg valgte det det sidste, og det blev en hyggelig tur.

Vi var en gruppe på ca. 20 personer. Lidt under halvdelen gad ikke spise frokost i Port d’Andratx, og de kørte derfor direkte hjem. Dermed var vi 12 på hjemturen, hvor der blev trådt godt til – men ikke mere end at der var flere stop undervejs.

Dagens tur bliver efter alt at dømme årets sidste tur på Mallorca. Vi skal hjem i morgen aften, og vejrudsigten for i morgen siger regn. Jeg ved endnu ikke, hvad vi fordriver tiden med i morgen, hvis vi ikke kommer ud på landevejen.

At turen i dag var af den mere tilbagelænede slags blev understreget af, at vi besøgte en vingård, hvor vi smagte på sagerne. Rødvinen var ikke speciel god, men det virkede nærmest som krudt i benene.

På billedet ses en del af dem, jeg har cyklet sammen med den seneste uge.

Ruten:
Cala Mayor, Palma Nova, Calvia, Es Capella, Andratx, Sant Elm, Port d’Andratx, Andratx, Peguera, Palma Nova, Cala Mayor. 75 km rulletur med spontane bakkespurter, tempokørsel, vinsmagning og frokost i Port d’Andratx.

En stille dag på kontoret

PALMA, MALLORCA: Man tager et ca. 15 centimeter aflangt brød og deler det. Mellem de to stykker brød lægges seranoskinke skåret lidt tykkere end silkeskåret, nogle skiver lagret manchegoost og en skive overmoden tomat. Brødene klappes sammen og varmes i en toaster, indtil skinken glinser lidt, og manchegoen trækker sig lidt sammen og får mere smag. Til sidst skæres brødet trekvart igennem på langs og serveres sammen med seks hårde oliven hvoraf de tre har en skær af ansjossmag. Så har man en boccadillos, som den serveres på Bar es Brollador i Esporles.

Den smager himmelsk, når man sidder på solsiden på torvet i Esporles efter at have kørt 60 bjergrige kilometer ind på kontoen. Så det gjorde jeg i dag. Fra Esporles går det næsten kun nedad til Palma de sidste 20 kilometer, så det er en perfekt frokost på sådan en træningstur.

Jeg opgav at køre med de andre på den store kongeetape, fordi jeg ikke var helt frisk fra morgenstunden. Derfor kørte jeg kystruten med uret og med stop i Esporles i stedet.

Vinden var kold ude ved vestkysten af Mallorca, men ellers har det været en solrig dag, og jeg blundede også lige en time på stranden, da jeg var tilbage fra dagens tur. Det har i det hele taget været "en stille dag på kontoret".

Ruten:
Cala Mayor, Palmanova, Calvia, Es Capdella, Andratx, Estellencs, Banyabufar, Sa Granja, Esporles, Establiments, Ringvejen, Stadion, El Terreno, Cala Mayor. 80 km.

Dagen foer Kongeetapen

PALMA, MALLORCA: En nyindkøbt gulvpumpe erstattede tirsdag tre uduelige pumper, og det gav mig mulighed for at pumpe ringene stenhårde. Det var en rar fornemmelse, da det for alvor gik opad til Orient ude på dagens rute. Jeg har ganske enkelt kørt med for lidt tryk i dækkene i flere dage, men på den anden side; det har vel så givet lidt ekstra træning.

Vi kørte den sædvanlige store gruppe på næsten 20 ryttere, der består både af triatleter fra Harreskoven, Næstved Cykelmotion, Grøndal og nogle singleryttere. Det fungerer fortsat rigtigt godt. Det er en homogen gruppe, og stemningen er god.

Turen hjem fra Orient foregik med en fart på den anden side af 40 km i timen, og det var stor set kun guiden Gert der førte i det let faldende terræn med pæn medvind. Vi kørte i alt 80 km, og det var godt efter i går, hvor vi ikke lavede dagens gode gerning på grund af vejret.

Fra morgenstunden fik vi besked om, at Kongeetapen allerede køres i morgen onsdag, fordi der er udsigt til dårligt vejr torsdag. Det lagde dagen igennem en dæmper på de vittige hoveder og vilde opkørsler. Mange kørte givet og tænkte på de mange anstrengelser der venter i morgen.

Kongeetapen går traditionelt op på toppen af øens højeste bjerg, Puig Mayor, hvorfra der er en 12 dramatiske kilometers nedkørsel til sa Calobra ved kysten og en stenhård opkørsel af den selvsamme vej. Op til Puig Mayor køres der imod urets retning, og hjemturen går op over Soller-passet. Der er tale om en ægte heldagstur på ca. 140 km, hvor vi først er hjemme ved 18-tiden.

Nogle af de svagere ryttere har fået tilbudt at blive kørt op på toppen med bus, så de kan nøjes med at turen hjem, der hovedsageligt går nedad. Andre, inklusive mig, overvejer at køre over Soller-passet, ned til Soller havn, og springe på en båd til sa Calobra, for at starte opstigningen og hjemturen derfra. Jeg har ikke besluttet mig endnu, men havet skal falde til ro inden i morgen, hvis jeg skal med den båd. Ellers bliver jeg så hundesøsyg, og skal dermed køre turen op på bjerget og hjem på tom mave. Det går ikke. Vi får se i morgen.

Ruten:
Cala Mayor, Genova, El Terreno, Ringvejen (stadion), Bunyola, Orient, Alaro, Santa Maria, Rigvejen (besøg hos stor cykelhandler. Fik smurt kablet under krankboksen), Genova, Cala Mayor. I alt 80 km.

Gensyn med vennerne

PALMA, MALLORCA: Det er mandag og det regner på Mallorca. Noget tyder dermed på, at vejret er bedre hjemme i Danmark i øjeblikket, og det selvfølgeligt en anelse grinagtigt, at vi tager på træningslejr på Mallorca på grund af bedre vejrforhold. Men vejret er ikke hvad det har været, og der er heller ikke de samme bjerge hjemme i Danmark, som vi udfordrer på Spaniens smukke ø.

Nøje studier af diverse vejrhjemmsider i aftes havde allerede givet os et varsel om, at vi næppe kom af sted fra morgenstunden i dag. Godt nok er der ikke umiddelbart noget problem forbundet med at cykle i regnvejr, da regnen i sig selv sjældent er noget problem. Men vejene bliver i bogstaveligt forstand spejlglatte, når det regner på Mallorca, og det gør det stort set umuligt at gøre ned ad selv de mindste bjerge uden at mindst halvdelen af feltet styrter.

