Sunday, October 19, 2008

Moderne mos


RÅGELEJE: Jeg har ladet mig fortælle at græsplæner af mos er højeste mode i Japan. Dermed kan jeg konstatere, at vi her i Rågeleje har en topmoderne japansk græsplæne næsten uden et eneste græsstrå!

Men mos gror også, og derfor fik det en tur med Honda-græsslåmaskinen i dag – nok årets sidste år. Men det var lige så meget for at få klippet blade og grannåle i ”tusen bitar”. Ormene kan nemmere fortære dem, siger Søren Ryge!

Ellers er det gået over stok og sten med at få tømt og vendt komposten, samle bunke til storskrald, sætte havemøbler ind, beskære jasmin-busken, kløve brænde og sidst men ikke mindst få plantet et blommetræ. Kan kun være tilfreds med indsatsen, og det har været skønt at være udendørs hele dagen, hvor vejret har vist sig fra sin mere efterårsfine side.

Men nu er jeg øm i arme og ben! Heldigvis har jeg fri i morgen, så måske slapper jeg af på ugens første dag.

Se de friske billeder fra haven til højre her på siden.

Friday, July 18, 2008

L.A. Story

COPENHAGEN, DENMARK: ”If you turned off the sprinklers, it would turn into a desert. But I think it’s a place where they have taken a desert and turned it into their dreams”.

Udsagnet skal beskrive Los Angeles, og sætningen afleveres af Victoria Tennant, der spiller den excentriske engelske journalist Sara MacDowel i “L.A. Story”, der på dansk hedder “Mig og L.A.”. Det er en meget underholdende film, der på sin helt særlige, egen måde tegner et billede af Los Angeles, som jeg er kommet til at holde frygteligt meget af denne sommer. Og jeg var nødt til at gense filmen, da jeg kom hjem fra Den Store Americarejse.

Sara MacDowels forhenværende kæreste i filmen, Roland, betegner på sin engelske snobbede måde Los Angeles som ”a place for the brain-dead”. Sara MacDowel forsvarer sin kærlighed til byen med, at hun rent faktisk har mødt intellektuelle personer i Los Angeles, og en af dem spilles af Steve Martin!

Når man har været i Los Angeles tre gange og set filmen to gange, kan man kun holde af den by.

Sandhedsbarometer

KØBENHAVN, DANMARK: At nogle politikere har en lemfældig omgang med sandheden, er ikke en nyhed. Ej heller at nogle medier springer over, hvor gærdet er lavest, for at få de bedste overskrifter. Som læser er man derfor nogle gange overladt til sig selv, hvis man vil finde hoved eller hale i politiske udsagn i medierne.

Men der er hjælp at hente – specielt hvis man interesserer sig for amerikansk politik. Den solide Florida-avis, St. Petersburg Times, har således sat sig for at afprøve udsagn fra og om de nuværende præsidentkandidater. Til lejligheden er der er etableret en velfungerende hjemmeside med et ”truth-o-meter”.

Bedre hjælp til at danne sig en politisk mening skal man lede længe efter. Eneste anke er, at den er rettet mod amerikansk politik. Der er næsten mere brug for sådan et sandhedsbarometer i Danmark, hvor specielt ét politisk parti, Dansk Folkeparti, praktiserer en yderst lemfældig omgang med sandheden. Det kunne være vældig interessant at se, hvad der kom ud at trække partiet igennem sådan et ”truth-o-meter”. Men det er nok at have for store forventninger til den politiske journalistik i Danmark.

Tuesday, July 15, 2008

USA giver karantæne i banken

KØBENHAVN, DANMARK: Jeg havde en fra Blodbanken i røret i dag. ”Har du mulighed for at komme om en time”, lød det bønfaldende. Jeg var i Nivå, da de ringede, så det kunne ikke lade sig gøre. Jeg indvilgede i stedet i at dukke op i morgen, men da de hørte om min seneste tids rejseaktivitet, bliver det ikke til noget.

”Har du været i USA? Så har du karantæne i en måned, fordi du kan være blevet stukket af en myg,” lød beskeden. Jeg kan ikke mindes, at jeg er blevet stukket af myg på den seks uger lange tur rundt i USA. Til gengæld har jeg fortsat adskillige mærker på ryggen efter de loppebid, jeg efter alt at dømme fik på Best Western-motellet i Pasadena.

Jeg har tidligere fået karantæne i en periode, efter at vi har været i Mellemamerika eller Asien. Men det er nyt for mig, at USA også kan holde mig væk fra Blodbanken. Jeg venter nu på at blive klar til den vigtige samfundsopgave det er, at give blod. Jeg smøger ærmerne op om en måned for at aflevere en halv liter.

Sunday, July 13, 2008

Fra L.A. til Rågeleje

RAAGELEJE, DANMARK: Den ni timer lange tidsforskel fra den amerikanske vestkyst til Danmark spøger fortsat. I dag vågnede jeg klokken 5.30. Heldigvis befinder jeg mig i skønne Rågeleje, hvor alt tyder på, at det bliver en vejrmæssig smuk dag.

Det var med lidt nervøsitet, vi lørdag tog op i Huset på Sjællands nordkyst. Der har nemlig ikke været nogen her i fem uger, hvor meget gror en græsplæne eller ukrudt for den sags skyld på fem uger? Det er ikke så slemt som frygtet. Græsplænen er nemlig fyldt med mos, så den var ikke groet specielt meget. Til gengæld er radiserne groet til et meterhøjt niveau.

Der er langt fra Los Angeles til Rågeleje. Men der er en knusende ro her i Huset, så der er god mulighed for at lade de mange indtryk fra den Den Store Amerikarejse sætte sig. At rejse er at samle på stemninger, og de mange stemninger fra fem-seks uger i USA er nu alle sat ind på den indre konto, hvor de står og trækker renter til evig tid.

Saturday, July 12, 2008

Top and bottom from USA

COPENHAGEN, DENMARK: Americans love to list “The Best” and “The Worst”. So here it comes:

Top Five

1. To see Noah, Laura, Tom, Michelle, Mark and the rest of the family and friends in LA.

2. Lake Tahoe.

3. New York.

4. Driving around in huge cars.

5. Low gas prices.

Bottom Three

1. Going back to Europe after four great weeks.

2. The weather in San Francisco and Santa Monica.

3. Meeting with John McCaine at Town Hall meeting in Philadelphia.

Friday, July 11, 2008

Change

DÜSSELDORF, TYSKLAND: Lufthavnen i Düsseldorf tager prisen som en af de grimmeste og mest menneskefjendske lufthavne, jeg har været igennem, og jeg har sandelig været igennem mange lufthavne i mit liv.

Nu sidder vi her på tredje time og venter på et fly til København. Vi er lidt smågnavne. Det er svært at undgå, når man er i flyselskabers og lufthavnes vold. Surheden går først og fremmest på endnu et helt igennem latterligt sikkerhedstjek, hvor de konfiskerede to flasker vand, som vi netop havde fået udleveret i flyet til Düsseldorf. Derudover fik vi konfiskeret diverse andre ting, hvilket overraskede os en hel del, fordi vi jo har været igennem det vel mest terroristsikre sikkerhedstjek i Los Angeles. Men velkommen til Tyskland. Vi tager den lige en gang mere – som om sikkerhedstjek i lufthavne på noget tidspunkt har forhindret nogen forbrydelse overhovedet.

I tyske lufthavne sælges der kun læsestof på tysk, men heldigvis havde jeg forsynet mig med adskillige tidsskrifter i Los Angeles, og der har været god tid til at læse i dem. Indtil videre har Rolling Stones-interviewet med Barak Obama været det mest interessante. Jeg tror på ham, og jeg tror, han vil være god for USA. Det tror vores venner i Los Angeles også, men enkelte af dem tror, at han bliver skudt, hvis han bliver valgt som præsident. En nogen dyster forudsigelse, som jeg ikke håber holder stik.

I interviewet, hvor han blandt andet afslører, hvad han lytter til på iPod’en, lover Barak Obama at tage et opgør med den måde, som flere og flere love i USA bliver til på i dag. Der er adskillige eksempler på, at repræsentanter fra olieindustrien har skrevet første udkast til lovforslag på energiområdet, og der er også eksempler på, at repræsentanter fra den magtfulde medicinalindustri har skrevet færdige lovudkast på sundhedsområdet. Sjovt nok er lovene fra industriens repræsentanter meget hensynsfulde i forhold til deres egne interesser. Det er et sygt system, men man kan godt have sin tvivl, når det drejer sig om Obamas muligheder for at ændre på systemet.

I Danmark er det som bekendt embedsmændene, der skriver udkast til nye love, som så sendes til lobbyister/interesseorganisationer, der kommer med forslag til ændringer, som de politiske udvalg så diskuterer, inden de havner i folketingssalen.

Barak Obama taler om ”change”, og det er der sandelig også brug for i USA. Jeg har støttet hans kamp for forandring ved at købe to stickere til den røde Golf på Jagtvej. Men i første omgang skal vi lige tackle vores egen forandring, der består i at vende hjem til dagligdagen efter meget lang tid på farten i USA.

Wednesday, July 09, 2008

En dag på drømmefabrikken

SANTA MONICA, CA: Efter fem dage sagde vi farvel til Pasadena, Sierra Madra, Monrovia og Arcadia, der alle er skønne byer, der ligger i den østlige del af Los Angeles. Vi er kørt ud til Santa Monica, der ligger ved kysten i den nordlige del af Los Angeles.

Men på vejen gjorde vi et stop på drømmefabrikken Hollywood, for at få den store tur hos Warner Brothers Studios. Under et tidligere besøg i Los Angeles har vi besøgt Universal Studios, hvor det vist nok ikke bliver produceret film mere. Det er bare et tivoli – men godt nok af de store og sjove.

Warner Brothers er til gengæld til dagligt en arbejdsplads for 10.000 mennesker. Nogle få af dem er stjerner, mens resten af vandbærere. Inde på området er Starbucks på plads med tre kaffebarer, og der er også tre restauranter, en benzinstation og en brandstation. Vi blev kørt rundt i et par timer af en entusiastisk guide, der fortalte om kulisser for stribevis af tv-serier og film. Enten ser jeg for lidt fjernsyn, eller også kommer mange tv-serier aldrig til Danmark. I alle tilfælde kendte jeg kun et fåtal af de tv-serier, hun omtalte.

Nu er vi Santa Monica, og for første gang i lange tider er vi omringet af turister. Mange har lyst hår, er høje, og ligner i det hele tage nogen fra Skandinavien, der er i gang med at brænde det sidste af deres friværdi af her. Efter at have fortæret en masse burgere, var det dejligt at dumpe ind på en ægte indisk og få noget stærkt karrymad.

Ellers er vi så småt gået i gang med den kedelige opgave det er at tælle ned til afgangen mod Europa på torsdag. Vi har godt nok kigget på nogle huse i Pasadena-området, som er til salg og styrtdykket i pris. Vi har ikke fundet det rigtige endnu, så indtil videre bliver vi boende på Jagtvej i København.

