Tuesday, July 05, 2011

Beer bong og pool party

PASADENA, CA: Et mega pool party i Orange County udgjorde meget passende afslutningen på vores fire uger lange tur rundt i USA.

Toms forældrer åbnede døren til deres hjem for os og mange andre på denne dagen-før 4. juli. Og hvilket hjem! Et hjem, der ikke blot har tre køleskabe, men også en have med pool, jacuzzi og veludstyret bar. Og den udendørs bar havde naturligvis også et 40 tommers fjernsyn, så vi kunne se kriseramte Los Angeles Dodgers hente hårdt tiltrængte point på baseball-banen.

Kampen blev spillet sidst på dagen, og da havde vi været i poolen flere gange, og vi havde slået rekorden for, hvor mange mennesker, der kan være i jacuzzien. Det står fortsat lidt hen i det uvisse, hvor mange det rent faktisk lykkedes at få til at opholde sig i jacuzzien på samme tid, men det var i hvert flere end 20 børn og voksne.

Beer bong-udstyret havde også været i brug flere gange, inden Dodger-kampen kl. 17. Beer bong er en slange monteret med en trakt, som man hælder en hel Coor's-øl ned i. Der efter skal en deltager tømme beer bong'en hurtigst muligt - og de trænede kan gøre det på få sekunder. Da det primært er den billige - og tynde - Coor's-øl, der bruges, bliver man ikke voldsom fuld af legen.

Laura holdt sig ædru, og kørte Tom, Jack, Noah, Lone, hunden Mellie og mig sikkert den timelange tur på freeways igennem Los Angeles tilbage til Pasadena efter 10 timers pool party.

Det blev afslutningen på en fire uger lang ferie, hvor vi har kørt igennem staterne New York, New Jersey, Pennsylvania, Ohio, Indiana, Illinois, Wisconsin, Minnesota, South Dakota, Wyoming, Colorado, Utah, Arizona og California. Undervejs var vi på en fire dage lang smuttur til Orlando, Florida - dog ikke i bil.

Og bilen! Det var en Chevrolet Impala med 3,6 liters V6-motor og en tank på 67,5 liter. En såkaldt large sedan. Vi kom til at elske cruise kontrollen, aircon, automatgearet og gode sæder på de lange stræk igennem specielt Wosconsin og Minnesota. I alt blev det til 4.237 miles svarende til 6.819 km.