Et venligt buk

TAKAYAMA: - Meteorologen på tv bukker pænt efter at have afleveret vejrudsigten på tv. Billetkontrolløren på toget afleverer et lille buk, når han forlader vognen. Det er ikke usædvanligt. Alle bukker. 

For en dansker kan det virke sært, men efterhånden vænner man sig til det, og efter en uge i Japan tænker man ikke så meget over det mere.

Venligheden i Japan er overdreven - meget fjern fra, hvad man oplever i Europa. I København findes et par steder, der leverer noget, der minder om japansk service. Det er Nespresso-kaffebutikken og Andersen-bageren på Gl. Kongevej. Den sidste er i øvrigt japansk ejet kæde.

Vi ankom til Takayama sidst på eftermiddagen i går. En lille by midt i bjergene midt i Japan. Den oprindelige bydel fra 1500-tallet er velbevaret, og der er både et sake-bryggeri soya souce-bryggeri.

Vi bor på Minshuku Sosuke, der er et traditionelt guest house, og som i Izukogen undrede jeg mig over, at der ikke var nogen seng, da jeg trådte ind på værelset.

Forklaringen er simpel. Når man overnatter på minshuku eller ryokan, ligger sengen inde i skabet i form af en futon-madras.

Minshuku er en slags B&B, drevet af en familie, mens ryokan er lidt mere luksus, men begge steder er helt og aldeles japanske. Maden er inkluderet, men begge steder man skal endelig tage skoene af og man sidder på gulvet.

Begge steder er vældig autentiske og er et must.

Her på minshuku Sosuke i Takayama får vi serveret helt usædvanlig god mad, men vi kæmper lidt med det traditionelle japanske morgenmad, og da vi har fået mulighed for at vælge “continental”, har vi gjort det til i morgen.

Efter at have forladt Tokyo, har vi kun mødt få, der kan gøre sig forståelige på engelsk. Det udgør ikke det store problem for os som turister, da det generelt er nemt at finde ud af tingene alligevel, men desværre er det vanskeligt at komme tættere på japanerne.

I morgen rejser vi videre til Kanazawa, som jeg læste en artikel om for et år siden. Den var årsag til beslutningen om at tage til Japan.

100 år fra Tokyo

IZOKOGEN: - Vi har checket ind på Hanafubuki i Izukogen blot to timers togkørsel fra Tokyo, men det føles som 100 års forskel på hovedstaden og stationsbyen ved Sagami-bugten.

Hanafubuki består af et par håndfulde traditionelle gæstehuse spredt rundt i en lille tropisk skov med syv tilhørende varme bade.

Det forventes, at man går rundt i kimono, så det gør vi så, men svøbt i sådan et klædestykke, kan man kun tage korte japanske skridt.

Vores værelse består af ca. 30 kvadratmeter fordelt på entre, to rum og toilet, og alle døre er de velkendte tynde, japanske skydedører.

Vi ankom til byen ved frokosttid, og droppede ind på en lille restaurant, der så tiltalende og besøgt ud. Ingen kunne et ord engelsk, og menukortet fandtes kun på japansk. Vi tyede til det sædvanlige trick, kiggede på, hvad de andre spiste, og udpegede noget ud fra det.

Det endte med forskellige slags rå fisk på varm ris og en klassisk tempura-tallerken sammen med en granvoksen Asahi, som der drikkes en del af i det her land. Vi er også blevet præsenteret for Kirin-øl men ikke Sapporo, som ellers er meget udbredt i Europa.

Her på Hanafubuki er vi kun stødt på en enkelt, der kan gøre sig forståelig på engelsk, men det gør ikke så meget. Der bliver serveret aftensmad kl. 18.30, og til morgenmad er vi blevet bedt om at vælge mellem en slags risgrød sammen med sushi-stykker, continental lunch eller traditionel japansk morgenmad med grillet fisk. Vi valgte det sidste! Jeg har aldrig fået grillet fisk til morgenmad.

Vi har allerede benyttet os af en af de varme kilder, og var skønt.

Vi har kun en enkelt overnatning på det her afslappende sted. I morgen bliver en lang dag med toget - hvoraf noget af turen skal foregå med hurtigtoget Shinkansen, og ja det udtales på den lidt hårde japanske måde med tryk på sidste stavelse 

Japan

Off we go. Den store Japan-rundrejse begynder i morgen.

Flyver til Tokyo via Helsinki og hjem fra Osaka om 18 dage.

Har genset filmen Lost In Translation som forberedelse men medbringer alligevel en guide-bog.

Et spil skak mod Twitty From The City

NEW YORK CITY: Union Square i New York er blevet forvandlet til et Camilla Plum-marked uden hesteslagtninger. Økologiske grøntsager, friske fisk, honning og andre godter har indtaget det spraglede torv i New York.

Men Manhattans skak-spillere har også - uden degret eller årsmøde - besluttet sig for at flytte deres campingstole og interimistiske borde fra Washington Square, Hyde Park og andre steder på Manhattan til Union Square.

Her mødte jeg "Twitty From The City", en African-American, der arbejder i JFK-lufthavnen, men nu sidder på Union Square på sine fridage for at spille skak mod forbipasserende. 

Jeg har ikke spillet skak i umindelige tider, men lod mig overtale velvidende at jeg ville være fem dollar fattigere få minutter senere. Min spillestil var så gammeldags/uortodoks, at det i få øjeblikke forvirrede ham en anelse - men kun en anelse.

Jeg fik genopfrisket mit skak, og Lone fik mulighed for at tage nogle billeder af en karismatisk sort amerikaner.