Sunday, July 06, 2008

Baseball and BBQ



ANAHEIM, CA: Se filmen og se, hvordan det ser ud, når 45.000 amerikanere går til baseball på Angels Stadium i Anaheim.

To arme og fire hjul

PASADENA, CA: Var på Angel Stadium i Orange County for at se baseball i aften. Det er cirka en times kørsel på motorvejene fra Pasadena, hvor vi holder til. At gå til baseball er aldeles anderledes end at gå til fodbold i Danmark.

Vi ankom til stadion et par timer før kampen gik i gang. Det var der cirka 30.000 andre, der også gjorde, og alle havde campingborde, stole, gasgrill, øl, chips og alt muligt andet med, og så laver man et grillparty på en stor parkeringsplads. Det foregår ved hjælp af tail-gate, der betyder, at man åbner bagagerummet eller slår klappen ned til ladet på firehjulstrækkeren, og ud vælter alt drikkelsen og maden. Det er et meget imponerende syn.

Ikke alle publikummer er på plads til kampens start, og inde på stadion er der en utrolig uro af mennesker, der vandrer ud og ind, og sælgere, der vandrer frem og tilbage. Det er med til at give en lidt mat stemning i forhold til stemningen på et fodboldstadion. Efter kampen fortsatte vi sammen med 20-30.000 andre med at drikke øl på parkeringspladsen, inden vi kørte tilbage ad den seks sporede motorvej.

Der er mange gode grund til, at alle i Los Angeles har mindst én bil. For det første er afstandene så store, og byen spredt over så stort et område, at hverken cykler eller offentlige transportmidler giver mening. Derudover er der klimaet. Det er for varmt at opholde sig udendørs. Aircondition i bilen giver så meget mening.

”En amerikaner er en mand med to arme og fire hjul,” sagde et kinesisk barn på et tidspunkt. Jeg kan kun give barnet ret, og der bliver næppe lavet om på det faktum her i Los Angeles i overskuelig fremtid.

Saturday, July 05, 2008

Los Angeles, jeg overgiver mig

PASADENA, CA: For ni år siden var Los Angeles nær ved at skræmme livet af mig. De otte sporede motorveje, varmen, hastigheden og alt muligt andet var en overvældende oplevelse, den første gang, jeg besøgte den her by.

I dag har jeg – næsten – glemt alt om den gang og om Miami, New York, Boston, San Francisco og alle de andre fede byer, jeg har besøgt på den her tur. Jeg har overgivet mig 100 procent til Los Angeles i dag.

Vi har været i Pasadena, Arcadia, Monrovia og Sirrea Madre i dag. Det er fire af de mange byer, der er i greater Los Angeles, og jeg er klar til at slå mig ned i det her område. Vi har haft en fantastisk dag. Stod tidligt op for at køre hen til Laura og Tom, der bor i Monrovia. Sammen kørte vi til Sierrea Madre for at se den bydels 4. juli optog. Som så mange andre ting i det her land kendte vi det kun fra film. Nu har vi oplevet det i virkeligheden, og virkeligheden er som bekendt bedre end fiktionen.

Lauras søster, Michelle, hendes mand Mark, deres to børn og Lauras mor var med i optoget, der sluttede med en kæmpe vandkamp mellem brandvæsenet og publikum. Mark, der er buddhist, har indtil for nyligt arbejdet for et forlag, der blandt meget andet har udgivet bøger med fotos taget af Ansel Adams. Tidligere på turen så vi faktisk nogle af Ansel Adams mindre kendte og mere private billeder af Frida Kahlo på udstillingen om Frida Kahlo på Moma i San Francisco.

Sidst på eftermiddagen var til en barbeque-fest hos nogle af Laura og Toms venner. De har et eventyrligt hus med swimmingpool, to firehjulstrækkere på en kæmpegrund. Fra terrassen så vi et dådyr, og der dukker faktisk også en bjørn op en gang imellem. Vi så billeder af en bjørn, der tog en dukkert i en swimmingpool hos naboen.

I morgen skal vi til baseball-kamp. Tom har lovet os at forklare reglerne, der kan virke sære for en dansker, når man ser spillet på fjernsynet.

Thursday, July 03, 2008

Levende orm af biler

LOS ANGELES, CA: Det er en særpræget oplevelse at ankomme til Los Angeles i bil. Det begynder med en tosporet øde vej oppe på ørkenhøjsletten, som langsomt vokser. Efterhånden som vi kommer nærmere og nærmere Los Angeles, vokser vejen som vand der løber sammen til en brusende flod. Det ender med en 14 spors motorvej, der som en levende orm af biler skærer sig igennem bjerge og dale – op og ned. Langsomt splittes motorvejen igen op i flere motorveje, og den vigtige 210 freeway ender med blot at være en 10 spors, der løber for foden af bjergene længst væk fra Stillehavet.

210’eren førte os nærmere og nærmere Los Angeles, som sædvanen tro ikke kan opleves på afstand på grund af varmedis, smog og røg fra nogle af de 1.400 brande, der hærger staten.

Vi har slået os ned på Best Western Pasadena Royale på Colorado Blvd. i Pasadena. Best Western plejer ikke at skuffe os, og det gør de heller ikke her. Faktisk er det et af de bedste værelser, vi har boet på på turen, og prisen er rimelig anstændig, så vi har booket fire nætter her.

Pasadena er en slags by i byen, der ligger et pænt stykke fra Disneyland, Hollywood, Venice Beach og andre turistmagneter. Vi har tidligere boet i området, og synes ganske godt om ”kvarteret”, hvis man kan tale om et kvarter.

Der menes at bo 17-18 millioner mennesker i Los Angeles-området, der dækker et areal, der er større end Sjælland. Så afstandene mellem de forskellige ting er enorme. Men vi har jo vores Garmin GPS, der kan føre os til alle vegne.

Dagens triste nyhed: Los Angeles Times har fyret 160 journalister, og avisens sidetal vil skrumpe i fremtiden. De bringer selv nyheden på en dag, hvor de har fremragende eksempel på CAR-journalistik, som jeg brugte en del tid på i Miami for nogle uger siden. CAR står for Computer Assisted Reporting, og det går i al sin enkelthed ud på at udnytte computerkraft til at lave noget ordentlig journalistik. Los Angeles Times har fået aktindsigt i myndighedernes undersøgelser af 1.600 swimmingpools på moteller, hoteller, svømmehaller osv. Rigtig mange af dem er nærmest sundhedsfarlige at bade i på grund af manglende vedligeholdelse, bakterier osv. Avisens vakse journalister har sorteret den store mængde data, gjort det tilgængelig for den undrende offentlighed, som blot kan gå ind på avisens hjemmeside og taste postnummer og adresse på et sted med swimmingpool – og wupti – læseren kan se, om det er en god ide at lade kroppe svalen i netop den pool.

Den slags journalistik bliver der næppe meget af i fremtiden, som efter alt at dømme findes på internettet.

Verdens navle er dér, hvor du er

LONE PINE, CA: Dag 28 i USA. Jeg har snart glemt alt om Danmark. Er begyndt at kigge i jobannoncerne bag i amerikanske aviser. Så svært kan det vel heller ikke være at lave Quarter-pounder hos Mc D?

Når Danmark langsomt forsvinder i baghovedet, skyldes det måske også, at de amerikanske aviser ikke skriver én linje om Danmark, selv om vores statsminister har stået og fortsat står den amerikanske præsident last og brast i adskillige krige.

I dag har jeg nærstuderet Los Angeles Times, som trods alt er en af de mere betydningsfulde aviser i USA, for at finde noget om Danmark – eller i det mindste om Europa. Jeg fandt en note om en politisk skandale i Frankrig. That’s it. Intet andet stod der om hverken Danmark eller Europa. Ikke fordi der mangler udenrigsstof, men avisen prioriterer Afrika, Mellemøsten og Sydamerika noget højere end os!

Det står i skærende kontrast til de tre store morgenaviser i Danmark, der ganske insisterende har skrevet om hver en ligegyldighed i den årelange valgkamp i USA. Faktisk bringer de danske medier mere om den amerikanske valgkamp end de amerikanske aviser. Men med hele tre mand placeret i USA, som Berlingske Tidende har, er der selvfølgelig også basis for at trykke nogle linjer. Men det bliver altså ikke gengældt.

Rigtig mange amerikanere har dog en helt klar opfattelse af Danmark helt fremme på nethinden i øjeblikket, fordi et af de mest sete tv-programmer, 60 Minutes, bragte en 12 minutter lang reportage om Danmark for nyligt. Den handlede om, at danskerne ifølge en ny undersøgelse er verdens lykkeligste folk, og tv-stationens vakse reporter var taget til Danmark for at finde årsagen. Det har forfærdelig mange amerikanere kommenteret overfor os på rejsen rundt i det store land. Hvad kan man andet end at besvare det med et overbærende smil?

Verdens navle er dér, hvor man befinder sig. Lige nu er vi i Lone Pine i Californien tæt på grænsen til Nevada. Ligger ved en swimmingpool ved foden af Mount Whitney, og selv om der ikke sker det fjerneste i den her by eller for den sags skyld i en omkreds af 50 miles fra byen, så er det her verdens navle for os.

Wednesday, July 02, 2008

Kodeord John Wayne


LONE PINE, CA: En tilsyneladende endeløs række af kæmpelastbiler ruller igennem hovedgaden i Lone Pine, der ligger på hovedvej 395. Lastbilerne har et førerhus, der næsten svarer til en etværelses lejlighed, og de skinner, og mændene bag rattene er stolte, selv om de kun ser deres familie i weekenden. Med en hastighedsbegrænsning på blot 25 miles i timen, er der god tid til at studere kæmpemonstrene, der udgør vigtige hjul i verdens største forbrugersamfund.

Det ved chaufførerne godt, og de gør gerne opmærksom på sig selv. Hvis blot man hæver højre hånd og trækker i en imaginær snor, giver de igen ved at trække i snoren og leverer et ægte bååååååååååååt, så man hopper en halv meter op i luften.

Vi har tjekket ind på Dow Villa Motel, der er familiedrevet og dermed ikke en del af de otte store kæder, der styrer markedet for moteller i USA. Fra hotellets swimmingpool er der udsigt til Mount Whitney, der med 4.421 meter er USA’s højeste bjerg. Vi er tættere på statsgrænsen til Nevada end vi er på Stillehavet, men der er – ifølge vores elskede Garmin GPS – blot tre en halv times kørsel til Los Angeles.

Turen fra Lake Tahoe til Lone Pine var i særhed en fantastisk naturoplevelse. Voldsom bjergkørsel og lange stræk på højslette gav mange bjergtagende udsigter fra Impala’en, som begyndte at sende nogle lidt kedelige signaler i instrumentbrættet.

”Check pressure in left front tire”, stod der pludselig i instrumentbrættet. Lidt senere blinkede den besked med ”Check pressure in left rear tire”. Vi svingede ind til siden, men vi kunne ikke se, at der manglede luft i nogle af dækkende overhovedet. Vi kørte videre men med den lidt underlige fornemmelse i maven om at noget var galt.

Vi have bremset rigtigt meget ned af en 10 kilometer lang nedkørsel, og temperaturen udenfor var 99 grader fahrenheit svarende til cirka 37 grader. Kan man forstille sig, at luftrykket i dækkende ændrer sig på grund af bremseriet og de høje temperaturer? Hvad ved vi om biler? Vi kørte ind på en Chevron-tank, hvor der sad et par mekanikere og svedte. Den ene tjekkede luftrykket i alle fire dæk. Der var for meget luft i venstre fordæk. Ellers var alt ok. De alarmerende beskeder forsvandt fra instrumentbrættet, og vi lagde os ud på highwayen igen med 65 miles i timen.

Vi bor i den oprindelig hovedbygning på motellet, og kodeord til det trådløse netværk er ”johnwayne”. ”Hvad ellers”, tænkte jeg, da jeg traskede op på værelse 205, mens jeg spekulerede over, om John Wayne eller Errol Flynn havde boet på vores værelse. Mange af 40’ernes og 50’ernes cowboyfilm er optaget for foden af Mount Whitney, og skuespillerne boede selvfølgelig på Dow Villa Motel.

Jeg mangler blot at fortælle, at jeg næsten er færdig med Hallgrimur Helgasons ”Stormland”, og jeg vil selvfølgelig aldrig afsløre slutningen, men jeg har en meget stærk fornemmelse af, at den ender på samme måde som F. Scott Fitzgeralds ”De smukke og fortabte”. Så grumt så grumt.

Tuesday, July 01, 2008

Grønne Arnold

SOUTH LAKE TAHOE CITY, CA: Sacramento er hovedstaden i Californien, og guderne (eller historikere) må vide, hvorfor den by er valgt som hovedstad og ikke San Francisco eller Los Angeles. Jeg gætter på, at der ligger en politisk studehandel bag.

Hvis Californien var et selvstændigt land, ville det – ud fra en økonomisk betragtning – være verdens femte største land. Sacramento er derfor ikke en ligegyldig by. Hele centraladministrationen, som er mange gange større end Danmarks, er placeret her. Selveste Arnold Schwarzenegger står dermed i spidsen for en af verdens største økonomier. Og her kommer overraskelsen: Han gør det faktisk godt.

Han blev valgt som guvernør ved et helt usædvanligt ekstraordinært lokalvalg i 2003. Utilfredsheden med en forrige, Gray Davis, var så voldsom, at det ekstraordinære valg blev stablet på benene, og blandt den brogede skare af kandidater blev skuespilleren valgt som den mindst ringe. Han er blevet meget populær på en række initiativer, der skal forbedre miljømæssige forhold, og så har han rettet op på den miserable økonomi, som forgængeren efterlod. Arnold Schwarzenegger har vist sig ikke at være så republikansk, at det gør noget her i Californien, hvor der er højt til loftet på alle mulige måder. Han har heller ikke sat sig imod, at homoseksuelle nu kan blive gift, selv om han foretrækker en kvinde fra Kennedy-klanen som hustru.

Lige nu har cirka 1.100 skovbrande i hele staten førsteprioritet hos den tidligere skuespiller, der har en svaghed overfor gode cigarer. Verdens største picnic afvikles på lørdag den 4. juli, når amerikanerne fejrer deres uafhængighed. I den forbindelse plejer der at blive affyret uanede mængder af fyrværkeri af, men Arnold beder nu ifølge The Sacrament Bee statens 36 millioner indbyggere om at droppe fyrværkeriet i år, fordi det blot vil antænde endnu flere skovbrande.

Benzin til halv pris

SOUTH LAKE TAHOE CITY, CA: Prisen på benzin er på forsiden af alle amerikanske aviser hver dag. Sådan har det været i de 26 dage, jeg efterhånden har opholdt mig i landet. Men lad os lige gøre det klart, hvad vi taler om, inden amerikanernes ynk bliver for høj.

Her i South Lake Tahoe city koster en gallon "regular" benzin (svarer til 92 oktan blyfri) 4,76 dollars. En gallon er 3,78541178 liter og en dollar svarer til 4,7321 kr. (spotkurs) eller 4,8501 kr. (turistkurs). Den gennemsnitlige dollarkurs er dermed 4,7911 kr., og vi kan nu regne literprisen her i USA ud til at være: 6,02 kroner. Listeprisen hos OK i Danmark er pt. 11,62 kr. pr. liter 92 blyfri. Men det er klart, at når man kører rundt i en Chevrolet Impala LS med en 3,5 liters V6-motor, som vi jo gør, så skal der godt nok hældes noget benzin på. Bilens tank er til gengæld cirka dobbelt så stor som i vores lille Golf hjemme i Danmark.

Benzin er ganske uhyggeligt billigt her i landet. Ikke desto mindre er cykelhandlernes omsætning steget ganske betydeligt, skriver The Sacramento Bee. Det er jo meget godt, at amerikanerne omsider har fået øje på cyklens fordele. Det er helt tydeligt, at vi ser flere cykler i år, end vi gjorde første gang vi var i USA for 11 år siden.

Monday, June 30, 2008

Hvis jeg var en by i USA

SOUTH LAKE TAHOE CITY, CA: På ”Den Store Amerikarejse” er vi nået til den naturskønne Lake Tahoe, der ligger fem-seks timers kørsel nordøst for San Francisco på grænsen mellem Californien og Nevada. Søen og byen South Lake Tahoe ligger i 1.900 meters højde, og det er derfor et skiområde om vinteren. Køreturen her op var en fascinerende smuk oplevelse, som krævede adskillige stop, hvor Lone knipsede løs med kameraet.

Vi bor på et ordinært motel tæt på søbredden og kun få hundrede meter fra statsgrænsen til Nevada. Netop på den anden side af grænsen er der et sandt spillehelvede, et lyshav af kasinoer, en syndens hule. Alt det, der kun er tilladt i Nevada men ikke i Californien. Vi krydser næppe grænsen for at opleve det. Vi er som bekendt gift i Las Vegas, og alle andre spillebyer i Nevada er blot små kopier af alle spillebyers moder.

Området her har fået mig til at tænke på min søster Margit. Hvis hun var en by i USA, var hun helt klart South Lake Tahoe City. Der er vild natur, koldt søvand og gode vandre muligheder, så hun kunne drage stor nytte af sine nyindkøbte vandrestøvler. Når det drejer sig om hendes datter – min niece – Liv, er jeg heller ikke i tvivl om, at hun ville være Miami South Beach, hvis hun var en by i USA. Her er intet klædestykke overladt til tilfældighederne. Alt, hvad der har med det ydre at gøre, er gennemtænkt, gennem tjekket – men også lidt dyrt.

Min anden yndlingsniece Laura ville til gengæld være San Francisco, hvis hun blev genfødt som en by i USA. Byen er spraglet og livlig, fyldt med fede cafeer og gå i byen-steder. Der er ingen regler, og alle gør, som det passer dem. Familiens fader, Per, er jeg heller ikke i tvivl om, ville være byen Lone Pine, hvis han var en by i USA. Det er en nybyggerby, der er præget af folk, der selv finder løsningerne, og gør tingene selv.

Lone kan kun genfødes som New York. Det er byen, der har alle facetter, alle de små specielle tøjforretninger (jeg har været med inde i de fleste af dem), alle de små specielle restauranter og alle de forskellige kulturer. Byen vil favne det hele, alle forskellighederne og alle nationaliteterne. Og hvad med mig selv, gøede hunden? Tjae, det må så blive Boston. Lidt pæn, lidt kedelig, men med gode hensigter.

Sunday, June 29, 2008

På vinjagt


NAPA VALLEY, CA: Lone var så venlig at køre mig fra vingård til vingård i Napa Valley i dag. Vi besøgte blandt andet Sutter Home, der som bekendt kan købes for 29 kr. flasken i Netto. Men de har også andre, og dyrere flasker på hylden i USA. Jeg smagte blandt andet en 90 kroners cabernet sauvignon, og det var faktisk en dansker, der serverede smagsprøverne. Det er 20 år siden, han har boet i Danmark, så hans danske var lidt rustent.
Dagens højdepunkt var besøget hos Robert Mondavi, hvor jeg fik lov til at smage tre forskellige. En 425 kroners kraftig rødvin afsluttede smagningen, men jeg er ikke sikker på, at den var fire gange så god som den til 100 kr., jeg også smagte.

Vingårde i Californien ligger ikke i udkanten af en lille by med torv, cafe osv. for foden af et bjerg, som vi kender det i Frankrig. Vinproduktion i Californien er for længst blevet professionaliseret, fusioneret og drevet af store koncerner. Det er ikke Robert Mondavi eller andre vinbønder, der står og tager imod, når man drejer ind på gårdspladsen. Der er ingen gårdsplads. De fleste vingårde har anlagt en parkeringsplads som svarer til den, der typisk hører til en Bilka i Danmark. Indenfor er vinsmagningen sat i system, og der sælges merchandise i stor stil. Alt lige fra T-shirt til proptrækker med vingårdens navn langes over disken.

Bag turisteriet bliver vinen lagret i ståltanke, hvor der blot bliver tilsat spåner fra egetræer, og vinen opbevares ikke som i Frankrig i egetræstønder i en kælder. Den franske model er romantisk, men den amerikanske er effektiv, og de er i langt højere grad i stand til at styre processen end franskmændene. Det sidste er skrevet med en vis bæven på grund af de frankofile i vennekredsen. Men smag selv.

Selv om byen Napa ligger mindre end to timers kørsel fra San Francisco, er vejret markant anderledes. Det er meget varmere. Det har vi også brug for efter nogle kolde dage i San Francisco, der efterhånden både er dækket er tåge og røg fra de cirka 1.100 skovbrande. Vi har fået varmen.

Saturday, June 28, 2008

Kolde California

SAN FRANCISCO, CA: Der er ikke meget ”Sunny California” over San Francisco i øjeblikket. ”The Fog City” viser sig fra sin kolde side. Vi fryser. Vi elsker San Francisco, men vi glæder os til at komme under varmere himmelstrøg i morgen, når vi kører mod Napa Valley og Lake Tahoe.

Af andre mærkelige vejrobservationer kan jeg nævne, at der har været 112 jordskælv i Californien i løbet af ugen. Det er otte mere end ugen før. Det voldsomste blev målt til 3,4 på richterskalaen. Samtidig er der cirka 1.000 skovbrande i staten. De fleste er startet af lyn, og en stor del af dem er observeret omkring Monterey, der ligger et par timers kørsel syd for San Francisco. Lørdag og søndag ventes der ”thunderstorms” flere steder i staten, og det kan antænde endnu flere skovbrande. Se billedserie fra Los Angeles Times her.

Californiens guvernør, Arnold Swarzenegger, vil have præsident Bush til at erklære nogle af områderne i undtagelsestilstand, fordi det ifølge loven kan frigive midler til bekæmpelse af brandene. Vi har ikke mærket noget til hverken brande eller jordskælv her i San Francisco. Håber heller ikke det sker. I hører fra os, når vi har fået varmen.

Friday, June 27, 2008

Her går de efter bankdirektøren

SAN FRANCISCO, CA: Er det overhovedet muligt at forestille sig en situation, hvor regeringen pudser statsadvokaten på Danske Banks topchef, Peter Straarup, eller Jyske Banks næsten lige så berømte Anders Dam, fordi deres banker har været lidt for ivrige med at sælge boliglån uden afdrag til kunder, som ikke har forstået, hvad de har købt?

Nej vel. Det er usædvanligt svært at forestille sig. Men anklagemyndigheden i Californien og Illinois har faktisk taget de første skridt til at få skovlen under topchefen i realkreditselskabet Contrywide, fordi selskabets sælgere har optrådt usædvanligt aggressivt de senere år, hvor de har solgt vildt komplicerede boliglån til almindelige mennesker, som ikke har haft en kinamands chance for at gennemskue, hvad de har købt.

”Denne retssag er vigtig, fordi den skal synliggøre og afhjælpe det, der er blevet kræft i hele vores finansielle system,” siger Californiens chefanklager til San Francisco Chronicle.

Mange boligkøbere er blevet overbevist af de dygtige sælgere med argumenter om, at lånet er uden renter og afdrag det første år. Men sælgerne har ikke været speciel dygtige til at fortælle om, hvad renten stiger til efter et år, efter to år og efter tre år. Det har udløst en bølge af tvangsauktioner, og nogle mener ligefrem, at det er årsagen til den økonomiske nedtur, som USA og dermed resten af den vestlige verden ser ud til at være på vej ind i.

I Danmark er det cirka halvdelen af boligejerne, der ikke afdrager på deres boliglån overhovedet. Og en stor del af dem, stiger i husleje i takt med at renten stiger. Man må så blot håbe, at bankernes sælgere har været grundige nok til at forklare kunderne, hvad det indebærer.

Ledelsen i den lille Forsædernes Bank i København har netop indrømmet, at nogle af bankens sælgere måske ikke var grundige nok, da banken solgte et indviklet opsparingsprodukt til en stor del af sine kunder. Nogle kunder har netop fået en kontant erstatning, mens andre kunder er gået til Pengeinstitutankenævnet. Men det skyldes ikke, at den danske regering har gransket bankens praksis.

Blogging i gamle dage

SAN FRANCISCO, CA: Vi sprang på bus nummer 45 på Union Street fra morgenstunden, og styrede direkte mod SFMOMA (San Francisco Museum of Modern Art). Byens stolthed har i øjeblikket en særudstilling af og om Frida Kahlo.

Den mexicanske kunstner levede nogle af sine plagfulde leveår i San Francisco sammen med sin mand Diego Rivera, der var langt mere berømt end fruen i deres samtid. Deres stormfulde forhold betød blandt andet, at de blev gift, skilt og gift igen.

Frida Kahlo døde i 1954, og blev vel egentlig først rigtig berømt efter sin død. Hun havde en ganske kompromisløs tilgang til tingende, og det understreges vel af følgende citat, som hun afleverede i en tale i 1945:

”The reason people need to invent or imagine heroes and gods is because of their fear – fear of live and fear of death.”

Med fjernsynets fuldstændige dominans af mange menneskers liv i dag, kan synspunktet næppe siges at være blevet forældet, siden hun afleverede det for over 50 år siden. Det var en flot og tankevækkende udstilling, men vi stod som sild i en tønde.

Frida Kahlo malede usædvanligt mange selvportrætter – det ene mere dystert end det andet, og det kan med lidt god vilje godt betegnes som en blog i en tid, hvor computeren ikke var hvermandseje. 55 af hendes 143 malerier er selvportrætter. Ifølge Frida Kahlo valgte hun at male sig selv så ofte, fordi hun var den person, hun kendte bedst.

Fire irsk kaffe



SAN FRANCISCO, CA: De laver hundredvis af irsk kaffe hver dag på den berømte ”The Buena Vista” i San Francisco, og det foregår efter særlige regler og traditioner, som det fremgår af min lille optagelse fra dagens besøg på baren.

Thursday, June 26, 2008

Dagens dinnertalk

SAN FRANCISCO, CA: Det er ikke kun i Danmark, at huspriser og friværdi er blevet dinnertalk ved alle sammenkomster blandt folk i middelklassen. Det er også på alles læber eller i det mindste på alle mediefolks læber her i USA, hvor der bliver brugt uanede ressourcer på at beskrive, hvordan boligværdien i øjeblikket fordufter som is på en varm sommerdag.

I San Francisco er et almindeligt etfamiliehus faldet med 22,1 procent i løbet af det seneste år. Endnu værre står det til i Los Angeles, hvor over 23 procent er høvlet af prisen, som rigtignok – akkurat som i Danmark – havde mistet jordforbindelsen. Dermed er mange teknisk insolvente; de skylder mere i huset, end det kan sælges for.

Boligprisernes vanvittige stigninger i den vestlige verden har været det vigtigste brændstof i den forbrugsfest, som middelklassen med stor glæde har deltaget i.

Lone og jeg er ikke umiddelbart ramt af den største økonomiske nedtur i nyere tid endnu, selv om jeg blev fyret fra mit nye job hos BankInvest, inden jeg skulle begynde den 1. maj som følge af nedturen. Efter et par dage i panik fandt jeg ud af, at jeg havde tilstrækkelig erfaring og viden, der kan sikre mig en anstændig levevis i fremtiden, og den overdådige ”Amerikarejse”, som vi nu lever ud, finansieres i vid udstrækning af sidste års kraftanstrengelse, der resulterede i en bog, som nogle mennesker heldigvis har valgt at købe.

Faktisk går det så godt for os på turen rundt her, at jeg overvejer at tage kontakt til verdens største containerrederi, for at forhøre mig om prisen på at få en container transporteret hjem fra Los Angeles til København. Så meget har vi snart købt!

Okay, det var lidt en jysk overdrivelse, men kufferten er i alle tilfælde ved at være godt fyldt. Placeringen af vores hotel her i San Francisco hjælper ikke på situationen. The Greenwich Inn ligger en blok fra Union Street, der er fyldt med lækre interiørforretninger, tøjforretninger, skoforretninger og lækre restauranter.

Wednesday, June 25, 2008

Impala'en


SAN FRANCISCO, CA: Til ære for de bilinteresserede bringer jeg lige et billede af Chevrolet Impala'en årgang 2008 i al sin majestætiske udstråling. Automatgearet sidder i en stang under rattet - som vi kender det fra alle amerikanske film fra 1950'erne. Bagagerummet har næsten plads til en lille rød Golf:-) Vi ses der ude på highway'en.

Klik eventuelt på billedet for at se det i større størrelse.

Nej tak til opgradering

SAN FRANCISCO, CA: 5 timer og 49 minutter på vingerne i dag. Nej, vi har ikke krydset Atlanten eller fløjet til Sydamerika. Vi har blot foretaget en indenrigsflyvning i USA fra New York til San Francisco. Det er i sandhed et stort land, vi rejser rundt i.

Jeg så Mississippi-floden fra Airbus 320-flyet i 37.000 feets højde, men det var et stykke syd for staten Iowa, hvor den har brudt flere diger og er gået over sine breder og fjernet flere byer fra landkortet. Til gengæld så jeg et par skovbrande, da vi nåede ind over Californien.

San Francisco er ikke en varm by. Særlige klimatiske forhold sørger for, at der typisk er 10 grader koldere end i Los Angeles, der blot ligger nogle timers kørsel mod syd. Så måske får jeg brug for den sweater, der har ligget i kufferten de seneste 20 dage.

Avis var supervenlige, da vi ankom til San Francisco. Sædvanen tro tilbød de at opgradere den bestilte bil – denne gang til en SUV. Vi havde bestilt en såkaldt ”full size car”, men de tilbød altså det, man på godt dansk kan kalde en firehjulstrækker af de store uden yderligere beregning. SUV står for ”sport utility vehicle”, og de har været til diskussion i USA i flere år på grund af deres størrelse og enorme benzinforbrug. Vi takkede nej. For det første er firehjulstrækkerne og Hummere i USA ikke så populære mere, og for det andet tror jeg ikke, at det vil falde i god jord hos vores miljøinteresserede venner i Los Angeles, som vi kører ned til om en uges tid.

Vi holdt fast i vores ”full size”, og det endte således med en Chevrolet Impala, som er klassen over Malibu’en, som vi kørte rundt i i New England. Det er absolut ikke en økonomibil. Efter danske forhold er den meget stor, og jeg måtte bede om hjælp, inden vi kørte ud af garagen hos Avis. Jeg kunne ikke finde ud at indstille sædet, fordi det foregik automatisk, og automatgearet sidder i en stang under rettet – akkurat som man ser det i amerikanske film fra 1950’erne. Overvejede at skifte bil til en model med et automatgear, vi kender til, men valgte at holde fast.

Efter at have set et par tusinde amerikanske film i mit liv, så kan det vel ikke være så svært at køre en bil, hvor automatgearet sidder i rattet? Den kører som en drøm, og Garmin GPS’en førte os uden problemer ud af motorvejshelvedet i San Francisco International Airport til vores hotel midt i San Francisco, som vi allerede har oplevet som en fed by. På grund af tidsforskellen på tre timer fra New York spiste vi tidligt på en japansk restaurant. Vi har en svaghed over for japansk mad, som føles godt i maven. Men San Francisco har også en af de største Chinatowns, og vi har derfor planer om at finde den bedste Dim Sum uden for Kina en af dagene.

Tuesday, June 24, 2008

Medier – nu sidst med det nye

NEW YORK: Tim Russert døde den 13. juni. Det ryddede forsiden på de fleste amerikanske medier i flere dage, og hans liv og død beskrives fortsat næsten på daglig basis i pressen. I det her snævre forum kan jeg vel godt være ærlig og indrømme, at jeg ikke kendte noget til manden. Havde faktisk aldrig hørt om ham. Men han var altså journalist, og var på skærmen hos NBC i en menneskealder i forskellige programmer og var på den måde blevet hvermandseje.

Tim Russert fik hjertestop, og det skete såmænd på tv-stationen. NBC, der er en af de allerstørste tv-stationer i USA, holdt den kedelige nyhed tilbage i nogle timer, fordi de ansvarlige vurderede, at familien skulle have beskeden inden offentligheden. NBC tog endda kontakt til andre store mediehuse, for at bede dem holde nyheden tilbage, hvilket de også gjorde. Men de tider, hvor medierne kan styre nyhedsstrømmen er væk – helt væk.

I dag viser det sig, at han fik hjertestop kl. 13.40 og blev erklæret død på hospitalet kl. 14.24. Allerede kl. 15.01 var siden om Tim Russert på Wikipedia blevet opdateret, og her fremgik det således, at han var død. NBC’ seere fik først nyheden kl. 15.39.

Et andet sted, hvor nyheden blev spredt med lynets hast, var via Twitter, som mange spår en stor fremtid. Twitter var også til diskussion på konferencen i Miami, og det kan vel bedst beskrives som en mellemting mellem en sms-besked og Facebook – eller mikroblogning. Ved hjælp af Twitter kan et netværk følge med i, hvad de andre i netværket er i gang med, og her bliver det lidt mere fagligt end Facebook, hvor de fleste ikke har gang i så meget. På konferencen i Miami fortalte flere deltagere, hvordan de opsnapper nyheder, som er under opsejling ved hjælp af Twitter.

