Sunday, June 19, 2016

Et venligt buk

TAKAYAMA: - Meteorologen på tv bukker pænt efter at have afleveret vejrudsigten på tv. Billetkontrolløren på toget afleverer et lille buk, når han forlader vognen. Det er ikke usædvanligt. Alle bukker. 

For en dansker kan det virke sært, men efterhånden vænner man sig til det, og efter en uge i Japan tænker man ikke så meget over det mere.
Venligheden i Japan er overdreven - meget fjern fra, hvad man oplever i Europa. I København findes et par steder, der leverer noget, der minder om japansk service. Det er Nespresso-kaffebutikken og Andersen-bageren på Gl. Kongevej. Den sidste er i øvrigt japansk ejet kæde.

Vi ankom til Takayama sidst på eftermiddagen i går. En lille by midt i bjergene midt i Japan. Den oprindelige bydel fra 1500-tallet er velbevaret, og der er både et sake-bryggeri soya souce-bryggeri.


Vi bor på Minshuku Sosuke, der er et traditionelt guest house, og som i Izukogen undrede jeg mig over, at der ikke var nogen seng, da jeg trådte ind på værelset.
Forklaringen er simpel. Når man overnatter på minshuku eller ryokan, ligger sengen inde i skabet i form af en futon-madras.

Minshuku er en slags B&B, drevet af en familie, mens ryokan er lidt mere luksus, men begge steder er helt og aldeles japanske. Maden er inkluderet, men begge steder man skal endelig tage skoene af og man sidder på gulvet.
Begge steder er vældig autentiske og er et must.

Her på minshuku Sosuke i Takayama får vi serveret helt usædvanlig god mad, men vi kæmper lidt med det traditionelle japanske morgenmad, og da vi har fået mulighed for at vælge “continental”, har vi gjort det til i morgen.

Efter at have forladt Tokyo, har vi kun mødt få, der kan gøre sig forståelige på engelsk. Det udgør ikke det store problem for os som turister, da det generelt er nemt at finde ud af tingene alligevel, men desværre er det vanskeligt at komme tættere på japanerne.

I morgen rejser vi videre til Kanazawa, som jeg læste en artikel om for et år siden. Den var årsag til beslutningen om at tage til Japan.


No comments: