Ruth har ryddet op

Gad vide om præsten Ruth Evensen fra Faderhuset læser EBblog? Jeg har tidligere luftet min utilfredshed med det svineri, der er på tomten Jagtvej 69, hvor ungdomshuset lå en gang. Ruth har måske læst mine bønner. Under alle omstændigheder er halvbrændte madrasser, madaffald og meget mere blevet fjernet. Vi naboer takker.

Og det manglede da også bare. Som ejer af grunden er hun selvfølgelig forpligtet til at holde den orden. Så det håber vi, hun vil blive ved med, tak.

Ruth, ryd så op

Naboerne til byggetomten Jagtvej 69 har i årevis levet side om side med noget, der i bedste fald minder om en losseplads. Sådan var det, da en håndfuld uniformerede unge benyttede den ramponerede bygning, men sådan er det desværre fortsat, selv om ruinen er fjernet fra jordens overflade.

Den 10. august sagde Mikael Djarling fra Faderhuset ellers til Politiken, at frikirken ville rydde op på grunden og sikre, at der ikke var rotter i området. Men tag lige et kig på grunden nu. Det ligner Vestforbrændingen efter at der er kastet en bombe!

Det er for klamt, og nogle burde fortælle overpræsten Ruth Evensen fra Faderhuset, at hun skulle se efter at komme til stedet med kost og med spand, så naboerne ikke skal vade rundt i halvbrændte madrasser, madaffald og noget der er meget værre.

Nyt ungdomshus tager livet af autonome

Hvis Københavns Kommune bøjer sig, og giver de autonome et ungdomshus kvit og frit, kan det meget vel samtidig være dødsstødet til bevægelsen.

De autonome kan ikke li’ medvind. Hvis de siger ”ja tak” til et hus, vil være det samme som at underskrive deres egen dødsattest. Modstanden er det brændstof, der holder liv i de autonome. Det ses tydeligt i øjeblikket, hvor det lykkes at samle flere hundrede mennesker, når der indkaldes til demonstration. I årene forud for nedrivningen af Ungdomshuset på Jagtvej, var stedet stendødt. Der skete ingenting. Der kom en håndfuld unge ud af en lem i siden på huset en gang imellem, men der var reelt ingen aktiviteter i huset.

Den autonome bevægelse fik nyt liv, da Ruth og resten af samfundet gik dem imod, og det skal bevægelsen måske i virkeligheden være glad for. Hvis der ikke var kommet nogen, for at tage huset fra dem, var bevægelsen stille sovet ind i indtørret vegetarmad og ølsjatter.

Da truslen om at miste huset gik op for de autonome, begyndte de at arrangere koncerter og invitere til folkekøkken. Støtter, som for længst var kommet videre i livet, fandt den sorte uniform frem fra bunden af skabet, og vendte tilbage. Modstand giver sammenhold.

Hvorfor var det nu lige, at de autonome sagde nej og skrid, da de fik tilbudt et hus kvit og frit i Stevnsgade. Hvem var hjernen bag den beslutning, som kun kan betragtes som det dummeste, de har gjort i umindelige tider.

Eller måske var det ikke så dumt. Det har givet bevægelsen nyt liv, og det værste, der kan ske lige nu, er, at de får et hus stillet til rådighed. Så vil der sidde en håndfuld sortklædte tilbage, og kede sig noget så bravt.

Tillykke Nørrebro

Torsdag den 6. september (69) var en stor dag for Nørrebro. En gruppe sortklædte autonome blev buhet ud af bydelen. Med pift og fodboldtilråb som ”God tur hjem” måtte de uniformerede unge duknakkede passere Nørrebros Runddel.

Det var en sjælden stor sejr for de 500-600 beboere, at de overtog de autonomes voldelige dagsorden og ændrede den til en fredelig magtdemonstration med både pensionister, børn, forældre og hunde.

Beboerne på Nørrebro har igen overtaget deres egen bydel, som de autonome gang på gang har hærget med bål, graffiti og almindeligt hærværk. Det er en rar fornemmelse. Nu gælder det om at få ryddet op efter det seneste hærg.

Naboerne på Nørrebro trådte i karakter, og naboerne debuterede som arrangør af en demonstration. Den gik til UG med kryds og slange. Lad os håbe, at det ikke bliver nødvendigt med at indkalde til en demonstration igen, men jeg føler mig overbevist om, at indbyggerne er klar til at møde talstærkt frem igen, hvis det bliver nødvendigt for at vise, at bydelen ikke har lyst til at være centrum for de autonomes voldelige adfærd.

Skrid fra vores kvarter

Efter endnu en nat med omfattende hærværk og uro er den udbredte holdning blandt indbyggerne på Nørrebro: Skrid fra vores kvarter. Vi er godt og grundigt trætte af at lægge gader og fortove til de sortklædte sekteriske unges hærgen.

Det var befriende at læse aktivisternes foretrukne medie, modkraft.dk, rapportere om, at nogle af de sortklædtes forsøg på at antænde bål og opbygge barrikader i Stengade, var blevet standset og jaget ud af gaden af lokale indvandrerrødder, der ikke ønskede ballade i området. Andre steder havde beboere tilsyneladende også forsøgt at jage de hærgende horder på flugt fra baggårde, der blev ribbet for brandbart materiale, men uden held, fordi de sortklædte svarede igen med slagvåben og sten.

Politiet magter tilsyneladende ikke at standse de sortklædtes vold på vores bydel, og det er derfor forståeligt, at beboerne i ren frustration forsøger at beskytte sig og sine. Men spørgsmålet er, om skaden for kvarteret er så stor, at den ikke kan rettes op. Fordi hvem har lyst til at bo, åbne en cafe eller gøre noget helt tredje i et kvarter, der igen og igen raseres af en gruppe sekterisk sortklædte mennesker, som ingen tilsyneladende er i stand til at standse.

Nogle må standse de sortklædte. Det kan måske lykkes, hvis beboerne står sammen og siger: Skrid fra vores kvarter.