Stelvio - one word

Over målstregen

RIVA DEL GARDA: Syv dages cykling er forbi. Vi passerede målstregen i Riva del Garda i aftes kl. 1630 efter endnu en dag med pænt over 2000 højdemeter på programmet. En af de utallige restauranter ved søbredden havde på forhånd dækket op med parmaskinke, ost og champagne.

Vi bor på Hotel Portici, og det ser ikke ud til at adskille sig væsentligt fra de andre hoteller ved søbredden. Det er fortrinsvis tyske ægtepar +60 år, der bor her, men så er der jo ikke så meget larm om natten. Jeg vågnede alligevel flere gange i nat på grund af uro i benene.

Temperaturen ved Gardasøen er meget behageligt, og det er skønt efter en uge med kulde oppe i bjergene. Jeg havde helt klart undervurderet kulden. Efterårs/vinterhandsker er således et must, lige som lange bukser eller løse ben er absolut nødvendige. Vinterskoovertræk skal også ned i kufferten, sammen med vinterjakke eller varm langærmet trøje plus vindjakke, hvis man pønser på en tur på cykel i Dolomitterne. Lygter havde jeg heller ikke med, og det er ikke behageligt, når man kører igennem sorte tunneller.

Træningspensum bør være over 4.000 km inden afgang. Men nogle her på turen taler om, at Dan Frost-turene ikke er så ambitiøse og dermed ikke så hårde. Samtidig lyder det også som om, at Dan Frost praktisere hårdere opdeling i tre grupper, og det må helt klart være at foretrække, frem for at kører over 30 personer i én gruppe på stærkt trafikerede veje, som vi har gjort det flere gange i løbet af ugen. Det har resulteret i ekstrem elastikkørsel med mange farlige situationer. Sammenblanding af A, B og C-grupperne og noget skidt. Både A-rytterne og C-rytterne bliver sure, da der enten bliver kørt for langsomt eller for hurtigt.

Og så er der lige det der med at skifte hotel næsten hver dag. Vi har boet på fem forskellige hoteller i løbet af ugen. Det er ganske anstrengende, og lidt af et logistisk helvede. Det er klart at foretrække flere nætter på samme hotel.

Med en fem timer lang bustur, tre timers ventetid i lufthavnen og to timers flyvning, tager turen hjem længere tid, end en flyvetur til New York!

Jeg satser på Mallorca næste år.

Dolomitterne vs Mallorca, the verdict

Selv om vi endnu mangler en etape til Gardasøen i morgen, tager jeg chancen og fælder dommen over bedste område for motionscyklister; Dolomitterne eller Mallorca?

Jeg har valgt at vurdere de to steder på en række parametre ved at give karakter på mellem 1 og 5 med 5 som bedste karakter:

Terræn:

Dolomitterne: 4

Mallorca: 3

Der er klart større udfordringer i Dolomitterne, men det kræver til gengæld også mere forberedelse. 4.000 km. i benene er absolut at foretrække. Mallorca i april kan klares med langt mindre forberedelse. En 46 km lang nedkørsel finder man ikke på Mallorca

Vejbelægning:

Dolomitterne: 2

Mallorca: 4

Nogle nedkørsler i Dolomitterne er rasende rædselsfulde, fordi asfalten er gennemhullet, og flere tunneller er mørke som en sort hankat. Det er komplet umuligt at se huller i vejen inde i tunnellerne, og hvis forhjulet ryger ned i sådan et hul, er man prisgivet. Belægningen på Mallorca er generelt bedre, og det er begrænset med tunneller i bjergene.

Trafik:

Dolomitterne: 1

Mallorca: 4

Vejene i Dolomitterne er fyldt med tyske 50-plus mænd med overskæg på store motorcykler, der lever deres drøm ud ved at ræse op og ned af bjergsiderne. Mærkelig beskæftigelse men stærkt generende for cyklisterne. Mange bilister kører også lige så tæt på som i Danmark. Mallorca er kendt for at have bilister, der respekterer cyklisterne.

Mad:

Dolomitterne: 5

Mallorca: 1

Mange i cykelklubben har intet at udsætte på maden på Mallorca. Jeg synes den er rædselsfuld. Og hvis man ikke kan li’ maden får man ikke spist nok i forhold til forbrændingen. Det gør avs sidst på ugen. Hotellerne i Italien har generelt serveret delikat mad, der har givet mig lyst til at tage hjem og eksperimentere med italiensk madlavning i mit eget køkken.

Hotellerne:

Dolomitterne: 3

Mallorca: 3

Hotellerne i Dolomitterne har svingende kvalitet, og næsten ingen forstår andet end italiensk. Hotellerne på Mallorca er under middel, men de som regel i stand til at hjælpe med at løse problemer.

