COPENHAGEN, DENMARK: ”If you turned off the sprinklers, it would turn into a desert. But I think it’s a place where they have taken a desert and turned it into their dreams”.
Udsagnet skal beskrive Los Angeles, og sætningen afleveres af Victoria Tennant, der spiller den excentriske engelske journalist Sara MacDowel i “L.A. Story”, der på dansk hedder “Mig og L.A.”. Det er en meget underholdende film, der på sin helt særlige, egen måde tegner et billede af Los Angeles, som jeg er kommet til at holde frygteligt meget af denne sommer. Og jeg var nødt til at gense filmen, da jeg kom hjem fra Den Store Americarejse.
Sara MacDowels forhenværende kæreste i filmen, Roland, betegner på sin engelske snobbede måde Los Angeles som ”a place for the brain-dead”. Sara MacDowel forsvarer sin kærlighed til byen med, at hun rent faktisk har mødt intellektuelle personer i Los Angeles, og en af dem spilles af Steve Martin!
Når man har været i Los Angeles tre gange og set filmen to gange, kan man kun holde af den by.
Friday, July 18, 2008
Sandhedsbarometer
KØBENHAVN, DANMARK: At nogle politikere har en lemfældig omgang med sandheden, er ikke en nyhed. Ej heller at nogle medier springer over, hvor gærdet er lavest, for at få de bedste overskrifter. Som læser er man derfor nogle gange overladt til sig selv, hvis man vil finde hoved eller hale i politiske udsagn i medierne.
Men der er hjælp at hente – specielt hvis man interesserer sig for amerikansk politik. Den solide Florida-avis, St. Petersburg Times, har således sat sig for at afprøve udsagn fra og om de nuværende præsidentkandidater. Til lejligheden er der er etableret en velfungerende hjemmeside med et ”truth-o-meter”.
Bedre hjælp til at danne sig en politisk mening skal man lede længe efter. Eneste anke er, at den er rettet mod amerikansk politik. Der er næsten mere brug for sådan et sandhedsbarometer i Danmark, hvor specielt ét politisk parti, Dansk Folkeparti, praktiserer en yderst lemfældig omgang med sandheden. Det kunne være vældig interessant at se, hvad der kom ud at trække partiet igennem sådan et ”truth-o-meter”. Men det er nok at have for store forventninger til den politiske journalistik i Danmark.
Men der er hjælp at hente – specielt hvis man interesserer sig for amerikansk politik. Den solide Florida-avis, St. Petersburg Times, har således sat sig for at afprøve udsagn fra og om de nuværende præsidentkandidater. Til lejligheden er der er etableret en velfungerende hjemmeside med et ”truth-o-meter”.
Bedre hjælp til at danne sig en politisk mening skal man lede længe efter. Eneste anke er, at den er rettet mod amerikansk politik. Der er næsten mere brug for sådan et sandhedsbarometer i Danmark, hvor specielt ét politisk parti, Dansk Folkeparti, praktiserer en yderst lemfældig omgang med sandheden. Det kunne være vældig interessant at se, hvad der kom ud at trække partiet igennem sådan et ”truth-o-meter”. Men det er nok at have for store forventninger til den politiske journalistik i Danmark.
Tuesday, July 15, 2008
USA giver karantæne i banken
KØBENHAVN, DANMARK: Jeg havde en fra Blodbanken i røret i dag. ”Har du mulighed for at komme om en time”, lød det bønfaldende. Jeg var i Nivå, da de ringede, så det kunne ikke lade sig gøre. Jeg indvilgede i stedet i at dukke op i morgen, men da de hørte om min seneste tids rejseaktivitet, bliver det ikke til noget.
”Har du været i USA? Så har du karantæne i en måned, fordi du kan være blevet stukket af en myg,” lød beskeden. Jeg kan ikke mindes, at jeg er blevet stukket af myg på den seks uger lange tur rundt i USA. Til gengæld har jeg fortsat adskillige mærker på ryggen efter de loppebid, jeg efter alt at dømme fik på Best Western-motellet i Pasadena.
Jeg har tidligere fået karantæne i en periode, efter at vi har været i Mellemamerika eller Asien. Men det er nyt for mig, at USA også kan holde mig væk fra Blodbanken. Jeg venter nu på at blive klar til den vigtige samfundsopgave det er, at give blod. Jeg smøger ærmerne op om en måned for at aflevere en halv liter.
”Har du været i USA? Så har du karantæne i en måned, fordi du kan være blevet stukket af en myg,” lød beskeden. Jeg kan ikke mindes, at jeg er blevet stukket af myg på den seks uger lange tur rundt i USA. Til gengæld har jeg fortsat adskillige mærker på ryggen efter de loppebid, jeg efter alt at dømme fik på Best Western-motellet i Pasadena.
Jeg har tidligere fået karantæne i en periode, efter at vi har været i Mellemamerika eller Asien. Men det er nyt for mig, at USA også kan holde mig væk fra Blodbanken. Jeg venter nu på at blive klar til den vigtige samfundsopgave det er, at give blod. Jeg smøger ærmerne op om en måned for at aflevere en halv liter.
Sunday, July 13, 2008
Fra L.A. til Rågeleje
RAAGELEJE, DANMARK: Den ni timer lange tidsforskel fra den amerikanske vestkyst til Danmark spøger fortsat. I dag vågnede jeg klokken 5.30. Heldigvis befinder jeg mig i skønne Rågeleje, hvor alt tyder på, at det bliver en vejrmæssig smuk dag.