MySpace, Facebook, Wikipedia, Twitter. blogs og hvad alle de andre ting nu hedder, er et resultat af den fremadstormende "borgerjournalistik", som jeg personligt lagde for had, da den kom frem for nogle år siden. Men har vel lov til at skifte mening. Jeg er ikke så sur på borgerjournalistikken i dag, selv om jeg fortsat ser mange problemer i den form for journalistik. Men jeg tror, at vi kun lige har set toppen af den udvikling, der vil forandre mediebilledet for evigt.

Vi er tilbage i New York, men kun for en kort bemærkning. I morgen tidligt flyver vi til San Francisco, selv om Lone – da vi tog et smut ind til Manhattan i eftermiddags – nærmest var ganske parat til blot at blive i New York – nærmest for evigt.

Sunday, June 22, 2008

Ctrl+Alt+Del virker ikke hver gang

MIDDLEBORO, MA: Jeg havde en masse ting kørende rundt inde i mit hoved den seneste måned, inden jeg drog ud på den store amerikarejse. På forunderlig vis lykkes det at gennemføre en slags ”Ctrl+Alt+Del” af hjernen inden afrejsen, og den interne konto med stemninger stod på vid gab og var dermed klar til at modtage nye indskud ved afrejsen.

Men sletningen af harddisken i mit hoved har nu vist sig ikke at være effektiv nok. Der ligger tilsyneladende nogle skjulte filer omme i baghovedet, som er dukket op igen, fordi jeg har kastet mig ud i at læse bogen ”Stormland” af den islandske forfatter Hallgrimur Helgason.

Bogen tegner et skarpt, kritisk, kærligt og humoristisk billede af det islandske folk og deres kultur. Specielt den voldsomme liberalisering af alt, hvad der kan liberaliseres og kapitaliseres tages under kærlig behandling i litterær form. Bogen fremkalder de mange tanker om Island, der hjemsøgte mig i foråret. Så sent som to dage før afgangen til USA havde jeg foretræde for Islands ambassadør i København, fordi jeg havde ”Island på hjernen”. Den venlige mand har en lang politisk karriere bag sig, og kender derfor alt til den forvandling, der er sket med det lille land de seneste 25 år, og hvilke omkostninger det har haft.

I lang tid gik mine tanker i retning af at få ”Island ud af hjernen” ved at skrive en bog om det fascinerende land; om forvandlingen, om bankerne, om milliardærerne, om Magasin-ejeren. Det hele i en underholdende, journalistisk fortælling. Idéen fik ekstra liv, da jeg besøgte den østlige del af Island i midten af april. Det var i sandhed en øjenåbner, der tilsyneladende gav Island en vedvarende plads på min indre harddisk. Ambassadøren var – i lighed med andre islændinge – vild med idéen, men jeg selv skød idéen til hjørnespark, fordi jeg har fået fast job, og jeg ved, hvad der kræves for at skrive en bog.

Når jeg læser Stormland, kan jeg ikke lade være med at sende venlige tanker til de mange islændinge, jeg har lært at kende de seneste fire-fem år. Ikke alle lovpriser forvandlingen fra et detailreguleret og statsstyret land til Det Vilde Vesten, hvor indflydelsesrige personer fra erhvervslivet har bestemmende indflydelse på landets udvikling. Men på den anden side er de fleste islændinge glade for deres store, amerikanske firehjulstrækker, som på gaden i Reykjavik er det mest synlige bevis på forvandlingen. Ifølge Hallgrimu Helgason er afstandene i byerne godt nok så små, og mange er så tykke og velnærede, at det tager en islænding længere tid at komme ind og ud af bilen end at køre den korte strækning fra A til B.

Vi er gået ned i gear i Middleboro. Ligger ved poolen. Læser bøger. Spiser amerikansk mad. I de kommende dage kommer der igen fart på. Vi kører til New York i morgen, for at flyve til San Francisco i overmorgen. Det glæder vi os meget til, og hvis ikke Frisco kan få Island til at gå væk fra min hjerne, så ved jeg snart ikke. Vi får se.

They’re baaaaack


CAPE COD, MA: Et godt stykke ud af den 50 kilometer lange tange Cape Cod blev støjen så øredøvende, at jeg måtte standse bilen, slukke motoren, for at finde ud af, om det var vores ellers meget støjsvage bil, der larmede. Det var det ikke. Vi kørte videre, og løsningen på mysteriet fik vi leveret af en næsten døv gammel mand.

Lone fik sjovt nok øje på et ”yard sale”, der vel bedst kan sammenlignes med et loppemarked i Danmark. Det måtte tjekkes ud, og mens Lone gjorde det, kunne jeg ikke lade være med at spørge den tykke, gamle, døve mand, der sad i en stol i hjørnet. ”Hvad er det for en øredøvende støj, der er her i området”, råbte jeg til den gamle mand.

”Det er cikader, der kun kan opleves hvert 17. år. Så kommer de op ad jorden, og er overalt,” svarede han. Jeg kunne kun give ham ret. Kæmpe insekter hamrede ind i forruden på bilen, da vi kørte ud mod Cape Cod. Et meget særpræget biologisk fænomen. De gik under jorden i 1991, der var året, hvor jeg fik min eksamen på Journalisthøjskolen, og der har de hygget sig, mens både en Bush og en Clinton har regeret fra Det Hvide Hus. Nu myldrer de op ad jorden som lava, og de vil skrige deres sang ud i området frem til midten af juli, hvor de dør. Der efter vil det først være muligt at opleve fænomenet igen i 2025.

Der er masser af cikader i USA, men de fleste er nede syd på, og det er en helt anden type. Her i Massachussets har de hvide øjne, er ekstra store og skriger ekstra højt.
Lone købte en vase for 10 cent. Spekulerer på, hvordan vi skal få den hel hjem til København.

Friday, June 20, 2008

Bye-bye Boston


MIDDLEBORO: Boston er bag os. Efter at have spist frisk frugt med yoghurt og mysli i cafeen i boghandlen tjekkede vi ud fra Guest House 463 Beacon St. i det elegante Back Bay-område i Boston. Et lidt vemodigt farvel til byen, der er utrolig charmerende.

Men Boston er også et dyrt sted at være, har vi fundet ud af, efter at vi er ”kørt på landet”, hvor vi har tjekket ind hos de allestedsnærværende Days Inn i byen Middleboro. Ikke så charmerende, men det funker. Der er for eksempel swimmingpool og gratis parkering. Det sidste måtte vi betale 300 kr. for i Boston – altså at parkere bilen, mens det første var der ikke noget af i Boston.

Vi er meget hurtigt kommet til at elske Garmin GPS, der kan finde alt på en studs. Den viste vej ud af Boston uden problemer, selv om vi en overgang overvejede at trodse den insisterende visen vej, fordi vi troede, at vi vidste bedre. Heldigvis rettede vi os efter den bestemte vejvisning, fordi vi kom ud på den rigtige highway i den rigtige retning uden et eneste svinkeærinde. Efter at have tjekket ind på Days Inn, var vi klar til frokost. Vi så en reklame for en ægte 50’er diner, men efter at have kørt lidt forvirret rundt, havde vi næsten opgivet, inden Lone fik den lyse ide at søge på GPS’ens ”Point of Interests”. Her kan man vælge restauranter og der efter vælge mellem amerikanske, indiske, franske osv. Og vupti. Daves Diner stod næst øverst på listen over amerikanske restauranter i området.

Vi har ligget lidt ved poolen i eftermiddag med bøger, USA Today og New York Times. Jeg er kørt lidt træt i Boston Globe, der er lidt kedelig. Tophistorien på New York Times handler om topfolk i investeringsbanken Bear Stearns, der er under mistanke for at have vildledt folk for at redde deres eget skind og deres egen spekulationsfond. Tidligere på året skrev jeg faktisk en artikel om den store investeringsbanks helt særlige metoder til at score penge på. De kreative folk var nemlig også forbi Island, hvor de legede lidt med den lille valuta og det lille børsmarked.

Flere og flere peger efterhånden på, at de kreative bankfolk er den egentlige årsag til den økonomiske nedtur, der truer hele den vestlige verden. Men ifølge magasinet The Atlantic er krisen på boligmarkedet et resultat af ”skruppelløse sælgere af boliglån, uærlige boligkøbere og et underreguleret finansielt marked”. Oversat til godt dansk handler det om, at sælgere af boliglån har været provisionslønnede, og de har set igennem fingre med, at boligkøbere er troppet op med forfalskede dokumenter, der angiveligt skulle bevise, at de havde fast job. Samtidig har myndighederne holdt sig for øjnene.

Selv om det således står ret så skidt til med økonomien, bliver vi dagligt overbevist om, at USA fortsat er et umådeligt rigt og velfungerende land, selv om landets gæld er skræmmende stor.

I morgen kører vi ud på halvøen Cape Cod, der er fyldt med hvide strande og dyre sommerhuse, der er ejet af rige i Boston.

Det lille diasshow til højre viser Daves Diner, som er det mest ærkeamerikanske, vi endnu har set på turen.

Wednesday, June 18, 2008

Ryd forsiden

BOSTON, MA: Boston Globe, der er en af USA’s ældste og fineste aviser, har ryddet forsiden i dag for at hylde byens basketball-hold, Boston Celtics, der vandt ”verdensmesterskabet” i aftes ved at vinde 131-92 over Los Angeles Lakers. ”BACK ON TOP – Celtics crush Lakers 131-92”, står der med kæmpeskrift på forsiden.

Det er syttende gang, titlen går til Boston, men sidste gang var tilbage i 1986, så hagen og brystet har været løftet en ekstra tand i dag. Da vi ankom til Boston, undrede vi os godt nok over, hvorfor mange mennesker gik med T-shirt med påskriften ”We beat LA”. Det giver mening i dag, selv om det egentlig aldrig har givet mening for mig, at amerikanerne altid kalder det ”World Champions”, når der udråbes en vinder i en amerikansk sportsgren. I amerikansk football tales der også om ”verdensmester”. Hvordan kan man være verdensmester i en sportsgren, der kun spilles i et land?

Seks tv-stationer har allerede stillet hele gearet op på byens store plads for at dække ”Victory Parade” live i morgen. Det svarer lidt til den gang, det danske fodboldlandshold kom hjem til København med europamesterskabet. Vi regner med at tage del i fornøjelighederne i morgen.

Vi har været at ude og rulle i Chevrolet’en i dag, men kun for at flytte den nogle hundrede meter. Hotellet kunne kun tilbyde en parkeringsplads det første døgn, så nu har vi kørt den hen i et parkeringshus, hvor det koster 30 dollars i døgnet at holde. Det er efter alt at dømme den eneste mulighed i Boston, der kører en hård linje overfor bilister. København kunne lære noget, men jeg er såre nervøs for, at København bliver den sidste storby i verden, der indfører sanktioner overfor bilister i form af roadpricing eller lignende. De har gjort det med succes i London, Stockholm, Boston og mange andre steder, men i København synes alt statisk. Ingen huse over fire etager, ingen indgreb mod den stigende bilisme, ingen ændringer i Tivoli. Intet må ændres. Men noget ændres hvert år. Prisen for at køre med offentlig transport i København stiger år efter år. Det er lige så sikkert, som hullerne i cykelstien ikke bliver repareret. Derfor kører folk selvfølgelig i bil ind til København, og endnu flere vil gøre det, når prisen for at køre med bus og tog sættes yderligere op.