Plan B er at vente til senere på dagen, hvor vejrprofeterne har lovet lidt opklaring, og køre en kortere tur – evt. op forbi byen Esporles, hvor øens bedste Boccadillos serveres. Måske er det også meget godt at hvile stængerne lidt efter et par hårde dage med over 3.000 højdemeter. (Det blev ikke til nogen eftermiddagstur. Se "Ruten")

Hviledag og mandag betyder også, at tankerne ikke kan undgå at tage en tur hjem omkring jobbet og andre ting i Danmark. Jeg har købt FT, der har svineinfluenza i Mexico og USA som topstory, og kan da heller ikke lade være med at tjekke inboxen på Blackberry’en. Træningslejr på Mallorca er ellers en usædvanlig effektiv måde at få renset hjerne på. Det er et simpelt liv, hvor man blot skal koncentrere sig om at sove, spise og træne. Som bonus er der samværet med en flok ligesindede, og det er ikke så lidt hyggeligt. Flere ser og taler jeg kun med denne ene gang om året, men jeg har følelsen af at møde gamle venner.

Turguiden og hans politikammerat har jeg efterhånden hængt ud med i nogle år. Derudover er der et par kvinde ude fra Sjælland, der har rundet et skarpt hjørne, men som har været hernede flere gange end mig, og de er her ”for at se på mandeben”, som de siger. Men de får nu også trænet en del. Og vi er syv fra min egen cykelklub. Og ikke mindst; den samme sure overtjener er i restauranten. Det er i sandhed et gensyn med vennerne.

Dagens rute:
Cala Mayor, gaaben til Porto Pi, Bus 1 til Palma downtown, indkoeb af sweatshirt, et glas roedvin paa Placa Mayor (det klarede faktisk op), bus 3 hjem til Cala Mayor. Kilometer til kontoen: 0.

En strandblunder

PALMA, MALLORCA: Vi kørte ”kystturen” i dag imod urets retning. Det er en fantastisk flot tur, men den går op og ned hele vejen, så jeg var lidt øm i stængerne og meget sulten, da vi var tilbage på hotellet ved 14.30-tiden.

Efter en banan og tøjskifte til badebukser, hoppede jeg i det kolde Middelhav. Det føltes godt, så godt, at jeg blundede en halv times tid på stranden efterfølgende. Erik vækkede mig. Godt for det, da jeg ellers ville være blev solskoldet.

Der var en del usikkerhed om vejret i morges, men det artede sig udmærket, selv om det var noget koldere end i går. Jeg havde vindvest og løse ærmer på det meste af dagen. Gruppen, jeg kørte med, var næsten identisk med gårsdagens, og den fungerer fortsat godt sammen.

Dagens rute: Cala Mayor, Genova, Ringvejen (Stadion) Establishment, Esporles, La Granja, Punpuyent, Estellence, Andratx, Calvia, Genova, Cala Mayor. 85 km. Ca. 1600 højdemeter.

88 km sat ind på kontoen

PALMA, MALLORCA: Den første egentlige træningsdag resulterede lørdag i 88 km til kontoen. Vi kørte til den smukke men vældig turistede Valldemosa, som er øens højst beliggende by – ca. 450 meter over havet. Derfra kørte vi de seks kilometer ned til Port de Valldemosa. Og rigtigt gættet: der er kun den samme vej op igen ad den særdeles smalle vej med stejle klippevægge til den ene side.

Dagens tur blev indledt med en kæmpe gruppe med meget forskellig baggrund og træningspensum. Det resulterede relativt hurtigt i dannelsen af den gruppe, som jeg så kørte med hele dagen. Vi var 12-15 både mænd og kvinder, og styrkemæssigt virkede gruppen meget homogen.

Vejret har været mest overskyet men alligevel varmt.

Ruten: Cala Mayor Genova, Valldemosa, Port de Valldemosa, La Granja, Puigpunyent, Galilea, Escapdella, Calvia, Palma Nova, Portals Nous (Baguette og cola), Cala Mayor. Ca. 88 km.

En skrue løs

PALMA, MALLORCA: Snakke-snak, snak-snak, snik-snak. Der er mange flere ord på dette års udgave af træningslejr på Mallorca. Årsagen er ligetil. Denne uge er udset til at være træningsuge for kvinder, der gerne vil i form til Tøserunden, og der er rigtig mange kvinder på hotellet. Uanset form har de en ting til fælles: De taler meget, og støjniveauet er markant højere end de tidligere år, hvor der i helt overvejende grad kun har været mænd, der tilsyneladende ikke bruger den samme mængde ord for at kommunikere med hinanden.

Rejsen herned gik smertefrit. Lufthavnen i Palma er effektiv. Man får kufferten noget hurtigere end i Kastrup, og hotellet ligger kun 20 minutters buskørsel fra lufthavnen, så vi var fremme i Cala Mayor ved 15-tiden. Jeg mødte straks en fra tidligere år, som var frisk på en kort tur, hvor vi kunne teste udstyret.

Det viste sig at være en klog beslutning, da magneten til cykelcomputeren blev slået af på vej op mod Genova, og en skrue forsvandt fra min ene sko, så spændet gik løs. Jeg for hen til cykelmutter i nabolaget, da vi var tilbage i Cala Mayor. Hun havde ikke en enkelt skrue til salg, men havde et sæt originale spænder til Sidi-sko. Jeg måtte slippe 16 spænd for at løse problemet. Det gjorde jeg for at være 100 procent klar til den første rigtige tur i morgen tidligt.

Ruten:

Cala Mayor, Genova, Calvia, Palma Nova, Portal Nous, Cala Mayor. Ca. 30 km.

Forventningens glæde

KASTRUP: Jeg sidder nu i lufthavnen og venter på AirBerlin-flyet til Mallorca. Har købt en lille flaske vand til 23 kr. og undrer mig over, at lufthavnen i Kastrup efterhånden er omdannet til landets største og dyreste shoppingcenter, hvor det kræver en ihærdig indsats at finde udgangen til flyene. En anden ting, der undrer mig, hver gang jeg er i Kastrup: Helt almindelige familiefædre og mødre køber øl, Gl. Dansk og måske en gang pomfritter, inden de sætter sig ud i flyet. Jeg har ikke noget imod hverken øl, Gl. Dansk eller pomfritter – men kl. halv ni om morgenen!

Ved check in genkendte jeg nogle fra de tidligere år på Mallorca. Det plejer at være et glædeligt gensyn, når vi mødes den ene gang om året. Jeg blev lidt mere afslappet, da en kom hen til mig for at fortælle, at hun ikke er i form. Så er vi to, sagde jeg.

Mon ikke vi starter med at teste stængerne og formen med en tur op til Calvia eller op ad soldaterbakken fra morgenstunden i morgen? Under alle omstændigheder glæder jeg mig til at få cyklen udleveret og testkørt den. Det satser jeg på at nå allerede i dag.

Mallorca-vejr

KØBENHAVN: Det ser ud til, at vejret på Mallorca arter sig :-) Fredag, hvor vi ankommer, bliver vi tilsyneladende budt velkommen med over 20 grader.