Det var med lidt nervøsitet, vi lørdag tog op i Huset på Sjællands nordkyst. Der har nemlig ikke været nogen her i fem uger, hvor meget gror en græsplæne eller ukrudt for den sags skyld på fem uger? Det er ikke så slemt som frygtet. Græsplænen er nemlig fyldt med mos, så den var ikke groet specielt meget. Til gengæld er radiserne groet til et meterhøjt niveau.
Der er langt fra Los Angeles til Rågeleje. Men der er en knusende ro her i Huset, så der er god mulighed for at lade de mange indtryk fra den Den Store Amerikarejse sætte sig. At rejse er at samle på stemninger, og de mange stemninger fra fem-seks uger i USA er nu alle sat ind på den indre konto, hvor de står og trækker renter til evig tid.
Det var med lidt nervøsitet, vi lørdag tog op i Huset på Sjællands nordkyst. Der har nemlig ikke været nogen her i fem uger, hvor meget gror en græsplæne eller ukrudt for den sags skyld på fem uger? Det er ikke så slemt som frygtet. Græsplænen er nemlig fyldt med mos, så den var ikke groet specielt meget. Til gengæld er radiserne groet til et meterhøjt niveau.
Der er langt fra Los Angeles til Rågeleje. Men der er en knusende ro her i Huset, så der er god mulighed for at lade de mange indtryk fra den Den Store Amerikarejse sætte sig. At rejse er at samle på stemninger, og de mange stemninger fra fem-seks uger i USA er nu alle sat ind på den indre konto, hvor de står og trækker renter til evig tid.
Saturday, July 12, 2008
Top and bottom from USA
COPENHAGEN, DENMARK: Americans love to list “The Best” and “The Worst”. So here it comes:
Top Five
1. To see Noah, Laura, Tom, Michelle, Mark and the rest of the family and friends in LA.
2. Lake Tahoe.
3. New York.
4. Driving around in huge cars.
5. Low gas prices.
Bottom Three
1. Going back to Europe after four great weeks.
2. The weather in San Francisco and Santa Monica.
3. Meeting with John McCaine at Town Hall meeting in Philadelphia.
Friday, July 11, 2008
Change
DÜSSELDORF, TYSKLAND: Lufthavnen i Düsseldorf tager prisen som en af de grimmeste og mest menneskefjendske lufthavne, jeg har været igennem, og jeg har sandelig været igennem mange lufthavne i mit liv.
Nu sidder vi her på tredje time og venter på et fly til København. Vi er lidt smågnavne. Det er svært at undgå, når man er i flyselskabers og lufthavnes vold. Surheden går først og fremmest på endnu et helt igennem latterligt sikkerhedstjek, hvor de konfiskerede to flasker vand, som vi netop havde fået udleveret i flyet til Düsseldorf. Derudover fik vi konfiskeret diverse andre ting, hvilket overraskede os en hel del, fordi vi jo har været igennem det vel mest terroristsikre sikkerhedstjek i Los Angeles. Men velkommen til Tyskland. Vi tager den lige en gang mere – som om sikkerhedstjek i lufthavne på noget tidspunkt har forhindret nogen forbrydelse overhovedet.
I tyske lufthavne sælges der kun læsestof på tysk, men heldigvis havde jeg forsynet mig med adskillige tidsskrifter i Los Angeles, og der har været god tid til at læse i dem. Indtil videre har Rolling Stones-interviewet med Barak Obama været det mest interessante. Jeg tror på ham, og jeg tror, han vil være god for USA. Det tror vores venner i Los Angeles også, men enkelte af dem tror, at han bliver skudt, hvis han bliver valgt som præsident. En nogen dyster forudsigelse, som jeg ikke håber holder stik.
I interviewet, hvor han blandt andet afslører, hvad han lytter til på iPod’en, lover Barak Obama at tage et opgør med den måde, som flere og flere love i USA bliver til på i dag. Der er adskillige eksempler på, at repræsentanter fra olieindustrien har skrevet første udkast til lovforslag på energiområdet, og der er også eksempler på, at repræsentanter fra den magtfulde medicinalindustri har skrevet færdige lovudkast på sundhedsområdet. Sjovt nok er lovene fra industriens repræsentanter meget hensynsfulde i forhold til deres egne interesser. Det er et sygt system, men man kan godt have sin tvivl, når det drejer sig om Obamas muligheder for at ændre på systemet.
I Danmark er det som bekendt embedsmændene, der skriver udkast til nye love, som så sendes til lobbyister/interesseorganisationer, der kommer med forslag til ændringer, som de politiske udvalg så diskuterer, inden de havner i folketingssalen.
Barak Obama taler om ”change”, og det er der sandelig også brug for i USA. Jeg har støttet hans kamp for forandring ved at købe to stickere til den røde Golf på Jagtvej. Men i første omgang skal vi lige tackle vores egen forandring, der består i at vende hjem til dagligdagen efter meget lang tid på farten i USA.
Nu sidder vi her på tredje time og venter på et fly til København. Vi er lidt smågnavne. Det er svært at undgå, når man er i flyselskabers og lufthavnes vold. Surheden går først og fremmest på endnu et helt igennem latterligt sikkerhedstjek, hvor de konfiskerede to flasker vand, som vi netop havde fået udleveret i flyet til Düsseldorf. Derudover fik vi konfiskeret diverse andre ting, hvilket overraskede os en hel del, fordi vi jo har været igennem det vel mest terroristsikre sikkerhedstjek i Los Angeles. Men velkommen til Tyskland. Vi tager den lige en gang mere – som om sikkerhedstjek i lufthavne på noget tidspunkt har forhindret nogen forbrydelse overhovedet.
I tyske lufthavne sælges der kun læsestof på tysk, men heldigvis havde jeg forsynet mig med adskillige tidsskrifter i Los Angeles, og der har været god tid til at læse i dem. Indtil videre har Rolling Stones-interviewet med Barak Obama været det mest interessante. Jeg tror på ham, og jeg tror, han vil være god for USA. Det tror vores venner i Los Angeles også, men enkelte af dem tror, at han bliver skudt, hvis han bliver valgt som præsident. En nogen dyster forudsigelse, som jeg ikke håber holder stik.
I interviewet, hvor han blandt andet afslører, hvad han lytter til på iPod’en, lover Barak Obama at tage et opgør med den måde, som flere og flere love i USA bliver til på i dag. Der er adskillige eksempler på, at repræsentanter fra olieindustrien har skrevet første udkast til lovforslag på energiområdet, og der er også eksempler på, at repræsentanter fra den magtfulde medicinalindustri har skrevet færdige lovudkast på sundhedsområdet. Sjovt nok er lovene fra industriens repræsentanter meget hensynsfulde i forhold til deres egne interesser. Det er et sygt system, men man kan godt have sin tvivl, når det drejer sig om Obamas muligheder for at ændre på systemet.
I Danmark er det som bekendt embedsmændene, der skriver udkast til nye love, som så sendes til lobbyister/interesseorganisationer, der kommer med forslag til ændringer, som de politiske udvalg så diskuterer, inden de havner i folketingssalen.
Barak Obama taler om ”change”, og det er der sandelig også brug for i USA. Jeg har støttet hans kamp for forandring ved at købe to stickere til den røde Golf på Jagtvej. Men i første omgang skal vi lige tackle vores egen forandring, der består i at vende hjem til dagligdagen efter meget lang tid på farten i USA.
Wednesday, July 09, 2008
En dag på drømmefabrikken
SANTA MONICA, CA: Efter fem dage sagde vi farvel til Pasadena, Sierra Madra, Monrovia og Arcadia, der alle er skønne byer, der ligger i den østlige del af Los Angeles. Vi er kørt ud til Santa Monica, der ligger ved kysten i den nordlige del af Los Angeles.
Men på vejen gjorde vi et stop på drømmefabrikken Hollywood, for at få den store tur hos Warner Brothers Studios. Under et tidligere besøg i Los Angeles har vi besøgt Universal Studios, hvor det vist nok ikke bliver produceret film mere. Det er bare et tivoli – men godt nok af de store og sjove.
Warner Brothers er til gengæld til dagligt en arbejdsplads for 10.000 mennesker. Nogle få af dem er stjerner, mens resten af vandbærere. Inde på området er Starbucks på plads med tre kaffebarer, og der er også tre restauranter, en benzinstation og en brandstation. Vi blev kørt rundt i et par timer af en entusiastisk guide, der fortalte om kulisser for stribevis af tv-serier og film. Enten ser jeg for lidt fjernsyn, eller også kommer mange tv-serier aldrig til Danmark. I alle tilfælde kendte jeg kun et fåtal af de tv-serier, hun omtalte.
Nu er vi Santa Monica, og for første gang i lange tider er vi omringet af turister. Mange har lyst hår, er høje, og ligner i det hele tage nogen fra Skandinavien, der er i gang med at brænde det sidste af deres friværdi af her. Efter at have fortæret en masse burgere, var det dejligt at dumpe ind på en ægte indisk og få noget stærkt karrymad.
Ellers er vi så småt gået i gang med den kedelige opgave det er at tælle ned til afgangen mod Europa på torsdag. Vi har godt nok kigget på nogle huse i Pasadena-området, som er til salg og styrtdykket i pris. Vi har ikke fundet det rigtige endnu, så indtil videre bliver vi boende på Jagtvej i København.
Men på vejen gjorde vi et stop på drømmefabrikken Hollywood, for at få den store tur hos Warner Brothers Studios. Under et tidligere besøg i Los Angeles har vi besøgt Universal Studios, hvor det vist nok ikke bliver produceret film mere. Det er bare et tivoli – men godt nok af de store og sjove.
Warner Brothers er til gengæld til dagligt en arbejdsplads for 10.000 mennesker. Nogle få af dem er stjerner, mens resten af vandbærere. Inde på området er Starbucks på plads med tre kaffebarer, og der er også tre restauranter, en benzinstation og en brandstation. Vi blev kørt rundt i et par timer af en entusiastisk guide, der fortalte om kulisser for stribevis af tv-serier og film. Enten ser jeg for lidt fjernsyn, eller også kommer mange tv-serier aldrig til Danmark. I alle tilfælde kendte jeg kun et fåtal af de tv-serier, hun omtalte.
Nu er vi Santa Monica, og for første gang i lange tider er vi omringet af turister. Mange har lyst hår, er høje, og ligner i det hele tage nogen fra Skandinavien, der er i gang med at brænde det sidste af deres friværdi af her. Efter at have fortæret en masse burgere, var det dejligt at dumpe ind på en ægte indisk og få noget stærkt karrymad.
Ellers er vi så småt gået i gang med den kedelige opgave det er at tælle ned til afgangen mod Europa på torsdag. Vi har godt nok kigget på nogle huse i Pasadena-området, som er til salg og styrtdykket i pris. Vi har ikke fundet det rigtige endnu, så indtil videre bliver vi boende på Jagtvej i København.
