Friday, June 17, 2016

100 år fra Tokyo


IZOKOGEN: - Vi har checket ind på Hanafubuki i Izukogen blot to timers togkørsel fra Tokyo, men det føles som 100 års forskel på hovedstaden og stationsbyen ved Sagami-bugten.

Hanafubuki består af et par håndfulde traditionelle gæstehuse spredt rundt i en lille tropisk skov med syv tilhørende varme bade.
Det forventes, at man går rundt i kimono, så det gør vi så, men svøbt i sådan et klædestykke, kan man kun tage korte japanske skridt.
Vores værelse består af ca. 30 kvadratmeter fordelt på entre, to rum og toilet, og alle døre er de velkendte tynde, japanske skydedører.


Vi ankom til byen ved frokosttid, og droppede ind på en lille restaurant, der så tiltalende og besøgt ud. Ingen kunne et ord engelsk, og menukortet fandtes kun på japansk. Vi tyede til det sædvanlige trick, kiggede på, hvad de andre spiste, og udpegede noget ud fra det.
Det endte med forskellige slags rå fisk på varm ris og en klassisk tempura-tallerken sammen med en granvoksen Asahi, som der drikkes en del af i det her land. Vi er også blevet præsenteret for Kirin-øl men ikke Sapporo, som ellers er meget udbredt i Europa.

Her på Hanafubuki er vi kun stødt på en enkelt, der kan gøre sig forståelig på engelsk, men det gør ikke så meget. Der bliver serveret aftensmad kl. 18.30, og til morgenmad er vi blevet bedt om at vælge mellem en slags risgrød sammen med sushi-stykker, continental lunch eller traditionel japansk morgenmad med grillet fisk. Vi valgte det sidste! Jeg har aldrig fået grillet fisk til morgenmad.
Vi har allerede benyttet os af en af de varme kilder, og var skønt.

Vi har kun en enkelt overnatning på det her afslappende sted. I morgen bliver en lang dag med toget - hvoraf noget af turen skal foregå med hurtigtoget Shinkansen, og ja det udtales på den lidt hårde japanske måde med tryk på sidste stavelse 



No comments: