Showing posts with label Ungdomshuset. Show all posts
Showing posts with label Ungdomshuset. Show all posts

Tuesday, October 23, 2007

Nu skal ræven vogte gæs

Nu ser det ud til, at overborgmester Ritt Bjerregaard er klar til at forære en lille skare sortklædte unge et hus i København. Der er tale om en gruppe mennesker, som tidligere på året holdt Nørrebro i et jerngreb, smadrede biler og butikker og tændte bål i gaderne.

Som nabo til det forhenværende ungdomshus kan man kun få medlidenhed med de kommende naboer. Hvis de skal opleve samme behandling, som os i kvarteret omkring Nørrebros Runddel har stået model til i årevis, er det så trist så trist.

Knud Foldschack, der er Enhedslistens allestedsnærværende husadvokat, er selvbestaltet talsmand for en fond, som overborgmesteren vil lade føre tilsyn med det nye ungdomshus. Men da advokaten ikke på noget tidspunkt har opfattet eller erkendt, at der har været massive problemer omkring Jagtvej 69, hvor det tidligere ungdomshus lå, er det ikke svært at forestille sig, at der ikke bliver tale om noget nidkært tilsyn. Det ser ud til, at overborgmesteren er tilfreds med, at ræven skal vogte gæssene, men hvem skal de kommende naboer henvende sig til, når der opstår problemer med det nye ungdomshus?

Åh, jeg glemte for resten en ting: Hvad blev der alle de rare millioner Knud Foldschack havde i tasken for nogle måneder siden – penge han ville købe et ungdomshus for?

Monday, September 10, 2007

Ruth har ryddet op

Gad vide om præsten Ruth Evensen fra Faderhuset læser EBblog? Jeg har tidligere luftet min utilfredshed med det svineri, der er på tomten Jagtvej 69, hvor ungdomshuset lå en gang. Ruth har måske læst mine bønner. Under alle omstændigheder er halvbrændte madrasser, madaffald og meget mere blevet fjernet. Vi naboer takker.

Og det manglede da også bare. Som ejer af grunden er hun selvfølgelig forpligtet til at holde den orden. Så det håber vi, hun vil blive ved med, tak.

Sunday, September 09, 2007

Ruth, ryd så op

Naboerne til byggetomten Jagtvej 69 har i årevis levet side om side med noget, der i bedste fald minder om en losseplads. Sådan var det, da en håndfuld uniformerede unge benyttede den ramponerede bygning, men sådan er det desværre fortsat, selv om ruinen er fjernet fra jordens overflade.

Den 10. august sagde Mikael Djarling fra Faderhuset ellers til Politiken, at frikirken ville rydde op på grunden og sikre, at der ikke var rotter i området. Men tag lige et kig på grunden nu. Det ligner Vestforbrændingen efter at der er kastet en bombe!

Det er for klamt, og nogle burde fortælle overpræsten Ruth Evensen fra Faderhuset, at hun skulle se efter at komme til stedet med kost og med spand, så naboerne ikke skal vade rundt i halvbrændte madrasser, madaffald og noget der er meget værre.

Saturday, September 08, 2007

Nyt ungdomshus tager livet af autonome

Hvis Københavns Kommune bøjer sig, og giver de autonome et ungdomshus kvit og frit, kan det meget vel samtidig være dødsstødet til bevægelsen.

De autonome kan ikke li’ medvind. Hvis de siger ”ja tak” til et hus, vil være det samme som at underskrive deres egen dødsattest. Modstanden er det brændstof, der holder liv i de autonome. Det ses tydeligt i øjeblikket, hvor det lykkes at samle flere hundrede mennesker, når der indkaldes til demonstration. I årene forud for nedrivningen af Ungdomshuset på Jagtvej, var stedet stendødt. Der skete ingenting. Der kom en håndfuld unge ud af en lem i siden på huset en gang imellem, men der var reelt ingen aktiviteter i huset.

Den autonome bevægelse fik nyt liv, da Ruth og resten af samfundet gik dem imod, og det skal bevægelsen måske i virkeligheden være glad for. Hvis der ikke var kommet nogen, for at tage huset fra dem, var bevægelsen stille sovet ind i indtørret vegetarmad og ølsjatter.

Da truslen om at miste huset gik op for de autonome, begyndte de at arrangere koncerter og invitere til folkekøkken. Støtter, som for længst var kommet videre i livet, fandt den sorte uniform frem fra bunden af skabet, og vendte tilbage. Modstand giver sammenhold.