Sunday, July 06, 2008
Baseball and BBQ
ANAHEIM, CA: Se filmen og se, hvordan det ser ud, når 45.000 amerikanere går til baseball på Angels Stadium i Anaheim.
To arme og fire hjul
PASADENA, CA: Var på Angel Stadium i Orange County for at se baseball i aften. Det er cirka en times kørsel på motorvejene fra Pasadena, hvor vi holder til. At gå til baseball er aldeles anderledes end at gå til fodbold i Danmark.
Vi ankom til stadion et par timer før kampen gik i gang. Det var der cirka 30.000 andre, der også gjorde, og alle havde campingborde, stole, gasgrill, øl, chips og alt muligt andet med, og så laver man et grillparty på en stor parkeringsplads. Det foregår ved hjælp af tail-gate, der betyder, at man åbner bagagerummet eller slår klappen ned til ladet på firehjulstrækkeren, og ud vælter alt drikkelsen og maden. Det er et meget imponerende syn.
Ikke alle publikummer er på plads til kampens start, og inde på stadion er der en utrolig uro af mennesker, der vandrer ud og ind, og sælgere, der vandrer frem og tilbage. Det er med til at give en lidt mat stemning i forhold til stemningen på et fodboldstadion. Efter kampen fortsatte vi sammen med 20-30.000 andre med at drikke øl på parkeringspladsen, inden vi kørte tilbage ad den seks sporede motorvej.
Der er mange gode grund til, at alle i Los Angeles har mindst én bil. For det første er afstandene så store, og byen spredt over så stort et område, at hverken cykler eller offentlige transportmidler giver mening. Derudover er der klimaet. Det er for varmt at opholde sig udendørs. Aircondition i bilen giver så meget mening.
”En amerikaner er en mand med to arme og fire hjul,” sagde et kinesisk barn på et tidspunkt. Jeg kan kun give barnet ret, og der bliver næppe lavet om på det faktum her i Los Angeles i overskuelig fremtid.
Vi ankom til stadion et par timer før kampen gik i gang. Det var der cirka 30.000 andre, der også gjorde, og alle havde campingborde, stole, gasgrill, øl, chips og alt muligt andet med, og så laver man et grillparty på en stor parkeringsplads. Det foregår ved hjælp af tail-gate, der betyder, at man åbner bagagerummet eller slår klappen ned til ladet på firehjulstrækkeren, og ud vælter alt drikkelsen og maden. Det er et meget imponerende syn.
Ikke alle publikummer er på plads til kampens start, og inde på stadion er der en utrolig uro af mennesker, der vandrer ud og ind, og sælgere, der vandrer frem og tilbage. Det er med til at give en lidt mat stemning i forhold til stemningen på et fodboldstadion. Efter kampen fortsatte vi sammen med 20-30.000 andre med at drikke øl på parkeringspladsen, inden vi kørte tilbage ad den seks sporede motorvej.
Der er mange gode grund til, at alle i Los Angeles har mindst én bil. For det første er afstandene så store, og byen spredt over så stort et område, at hverken cykler eller offentlige transportmidler giver mening. Derudover er der klimaet. Det er for varmt at opholde sig udendørs. Aircondition i bilen giver så meget mening.
”En amerikaner er en mand med to arme og fire hjul,” sagde et kinesisk barn på et tidspunkt. Jeg kan kun give barnet ret, og der bliver næppe lavet om på det faktum her i Los Angeles i overskuelig fremtid.
Saturday, July 05, 2008
Los Angeles, jeg overgiver mig
PASADENA, CA: For ni år siden var Los Angeles nær ved at skræmme livet af mig. De otte sporede motorveje, varmen, hastigheden og alt muligt andet var en overvældende oplevelse, den første gang, jeg besøgte den her by.
I dag har jeg – næsten – glemt alt om den gang og om Miami, New York, Boston, San Francisco og alle de andre fede byer, jeg har besøgt på den her tur. Jeg har overgivet mig 100 procent til Los Angeles i dag.
Vi har været i Pasadena, Arcadia, Monrovia og Sirrea Madre i dag. Det er fire af de mange byer, der er i greater Los Angeles, og jeg er klar til at slå mig ned i det her område. Vi har haft en fantastisk dag. Stod tidligt op for at køre hen til Laura og Tom, der bor i Monrovia. Sammen kørte vi til Sierrea Madre for at se den bydels 4. juli optog. Som så mange andre ting i det her land kendte vi det kun fra film. Nu har vi oplevet det i virkeligheden, og virkeligheden er som bekendt bedre end fiktionen.
Lauras søster, Michelle, hendes mand Mark, deres to børn og Lauras mor var med i optoget, der sluttede med en kæmpe vandkamp mellem brandvæsenet og publikum. Mark, der er buddhist, har indtil for nyligt arbejdet for et forlag, der blandt meget andet har udgivet bøger med fotos taget af Ansel Adams. Tidligere på turen så vi faktisk nogle af Ansel Adams mindre kendte og mere private billeder af Frida Kahlo på udstillingen om Frida Kahlo på Moma i San Francisco.
Sidst på eftermiddagen var til en barbeque-fest hos nogle af Laura og Toms venner. De har et eventyrligt hus med swimmingpool, to firehjulstrækkere på en kæmpegrund. Fra terrassen så vi et dådyr, og der dukker faktisk også en bjørn op en gang imellem. Vi så billeder af en bjørn, der tog en dukkert i en swimmingpool hos naboen.