Tusindvis af turister har i årtier slidt på Mallorca, kanøflet Mallorca og ødelagt meget på Mallorca, men øens skønhed består - man skal blot få kilometer væk fra kysten. I de små byer i bjergene og inde i landet serveres fortsat himmelske boccadillos med seranoskinke og con leche, som kun spanierne kan lave den.

Mallorca-klar

RAAGELEJE: Pinarello full carbon F4:13 er nu udstyret med bjerggear. Bag på har jeg monteret en Shimano Ultegra 10-krans, hvor den mindste er 12 og den største er med 27 tænder. Foran har jeg udskiftet den mindste klinge, der var en stardard Shimano Ultegra 39-tands med en ukurant TA-klinge med 38 tænder.

Og det virker. Jeg har testet det på en tur rundt om Arresø, og på Kregme-bakken kørte jeg i 38/27 uden mislyde. Jeg burde dermed ikke få problemer med hverken Soller-passet eller sa Calobra på Mallorca, når de skal bestiges om et par uger.

På billederne ses den nye gearing foran og bag på.

Påskeparat

RÅGELEJE: De seneste par uger har i sandhed været turbulente på flere planer. Det har derfor været en ekstra lise at cykle til Rågeleje for at tilbringe påsken i Huset. Praktiske gøremål som at grave i haven og gøre Huset sæsonklar har næsten haft en terapeutisk effekt og fået pulsen til at slå i takt igen.

Vejret viser sig fra sin absolut fineste side, når tidspunktet første halvdel af april tages i betragtning. Der er ca. 15 grader, og forsytiaen står klar i startboksen til at springe ud, og rabarberne viser de første spæde tegn på at folde de store blade ud.

For at holde pulsen oppe har jeg kørt 120 kilometer ind på kontoen, men det er næppe en eneste kilometer for meget i betragtning af, at der blot er to uger til den årlige træningsuge på Mallorca. Der vil straffen for det søde liv i løbet af vinteren blive afsagt. Av!

Moderne mos

RÅGELEJE: Jeg har ladet mig fortælle at græsplæner af mos er højeste mode i Japan. Dermed kan jeg konstatere, at vi her i Rågeleje har en topmoderne japansk græsplæne næsten uden et eneste græsstrå!

Men mos gror også, og derfor fik det en tur med Honda-græsslåmaskinen i dag – nok årets sidste år. Men det var lige så meget for at få klippet blade og grannåle i ”tusen bitar”. Ormene kan nemmere fortære dem, siger Søren Ryge!

Ellers er det gået over stok og sten med at få tømt og vendt komposten, samle bunke til storskrald, sætte havemøbler ind, beskære jasmin-busken, kløve brænde og sidst men ikke mindst få plantet et blommetræ. Kan kun være tilfreds med indsatsen, og det har været skønt at være udendørs hele dagen, hvor vejret har vist sig fra sin mere efterårsfine side.

Men nu er jeg øm i arme og ben! Heldigvis har jeg fri i morgen, så måske slapper jeg af på ugens første dag.

Se de friske billeder fra haven til højre her på siden.

L.A. Story

COPENHAGEN, DENMARK: ”If you turned off the sprinklers, it would turn into a desert. But I think it’s a place where they have taken a desert and turned it into their dreams”.

Udsagnet skal beskrive Los Angeles, og sætningen afleveres af Victoria Tennant, der spiller den excentriske engelske journalist Sara MacDowel i “L.A. Story”, der på dansk hedder “Mig og L.A.”. Det er en meget underholdende film, der på sin helt særlige, egen måde tegner et billede af Los Angeles, som jeg er kommet til at holde frygteligt meget af denne sommer. Og jeg var nødt til at gense filmen, da jeg kom hjem fra Den Store Americarejse.

Sara MacDowels forhenværende kæreste i filmen, Roland, betegner på sin engelske snobbede måde Los Angeles som ”a place for the brain-dead”. Sara MacDowel forsvarer sin kærlighed til byen med, at hun rent faktisk har mødt intellektuelle personer i Los Angeles, og en af dem spilles af Steve Martin!

Når man har været i Los Angeles tre gange og set filmen to gange, kan man kun holde af den by.

Sandhedsbarometer

KØBENHAVN, DANMARK: At nogle politikere har en lemfældig omgang med sandheden, er ikke en nyhed. Ej heller at nogle medier springer over, hvor gærdet er lavest, for at få de bedste overskrifter. Som læser er man derfor nogle gange overladt til sig selv, hvis man vil finde hoved eller hale i politiske udsagn i medierne.

Men der er hjælp at hente – specielt hvis man interesserer sig for amerikansk politik. Den solide Florida-avis, St. Petersburg Times, har således sat sig for at afprøve udsagn fra og om de nuværende præsidentkandidater. Til lejligheden er der er etableret en velfungerende hjemmeside med et ”truth-o-meter”.

Bedre hjælp til at danne sig en politisk mening skal man lede længe efter. Eneste anke er, at den er rettet mod amerikansk politik. Der er næsten mere brug for sådan et sandhedsbarometer i Danmark, hvor specielt ét politisk parti, Dansk Folkeparti, praktiserer en yderst lemfældig omgang med sandheden. Det kunne være vældig interessant at se, hvad der kom ud at trække partiet igennem sådan et ”truth-o-meter”. Men det er nok at have for store forventninger til den politiske journalistik i Danmark.

USA giver karantæne i banken

KØBENHAVN, DANMARK: Jeg havde en fra Blodbanken i røret i dag. ”Har du mulighed for at komme om en time”, lød det bønfaldende. Jeg var i Nivå, da de ringede, så det kunne ikke lade sig gøre. Jeg indvilgede i stedet i at dukke op i morgen, men da de hørte om min seneste tids rejseaktivitet, bliver det ikke til noget.

”Har du været i USA? Så har du karantæne i en måned, fordi du kan være blevet stukket af en myg,” lød beskeden. Jeg kan ikke mindes, at jeg er blevet stukket af myg på den seks uger lange tur rundt i USA. Til gengæld har jeg fortsat adskillige mærker på ryggen efter de loppebid, jeg efter alt at dømme fik på Best Western-motellet i Pasadena.

Jeg har tidligere fået karantæne i en periode, efter at vi har været i Mellemamerika eller Asien. Men det er nyt for mig, at USA også kan holde mig væk fra Blodbanken. Jeg venter nu på at blive klar til den vigtige samfundsopgave det er, at give blod. Jeg smøger ærmerne op om en måned for at aflevere en halv liter.

Fra L.A. til Rågeleje

RAAGELEJE, DANMARK: Den ni timer lange tidsforskel fra den amerikanske vestkyst til Danmark spøger fortsat. I dag vågnede jeg klokken 5.30. Heldigvis befinder jeg mig i skønne Rågeleje, hvor alt tyder på, at det bliver en vejrmæssig smuk dag.