Hvorfor var det nu lige, at de autonome sagde nej og skrid, da de fik tilbudt et hus kvit og frit i Stevnsgade. Hvem var hjernen bag den beslutning, som kun kan betragtes som det dummeste, de har gjort i umindelige tider.

Eller måske var det ikke så dumt. Det har givet bevægelsen nyt liv, og det værste, der kan ske lige nu, er, at de får et hus stillet til rådighed. Så vil der sidde en håndfuld sortklædte tilbage, og kede sig noget så bravt.

Thursday, September 06, 2007

Tillykke Nørrebro

Torsdag den 6. september (69) var en stor dag for Nørrebro. En gruppe sortklædte autonome blev buhet ud af bydelen. Med pift og fodboldtilråb som ”God tur hjem” måtte de uniformerede unge duknakkede passere Nørrebros Runddel.

Det var en sjælden stor sejr for de 500-600 beboere, at de overtog de autonomes voldelige dagsorden og ændrede den til en fredelig magtdemonstration med både pensionister, børn, forældre og hunde.

Beboerne på Nørrebro har igen overtaget deres egen bydel, som de autonome gang på gang har hærget med bål, graffiti og almindeligt hærværk. Det er en rar fornemmelse. Nu gælder det om at få ryddet op efter det seneste hærg.

Naboerne på Nørrebro trådte i karakter, og naboerne debuterede som arrangør af en demonstration. Den gik til UG med kryds og slange. Lad os håbe, at det ikke bliver nødvendigt med at indkalde til en demonstration igen, men jeg føler mig overbevist om, at indbyggerne er klar til at møde talstærkt frem igen, hvis det bliver nødvendigt for at vise, at bydelen ikke har lyst til at være centrum for de autonomes voldelige adfærd.

Sunday, September 02, 2007

Skrid fra vores kvarter

Efter endnu en nat med omfattende hærværk og uro er den udbredte holdning blandt indbyggerne på Nørrebro: Skrid fra vores kvarter. Vi er godt og grundigt trætte af at lægge gader og fortove til de sortklædte sekteriske unges hærgen.

Det var befriende at læse aktivisternes foretrukne medie, modkraft.dk, rapportere om, at nogle af de sortklædtes forsøg på at antænde bål og opbygge barrikader i Stengade, var blevet standset og jaget ud af gaden af lokale indvandrerrødder, der ikke ønskede ballade i området. Andre steder havde beboere tilsyneladende også forsøgt at jage de hærgende horder på flugt fra baggårde, der blev ribbet for brandbart materiale, men uden held, fordi de sortklædte svarede igen med slagvåben og sten.

Politiet magter tilsyneladende ikke at standse de sortklædtes vold på vores bydel, og det er derfor forståeligt, at beboerne i ren frustration forsøger at beskytte sig og sine. Men spørgsmålet er, om skaden for kvarteret er så stor, at den ikke kan rettes op. Fordi hvem har lyst til at bo, åbne en cafe eller gøre noget helt tredje i et kvarter, der igen og igen raseres af en gruppe sekterisk sortklædte mennesker, som ingen tilsyneladende er i stand til at standse.

Nogle må standse de sortklædte. Det kan måske lykkes, hvis beboerne står sammen og siger: Skrid fra vores kvarter.

Tuesday, July 24, 2007

Metro 69

Omsider er det besluttet at udbygge metroen, som i dag mest er kendt for at køre fra indkøbscenter til indkøbscenter (Frederiksberg Centret, Magasin og Field’s), til også at omfatte tæt befolkede boligområder på Nørrebro.

Efter planerne skal der placeres en station under Nørrebros Runddel, men det er faktisk vanskeligt at forestille sig, hvordan der skal blive plads til det, hvis stationen ønskes etableret med lige så meget ovenlys, som det er tilfældet andre steder i byen.

Hvorfor ikke etablere stationen på adressen Jagtvej 69. Her er der plads. Det er tæt på Nørrebros Runddel, og der er plads til at etablere cafeer med udendørs servering osv.
Mens det var vanskeligt at forsvare en ekspropriation til fordel for Ungdomshuset, da det helt givet ville være i strid med lovgivningen, vil det samme næppe gøre sig gældende nu.

Ekspropriation (tvungen salg af grund/hus) til fordel for etablering af veje, jernbaner og stationer ses ganske ofte – for eksempel når der bygges motorveje i Jylland.

Wednesday, March 21, 2007

Medietræning

Fagbladet Journalisten har sendt et par stykker fra Ungdomshusets pressegruppe til medietræning. Det er der kommet en underholdende artikel ud af, men trist nok ser det ikke ud til, at de unge har lært noget overhovedet af deres dumheder. Læs hele artiklen her.

