Et venligt buk

TAKAYAMA: - Meteorologen på tv bukker pænt efter at have afleveret vejrudsigten på tv. Billetkontrolløren på toget afleverer et lille buk, når han forlader vognen. Det er ikke usædvanligt. Alle bukker. 

For en dansker kan det virke sært, men efterhånden vænner man sig til det, og efter en uge i Japan tænker man ikke så meget over det mere.

Venligheden i Japan er overdreven - meget fjern fra, hvad man oplever i Europa. I København findes et par steder, der leverer noget, der minder om japansk service. Det er Nespresso-kaffebutikken og Andersen-bageren på Gl. Kongevej. Den sidste er i øvrigt japansk ejet kæde.

Vi ankom til Takayama sidst på eftermiddagen i går. En lille by midt i bjergene midt i Japan. Den oprindelige bydel fra 1500-tallet er velbevaret, og der er både et sake-bryggeri soya souce-bryggeri.

Vi bor på Minshuku Sosuke, der er et traditionelt guest house, og som i Izukogen undrede jeg mig over, at der ikke var nogen seng, da jeg trådte ind på værelset.

Forklaringen er simpel. Når man overnatter på minshuku eller ryokan, ligger sengen inde i skabet i form af en futon-madras.

Minshuku er en slags B&B, drevet af en familie, mens ryokan er lidt mere luksus, men begge steder er helt og aldeles japanske. Maden er inkluderet, men begge steder man skal endelig tage skoene af og man sidder på gulvet.

Begge steder er vældig autentiske og er et must.

Her på minshuku Sosuke i Takayama får vi serveret helt usædvanlig god mad, men vi kæmper lidt med det traditionelle japanske morgenmad, og da vi har fået mulighed for at vælge “continental”, har vi gjort det til i morgen.

Efter at have forladt Tokyo, har vi kun mødt få, der kan gøre sig forståelige på engelsk. Det udgør ikke det store problem for os som turister, da det generelt er nemt at finde ud af tingene alligevel, men desværre er det vanskeligt at komme tættere på japanerne.

I morgen rejser vi videre til Kanazawa, som jeg læste en artikel om for et år siden. Den var årsag til beslutningen om at tage til Japan.

100 år fra Tokyo

IZOKOGEN: - Vi har checket ind på Hanafubuki i Izukogen blot to timers togkørsel fra Tokyo, men det føles som 100 års forskel på hovedstaden og stationsbyen ved Sagami-bugten.

Hanafubuki består af et par håndfulde traditionelle gæstehuse spredt rundt i en lille tropisk skov med syv tilhørende varme bade.

Det forventes, at man går rundt i kimono, så det gør vi så, men svøbt i sådan et klædestykke, kan man kun tage korte japanske skridt.

Vores værelse består af ca. 30 kvadratmeter fordelt på entre, to rum og toilet, og alle døre er de velkendte tynde, japanske skydedører.

Vi ankom til byen ved frokosttid, og droppede ind på en lille restaurant, der så tiltalende og besøgt ud. Ingen kunne et ord engelsk, og menukortet fandtes kun på japansk. Vi tyede til det sædvanlige trick, kiggede på, hvad de andre spiste, og udpegede noget ud fra det.

Det endte med forskellige slags rå fisk på varm ris og en klassisk tempura-tallerken sammen med en granvoksen Asahi, som der drikkes en del af i det her land. Vi er også blevet præsenteret for Kirin-øl men ikke Sapporo, som ellers er meget udbredt i Europa.

Her på Hanafubuki er vi kun stødt på en enkelt, der kan gøre sig forståelig på engelsk, men det gør ikke så meget. Der bliver serveret aftensmad kl. 18.30, og til morgenmad er vi blevet bedt om at vælge mellem en slags risgrød sammen med sushi-stykker, continental lunch eller traditionel japansk morgenmad med grillet fisk. Vi valgte det sidste! Jeg har aldrig fået grillet fisk til morgenmad.

Vi har allerede benyttet os af en af de varme kilder, og var skønt.

Vi har kun en enkelt overnatning på det her afslappende sted. I morgen bliver en lang dag med toget - hvoraf noget af turen skal foregå med hurtigtoget Shinkansen, og ja det udtales på den lidt hårde japanske måde med tryk på sidste stavelse 

Japan

Off we go. Den store Japan-rundrejse begynder i morgen.

Flyver til Tokyo via Helsinki og hjem fra Osaka om 18 dage.

Har genset filmen Lost In Translation som forberedelse men medbringer alligevel en guide-bog.