I morgen skal vi til baseball-kamp. Tom har lovet os at forklare reglerne, der kan virke sære for en dansker, når man ser spillet på fjernsynet.
I dag har jeg – næsten – glemt alt om den gang og om Miami, New York, Boston, San Francisco og alle de andre fede byer, jeg har besøgt på den her tur. Jeg har overgivet mig 100 procent til Los Angeles i dag.
Vi har været i Pasadena, Arcadia, Monrovia og Sirrea Madre i dag. Det er fire af de mange byer, der er i greater Los Angeles, og jeg er klar til at slå mig ned i det her område. Vi har haft en fantastisk dag. Stod tidligt op for at køre hen til Laura og Tom, der bor i Monrovia. Sammen kørte vi til Sierrea Madre for at se den bydels 4. juli optog. Som så mange andre ting i det her land kendte vi det kun fra film. Nu har vi oplevet det i virkeligheden, og virkeligheden er som bekendt bedre end fiktionen.
Lauras søster, Michelle, hendes mand Mark, deres to børn og Lauras mor var med i optoget, der sluttede med en kæmpe vandkamp mellem brandvæsenet og publikum. Mark, der er buddhist, har indtil for nyligt arbejdet for et forlag, der blandt meget andet har udgivet bøger med fotos taget af Ansel Adams. Tidligere på turen så vi faktisk nogle af Ansel Adams mindre kendte og mere private billeder af Frida Kahlo på udstillingen om Frida Kahlo på Moma i San Francisco.
Sidst på eftermiddagen var til en barbeque-fest hos nogle af Laura og Toms venner. De har et eventyrligt hus med swimmingpool, to firehjulstrækkere på en kæmpegrund. Fra terrassen så vi et dådyr, og der dukker faktisk også en bjørn op en gang imellem. Vi så billeder af en bjørn, der tog en dukkert i en swimmingpool hos naboen.
I morgen skal vi til baseball-kamp. Tom har lovet os at forklare reglerne, der kan virke sære for en dansker, når man ser spillet på fjernsynet.
Thursday, July 03, 2008
Levende orm af biler
LOS ANGELES, CA: Det er en særpræget oplevelse at ankomme til Los Angeles i bil. Det begynder med en tosporet øde vej oppe på ørkenhøjsletten, som langsomt vokser. Efterhånden som vi kommer nærmere og nærmere Los Angeles, vokser vejen som vand der løber sammen til en brusende flod. Det ender med en 14 spors motorvej, der som en levende orm af biler skærer sig igennem bjerge og dale – op og ned. Langsomt splittes motorvejen igen op i flere motorveje, og den vigtige 210 freeway ender med blot at være en 10 spors, der løber for foden af bjergene længst væk fra Stillehavet.
210’eren førte os nærmere og nærmere Los Angeles, som sædvanen tro ikke kan opleves på afstand på grund af varmedis, smog og røg fra nogle af de 1.400 brande, der hærger staten.
Vi har slået os ned på Best Western Pasadena Royale på Colorado Blvd. i Pasadena. Best Western plejer ikke at skuffe os, og det gør de heller ikke her. Faktisk er det et af de bedste værelser, vi har boet på på turen, og prisen er rimelig anstændig, så vi har booket fire nætter her.
Pasadena er en slags by i byen, der ligger et pænt stykke fra Disneyland, Hollywood, Venice Beach og andre turistmagneter. Vi har tidligere boet i området, og synes ganske godt om ”kvarteret”, hvis man kan tale om et kvarter.
Der menes at bo 17-18 millioner mennesker i Los Angeles-området, der dækker et areal, der er større end Sjælland. Så afstandene mellem de forskellige ting er enorme. Men vi har jo vores Garmin GPS, der kan føre os til alle vegne.
Dagens triste nyhed: Los Angeles Times har fyret 160 journalister, og avisens sidetal vil skrumpe i fremtiden. De bringer selv nyheden på en dag, hvor de har fremragende eksempel på CAR-journalistik, som jeg brugte en del tid på i Miami for nogle uger siden. CAR står for Computer Assisted Reporting, og det går i al sin enkelthed ud på at udnytte computerkraft til at lave noget ordentlig journalistik. Los Angeles Times har fået aktindsigt i myndighedernes undersøgelser af 1.600 swimmingpools på moteller, hoteller, svømmehaller osv. Rigtig mange af dem er nærmest sundhedsfarlige at bade i på grund af manglende vedligeholdelse, bakterier osv. Avisens vakse journalister har sorteret den store mængde data, gjort det tilgængelig for den undrende offentlighed, som blot kan gå ind på avisens hjemmeside og taste postnummer og adresse på et sted med swimmingpool – og wupti – læseren kan se, om det er en god ide at lade kroppe svalen i netop den pool.
Den slags journalistik bliver der næppe meget af i fremtiden, som efter alt at dømme findes på internettet.
210’eren førte os nærmere og nærmere Los Angeles, som sædvanen tro ikke kan opleves på afstand på grund af varmedis, smog og røg fra nogle af de 1.400 brande, der hærger staten.
Vi har slået os ned på Best Western Pasadena Royale på Colorado Blvd. i Pasadena. Best Western plejer ikke at skuffe os, og det gør de heller ikke her. Faktisk er det et af de bedste værelser, vi har boet på på turen, og prisen er rimelig anstændig, så vi har booket fire nætter her.
Pasadena er en slags by i byen, der ligger et pænt stykke fra Disneyland, Hollywood, Venice Beach og andre turistmagneter. Vi har tidligere boet i området, og synes ganske godt om ”kvarteret”, hvis man kan tale om et kvarter.
Der menes at bo 17-18 millioner mennesker i Los Angeles-området, der dækker et areal, der er større end Sjælland. Så afstandene mellem de forskellige ting er enorme. Men vi har jo vores Garmin GPS, der kan føre os til alle vegne.
Dagens triste nyhed: Los Angeles Times har fyret 160 journalister, og avisens sidetal vil skrumpe i fremtiden. De bringer selv nyheden på en dag, hvor de har fremragende eksempel på CAR-journalistik, som jeg brugte en del tid på i Miami for nogle uger siden. CAR står for Computer Assisted Reporting, og det går i al sin enkelthed ud på at udnytte computerkraft til at lave noget ordentlig journalistik. Los Angeles Times har fået aktindsigt i myndighedernes undersøgelser af 1.600 swimmingpools på moteller, hoteller, svømmehaller osv. Rigtig mange af dem er nærmest sundhedsfarlige at bade i på grund af manglende vedligeholdelse, bakterier osv. Avisens vakse journalister har sorteret den store mængde data, gjort det tilgængelig for den undrende offentlighed, som blot kan gå ind på avisens hjemmeside og taste postnummer og adresse på et sted med swimmingpool – og wupti – læseren kan se, om det er en god ide at lade kroppe svalen i netop den pool.
Den slags journalistik bliver der næppe meget af i fremtiden, som efter alt at dømme findes på internettet.
Verdens navle er dér, hvor du er
LONE PINE, CA: Dag 28 i USA. Jeg har snart glemt alt om Danmark. Er begyndt at kigge i jobannoncerne bag i amerikanske aviser. Så svært kan det vel heller ikke være at lave Quarter-pounder hos Mc D?Når Danmark langsomt forsvinder i baghovedet, skyldes det måske også, at de amerikanske aviser ikke skriver én linje om Danmark, selv om vores statsminister har stået og fortsat står den amerikanske præsident last og brast i adskillige krige.
I dag har jeg nærstuderet Los Angeles Times, som trods alt er en af de mere betydningsfulde aviser i USA, for at finde noget om Danmark – eller i det mindste om Europa. Jeg fandt en note om en politisk skandale i Frankrig. That’s it. Intet andet stod der om hverken Danmark eller Europa. Ikke fordi der mangler udenrigsstof, men avisen prioriterer Afrika, Mellemøsten og Sydamerika noget højere end os!
Det står i skærende kontrast til de tre store morgenaviser i Danmark, der ganske insisterende har skrevet om hver en ligegyldighed i den årelange valgkamp i USA. Faktisk bringer de danske medier mere om den amerikanske valgkamp end de amerikanske aviser. Men med hele tre mand placeret i USA, som Berlingske Tidende har, er der selvfølgelig også basis for at trykke nogle linjer. Men det bliver altså ikke gengældt.
Rigtig mange amerikanere har dog en helt klar opfattelse af Danmark helt fremme på nethinden i øjeblikket, fordi et af de mest sete tv-programmer, 60 Minutes, bragte en 12 minutter lang reportage om Danmark for nyligt. Den handlede om, at danskerne ifølge en ny undersøgelse er verdens lykkeligste folk, og tv-stationens vakse reporter var taget til Danmark for at finde årsagen. Det har forfærdelig mange amerikanere kommenteret overfor os på rejsen rundt i det store land. Hvad kan man andet end at besvare det med et overbærende smil?
Verdens navle er dér, hvor man befinder sig. Lige nu er vi i Lone Pine i Californien tæt på grænsen til Nevada. Ligger ved en swimmingpool ved foden af Mount Whitney, og selv om der ikke sker det fjerneste i den her by eller for den sags skyld i en omkreds af 50 miles fra byen, så er det her verdens navle for os.
Wednesday, July 02, 2008
Kodeord John Wayne
LONE PINE, CA: En tilsyneladende endeløs række af kæmpelastbiler ruller igennem hovedgaden i Lone Pine, der ligger på hovedvej 395. Lastbilerne har et førerhus, der næsten svarer til en etværelses lejlighed, og de skinner, og mændene bag rattene er stolte, selv om de kun ser deres familie i weekenden. Med en hastighedsbegrænsning på blot 25 miles i timen, er der god tid til at studere kæmpemonstrene, der udgør vigtige hjul i verdens største forbrugersamfund.
Det ved chaufførerne godt, og de gør gerne opmærksom på sig selv. Hvis blot man hæver højre hånd og trækker i en imaginær snor, giver de igen ved at trække i snoren og leverer et ægte bååååååååååååt, så man hopper en halv meter op i luften.
Vi har tjekket ind på Dow Villa Motel, der er familiedrevet og dermed ikke en del af de otte store kæder, der styrer markedet for moteller i USA. Fra hotellets swimmingpool er der udsigt til Mount Whitney, der med 4.421 meter er USA’s højeste bjerg. Vi er tættere på statsgrænsen til Nevada end vi er på Stillehavet, men der er – ifølge vores elskede Garmin GPS – blot tre en halv times kørsel til Los Angeles.
Turen fra Lake Tahoe til Lone Pine var i særhed en fantastisk naturoplevelse. Voldsom bjergkørsel og lange stræk på højslette gav mange bjergtagende udsigter fra Impala’en, som begyndte at sende nogle lidt kedelige signaler i instrumentbrættet.
”Check pressure in left front tire”, stod der pludselig i instrumentbrættet. Lidt senere blinkede den besked med ”Check pressure in left rear tire”. Vi svingede ind til siden, men vi kunne ikke se, at der manglede luft i nogle af dækkende overhovedet. Vi kørte videre men med den lidt underlige fornemmelse i maven om at noget var galt.
Vi have bremset rigtigt meget ned af en 10 kilometer lang nedkørsel, og temperaturen udenfor var 99 grader fahrenheit svarende til cirka 37 grader. Kan man forstille sig, at luftrykket i dækkende ændrer sig på grund af bremseriet og de høje temperaturer? Hvad ved vi om biler? Vi kørte ind på en Chevron-tank, hvor der sad et par mekanikere og svedte. Den ene tjekkede luftrykket i alle fire dæk. Der var for meget luft i venstre fordæk. Ellers var alt ok. De alarmerende beskeder forsvandt fra instrumentbrættet, og vi lagde os ud på highwayen igen med 65 miles i timen.
Vi bor i den oprindelig hovedbygning på motellet, og kodeord til det trådløse netværk er ”johnwayne”. ”Hvad ellers”, tænkte jeg, da jeg traskede op på værelse 205, mens jeg spekulerede over, om John Wayne eller Errol Flynn havde boet på vores værelse. Mange af 40’ernes og 50’ernes cowboyfilm er optaget for foden af Mount Whitney, og skuespillerne boede selvfølgelig på Dow Villa Motel.
Jeg mangler blot at fortælle, at jeg næsten er færdig med Hallgrimur Helgasons ”Stormland”, og jeg vil selvfølgelig aldrig afsløre slutningen, men jeg har en meget stærk fornemmelse af, at den ender på samme måde som F. Scott Fitzgeralds ”De smukke og fortabte”. Så grumt så grumt.
Det ved chaufførerne godt, og de gør gerne opmærksom på sig selv. Hvis blot man hæver højre hånd og trækker i en imaginær snor, giver de igen ved at trække i snoren og leverer et ægte bååååååååååååt, så man hopper en halv meter op i luften.
Vi har tjekket ind på Dow Villa Motel, der er familiedrevet og dermed ikke en del af de otte store kæder, der styrer markedet for moteller i USA. Fra hotellets swimmingpool er der udsigt til Mount Whitney, der med 4.421 meter er USA’s højeste bjerg. Vi er tættere på statsgrænsen til Nevada end vi er på Stillehavet, men der er – ifølge vores elskede Garmin GPS – blot tre en halv times kørsel til Los Angeles.
Turen fra Lake Tahoe til Lone Pine var i særhed en fantastisk naturoplevelse. Voldsom bjergkørsel og lange stræk på højslette gav mange bjergtagende udsigter fra Impala’en, som begyndte at sende nogle lidt kedelige signaler i instrumentbrættet.
”Check pressure in left front tire”, stod der pludselig i instrumentbrættet. Lidt senere blinkede den besked med ”Check pressure in left rear tire”. Vi svingede ind til siden, men vi kunne ikke se, at der manglede luft i nogle af dækkende overhovedet. Vi kørte videre men med den lidt underlige fornemmelse i maven om at noget var galt.
Vi have bremset rigtigt meget ned af en 10 kilometer lang nedkørsel, og temperaturen udenfor var 99 grader fahrenheit svarende til cirka 37 grader. Kan man forstille sig, at luftrykket i dækkende ændrer sig på grund af bremseriet og de høje temperaturer? Hvad ved vi om biler? Vi kørte ind på en Chevron-tank, hvor der sad et par mekanikere og svedte. Den ene tjekkede luftrykket i alle fire dæk. Der var for meget luft i venstre fordæk. Ellers var alt ok. De alarmerende beskeder forsvandt fra instrumentbrættet, og vi lagde os ud på highwayen igen med 65 miles i timen.
Vi bor i den oprindelig hovedbygning på motellet, og kodeord til det trådløse netværk er ”johnwayne”. ”Hvad ellers”, tænkte jeg, da jeg traskede op på værelse 205, mens jeg spekulerede over, om John Wayne eller Errol Flynn havde boet på vores værelse. Mange af 40’ernes og 50’ernes cowboyfilm er optaget for foden af Mount Whitney, og skuespillerne boede selvfølgelig på Dow Villa Motel.
Jeg mangler blot at fortælle, at jeg næsten er færdig med Hallgrimur Helgasons ”Stormland”, og jeg vil selvfølgelig aldrig afsløre slutningen, men jeg har en meget stærk fornemmelse af, at den ender på samme måde som F. Scott Fitzgeralds ”De smukke og fortabte”. Så grumt så grumt.
Tuesday, July 01, 2008
Grønne Arnold
SOUTH LAKE TAHOE CITY, CA: Sacramento er hovedstaden i Californien, og guderne (eller historikere) må vide, hvorfor den by er valgt som hovedstad og ikke San Francisco eller Los Angeles. Jeg gætter på, at der ligger en politisk studehandel bag.
Hvis Californien var et selvstændigt land, ville det – ud fra en økonomisk betragtning – være verdens femte største land. Sacramento er derfor ikke en ligegyldig by. Hele centraladministrationen, som er mange gange større end Danmarks, er placeret her. Selveste Arnold Schwarzenegger står dermed i spidsen for en af verdens største økonomier. Og her kommer overraskelsen: Han gør det faktisk godt.