Vi gik igennem Boston Common, der er navnet på den ældste park i USA, til Down Town. Byen og parken virker mere friseret end New York, og Lone synes måske, at den nogle steder er ”lidt for pæn”. Hun foretrækker noget lidt mere råt. Jeg tror nu godt, at vi kunne leve i den her by, selv om rygterne siger, at vintrene kan være hårde at komme igennem. Jeg aflægger måske Boston Globe et besøg i morgen for at aflevere en søgning til job som skriver, der er i stand til at levere mange linjer på dag til dag basis :-)

Bemærk der er tilføjet et ny element i høje side af bloggen. Det er et diasshow med billeder fra Boston. Klik på billedet for at se dem i stor størrelse.

Det nye England

BOSTON: Vi er i New England. Det er betegnelsen for seks af de mindste amerikanske stater, og de ligger alle i det nordøstlige hjørne af USA. Området omfatter staterne Connecticut, Maine, Massachusetts, New Hampshire, Vermont og Rhode Island. Vi befinder os i Boston i staten Massachusetts.

Det er naturligvis englænderne, der sådan lidt selvsikkert døbte området ”Det Nye England”, da de gik i land for nogle hundrede år siden. En anden mere afgørende ting, de medbragte til det nordamerikanske kontinent, var deres hang til undervisning. Godt nok skete det ud fra religiøse motiver i begyndelsen, men siden har det udviklet sig. Boston alene har i dag over 60 højere læreanstalter, og blandt de mest berømte er selvfølgelig Harvard og MIT.

Boston kan derfor med lidt god vilje godt sammenlignes med Århus, hvis man tager Jyllands hovedstad og ganger den med 20. Både Boston og Århus er præget af et meget stort antal studerende, der giver byerne et særligt liv, en særlig puls og masser af energi. Efter blot nogle få timer i Boston, er den allerede sprunget langt op på listen med de fedeste amerikanske byer. Vi taler om en by blandt Top Five og ved nærmere eftersyn de kommende dage, kan den havne på plads nummer to efter urokkelige New York.

Vi bor i området Back Bay, og her er gaderne fyldt med byhuse i røde sten, og vores hotel er således også et toetagers byhus bygget i røde sten. Der er træer i gaderne, og Down Town er i gåafstand fra hotellet.

Det blev ikke som forventet en Chevrolet Monte Carlo, vi fik udleveret i Kennedy-lufthavnen i New York. Avis var så venlige at stille en Chevrolet Malibu LS til rådighed. Den har en 2,4 liters lydsvag motor, og den reagerer på mindste berøring af speederen. (Tjek bilen her) Efter en times heftig trafik igennem Queens og Bronx var vi ude af New York-området, og vi ”sejlede” med 70 miles i timen til Boston. Med den nyindkøbte GPS i forruden kørte bilen – næsten af sig selv – direkte til hotellet midt i Boston.

Tuesday, June 17, 2008

Goodbye New York – Hello Boston


NEW YORK, NY: Boston er centrum og fødested for hele det amerikanske universitetssystem, men det er også byen, der byder på steder og historiske personer, der har haft afgørende betydning for USA’s fødsel som nation. I morgen kører vi til Boston for at kigger nærmere på de påstande. Det er med andre farvel til New York og goddag til Boston. Jeg har opholdt mig i New York otte dage, mens Lone har været her i fire dage, og det er fortsat en by, vi har lyst til at vende tilbage til.

Vi skal til Kennedy-lufthavnen for at samle en bil op i morgen. Vi har lejet en Chevrolet Monte Carlo, og jeg går stærkt ud fra, at den mindst har en to-liters motor, automatgear, aircon, 75 liters tank, kopholder og cruise kontrol. Tidligere erfaringer med at køre på det omfattende motorvejsnet i USA har denne gang fået mig til at investere i en Garmin GPS med kort over Nordamerika installeret. Inden afgang fra Danmark fandt jeg ud af, at det ikke kunne betale sig at købe et kort over Nordamerika til min danske GPS, så derfor har jeg købt en spritny Garmin for 150 dollars hos Radio Shack i New York. Regner egentlig med at vi kan sælge den til vores venner eller deres venner i Los Angeles, når vi skal hjem. En anden mulighed er at sælge den til halv pris i Den Blå Avis til nogen, der skal på ferie i USA. GPS er jo en fantastisk opfindelse.

Efter danske forhold er det godt nok en benzinsluger, vi har lejet, men efter amerikanske forhold er det absolut en økonomibil. Prisen på benzin er det store samtaleemne, og forleden hamrede prisen igennem fire dollars pr. gallon. Oversat til godt dansk betyder det, at amerikanerne nu betaler cirka 20 kroner for knap fire liter benzin. Det er jo så kun cirka halvdelen af prisen i Danmark!

På den politiske front har den tidligere demokratiske præsidentkandidat Al Gore officielt givet sin støtte til Barak Obama i dag. Al Gore er jo blevet utrolig populær efter at være trådt ud af det politiske liv for at rejse rundt med sit miljøforedrag. Politikere har det med at blive vældig populære, når de træder tilbage. I Danmark kender vi det fra Anker Jørgensen, Poul Nyrup og vel også til en vis grad fra Poul Schlüter. Men hvad med Anders Fogh? Bliver han også for alvor populær, når han forlader dansk politik?

Obamas kampagne kører under overskriften ”Change”, og hvis jeg skal være ærlig, så kunne vi måske også godt trænge til nogle forandringer i Danmark.

Monday, June 16, 2008

Let’s go short

NEW YORK: Amerikanerne elsker forkortelser. Den mest berømte er vel Bill, der lidt ulogisk er en forkortelse for William. Bill Clinton hedder som bekendt William Jefferson Clinton. Men her er nogle andre, jeg er stødt på:

Sam Adams = Samuel Adams (Damn good beer)
Bud = Budweiser (knap så god en øl)
Tom = Thomas
Park = Parking
Tribeca = Triangle Below Canal Street
Philly = Philadelphia
Met = Metropolitan Museum of Art
Tee = T-shirt
Bike = Bicycle
Brits = Englændere

Der er mange flere, som kan give nogle udfordringer, når man taler med en New Yorker, der snakker hurtigt som trommestikker i et rockband. Efter at have sagt ”sorry” to gange, fordi det ikke er muligt at forstå en hurtigt snakkende new yorker, kan det nogle gange hjælpe, hvis man gør opmærksom på, at engelsk ikke er ens modersmål, og at det vil være en kæmpe hjælp at sætte tempoet lidt ned. Det har de færreste noget imod.

Vi er nemlig ikke de eneste i smeltedigelen New York, der ikke har engelsk som modersmål. Alverdens nationaliteter er her, og rigtig mange, er vældig meget dårligere til engelsk end en selv. En ekspedient i en tøjbutik var i dag fra første færd ganske overbevist om, at vi var franskmænd! Ligner vi nogle fra Frankrig?

Det er faktisk ikke særligt populært at være franskmand i USA, akkurat ligesom det heller ikke er populært at være amerikaner i Frankrig. Det kølige forhold går langt tilbage i historien, men uenighed om USA’s mange krige i nyere tid har bestemt ikke gjort forholdet mindre kompliceret. Danmark har som bekendt været en trofast støtte i USA’s krige, men det er der ikke så mange i USA, der ved noget om. Jeg overvejede godt nok at stille et spørgsmål om emnet til John McCain, da jeg var til Town Hall meeting med ham i Philadelphia. Der var mange, der fik mulighed for at stille spørgsmål, men der var også mange, der aldrig kom til orde. Måske vi får muligheden i Boston eller på turen ned igennem Californien. Til gengæld håber jeg så, at det bliver Barak Obama, som jeg har set blot omtalt som med forkortelsen O. Han gør noget større indtryk på mig.

Sunday, June 15, 2008

Stemninger fra Hells Kitchen

Tasker, tasker, tasker.

Efter lidt betænkningstid blev kjolen hængt på plads igen.



Selvportæt.
Klik evt. på billederne for at se dem i større størrelse.

Hells Kitchen


NEW YORK: Lone ankom til New York fredag aften. Tidspunktet var velvalgt, fordi vi så kunne tage hen til Hells Kitchens Flea Market lørdag morgen, så det gjorde vi. Det er da også et ganske hyggeligt loppemarked, og det blev til et par indkøb. I det hele taget blev der shoppet lidt mere igennem i dag end i den forløbne halvanden uge, hvor jeg har været alene i USA.

Tøj er rørende billigt, og det er også billigt at spise på restaurant. Amerikanerne elsker godt nok at hade Starbucks, fordi de tager hele 16-17 kroner for en cappuccino. De skulle bare vide, hvad en kaffe koster på Baresso eller Cafe Europa i København.

Vejret var varmt og tørt indtil klokken 17. Da begyndte det at styrtregne, lyne og tordne, men det var fortsat varmt. Vi sprang fra cafe til cafe i Soho til 32. gade, hvor vi indtog koreansk mad igen. Der går rigtig lang tid, inden jeg bliver træt af koreansk mad, der er let og lækkert.

Jeg har læst afslutningen på ”De smukke og fortabte”, men jeg afslører den naturligvis ikke her :-) Bemærk blot, at den IKKE hedder ”De smukke og de fortabte”. I stedet har jeg jagtet en ny bog, der hedder ”Flat Earth News” af den britiske journalist Nick Davis, men hverken Barnes & Nobles eller Borders har den. Jeg nøjes med The Post og The Times indtil videre.

Friday, June 13, 2008

Ny favoritpark


NEW YORK: Bryant Park mellem femte og sjette avenue ved 42. gade midt på Manhattan er min nye favoritpark i New York. Brugte nogle timer der igen i går. Der var gymnastiktime midt på plænen, og i baggrunden spillede et band mild jazz. Meget behagelig stemning og som det ses af billedet; et imponerende syn, da solen gik ned.

Mens jeg sad i parken, læste jeg endnu en ordentlig bid af den nyoversatte ”De smukke og fortabte”, som F. Scott Fitzgerald udgav i 1922. Oversættelsen er fornem, og der er et lille fikst noteapparat bag i bogen, der forklarer nogle detaljer fra datiden. Bogen indeholder en grum historie fortalt så smukt og let, at det gør så ondt så ondt. Anthony og Gloria lever det søde liv i New York i tiden omkring første verdenskrig, men de slider sig selv og hinanden op mens de elsker hinanden. Man kan vel sige, at de kører ud over kanten på første klasse alt imens vennen Dick beskriver en gentleman som ”En mand, der foretrækker en førsteudgave af en bog frem for den seneste udgave af en avis”. Miljøskildringerne får en ekstra dimension, når man samtidig befinder sig i byen.

Måske smutter jeg hen i Bryant Park og læser sidste del af bogen i morgen. Men jeg har en stærk fornemmelse af, at den ender vældig grumt.