Summasumarum

Dolomitterne: 15

Mallorca: 15

Bresaola carpaccio

Bresaola carpaccio

Bjergtur

BORMIO, ALPERNE: Først en rettelse. Bormio ligger ikke i Dolomitterne men i den italienske del af Alperne. Således lokaliseret kan jeg fortælle, at jeg var i 3.000 meters højde i dag. Men ikke på cykel.

Jeg sprang på en gondollift, der løftede mig fra 1.200 meter, hvor Bormio ligger, til 2.000 meter, hvor jeg sprang på en kabinebane, der løftede mig yderligere 1.000 højdemeter til 3.000 meter. Der var ikke et øje der oppe. Eneste lyd var min vejrtrækning, der var lidt anstrengt af den tynde luft. Der var to plusgrader, klar himmel og vindstille.

Frokosten spiste jeg i 2.100 meters højde. Bresaola med et glas vin! Se billeder i menu til højre på siden.

I modsætning til mange andre nationaliteter kan italienerne bevare stilen selv i trælse situationer. Efter oksen og masen for at komme op til restauranten på bjerget, ligner de fortsat en million. Ikke en solbrille sidder forkert, og de ligner faktisk nogle, der lige er trådt ud af en modeforretning i Milano. Mærkeligt. Det minder mig lidt om ranke indiske mænd, der står i hvide klæder midt i slummen, hvor der er støv, smog og komøg overalt. Og klæderne er fortsat hvide. Det er et af livets ubesvarede spørgsmål.

Stelvio besejret

BORMIO, DOLOMITTERNE: Jeg er på Hotel Baita Dei Pini. Hotellet ligger i den lille bjergby Bormio i Dolomitterne i Italien. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er et super tjekket hotel. Min bagage var båret op på værelset, da jeg ankom, og det var egentlig meget godt, da jeg knap nok var i stand til at sige mit eget navn efter at have krydset bjergpasset Stelvio i 2.757 meters højde.

Da jeg fik peget på mit eget navn på hotellets gæsteliste, var receptionisten så venligt at følge mig op på værelset, hvor jeg straks gik i gang med at drikke resterne af dagens energidrik blandet op med cola, spise en recovery bar og såmænd et æble, som der er så umanerligt mange af her. Vi cyklede således 30 km igennem æbleplantager i dag, inden vi begyndte opstigningen til det mytiske bjerg Stelvio.

Bjerget har 48 hårnålesving over en strækning på ca. 24 km. De sidste seks km er ekstra hårde, og hele vejen op benyttede jeg stort set kun ét gear på cyklen – det laveste som er 34 tænder foran og 27 bag på.

Vi skal bo på det her hotel to nætter. Det giver mulighed for at lade cyklen stå i morgen for i stedet at udforske byen lidt. En anden mulighed er at køre en kortere tur alene. Jeg tager næppe med på den planlagte tur, der er relativ hård med mange højdemeter.

Vi var begunstiget af smukt vejr under opstigningen til Stelvio. Det har ellers ikke set for godt de seneste dage, og så sent som i går skovlede de sne på toppen af bjerget, og i går fik hagl lige i smasken, da vi cyklede op ad Passo Fedai.

Stelvio er uden tvivl det hårdeste bjerg, jeg har cyklet op ad. Turen mindede om opstigningen til Alpe d’Huez efter at have passeret fire andre bjergtoppe, som man gør det under La Marmotte-løbet.

Jeg måtte af cyklen nogle gange, fordi jeg ikke kunne træde pedalerne rundt, og fordi det nogle steder var eneste mulighed for at få noget at drikke.

I aften vil jeg fejre sejren over bjerget med et glas rødvin.

Kold modvind

MERANO, DOLOMITTERNE: Passo Fedai var en ond oplevelse i dag. Vi cyklede de 18 km op til toppen i 2.050 meters højde i stiv, iskold kuling. Et godt stykke oppe på bjergsiden begyndte det at hagle, og der blev registreret stigningsprocenter på over 20 nogle steder.

Jeg måtte stands cyklen to gange, for at få styr på vejrtrækningen, og for at få gang i cyklen igen måtte jeg køre på tværs af vejen, da den var for stejl at starte opad. En enkelt fra gruppen måtte ind i følgebilen for at komme til toppen.

På nedkørslen rystede jeg af kulde de første 10 km, men temperaturen steg heldigvis, da vi nåede længere ned fra bjerget. Vi er heldigvis nede i dalen nu, og vi har sagt farvel til den ekstreme kulde. Vi er på Steiners Hotel i Merano. Hr. Steiner sidder i receptionen og skænker gerne øl til de tørstige cykelryttere. Fru Steiner styrer køkkenet, mens datteren styrer restauranten. Det kan ikke gå galt.

I morgen gælder det det mytiske bjerg Stelvio.

Fawlty Towers på italiensk

CAPRILE, DOLOMITTERNE: Der er lidt Fawlty Towers over vores lille hotel her i Caprile. I restauranten er der næsten lige så mange ansatte, som der er gæster, og alt er kaos. Og der er også en John Cleese-type, der går rundt og ser mærkelig ud og siger mærkelige ting.

Maden er faktisk ganske delikat, men den tager ikke højde for, at vi befinder os i en kalorieforbrændende business på den her tur. Med andre ord: vi er sultne, når vi når frem til aftensmaden.

Køkkenet serverer små, lækre retter. For eksempel et lille stykke andekød og én kartoffel. Dermed måtte mange gå i seng med halvtomme maver.

I går var der kun madpakker til hver anden, og det fandt vi først ud af, at vi stod ved en sø oppe i bjergene. Det fik guiden til at gå amok. Han ringede resolut til hotellet, og sagde nogle eder og forbandelser. Så var der pludselig mad nok, da vi nåede frem til aftensmaden, og kartofler fik vi. For eksempel bar de pomfritter ind, da vi var i gang med desserten.

I morgen siger vi farvel til Hotel Alla Posta i Caprile. Vi cykler til en ny by. Ruten er kort, og der er ”kun” 1.800 højdemeter, men mange af dem skal overstiges fra morgenstunden på en stejl opkørsel til Passo Fedai.

En lang dag på kontoret

CAPRILE, DOLOMITTERNE: Den første dag i Dolomitterne blev en ”lang dag på kontoret”. Vi cyklede kun 100 km – noget som normalt overstået på ca. tre timer med klubben hjemme i Danmark. Sådan er det ikke her. Vi var først hjemme ved 17-tiden efter syv en halv time i sadlen. Til gengæld havde vi cyklet 3.200 højdemeter ved at cykle op over flere pas.

Passo Giao i 2.236 meter var en sand dræber, og den usandsynligt smukke udsigt kunne ikke nydes. Der var koldt på toppen, og hver en fiber i kroppen gjorde ondt, så vi skyndte os at rulle de ca. 20 km ned til Caprile uden at træde i pedalerne.

Vi er 29 mænd – en del fra politiet – og én kvinde. Vi er delt i tre grupper. Den langsomste starter først, mens de bedste starter sidst. På den måde er det muligt at samle op på toppen af bjergene, uden at nogle står og venter i alt for lang tid. Det fungerer ok, men der er langt mere trafik her, end vi vandt til på Mallorca. Der rigtig mange motorcykler, som kører meget stærkt. Til gengæld er der god asfalt de fleste steder.

Selv om der er udsigt til en noget nemmere tur i morgen, vælger jeg måske at stå over i et forsøg på at restituere. Og for det ikke skal være løgn, har jeg faktisk også noget arbejde, som jeg skal have fra hånden.

Bjergondt i maven

Da bussen kørte ned af Passo Fedai i 2.057 meters højde, sagde guiden, at den vej skal vi op ad om tre dage. Der fik jeg lidt bjergondt i maven. 15 pct. blev stigningsprocenten annonceret med undervejs på skilte.

Vi er ankommet til Hotel Alla Posta i Cabrile, der er et lille skisportssted, der ligger i 1.000 meters højde. Og som det ses af billedet, er skirummet ganske anvendeligt til vores cykler.

Busturen fra Milano tog over fem timer, og chaufføren spillede skiftevis R.E.M og opera. Sær oplevelse.

Gearet til Dolomitterne

Efter at have nærstuderet højdeprofilerne på de syv etaper i Dolomitterne har jeg ændret gearingen på Pinarelloen dramatisk. Foran har jeg fået monteret en compact. Den mindste klinge har således 34 tænder, mens den største nu har 50 tænder. Bag på har jeg monteret min sædvanlig bjergkrans, hvor største tandhjul har 27 tænder.
Det er med en vis nervøsitet, at tiden for afgang til turen til den italienske bjegkæde nærmer sig. Har jeg trænet nok? Vejer jeg for meget? Holder materiellet?
Nu må det briste eller bære. Tourguide Gert Caspersen har stillet i udsigt, at nogle af turene kan køres kortere, og at der såmænd også er mulighed for at stå over en dag.
Etapernes højdeprofiler kan ses her. Bemærk at Stelvio, de rager over 2.700 meter op, skal passeres!