Det var med lidt nervøsitet, vi lørdag tog op i Huset på Sjællands nordkyst. Der har nemlig ikke været nogen her i fem uger, hvor meget gror en græsplæne eller ukrudt for den sags skyld på fem uger? Det er ikke så slemt som frygtet. Græsplænen er nemlig fyldt med mos, så den var ikke groet specielt meget. Til gengæld er radiserne groet til et meterhøjt niveau.

Der er langt fra Los Angeles til Rågeleje. Men der er en knusende ro her i Huset, så der er god mulighed for at lade de mange indtryk fra den Den Store Amerikarejse sætte sig. At rejse er at samle på stemninger, og de mange stemninger fra fem-seks uger i USA er nu alle sat ind på den indre konto, hvor de står og trækker renter til evig tid.

Top and bottom from USA

COPENHAGEN, DENMARK: Americans love to list “The Best” and “The Worst”. So here it comes:

Top Five

1. To see Noah, Laura, Tom, Michelle, Mark and the rest of the family and friends in LA.

2. Lake Tahoe.

3. New York.

4. Driving around in huge cars.

5. Low gas prices.

Bottom Three

1. Going back to Europe after four great weeks.

2. The weather in San Francisco and Santa Monica.

3. Meeting with John McCaine at Town Hall meeting in Philadelphia.

Change

DÜSSELDORF, TYSKLAND: Lufthavnen i Düsseldorf tager prisen som en af de grimmeste og mest menneskefjendske lufthavne, jeg har været igennem, og jeg har sandelig været igennem mange lufthavne i mit liv.

Nu sidder vi her på tredje time og venter på et fly til København. Vi er lidt smågnavne. Det er svært at undgå, når man er i flyselskabers og lufthavnes vold. Surheden går først og fremmest på endnu et helt igennem latterligt sikkerhedstjek, hvor de konfiskerede to flasker vand, som vi netop havde fået udleveret i flyet til Düsseldorf. Derudover fik vi konfiskeret diverse andre ting, hvilket overraskede os en hel del, fordi vi jo har været igennem det vel mest terroristsikre sikkerhedstjek i Los Angeles. Men velkommen til Tyskland. Vi tager den lige en gang mere – som om sikkerhedstjek i lufthavne på noget tidspunkt har forhindret nogen forbrydelse overhovedet.

I tyske lufthavne sælges der kun læsestof på tysk, men heldigvis havde jeg forsynet mig med adskillige tidsskrifter i Los Angeles, og der har været god tid til at læse i dem. Indtil videre har Rolling Stones-interviewet med Barak Obama været det mest interessante. Jeg tror på ham, og jeg tror, han vil være god for USA. Det tror vores venner i Los Angeles også, men enkelte af dem tror, at han bliver skudt, hvis han bliver valgt som præsident. En nogen dyster forudsigelse, som jeg ikke håber holder stik.

I interviewet, hvor han blandt andet afslører, hvad han lytter til på iPod’en, lover Barak Obama at tage et opgør med den måde, som flere og flere love i USA bliver til på i dag. Der er adskillige eksempler på, at repræsentanter fra olieindustrien har skrevet første udkast til lovforslag på energiområdet, og der er også eksempler på, at repræsentanter fra den magtfulde medicinalindustri har skrevet færdige lovudkast på sundhedsområdet. Sjovt nok er lovene fra industriens repræsentanter meget hensynsfulde i forhold til deres egne interesser. Det er et sygt system, men man kan godt have sin tvivl, når det drejer sig om Obamas muligheder for at ændre på systemet.

I Danmark er det som bekendt embedsmændene, der skriver udkast til nye love, som så sendes til lobbyister/interesseorganisationer, der kommer med forslag til ændringer, som de politiske udvalg så diskuterer, inden de havner i folketingssalen.

Barak Obama taler om ”change”, og det er der sandelig også brug for i USA. Jeg har støttet hans kamp for forandring ved at købe to stickere til den røde Golf på Jagtvej. Men i første omgang skal vi lige tackle vores egen forandring, der består i at vende hjem til dagligdagen efter meget lang tid på farten i USA.

En dag på drømmefabrikken

SANTA MONICA, CA: Efter fem dage sagde vi farvel til Pasadena, Sierra Madra, Monrovia og Arcadia, der alle er skønne byer, der ligger i den østlige del af Los Angeles. Vi er kørt ud til Santa Monica, der ligger ved kysten i den nordlige del af Los Angeles.

Men på vejen gjorde vi et stop på drømmefabrikken Hollywood, for at få den store tur hos Warner Brothers Studios. Under et tidligere besøg i Los Angeles har vi besøgt Universal Studios, hvor det vist nok ikke bliver produceret film mere. Det er bare et tivoli – men godt nok af de store og sjove.

Warner Brothers er til gengæld til dagligt en arbejdsplads for 10.000 mennesker. Nogle få af dem er stjerner, mens resten af vandbærere. Inde på området er Starbucks på plads med tre kaffebarer, og der er også tre restauranter, en benzinstation og en brandstation. Vi blev kørt rundt i et par timer af en entusiastisk guide, der fortalte om kulisser for stribevis af tv-serier og film. Enten ser jeg for lidt fjernsyn, eller også kommer mange tv-serier aldrig til Danmark. I alle tilfælde kendte jeg kun et fåtal af de tv-serier, hun omtalte.

Nu er vi Santa Monica, og for første gang i lange tider er vi omringet af turister. Mange har lyst hår, er høje, og ligner i det hele tage nogen fra Skandinavien, der er i gang med at brænde det sidste af deres friværdi af her. Efter at have fortæret en masse burgere, var det dejligt at dumpe ind på en ægte indisk og få noget stærkt karrymad.

Ellers er vi så småt gået i gang med den kedelige opgave det er at tælle ned til afgangen mod Europa på torsdag. Vi har godt nok kigget på nogle huse i Pasadena-området, som er til salg og styrtdykket i pris. Vi har ikke fundet det rigtige endnu, så indtil videre bliver vi boende på Jagtvej i København.

Baseball and BBQ

ANAHEIM, CA: Se filmen og se, hvordan det ser ud, når 45.000 amerikanere går til baseball på Angels Stadium i Anaheim.

To arme og fire hjul

PASADENA, CA: Var på Angel Stadium i Orange County for at se baseball i aften. Det er cirka en times kørsel på motorvejene fra Pasadena, hvor vi holder til. At gå til baseball er aldeles anderledes end at gå til fodbold i Danmark.

Vi ankom til stadion et par timer før kampen gik i gang. Det var der cirka 30.000 andre, der også gjorde, og alle havde campingborde, stole, gasgrill, øl, chips og alt muligt andet med, og så laver man et grillparty på en stor parkeringsplads. Det foregår ved hjælp af tail-gate, der betyder, at man åbner bagagerummet eller slår klappen ned til ladet på firehjulstrækkeren, og ud vælter alt drikkelsen og maden. Det er et meget imponerende syn.