Målet New York

NEW YORK CITY: Vi er nået til New York, og det er omtrent lige så drønvarmt, som det har været på hele turen. Over 30 grader og høj luftfugtighed betyder, at lysten til at bad flere gange dagligt føles naturligt.

Rejseruten endte med at blive som følger: Austin (Texas), Beumont (Texas), Baton Rouge (Louisiana), New Orleans (Louisiana), Orange Beach (Alabama), Montgomery (Alabama), Atlanta (Georgia), Charlotte (North Carolina), Richmont (Virginia), Mount Laurel (New Jersey) og New York City.

Som så mange tusinde andre i hele verden er jeg indrulleret i Global Connect Challenge, hvilket betyder, at jeg skal registrerer min daglige motion. I dag er det blevet til 20.281 skridt. Vi er i New York, og i New York går man helt utroligt meget, og vi har da også være på farten i næsten 12 timer i dag.

Selv om det er uden for sæson er byen allerede næsten oversvømmet af turister, der tramper op og ned af de samme gader. Med Europa (og euroen/kronen) på nedtur er det blevet halvdyrt at være i USA - specielt New York, hvor priserne er mellem 20-30 pct. eller mere højere end andre steder i landet.

Det er dog fortsat billigt at spise ude, hvis man altså ikke køber vin til maden, og tøj og sko er nok også billigere end i Danmark. Overnatning er til gengæld en dyr affære, og derfor har vi valgt at bo på Long Island denne gang. Det har betydet et bedre hotel for færre penge end på Manhattan.

Edmund Pettus Bridge i Selma

SELMA, ALABAMA: Vi mødte den her flinke familie på den berømte bro i Selma. Broen har spillet en vigtig rolle i de sortes kamp for retten til at stemme.

Morten Korch på den amerikanske måde

ANDERSON, SOUTH CAROLINA: Vi spiste frokost på Cracker Barrel Old Country Store, som der findes over 600 af primært i det sydlige og den sydvestlige del af USA.

Udover den velbesøgte restaurant er der tilknyttet en særegen butik, hvor alle ansatte har købmandsagtige forklæder på og er overdrevne venlige.

Hylderne er fyldt med varer, der vækker minder om gamle dage, om den gang alting var meget bedre. Karameller, gyngestole og retroagtige skilte er blandt varerne.

Cracker Barrel Old Country Store er tilbageskuende, men kædens butikker og restauranter er vældig populære.

Med valgresultat in mente, burde det være en let sag at kopiere konceptet i Danmark. Det burde give succes fra dag ét, hvis der blev åbnet en kæde af "Den Gamle Købmandsgård" i Danmark med "Kongen af Danmark-bolscher", margarine og Familiejournalen på hylderne, og i baglokalet står menuen på frikadeller og stegt flæsk a-la Morten Korch. Idéen er hermed givet videre.

Vi er på vej igennem South Carolina, der er i noget der minder om landesorg, efter at en hvid knægt på 21 år forleden gik ind i en kirke i Charleston og plaffede ni sorte ned. Han lod tre overleve, så de efterfølgende kunne fortælle, hvad der var sket.

Nogle medier rapporterer, at han ønsker at starte en racekrig.

At dømme på reaktioner fra familiemedlemmer og andre med tilknytning til kirken kommer det ikke til at ske, da de alle taler om at tilgive.

De opfordrer til at tilgive Dylan Roof, selv om han efter al sandsynlighed gjorde det med koldt blod.

Kørt til stranden i Golf Buggy

ORANGE BEACH, ALABAMA: Ikke mange forbinder staten Alabama med kilometer lange og to hundrede meter brede sandstrande. Men de er her, lige ud til Den Mexicanske Golf, som sender høje bølger af varmt vand mod land.

Vi har med andre ord sagt farvel til New Orleans og det meget venlige (hvide) værtspar på Elysian Fields Inn, som helt sikkert var demokrater, er vi enige om.

Der er brugt 71 mia. dollar (ca. 500 mia. kr. - svarende til ca. en fjerdedel af Danmarks bruttonationalprodukt) på genopbygning af New Orleans siden den ødelæggende orkan Katrina ramte byen i 2005, og heldigvis er indbyggertallet igen begyndt at vokse. Det faldt umiddelbart med ca. 150.000 i forlængelse af orkanen.

Store dele af byen ligger under havoverfladen, og det er en sær fornemmelse at køre over en kanal, der løber højere end de omkringliggende parcelhusgrunde.

Det var ikke The French Quarter, der blev hårdest ramt af orkanen, så det står den dag i dag fortsat med al sin charme. Det er råt, og ikke ødelagt af turismen. Gode restauranter uden fine fornemmelser, musik på snart sagt ethvert gadehjørne, og turister - i alt overvejende grad amerikanere - der tager byen til sig.

Vi besøgte to tidligere sukkerplantager, der i dag blot er besøgsgårde, og fik et stærkt indtryk af slavernes vilkår. Plantagens dyreste slave, 25-årige Jean-Pierre, havde en værdi på 100.000 dollars i nutidsværdi, mens den billigste, 20-årige Smathe, kun var 10.000 dollars værd. Hun var anset for at være skør, og derfor den lave pris.

Men det blev også til en mere afslappende tur med hjuldamperen Natches på Mississippi.

Nu er vi ved Den Mexicanske Golf, og det er ekstremt varmt, selv om det blæser godt. Vi bor på et godt hotel, der har et elektrisk køretøj, som benyttes på golfbaner, der kører os til og fra stranden. Nu føler vi os næsten som rigtige amerikanere.