Kold modvind

MERANO, DOLOMITTERNE: Passo Fedai var en ond oplevelse i dag. Vi cyklede de 18 km op til toppen i 2.050 meters højde i stiv, iskold kuling. Et godt stykke oppe på bjergsiden begyndte det at hagle, og der blev registreret stigningsprocenter på over 20 nogle steder.

Jeg måtte stands cyklen to gange, for at få styr på vejrtrækningen, og for at få gang i cyklen igen måtte jeg køre på tværs af vejen, da den var for stejl at starte opad. En enkelt fra gruppen måtte ind i følgebilen for at komme til toppen.

På nedkørslen rystede jeg af kulde de første 10 km, men temperaturen steg heldigvis, da vi nåede længere ned fra bjerget. Vi er heldigvis nede i dalen nu, og vi har sagt farvel til den ekstreme kulde. Vi er på Steiners Hotel i Merano. Hr. Steiner sidder i receptionen og skænker gerne øl til de tørstige cykelryttere. Fru Steiner styrer køkkenet, mens datteren styrer restauranten. Det kan ikke gå galt.

I morgen gælder det det mytiske bjerg Stelvio.

Fawlty Towers på italiensk

CAPRILE, DOLOMITTERNE: Der er lidt Fawlty Towers over vores lille hotel her i Caprile. I restauranten er der næsten lige så mange ansatte, som der er gæster, og alt er kaos. Og der er også en John Cleese-type, der går rundt og ser mærkelig ud og siger mærkelige ting.

Maden er faktisk ganske delikat, men den tager ikke højde for, at vi befinder os i en kalorieforbrændende business på den her tur. Med andre ord: vi er sultne, når vi når frem til aftensmaden.

Køkkenet serverer små, lækre retter. For eksempel et lille stykke andekød og én kartoffel. Dermed måtte mange gå i seng med halvtomme maver.

I går var der kun madpakker til hver anden, og det fandt vi først ud af, at vi stod ved en sø oppe i bjergene. Det fik guiden til at gå amok. Han ringede resolut til hotellet, og sagde nogle eder og forbandelser. Så var der pludselig mad nok, da vi nåede frem til aftensmaden, og kartofler fik vi. For eksempel bar de pomfritter ind, da vi var i gang med desserten.

I morgen siger vi farvel til Hotel Alla Posta i Caprile. Vi cykler til en ny by. Ruten er kort, og der er ”kun” 1.800 højdemeter, men mange af dem skal overstiges fra morgenstunden på en stejl opkørsel til Passo Fedai.

En lang dag på kontoret

CAPRILE, DOLOMITTERNE: Den første dag i Dolomitterne blev en ”lang dag på kontoret”. Vi cyklede kun 100 km – noget som normalt overstået på ca. tre timer med klubben hjemme i Danmark. Sådan er det ikke her. Vi var først hjemme ved 17-tiden efter syv en halv time i sadlen. Til gengæld havde vi cyklet 3.200 højdemeter ved at cykle op over flere pas.

Passo Giao i 2.236 meter var en sand dræber, og den usandsynligt smukke udsigt kunne ikke nydes. Der var koldt på toppen, og hver en fiber i kroppen gjorde ondt, så vi skyndte os at rulle de ca. 20 km ned til Caprile uden at træde i pedalerne.

Vi er 29 mænd – en del fra politiet – og én kvinde. Vi er delt i tre grupper. Den langsomste starter først, mens de bedste starter sidst. På den måde er det muligt at samle op på toppen af bjergene, uden at nogle står og venter i alt for lang tid. Det fungerer ok, men der er langt mere trafik her, end vi vandt til på Mallorca. Der rigtig mange motorcykler, som kører meget stærkt. Til gengæld er der god asfalt de fleste steder.

Selv om der er udsigt til en noget nemmere tur i morgen, vælger jeg måske at stå over i et forsøg på at restituere. Og for det ikke skal være løgn, har jeg faktisk også noget arbejde, som jeg skal have fra hånden.

Bjergondt i maven

Da bussen kørte ned af Passo Fedai i 2.057 meters højde, sagde guiden, at den vej skal vi op ad om tre dage. Der fik jeg lidt bjergondt i maven. 15 pct. blev stigningsprocenten annonceret med undervejs på skilte.

Vi er ankommet til Hotel Alla Posta i Cabrile, der er et lille skisportssted, der ligger i 1.000 meters højde. Og som det ses af billedet, er skirummet ganske anvendeligt til vores cykler.

Busturen fra Milano tog over fem timer, og chaufføren spillede skiftevis R.E.M og opera. Sær oplevelse.

Gearet til Dolomitterne

Efter at have nærstuderet højdeprofilerne på de syv etaper i Dolomitterne har jeg ændret gearingen på Pinarelloen dramatisk. Foran har jeg fået monteret en compact. Den mindste klinge har således 34 tænder, mens den største nu har 50 tænder. Bag på har jeg monteret min sædvanlig bjergkrans, hvor største tandhjul har 27 tænder.
Det er med en vis nervøsitet, at tiden for afgang til turen til den italienske bjegkæde nærmer sig. Har jeg trænet nok? Vejer jeg for meget? Holder materiellet?
Nu må det briste eller bære. Tourguide Gert Caspersen har stillet i udsigt, at nogle af turene kan køres kortere, og at der såmænd også er mulighed for at stå over en dag.
Etapernes højdeprofiler kan ses her. Bemærk at Stelvio, de rager over 2.700 meter op, skal passeres!