Ikke alle publikummer er på plads til kampens start, og inde på stadion er der en utrolig uro af mennesker, der vandrer ud og ind, og sælgere, der vandrer frem og tilbage. Det er med til at give en lidt mat stemning i forhold til stemningen på et fodboldstadion. Efter kampen fortsatte vi sammen med 20-30.000 andre med at drikke øl på parkeringspladsen, inden vi kørte tilbage ad den seks sporede motorvej.

Der er mange gode grund til, at alle i Los Angeles har mindst én bil. For det første er afstandene så store, og byen spredt over så stort et område, at hverken cykler eller offentlige transportmidler giver mening. Derudover er der klimaet. Det er for varmt at opholde sig udendørs. Aircondition i bilen giver så meget mening.

”En amerikaner er en mand med to arme og fire hjul,” sagde et kinesisk barn på et tidspunkt. Jeg kan kun give barnet ret, og der bliver næppe lavet om på det faktum her i Los Angeles i overskuelig fremtid.

Los Angeles, jeg overgiver mig

PASADENA, CA: For ni år siden var Los Angeles nær ved at skræmme livet af mig. De otte sporede motorveje, varmen, hastigheden og alt muligt andet var en overvældende oplevelse, den første gang, jeg besøgte den her by.

I dag har jeg – næsten – glemt alt om den gang og om Miami, New York, Boston, San Francisco og alle de andre fede byer, jeg har besøgt på den her tur. Jeg har overgivet mig 100 procent til Los Angeles i dag.

Vi har været i Pasadena, Arcadia, Monrovia og Sirrea Madre i dag. Det er fire af de mange byer, der er i greater Los Angeles, og jeg er klar til at slå mig ned i det her område. Vi har haft en fantastisk dag. Stod tidligt op for at køre hen til Laura og Tom, der bor i Monrovia. Sammen kørte vi til Sierrea Madre for at se den bydels 4. juli optog. Som så mange andre ting i det her land kendte vi det kun fra film. Nu har vi oplevet det i virkeligheden, og virkeligheden er som bekendt bedre end fiktionen.

Lauras søster, Michelle, hendes mand Mark, deres to børn og Lauras mor var med i optoget, der sluttede med en kæmpe vandkamp mellem brandvæsenet og publikum. Mark, der er buddhist, har indtil for nyligt arbejdet for et forlag, der blandt meget andet har udgivet bøger med fotos taget af Ansel Adams. Tidligere på turen så vi faktisk nogle af Ansel Adams mindre kendte og mere private billeder af Frida Kahlo på udstillingen om Frida Kahlo på Moma i San Francisco.

Sidst på eftermiddagen var til en barbeque-fest hos nogle af Laura og Toms venner. De har et eventyrligt hus med swimmingpool, to firehjulstrækkere på en kæmpegrund. Fra terrassen så vi et dådyr, og der dukker faktisk også en bjørn op en gang imellem. Vi så billeder af en bjørn, der tog en dukkert i en swimmingpool hos naboen.

I morgen skal vi til baseball-kamp. Tom har lovet os at forklare reglerne, der kan virke sære for en dansker, når man ser spillet på fjernsynet.

Levende orm af biler

LOS ANGELES, CA: Det er en særpræget oplevelse at ankomme til Los Angeles i bil. Det begynder med en tosporet øde vej oppe på ørkenhøjsletten, som langsomt vokser. Efterhånden som vi kommer nærmere og nærmere Los Angeles, vokser vejen som vand der løber sammen til en brusende flod. Det ender med en 14 spors motorvej, der som en levende orm af biler skærer sig igennem bjerge og dale – op og ned. Langsomt splittes motorvejen igen op i flere motorveje, og den vigtige 210 freeway ender med blot at være en 10 spors, der løber for foden af bjergene længst væk fra Stillehavet.

210’eren førte os nærmere og nærmere Los Angeles, som sædvanen tro ikke kan opleves på afstand på grund af varmedis, smog og røg fra nogle af de 1.400 brande, der hærger staten.

Vi har slået os ned på Best Western Pasadena Royale på Colorado Blvd. i Pasadena. Best Western plejer ikke at skuffe os, og det gør de heller ikke her. Faktisk er det et af de bedste værelser, vi har boet på på turen, og prisen er rimelig anstændig, så vi har booket fire nætter her.

Pasadena er en slags by i byen, der ligger et pænt stykke fra Disneyland, Hollywood, Venice Beach og andre turistmagneter. Vi har tidligere boet i området, og synes ganske godt om ”kvarteret”, hvis man kan tale om et kvarter.

Der menes at bo 17-18 millioner mennesker i Los Angeles-området, der dækker et areal, der er større end Sjælland. Så afstandene mellem de forskellige ting er enorme. Men vi har jo vores Garmin GPS, der kan føre os til alle vegne.

Dagens triste nyhed: Los Angeles Times har fyret 160 journalister, og avisens sidetal vil skrumpe i fremtiden. De bringer selv nyheden på en dag, hvor de har fremragende eksempel på CAR-journalistik, som jeg brugte en del tid på i Miami for nogle uger siden. CAR står for Computer Assisted Reporting, og det går i al sin enkelthed ud på at udnytte computerkraft til at lave noget ordentlig journalistik. Los Angeles Times har fået aktindsigt i myndighedernes undersøgelser af 1.600 swimmingpools på moteller, hoteller, svømmehaller osv. Rigtig mange af dem er nærmest sundhedsfarlige at bade i på grund af manglende vedligeholdelse, bakterier osv. Avisens vakse journalister har sorteret den store mængde data, gjort det tilgængelig for den undrende offentlighed, som blot kan gå ind på avisens hjemmeside og taste postnummer og adresse på et sted med swimmingpool – og wupti – læseren kan se, om det er en god ide at lade kroppe svalen i netop den pool.

Den slags journalistik bliver der næppe meget af i fremtiden, som efter alt at dømme findes på internettet.

Verdens navle er dér, hvor du er

LONE PINE, CA: Dag 28 i USA. Jeg har snart glemt alt om Danmark. Er begyndt at kigge i jobannoncerne bag i amerikanske aviser. Så svært kan det vel heller ikke være at lave Quarter-pounder hos Mc D?

Når Danmark langsomt forsvinder i baghovedet, skyldes det måske også, at de amerikanske aviser ikke skriver én linje om Danmark, selv om vores statsminister har stået og fortsat står den amerikanske præsident last og brast i adskillige krige.

I dag har jeg nærstuderet Los Angeles Times, som trods alt er en af de mere betydningsfulde aviser i USA, for at finde noget om Danmark – eller i det mindste om Europa. Jeg fandt en note om en politisk skandale i Frankrig. That’s it. Intet andet stod der om hverken Danmark eller Europa. Ikke fordi der mangler udenrigsstof, men avisen prioriterer Afrika, Mellemøsten og Sydamerika noget højere end os!

