Tuesday, October 23, 2007

Nu skal ræven vogte gæs

Nu ser det ud til, at overborgmester Ritt Bjerregaard er klar til at forære en lille skare sortklædte unge et hus i København. Der er tale om en gruppe mennesker, som tidligere på året holdt Nørrebro i et jerngreb, smadrede biler og butikker og tændte bål i gaderne.

Som nabo til det forhenværende ungdomshus kan man kun få medlidenhed med de kommende naboer. Hvis de skal opleve samme behandling, som os i kvarteret omkring Nørrebros Runddel har stået model til i årevis, er det så trist så trist.

Knud Foldschack, der er Enhedslistens allestedsnærværende husadvokat, er selvbestaltet talsmand for en fond, som overborgmesteren vil lade føre tilsyn med det nye ungdomshus. Men da advokaten ikke på noget tidspunkt har opfattet eller erkendt, at der har været massive problemer omkring Jagtvej 69, hvor det tidligere ungdomshus lå, er det ikke svært at forestille sig, at der ikke bliver tale om noget nidkært tilsyn. Det ser ud til, at overborgmesteren er tilfreds med, at ræven skal vogte gæssene, men hvem skal de kommende naboer henvende sig til, når der opstår problemer med det nye ungdomshus?

Åh, jeg glemte for resten en ting: Hvad blev der alle de rare millioner Knud Foldschack havde i tasken for nogle måneder siden – penge han ville købe et ungdomshus for?