Selv om Bryant Park p.t. er min favoritpark, tog jeg alligevel op i Central Park i aftes for at se et rekordforsøg. Jeg var ikke alene. Alle New Yorks cykelbude var der på deres ”banecykler” uden bremser og med fast nav. Som rutineret motionscyklist har jeg dyb respekt for cykelbudene, som kører på de særlige cykler, der kræver helt særlige egenskaber. Jeg har da også bemærket, at det er blevet moderne blandt budene i København at køre på banecykel, hvor der jo ikke er friløb. Det betyder, at pedalarmene kører rundt hele tiden, men det betyder også, at de kan holde helt stille, uden at røre jorden.

Rekordforsøget drejede sig om BMX-rytteren Kevin Robinson, der ved hjælp af en rampe skulle forsøge at kommer højere op end 21,5 feet op i luften. Ved faktisk ikke om det lykkedes for ham, for jeg mistede tålmodigheden efter nogen tid. Der var en lidt kunstig stemning, fordi det hele tilsyneladende var sat i scene af energidrikproducenten Red Bull til ære for tv. Alting har det med at blive lidt kunstigt, når tv er involveret.

Thursday, June 12, 2008

Seks døde

NEW YORK: Den fire dage lange hedebølge har taget livet af seks personer i New York City, skriver The Post på baggrund af oplysninger fra myndighederne. Fem af de seks var over 70 år, mens den sidste var 59 år, og alle døde de af dehydrering.

Den privatiserede elforsyning har ikke leveret varen til tusindvis af indbyggere, der ikke har haft strøm i flere dage, fordi elselskabets net er blevet overbelastet som følge af, at alle og enhver skruer op for aircontionanlægget. På hotellet, hvor jeg bor, har strømmen ikke været afbrudt, men der er forbud mod at lade aircontionanlægget køre dagen lang. Det er kun tilladt at tænde det, når man opholder sig i rummet, så det kører natten lang, og man sover sådan set udmærket til en vedvarende brummende lyd fra anlægget.

Union Square


Union Square, New York City.

Møde med McCain


PHILADELPHIA: Jeg mødte John McCain i dag. Republikanernes præsidentkandidat var taget til Philadelphia lige som mig. Et par af hans trofaste partisoldater fangede mig foran Constitution Center, og inviterede mig til et møde med ”the next president of United States”. Hvem kan sige nej til det?

Det viste sig at være et af de berømte Town Hall Meetings, men John McCain er ikke en interessant person. Han mangler karisma, snøvler og er i det hele taget kedelig. Som min gamle lærer på St. Restrup Højskole ville have sagt: ”Der kommer støv ud af munden på ham. Så kedelig er han.”

Krig og skatter var ikke overraskende temaerne på mødet. Han vil sænke skatterne for virksomhederne, men det var ikke alle publikummerne glade for. Med hensyn til krigen i Irak, spiller han på sin egen fortid som krigsveteran og krigsfange i Vietnam, og den taktik ser faktisk ud til at fungere et langt stykke ad vejen i et land, hvor rigtig mange familier er direkte berørt af USA’s mange krige. Næsten alle familier har haft en af sted, eller kender nogen, der har været af sted.

Det var i Philadelphia, USA’s grundlov blev skrevet, og det var i Philadelphia, det moderne Amerika blev grundlagt. Det var i det lys, John McCain ønskede at sole sig i.

De fleste siger, at det tager to en halv time at køre fra New York til Philadelphia, men jeg sprang på en kineserbus i Chinatown i New York, der kørte til Chinatown i Philadelphia, og den klarede turen på under to timer. Foden stod tungt på speederen og et løst håndled sikrede, at alle andre bilister hørte os hele vejen. Der var flest kinesere med bussen, men jeg talte også med en amerikaner, der forklarede, at de berømte Greyhound er dyrere, tager længere tid og busserne er ikke bedre; så hvorfor kører med dem, når man kan komme til Philadelphia og tilbage hurtigere og billigere? Jeg betalte blot 20 dollars.

Philadelphia er sammen med Bosten de to mest historiske byer i USA. Jeg tog den store tur rundt til Independence Hall, The Liberty Bell, Declaration House osv. Byens gader tegner et skakbræt, og byen er forbillede for grundlæggere af rigtigt mange andre byer i USA. I Danmark kendes det som bekendt kun fra den gamle del af Fredericia, der også er tegnet som et skakbræt.

Det er fortsat meget varmt i New York, selv om temperaturen er faldet noget. Meteorologerne taler om, at det var ”hot” tirsdag, mens det kun var ”varm” onsdag.

Tuesday, June 10, 2008

Killer Tomatoes

NEW YORK: ”KILLER TOMATOES” står der på forsiden af boulevardavisen The New York Post i dag, og det skulle nok kunne få en tomatelskende amerikaner vækket fra varmedøsen. Der er nemlig udbrudt tomatsalmonella i staten New York og 15 andre stater i USA.

Burger King og mange andre burgerrestauranter serverer nu burgere uden friske tomater, og det er mange af de tomatelskende amerikanere kede af. En burger uden friske tomater er som stegt flæsk uden persillesovs.

En kvik reporter fra The New York Post har været på burgerrestauranten Mickey D. på 6th avenue, hvor han møde den 17-årige Beata Royzman. ”Det er forfærdeligt. Burgeren smager meget bedre med tomater. Jeg er vild med tomater. Jeg spiser dem rå med salt,” siger hun til avisen.

Tomatsalmonellaen har bredt sig fra stat til stat, uden at myndighederne har fundet kilden til problemet. Siden midten af april er 145 blevet syge af at spise tomater.

Udover tomatsalmonella er varmen det store samtaleemne for de otte millioner indbyggere i The Big Apple. Termometeret hamrede igennem 100 grader fahrenheit i New York i dag. Det svarer vel til 37-38 grader celsius. Jeg har læst om hedebølger i New York mange gange, men det er først nu, hvor jeg mærker det på egen krop, jeg forstår, hvad det betyder for livet i en storby som denne.

Byen går lidt modvilligt ned i gear, og mange står lige inden for døren til forretninger med aircon, og Starbucks har kronede dage. Her kan de fleste hænge ud, uden at blive jaget ud i varmen. Der er internetforbindelse, aviser og god kaffe. Hvad mere har en new yorker brug for?

Åh ja, så oplevede jeg de 15 sekunders berømmelse, som alle før eller siden vil opleve i deres liv. Jeg blev standset af en reporter fra en tv-station, der ville lave et interview med mig, fordi jeg stod og faldt i stave over et kunstværk. Jeg indvilgede i at give min uforbeholdne mening om værket. Efterfølgende fandt jeg ud af, at hun kom fra den største uafhængige kinesiske tv-station uden for Kina, og stationen har over tre hundrede millioner seere – hvoraf over 99 procent er kinesere. Så hvis du møder en kineser, så spørg endelig, om vedkommende har set mig på tv:-)

Monday, June 09, 2008

New York City

NEW YORK: Nogle mennesker indeholder ufatteligt mange ord. Jeg sad bag sådan en person i bussen fra La Guardia til Manhattan. Det var en ung kvinde fra Midtvesten, og hun talte og talte i et væk. Jeg tabte faktisk tråden, og hendes fyr havde også sådan et lidt langt blik i sine øjne.

Da bussen pludselig standser på rampen op til den sekssporede motorvej, fortsatte hun med at fortælle en umådelig lang historie om en ligegyldighed. Hendes fyr og alle os andre i bussen opdagede, at en anden bus med lufthavnspassagerer holdt på selve motorvejen, og chaufføren i den bus, ville nu have alle sin passagerer over i vores bus.

Om der var tale om tekniske problemer eller bar en tom tank, ved jeg ikke, men jeg har en mistanke om det sidste. De fik bakset kufferterne over to betonbarrierer og passagerne klatrede over i vores bus, mens køen bag vores bus voksede vildt. I løbet af det obskure optrin, rejste kvinden sig pludselig, tog et billede af begivenheden med sit lille digitalkamera, satte sig ned og talte videre til fyren, som var mere interesseret i det, der skete udenfor bussen.

Jeg blev sat af ved Grand Central Station. Havde alt for meget tøj på. Efter to minutter var jeg drivvåd af sved. Flygtede ned i subway’en, og sprang på et tog til 33. gade. Der fra var der ikke længere, end jeg kunne gå til hotellet i 31. gade. Hotellet koster omtrent det samme pr. nat som luksushotellet i Miami, men hotellet her er ikke i nærheden af have samme antal stjerner eller på nogen som helst anden måde leve op til prisniveauet.

Dollaren er lav, og mange ting er faktisk billige, men hoteller i New York bliver nok aldrig billige. Og det skyldes måske, at New York er tæt på at være verdens fedeste by. Den vil jeg dyrke de kommende dag.

Sunday, June 08, 2008

Stress i Miami

MIAMI: Der er en fire meter høj Henry Moore-skulptur med springvand omkring i lobbyen på Intercontinental i Miami. Det er prangende, men egentlig også beroligende med så stor en sten, der ligger så tungt. Det er dermed en voldsom kontrast til den måde, amerikaner er sammen på, som kan være vældig stressende.

Ved en frokost i går, hvor der blev uddelt priser til det bedste journalistiske arbejde i det forgangne år i forskellige kategorier, blev jeg vildt stresset. Det hele foregik på en gang og absolut ikke i nogen rytme overhovedet. Allerede inden jeg havde sat mig, havde nabobordet fortæret forretten, og da jeg fik serveret hovedretten, var tjeneren klar med kaffe – samtidig blev der holdt taler, præsenteret journalistisk arbejde og talt livligt ved det ottemands bord, jeg sad ved.

På den måde var det hele – næsten – overstået på 45 minutter. Til gengæld blev det rigtig sjovt fra det tidspunkt. Klummeskribenten Dave Berry holdt en helt vild sjov tale. Selv om nogle af detaljerne var lokale og dermed lidt svære at forstå, fik jeg ondt i maven af at grine. Dave Berry flyttede til Florida fra USA i 1986, som han sagde, og er siden blev en ganske berømt klummeskribent på Miami Herald. Hans klummer trykkes i en stribe medier i hele landet, og han er dermed blevet en holden mand.

Afslutningsreceptionen i aftes var lidt tam, så jeg gik en tur til Bayfront Park. Her var der gang i den. Der var levende musik flere steder, og mange steder stod latinoer og dansede ude foran – både unge og ældre. Der var en god stemning, og der var masser af cubansk, costaricansk og anden mellemamerikansk musik. Havde et par hyggelige timer sammen med et par fra Dallas, Texas, der er på ugelang ferie i Florida.

IRE-konferencen 2008 lakker mod enden. Her til morgen har jeg endnu gang hørt Neil Reisner fra Florida International University give tip til navigering på internettet. Han er god og underholdende.

Peoplemover


MIAMI: Her et skud af "peoplemoveren", der en slags bus, der kører i tredje sals højde rundt i Down Town Maimi.