Det står i skærende kontrast til de tre store morgenaviser i Danmark, der ganske insisterende har skrevet om hver en ligegyldighed i den årelange valgkamp i USA. Faktisk bringer de danske medier mere om den amerikanske valgkamp end de amerikanske aviser. Men med hele tre mand placeret i USA, som Berlingske Tidende har, er der selvfølgelig også basis for at trykke nogle linjer. Men det bliver altså ikke gengældt.

Rigtig mange amerikanere har dog en helt klar opfattelse af Danmark helt fremme på nethinden i øjeblikket, fordi et af de mest sete tv-programmer, 60 Minutes, bragte en 12 minutter lang reportage om Danmark for nyligt. Den handlede om, at danskerne ifølge en ny undersøgelse er verdens lykkeligste folk, og tv-stationens vakse reporter var taget til Danmark for at finde årsagen. Det har forfærdelig mange amerikanere kommenteret overfor os på rejsen rundt i det store land. Hvad kan man andet end at besvare det med et overbærende smil?

Verdens navle er dér, hvor man befinder sig. Lige nu er vi i Lone Pine i Californien tæt på grænsen til Nevada. Ligger ved en swimmingpool ved foden af Mount Whitney, og selv om der ikke sker det fjerneste i den her by eller for den sags skyld i en omkreds af 50 miles fra byen, så er det her verdens navle for os.

Kodeord John Wayne

LONE PINE, CA: En tilsyneladende endeløs række af kæmpelastbiler ruller igennem hovedgaden i Lone Pine, der ligger på hovedvej 395. Lastbilerne har et førerhus, der næsten svarer til en etværelses lejlighed, og de skinner, og mændene bag rattene er stolte, selv om de kun ser deres familie i weekenden. Med en hastighedsbegrænsning på blot 25 miles i timen, er der god tid til at studere kæmpemonstrene, der udgør vigtige hjul i verdens største forbrugersamfund.

Det ved chaufførerne godt, og de gør gerne opmærksom på sig selv. Hvis blot man hæver højre hånd og trækker i en imaginær snor, giver de igen ved at trække i snoren og leverer et ægte bååååååååååååt, så man hopper en halv meter op i luften.

Vi har tjekket ind på Dow Villa Motel, der er familiedrevet og dermed ikke en del af de otte store kæder, der styrer markedet for moteller i USA. Fra hotellets swimmingpool er der udsigt til Mount Whitney, der med 4.421 meter er USA’s højeste bjerg. Vi er tættere på statsgrænsen til Nevada end vi er på Stillehavet, men der er – ifølge vores elskede Garmin GPS – blot tre en halv times kørsel til Los Angeles.

Turen fra Lake Tahoe til Lone Pine var i særhed en fantastisk naturoplevelse. Voldsom bjergkørsel og lange stræk på højslette gav mange bjergtagende udsigter fra Impala’en, som begyndte at sende nogle lidt kedelige signaler i instrumentbrættet.

”Check pressure in left front tire”, stod der pludselig i instrumentbrættet. Lidt senere blinkede den besked med ”Check pressure in left rear tire”. Vi svingede ind til siden, men vi kunne ikke se, at der manglede luft i nogle af dækkende overhovedet. Vi kørte videre men med den lidt underlige fornemmelse i maven om at noget var galt.

Vi have bremset rigtigt meget ned af en 10 kilometer lang nedkørsel, og temperaturen udenfor var 99 grader fahrenheit svarende til cirka 37 grader. Kan man forstille sig, at luftrykket i dækkende ændrer sig på grund af bremseriet og de høje temperaturer? Hvad ved vi om biler? Vi kørte ind på en Chevron-tank, hvor der sad et par mekanikere og svedte. Den ene tjekkede luftrykket i alle fire dæk. Der var for meget luft i venstre fordæk. Ellers var alt ok. De alarmerende beskeder forsvandt fra instrumentbrættet, og vi lagde os ud på highwayen igen med 65 miles i timen.

Vi bor i den oprindelig hovedbygning på motellet, og kodeord til det trådløse netværk er ”johnwayne”. ”Hvad ellers”, tænkte jeg, da jeg traskede op på værelse 205, mens jeg spekulerede over, om John Wayne eller Errol Flynn havde boet på vores værelse. Mange af 40’ernes og 50’ernes cowboyfilm er optaget for foden af Mount Whitney, og skuespillerne boede selvfølgelig på Dow Villa Motel.

Jeg mangler blot at fortælle, at jeg næsten er færdig med Hallgrimur Helgasons ”Stormland”, og jeg vil selvfølgelig aldrig afsløre slutningen, men jeg har en meget stærk fornemmelse af, at den ender på samme måde som F. Scott Fitzgeralds ”De smukke og fortabte”. Så grumt så grumt.

Grønne Arnold

SOUTH LAKE TAHOE CITY, CA: Sacramento er hovedstaden i Californien, og guderne (eller historikere) må vide, hvorfor den by er valgt som hovedstad og ikke San Francisco eller Los Angeles. Jeg gætter på, at der ligger en politisk studehandel bag.

Hvis Californien var et selvstændigt land, ville det – ud fra en økonomisk betragtning – være verdens femte største land. Sacramento er derfor ikke en ligegyldig by. Hele centraladministrationen, som er mange gange større end Danmarks, er placeret her. Selveste Arnold Schwarzenegger står dermed i spidsen for en af verdens største økonomier. Og her kommer overraskelsen: Han gør det faktisk godt.

Han blev valgt som guvernør ved et helt usædvanligt ekstraordinært lokalvalg i 2003. Utilfredsheden med en forrige, Gray Davis, var så voldsom, at det ekstraordinære valg blev stablet på benene, og blandt den brogede skare af kandidater blev skuespilleren valgt som den mindst ringe. Han er blevet meget populær på en række initiativer, der skal forbedre miljømæssige forhold, og så har han rettet op på den miserable økonomi, som forgængeren efterlod. Arnold Schwarzenegger har vist sig ikke at være så republikansk, at det gør noget her i Californien, hvor der er højt til loftet på alle mulige måder. Han har heller ikke sat sig imod, at homoseksuelle nu kan blive gift, selv om han foretrækker en kvinde fra Kennedy-klanen som hustru.

Lige nu har cirka 1.100 skovbrande i hele staten førsteprioritet hos den tidligere skuespiller, der har en svaghed overfor gode cigarer. Verdens største picnic afvikles på lørdag den 4. juli, når amerikanerne fejrer deres uafhængighed. I den forbindelse plejer der at blive affyret uanede mængder af fyrværkeri af, men Arnold beder nu ifølge The Sacrament Bee statens 36 millioner indbyggere om at droppe fyrværkeriet i år, fordi det blot vil antænde endnu flere skovbrande.

Benzin til halv pris

SOUTH LAKE TAHOE CITY, CA: Prisen på benzin er på forsiden af alle amerikanske aviser hver dag. Sådan har det været i de 26 dage, jeg efterhånden har opholdt mig i landet. Men lad os lige gøre det klart, hvad vi taler om, inden amerikanernes ynk bliver for høj.

Her i South Lake Tahoe city koster en gallon "regular" benzin (svarer til 92 oktan blyfri) 4,76 dollars. En gallon er 3,78541178 liter og en dollar svarer til 4,7321 kr. (spotkurs) eller 4,8501 kr. (turistkurs). Den gennemsnitlige dollarkurs er dermed 4,7911 kr., og vi kan nu regne literprisen her i USA ud til at være: 6,02 kroner. Listeprisen hos OK i Danmark er pt. 11,62 kr. pr. liter 92 blyfri. Men det er klart, at når man kører rundt i en Chevrolet Impala LS med en 3,5 liters V6-motor, som vi jo gør, så skal der godt nok hældes noget benzin på. Bilens tank er til gengæld cirka dobbelt så stor som i vores lille Golf hjemme i Danmark.

Benzin er ganske uhyggeligt billigt her i landet. Ikke desto mindre er cykelhandlernes omsætning steget ganske betydeligt, skriver The Sacramento Bee. Det er jo meget godt, at amerikanerne omsider har fået øje på cyklens fordele. Det er helt tydeligt, at vi ser flere cykler i år, end vi gjorde første gang vi var i USA for 11 år siden.

Hvis jeg var en by i USA

SOUTH LAKE TAHOE CITY, CA: På ”Den Store Amerikarejse” er vi nået til den naturskønne Lake Tahoe, der ligger fem-seks timers kørsel nordøst for San Francisco på grænsen mellem Californien og Nevada. Søen og byen South Lake Tahoe ligger i 1.900 meters højde, og det er derfor et skiområde om vinteren. Køreturen her op var en fascinerende smuk oplevelse, som krævede adskillige stop, hvor Lone knipsede løs med kameraet.

Vi bor på et ordinært motel tæt på søbredden og kun få hundrede meter fra statsgrænsen til Nevada. Netop på den anden side af grænsen er der et sandt spillehelvede, et lyshav af kasinoer, en syndens hule. Alt det, der kun er tilladt i Nevada men ikke i Californien. Vi krydser næppe grænsen for at opleve det. Vi er som bekendt gift i Las Vegas, og alle andre spillebyer i Nevada er blot små kopier af alle spillebyers moder.

Området her har fået mig til at tænke på min søster Margit. Hvis hun var en by i USA, var hun helt klart South Lake Tahoe City. Der er vild natur, koldt søvand og gode vandre muligheder, så hun kunne drage stor nytte af sine nyindkøbte vandrestøvler. Når det drejer sig om hendes datter – min niece – Liv, er jeg heller ikke i tvivl om, at hun ville være Miami South Beach, hvis hun var en by i USA. Her er intet klædestykke overladt til tilfældighederne. Alt, hvad der har med det ydre at gøre, er gennemtænkt, gennem tjekket – men også lidt dyrt.

Min anden yndlingsniece Laura ville til gengæld være San Francisco, hvis hun blev genfødt som en by i USA. Byen er spraglet og livlig, fyldt med fede cafeer og gå i byen-steder. Der er ingen regler, og alle gør, som det passer dem. Familiens fader, Per, er jeg heller ikke i tvivl om, ville være byen Lone Pine, hvis han var en by i USA. Det er en nybyggerby, der er præget af folk, der selv finder løsningerne, og gør tingene selv.

Lone kan kun genfødes som New York. Det er byen, der har alle facetter, alle de små specielle tøjforretninger (jeg har været med inde i de fleste af dem), alle de små specielle restauranter og alle de forskellige kulturer. Byen vil favne det hele, alle forskellighederne og alle nationaliteterne. Og hvad med mig selv, gøede hunden? Tjae, det må så blive Boston. Lidt pæn, lidt kedelig, men med gode hensigter.

På vinjagt

NAPA VALLEY, CA: Lone var så venlig at køre mig fra vingård til vingård i Napa Valley i dag. Vi besøgte blandt andet Sutter Home, der som bekendt kan købes for 29 kr. flasken i Netto. Men de har også andre, og dyrere flasker på hylden i USA. Jeg smagte blandt andet en 90 kroners cabernet sauvignon, og det var faktisk en dansker, der serverede smagsprøverne. Det er 20 år siden, han har boet i Danmark, så hans danske var lidt rustent.
Dagens højdepunkt var besøget hos Robert Mondavi, hvor jeg fik lov til at smage tre forskellige. En 425 kroners kraftig rødvin afsluttede smagningen, men jeg er ikke sikker på, at den var fire gange så god som den til 100 kr., jeg også smagte.

Vingårde i Californien ligger ikke i udkanten af en lille by med torv, cafe osv. for foden af et bjerg, som vi kender det i Frankrig. Vinproduktion i Californien er for længst blevet professionaliseret, fusioneret og drevet af store koncerner. Det er ikke Robert Mondavi eller andre vinbønder, der står og tager imod, når man drejer ind på gårdspladsen. Der er ingen gårdsplads. De fleste vingårde har anlagt en parkeringsplads som svarer til den, der typisk hører til en Bilka i Danmark. Indenfor er vinsmagningen sat i system, og der sælges merchandise i stor stil. Alt lige fra T-shirt til proptrækker med vingårdens navn langes over disken.

Bag turisteriet bliver vinen lagret i ståltanke, hvor der blot bliver tilsat spåner fra egetræer, og vinen opbevares ikke som i Frankrig i egetræstønder i en kælder. Den franske model er romantisk, men den amerikanske er effektiv, og de er i langt højere grad i stand til at styre processen end franskmændene. Det sidste er skrevet med en vis bæven på grund af de frankofile i vennekredsen. Men smag selv.

Selv om byen Napa ligger mindre end to timers kørsel fra San Francisco, er vejret markant anderledes. Det er meget varmere. Det har vi også brug for efter nogle kolde dage i San Francisco, der efterhånden både er dækket er tåge og røg fra de cirka 1.100 skovbrande. Vi har fået varmen.

Kolde California

SAN FRANCISCO, CA: Der er ikke meget ”Sunny California” over San Francisco i øjeblikket. ”The Fog City” viser sig fra sin kolde side. Vi fryser. Vi elsker San Francisco, men vi glæder os til at komme under varmere himmelstrøg i morgen, når vi kører mod Napa Valley og Lake Tahoe.