Friday, March 16, 2007

Velkommen til Nørrebro


Midt på den gule mur på Nørre-brogade mødes gæster og beboere af denne besked. Det er jo et simpelt men ikke særlig opmuntende budskab.

Thursday, March 08, 2007

Jagtvej åbner i aften

Måske åbner Jagtvej igen for trafik allerede i aften. ”Klokken 22 hvis alt går vel,” sagde en venlig jysk betjent til os, da vi spurgte sidst på eftermiddagen torsdag. Det bliver faktisk underligt at få trafik her foran vores hus igen. Det har været underligt stille med lidt gøen fra de store hunde, som politiet har været her sammen med.

Alle rester af huset og lidt til på adressen Jagtvej 69 er væk nu. Der nu lagt grus ud, og Aldis gavl har fået en gang hvid maling og fortovet er rettet op. Der kommer pludselig en masse lys ind fra en uventet kant!

Det kan godt føles krænkende, at man skal vise id for at komme ind i sit eget hjem, så det bliver helt sikkert en befrielse, når det ikke længere er nødvendigt. Det store spørgsmål er selvfølgelig, om de unge nu besætter den tomme grund i samme øjeblik, som politiet forsvinder. Vi får se.

Klar i mælet

Beboerne på Nørrebro er overraskende meget klare i mælet, når de skal forholde sig til nyt ungdomshus i København. Hele 90 procent siger således: ”Der skal overhovedet ikke være et ungdomshus i København”.

4,6 procent mener, at et nyt ungdomshus skal ligge i Fragtmandshallerne, mens 2,5 procent mener, at det skal ligge på Kapelvej. Læs hele resultatet her.

Monday, January 01, 2007

Ungdomshuset bekender kulør

Nu er det klart for enhver, at brugerne af Ungdomshuset ikke ønsker en fredelig løsning, og at brugerne ikke ønsker nogen form for dialog med hverken naboer, politikere eller politi. Det fremgår tydeligt af en reportage i Politiken fra et fest i huset.

"Ritt Bjerregaard tror, der er to grupper i Ungdomshuset. Den, der arrangerer koncerter og café, og den, der sidder nede i kælderen med sorte styrthjelme på. Der er kun én gruppe," sagde den person, der fremførte talen, og tog en alefanthue med huller til øjnene ned over hovedet.

Læs Politikens artikel her.

Ole Mikkelsen
- Jagtvej

Sunday, December 31, 2006

Mediernes krig om Ungdomshuset

Krigen om Ungdomshuset udkæmpes ikke kun med jernstænger og bålafbrændinger på Jagtvej i København. Den foregår i lige så høj grad i medierne.

En gennemgang af dagbladenes dækning afslører, at Politiken går mest til makronerne. Siden den 1. oktober 2006 er ordet ”Ungdomshuset” poppet op i Politikens spalter hele 181 gange. Berlingske Tidende følger på andenpladsen, da Ungdomshuset optræder i spalterne 164 gange i løbet af de sidste tre måneder af 2006. I Information nævnes åstedet 107 gange.

Politiken gjorde sig i løbet af efteråret bemærket ved at sende en reporter fra Rådhuspladsen ud til Jagtvej for at skrive en reportage. Journalisten Oliver Stilling tog opgaven meget seriøst ved at skrive ikke bare én men mange kilometerlange artikler, hvor hver en graffiti-streg blev beskrevet i detaljen. Som så mange andre, der har forsøgt at påvirke begivenhederne, bor Oliver Stilling ikke i området. Efter dagens dont tager han hjem til Sydhavnen – langt fra bålafbrændinger og affaldsbjerge.

Information var lidt langsom til at komme ud af starthullerne, men da den gamle venstrefløjsavis først kom i gang, blevet der ikke kortet i teksterne. Den gamle modstandsavis bragte meget lange og meget uforståelige artikler om sagen, hvor avisen vist nok mente, at det hele er systemets skyld, selv om det er klart for alle naboerne, at det ikke er systemet, der tændte ild i containere, smed naboernes cykler på bålet og malede graffiti på naboernes biler.

Historisk har redaktørerne på aviserne altid sendte ”yngste” mand af sted, når der var gang i gaden på Nørrebro. Det er der kommet nogle temmelig ensidige artikler ud af, som står i skærende kontrast til de ledere, som de samme redaktører har skrevet på baggrund af begivenhederne. Mest skarp i sin afstandtagen har chefredaktør Tøger Seidenfaden således været i sine ledere i Politiken.

Ole Mikkelsen
Jagtvej – med udsigt til bålafbrændinger og hærværk.