Han blev valgt som guvernør ved et helt usædvanligt ekstraordinært lokalvalg i 2003. Utilfredsheden med en forrige, Gray Davis, var så voldsom, at det ekstraordinære valg blev stablet på benene, og blandt den brogede skare af kandidater blev skuespilleren valgt som den mindst ringe. Han er blevet meget populær på en række initiativer, der skal forbedre miljømæssige forhold, og så har han rettet op på den miserable økonomi, som forgængeren efterlod. Arnold Schwarzenegger har vist sig ikke at være så republikansk, at det gør noget her i Californien, hvor der er højt til loftet på alle mulige måder. Han har heller ikke sat sig imod, at homoseksuelle nu kan blive gift, selv om han foretrækker en kvinde fra Kennedy-klanen som hustru.
Lige nu har cirka 1.100 skovbrande i hele staten førsteprioritet hos den tidligere skuespiller, der har en svaghed overfor gode cigarer. Verdens største picnic afvikles på lørdag den 4. juli, når amerikanerne fejrer deres uafhængighed. I den forbindelse plejer der at blive affyret uanede mængder af fyrværkeri af, men Arnold beder nu ifølge The Sacrament Bee statens 36 millioner indbyggere om at droppe fyrværkeriet i år, fordi det blot vil antænde endnu flere skovbrande.
Hvis Californien var et selvstændigt land, ville det – ud fra en økonomisk betragtning – være verdens femte største land. Sacramento er derfor ikke en ligegyldig by. Hele centraladministrationen, som er mange gange større end Danmarks, er placeret her. Selveste Arnold Schwarzenegger står dermed i spidsen for en af verdens største økonomier. Og her kommer overraskelsen: Han gør det faktisk godt.
Han blev valgt som guvernør ved et helt usædvanligt ekstraordinært lokalvalg i 2003. Utilfredsheden med en forrige, Gray Davis, var så voldsom, at det ekstraordinære valg blev stablet på benene, og blandt den brogede skare af kandidater blev skuespilleren valgt som den mindst ringe. Han er blevet meget populær på en række initiativer, der skal forbedre miljømæssige forhold, og så har han rettet op på den miserable økonomi, som forgængeren efterlod. Arnold Schwarzenegger har vist sig ikke at være så republikansk, at det gør noget her i Californien, hvor der er højt til loftet på alle mulige måder. Han har heller ikke sat sig imod, at homoseksuelle nu kan blive gift, selv om han foretrækker en kvinde fra Kennedy-klanen som hustru.
Lige nu har cirka 1.100 skovbrande i hele staten førsteprioritet hos den tidligere skuespiller, der har en svaghed overfor gode cigarer. Verdens største picnic afvikles på lørdag den 4. juli, når amerikanerne fejrer deres uafhængighed. I den forbindelse plejer der at blive affyret uanede mængder af fyrværkeri af, men Arnold beder nu ifølge The Sacrament Bee statens 36 millioner indbyggere om at droppe fyrværkeriet i år, fordi det blot vil antænde endnu flere skovbrande.
Benzin til halv pris
SOUTH LAKE TAHOE CITY, CA: Prisen på benzin er på forsiden af alle amerikanske aviser hver dag. Sådan har det været i de 26 dage, jeg efterhånden har opholdt mig i landet. Men lad os lige gøre det klart, hvad vi taler om, inden amerikanernes ynk bliver for høj.
Her i South Lake Tahoe city koster en gallon "regular" benzin (svarer til 92 oktan blyfri) 4,76 dollars. En gallon er 3,78541178 liter og en dollar svarer til 4,7321 kr. (spotkurs) eller 4,8501 kr. (turistkurs). Den gennemsnitlige dollarkurs er dermed 4,7911 kr., og vi kan nu regne literprisen her i USA ud til at være: 6,02 kroner. Listeprisen hos OK i Danmark er pt. 11,62 kr. pr. liter 92 blyfri. Men det er klart, at når man kører rundt i en Chevrolet Impala LS med en 3,5 liters V6-motor, som vi jo gør, så skal der godt nok hældes noget benzin på. Bilens tank er til gengæld cirka dobbelt så stor som i vores lille Golf hjemme i Danmark.
Benzin er ganske uhyggeligt billigt her i landet. Ikke desto mindre er cykelhandlernes omsætning steget ganske betydeligt, skriver The Sacramento Bee. Det er jo meget godt, at amerikanerne omsider har fået øje på cyklens fordele. Det er helt tydeligt, at vi ser flere cykler i år, end vi gjorde første gang vi var i USA for 11 år siden.
Her i South Lake Tahoe city koster en gallon "regular" benzin (svarer til 92 oktan blyfri) 4,76 dollars. En gallon er 3,78541178 liter og en dollar svarer til 4,7321 kr. (spotkurs) eller 4,8501 kr. (turistkurs). Den gennemsnitlige dollarkurs er dermed 4,7911 kr., og vi kan nu regne literprisen her i USA ud til at være: 6,02 kroner. Listeprisen hos OK i Danmark er pt. 11,62 kr. pr. liter 92 blyfri. Men det er klart, at når man kører rundt i en Chevrolet Impala LS med en 3,5 liters V6-motor, som vi jo gør, så skal der godt nok hældes noget benzin på. Bilens tank er til gengæld cirka dobbelt så stor som i vores lille Golf hjemme i Danmark.
Benzin er ganske uhyggeligt billigt her i landet. Ikke desto mindre er cykelhandlernes omsætning steget ganske betydeligt, skriver The Sacramento Bee. Det er jo meget godt, at amerikanerne omsider har fået øje på cyklens fordele. Det er helt tydeligt, at vi ser flere cykler i år, end vi gjorde første gang vi var i USA for 11 år siden.
Subscribe to:
Posts (Atom)