Af andre mærkelige vejrobservationer kan jeg nævne, at der har været 112 jordskælv i Californien i løbet af ugen. Det er otte mere end ugen før. Det voldsomste blev målt til 3,4 på richterskalaen. Samtidig er der cirka 1.000 skovbrande i staten. De fleste er startet af lyn, og en stor del af dem er observeret omkring Monterey, der ligger et par timers kørsel syd for San Francisco. Lørdag og søndag ventes der ”thunderstorms” flere steder i staten, og det kan antænde endnu flere skovbrande. Se billedserie fra Los Angeles Times her.

Californiens guvernør, Arnold Swarzenegger, vil have præsident Bush til at erklære nogle af områderne i undtagelsestilstand, fordi det ifølge loven kan frigive midler til bekæmpelse af brandene. Vi har ikke mærket noget til hverken brande eller jordskælv her i San Francisco. Håber heller ikke det sker. I hører fra os, når vi har fået varmen.

Her går de efter bankdirektøren

SAN FRANCISCO, CA: Er det overhovedet muligt at forestille sig en situation, hvor regeringen pudser statsadvokaten på Danske Banks topchef, Peter Straarup, eller Jyske Banks næsten lige så berømte Anders Dam, fordi deres banker har været lidt for ivrige med at sælge boliglån uden afdrag til kunder, som ikke har forstået, hvad de har købt?

Nej vel. Det er usædvanligt svært at forestille sig. Men anklagemyndigheden i Californien og Illinois har faktisk taget de første skridt til at få skovlen under topchefen i realkreditselskabet Contrywide, fordi selskabets sælgere har optrådt usædvanligt aggressivt de senere år, hvor de har solgt vildt komplicerede boliglån til almindelige mennesker, som ikke har haft en kinamands chance for at gennemskue, hvad de har købt.

”Denne retssag er vigtig, fordi den skal synliggøre og afhjælpe det, der er blevet kræft i hele vores finansielle system,” siger Californiens chefanklager til San Francisco Chronicle.

Mange boligkøbere er blevet overbevist af de dygtige sælgere med argumenter om, at lånet er uden renter og afdrag det første år. Men sælgerne har ikke været speciel dygtige til at fortælle om, hvad renten stiger til efter et år, efter to år og efter tre år. Det har udløst en bølge af tvangsauktioner, og nogle mener ligefrem, at det er årsagen til den økonomiske nedtur, som USA og dermed resten af den vestlige verden ser ud til at være på vej ind i.

I Danmark er det cirka halvdelen af boligejerne, der ikke afdrager på deres boliglån overhovedet. Og en stor del af dem, stiger i husleje i takt med at renten stiger. Man må så blot håbe, at bankernes sælgere har været grundige nok til at forklare kunderne, hvad det indebærer.

Ledelsen i den lille Forsædernes Bank i København har netop indrømmet, at nogle af bankens sælgere måske ikke var grundige nok, da banken solgte et indviklet opsparingsprodukt til en stor del af sine kunder. Nogle kunder har netop fået en kontant erstatning, mens andre kunder er gået til Pengeinstitutankenævnet. Men det skyldes ikke, at den danske regering har gransket bankens praksis.

Blogging i gamle dage

SAN FRANCISCO, CA: Vi sprang på bus nummer 45 på Union Street fra morgenstunden, og styrede direkte mod SFMOMA (San Francisco Museum of Modern Art). Byens stolthed har i øjeblikket en særudstilling af og om Frida Kahlo.

Den mexicanske kunstner levede nogle af sine plagfulde leveår i San Francisco sammen med sin mand Diego Rivera, der var langt mere berømt end fruen i deres samtid. Deres stormfulde forhold betød blandt andet, at de blev gift, skilt og gift igen.

Frida Kahlo døde i 1954, og blev vel egentlig først rigtig berømt efter sin død. Hun havde en ganske kompromisløs tilgang til tingende, og det understreges vel af følgende citat, som hun afleverede i en tale i 1945:

”The reason people need to invent or imagine heroes and gods is because of their fear – fear of live and fear of death.”

Med fjernsynets fuldstændige dominans af mange menneskers liv i dag, kan synspunktet næppe siges at være blevet forældet, siden hun afleverede det for over 50 år siden. Det var en flot og tankevækkende udstilling, men vi stod som sild i en tønde.

Frida Kahlo malede usædvanligt mange selvportrætter – det ene mere dystert end det andet, og det kan med lidt god vilje godt betegnes som en blog i en tid, hvor computeren ikke var hvermandseje. 55 af hendes 143 malerier er selvportrætter. Ifølge Frida Kahlo valgte hun at male sig selv så ofte, fordi hun var den person, hun kendte bedst.

Fire irsk kaffe

SAN FRANCISCO, CA: De laver hundredvis af irsk kaffe hver dag på den berømte ”The Buena Vista” i San Francisco, og det foregår efter særlige regler og traditioner, som det fremgår af min lille optagelse fra dagens besøg på baren.

Dagens dinnertalk

SAN FRANCISCO, CA: Det er ikke kun i Danmark, at huspriser og friværdi er blevet dinnertalk ved alle sammenkomster blandt folk i middelklassen. Det er også på alles læber eller i det mindste på alle mediefolks læber her i USA, hvor der bliver brugt uanede ressourcer på at beskrive, hvordan boligværdien i øjeblikket fordufter som is på en varm sommerdag.

I San Francisco er et almindeligt etfamiliehus faldet med 22,1 procent i løbet af det seneste år. Endnu værre står det til i Los Angeles, hvor over 23 procent er høvlet af prisen, som rigtignok – akkurat som i Danmark – havde mistet jordforbindelsen. Dermed er mange teknisk insolvente; de skylder mere i huset, end det kan sælges for.

Boligprisernes vanvittige stigninger i den vestlige verden har været det vigtigste brændstof i den forbrugsfest, som middelklassen med stor glæde har deltaget i.

Lone og jeg er ikke umiddelbart ramt af den største økonomiske nedtur i nyere tid endnu, selv om jeg blev fyret fra mit nye job hos BankInvest, inden jeg skulle begynde den 1. maj som følge af nedturen. Efter et par dage i panik fandt jeg ud af, at jeg havde tilstrækkelig erfaring og viden, der kan sikre mig en anstændig levevis i fremtiden, og den overdådige ”Amerikarejse”, som vi nu lever ud, finansieres i vid udstrækning af sidste års kraftanstrengelse, der resulterede i en bog, som nogle mennesker heldigvis har valgt at købe.

Faktisk går det så godt for os på turen rundt her, at jeg overvejer at tage kontakt til verdens største containerrederi, for at forhøre mig om prisen på at få en container transporteret hjem fra Los Angeles til København. Så meget har vi snart købt!

Okay, det var lidt en jysk overdrivelse, men kufferten er i alle tilfælde ved at være godt fyldt. Placeringen af vores hotel her i San Francisco hjælper ikke på situationen. The Greenwich Inn ligger en blok fra Union Street, der er fyldt med lækre interiørforretninger, tøjforretninger, skoforretninger og lækre restauranter.