Saturday, June 07, 2008

Staycation

MIAMI, FL: Staycation er på vej til at blive det nye modeord i USA. Supermarkedskæden Wal-Mart, der sidste år omsatte for mere end hele Danmarks bruttonationalprodukt, har indregistreret Staycation som et varemærke, og er nu klar til at skyde kampagnen ”101 dag sommer staycation” i gang. Under det slogan vil supermarkedskæden markedsføre ”billige, sjove og familievenlige ting, der kan hjælpe dig til at slappe af, fejre og nyde specielle begivenheder sommeren igennem - i din egen have.”

Ordet er på vej ind i det amerikanske sprog, og det er en drejning af ”vacation”. På grund af den voldsomme opbremsning i amerikansk økonomi har hver tiende amerikanske familie aflyst sommerens rejse eller har planer om at gøre det. I stedet vil amerikanerne blive hjemme i haven eller i umiddelbar nærhed af hjemmet, og den trend omtales nu som staycation.

Domænenavnet staycation.com blev tilfældigvis købt af en ung fyr i december 2005 ved et tilfælde. Første offentlig brug af navnet skete for blot to måneder siden i en canadisk komedieserie på tv, der handler om nogle mennesker, der har en benzintank. Ejeren af tankstationen i serien tager på staycation hvert år på den anden side af vejen, hvor der er en mark.

En lang historie for at fortælle den korte historie om amerikansk økonomi, der er faretruende tæt på at blive ramt af det forbudte R-ord. Ingen tør sige det højt, fordi det kan blive en selvopfyldende profeti, hvis alle går rundt og siger det, men det er selvfølgelig recession, der tales om. Når amerikanerne aflyser deres ferie og bliver hjemme, er det udtryk for, at det nu for alvor går den anden vej.

Forleden blev der offentliggjort meget kedelige tal for antallet af misligholdte boliglån. Specielt her i Florida men også i Californien ser det ret så skidt ud. Medierne rapporterer fortsat om meget tragiske tilfælde, hvor aggressive sælgere af boliglån for eksempel har lokket ældre boligejere til at omlægge deres meget sikre boliglån med fast rente til meget usikre boliglån med endnu lavere rente det første år men seks gange så høj rente efter et til to år. Salgsmaterialet har været uigennemskueligt, og sælgerne har været provisionslønnede. Nogle ældre mennesker har mistet hele deres friværdi i boligen og dermed deres opsparing, som var tiltænkt arvingerne.

How is the weather in Amsterdam?

MIAMI, FL: Jeg fik et lift til receptionen på dekadente Sagamore Hotel i Miami South Beach i dag. En Jack Black-lignende type fra Oregon, en PhD-studerende fra Tyskland, en firskåren finne, en distræt freelancer fra San Francisco og jeg delte en stor taxa over broen til South Beach. Parallelt med broen går en anden bro til containerterminalen i Miami, og på den havde hver anden lastbil en Maersk-container på ladet.

Receptionen var – desværre – udendørs og dermed en fugtig og varm oplevelse, men da receptionen havde været i gang en times tid, væltede det pludselig ind med en type gæster, som ikke var en del af konferencen, og de var helt sikkert ikke journalister. De fleste var på høje hæle, viste maveskind og havde brugt mindst to timer foran spejlet. Det væltede med andre ord ind med hookers på det fine hotel, men jeg tror, de blev en anelse skuffede, da de så publikummet, der mest bestod af fedtede og smånussede journalister. Men som lovet uddelte arrangørerne 200 adgangsbilletter til den hotteste club på South Beach. Jeg sikrede mig et armbånd til stedet, der bærer navnet Privé (på facebook, klik her) og ligger på Collins Avenue – 16 blokke fra Sagamore.

På forhånd var vi blevet advaret om, at Privé ikke lukker nogen ind, der har cowboybukser på, går i gummisko eller har farvestrålende skjorter på. Jeg havde læst på lektien, og bar hvid skjorte, lærredsbukser og mørk habitjakke. Til gengæld var der kø i tre rækker foran stedet, da jeg ankom efter den 16 blok lange vandretur. I den ene kø skulle gæsterne betale 40 dollars for at komme ind, i den næste 80 dollar og i den tredje var beløbet så højt, at der betalte folk bare og gik ind. Efter blot fem minutter havde jeg opgivet. Jeg har aldrig været god til at stå i kø, og jeg lærer det nok aldrig, men jeg opdagede nogle andre med samme armbånd som mit, og de snakkede for deres syge moster. De kom ind, og jeg fulgte lige efter ved at sige, at jeg var en del af gruppen.

Gruppen, der banede vejen for mig, viste sig at være nogle fra konferencen. En fra Costa Rica, en fra Nigeria, en fra San Diego og to fra Houston. En øl kostede ni dollar, som efter danske forhold måske ikke er så meget, men her i området er det dobbelt pris i forhold til almindelige barer. Det var okay hyggeligt, men jeg valgte at følge efter dem tilbage til Down Town Miami efter et par timer, fordi de tilbød transport i egen bil.

Miami Beach er 15 minutters kørsel fra Down Town Miami, men det er nærmest to forskellige planeter. The Beaches er en kæmpefest for rige hvide, der taler engelsk, mens Down Town er nedslidt, spansksproget og til tider i en sølle forfatning.

Amerikanerne er et meget venligt folkefærd, som gerne vil tale med andre, og de spørger gerne interesseret til ens baggrund. Men to gange i dag, har jeg mødt spørgsmålet: ”How is the weather in Amsterdam?”, når jeg har fortalt, at jeg kommer fra Danmark. Men på den anden side: Kan jeg placere Oregon sådan helt præcist på det nordamerikanske kontinent? Jeg er ikke sikker.

Konferencen kom op i fulde omdrejninger i dag. Der er mange ting at vælge imellem, og indtrykkene er mange, men der er ingen tvivl om, at diskussionen om mediernes fremtid, som den foregår i Danmark, også foregår andre steder i verden. De fleste er bekymrede for de trykte mediers fremtid, fordi oplagende rasler ned. Udsigten til kun at producere onlinenyheder skræmmer de fleste, fordi der er tale om en helt anden type artikler. 80 procent af indholdet på onlinemedier er ”kopieret og sat ind” fra andre hjemmesider. Det er der ikke meget vagthund, kritisk journalistik eller i det hele journalistik i. Ret beset kræver det ikke en journalist, at producere den slags, og det har udgiverne da også opdaget.

En anden diskussion handler om, at tv helt vil tage livet af aviserne, og tv i stigende grad bringer kriminalstof som topnyheder. Det har de gjort i USA i mange år, men fænomenet er først for alvor ved at slå igennem i Danmark i øjeblikket, hvor TV 2 er godt i gang med at rendyrke Fox News-stilen, hvor første indslag i nyhederne handler om et trafikuheld eller en familietragedie, hvor sønnen har skudt forældrene eller noget lignende. Amerikanske tv-journalister fortæller her på konferencen, at interessen for kriminalstof er på retur, og den vending kan vi så blot se frem til også rammer TV 2 en gang i fremtiden.

Thursday, June 05, 2008

Cars are king

MIAMI, FL: Det er en kvælende fugtig varme, der møder en, når man forlader det airconditionerede hotel her i Miami. Jeg bor på 14. etage, hvor der er en imponerende udsigt til Miami Beach, South Beach og de andre strande, der ligger 10-15 minutters kørsel fra hotellet.

Fredag aften er der en reception på et dekadent hotel på South Beach. Måske tager jeg der over, hvis jeg kan finde nogen at dele en taxa med. ”Cars are king” her i Florida. Der er godt nok en slags monorail, og der dukker da også en bus op en gang imellem, men den kollektive trafik er ikke gearet til at håndtere transportbehovet i Miami.

Fra værelset kan jeg skimte hotellets udendørs swimmingpool, der er placeret på femte sal, hvor der også er anlagt en udendørs jogging løbebane i femte sals højde. Skyline down town og Miami Beach minder om Chicago, selv om højhusene ikke er helt så høje her. Men der en væsentlig forskel: I Chicago taler de engelsk. Her taler flertallet spansk. Jeg var på cubansk cafe i aftes, hvor jeg fik en cubansk sandwich og en øl, og flere af de ansatte kunne ikke forstå engelsk.

Konferencen er skudt i gang med et mindre program i dag. I morgen begynder konferencen for alvor. Jeg har allerede haft et par tankevækkende og gode oplevelser. Hvis man er trist til mode på journalistikkens vegne i Danmark, hvor den får vanskeligere og vanskeligere vilkår, fordi gratisaviser og nedskæringer på betalingsaviser har sænket niveauet, er det en fornøjelse at blive præsenteret for den ene gode historie efter den anden, som det sker på konferencen.

Jeg deltog i en særdeles underholdende session med Paul Myers fra BBC og Neil Reisner fra Florida International University. De skød Google ned som den foretrukne søgemaskine, og gav tip til bedre søgning. Men Paul Myers havde også så meget britisk selvironi, at han fortalte den underholdende historie om, hvordan BBC blev snydt, så vandet drev for nogle år siden. Historien handler om den frygtelige kemiske ulykke i Bhopal i Indien. Aktivister fremstillede en hjemmeside, der til forveksling lignede en kemivirksomheds. En repræsentant fra virksomheden blev interviewet på BBC, hvor han lovede kontant erstatning til ofrene. Det hele var fup, og BBC’s research var til grin, men aktivisterne fik den forventede fokus på problemet. En tankevækkende historie.

God plads

MIAMI, FL: Kan man have medlidenhed med et flyselskab? Jeg fik det næsten, da jeg fløj fra Düsseldorf til Miami. Kun hvert femte sæde i AirBerlins Airbus 330 med plads til over 300 passagerer var besat. Det har utvivlsomt været en meget kostbar tur for det tyske lavprisselskab.

Flyet fra København til den trøstesløse lufthavn i Düsseldorf var heller ikke fyldt op, og min forrige flyvetur til Spanien i april skete også med tomme sæder. Hvis man kan benytte den såkaldte load factor i flybranchen som indikator for den økonomiske udvikling i Europa, så ser det ikke for godt ud.

Det har de professionelle investorer måske allerede fundet ud af. Air Berlins aktie er i alle tilfælde halveret i værdi på cirka et år. Nå, men det er en helt anden historie. Nu er jeg i Miami, og jeg er træt.

Jeg har prøvet det før, men jeg blev alligevel overvældet af varmen, da jeg gik ud af lufthavnsbygningen for at lade den haitianske taxachauffør kører mig til down town. Efter 17 timer på farten ser jeg frem til en nats søvn, og jeg glæder mig til at suge ny viden til mig i de kommende dage.

Tuesday, June 03, 2008

Kontoåbning

KØBENHAVN: Det er egentligt lidt uvirkeligt. Men det er ganske vist. I morgen rejser jeg til Miami, og det er blot første stop på en større fem-seks uger lang rundtur i det store land. Efter fem dage på Intercontinental i Miami flyver jeg til New York, hvor Lone dukker op. Der efter kører vi en tur til Bosten, inden vi flyver til San Francisco, hvor vi har lejet en bil, som vi kører til Los Angeles.

Det er ottende gang, jeg besøger USA. Denne gang har jeg en særlig forventning om at komme ind under huden på det store land. Jeg vil suge det hele til mig, sluge det og tænke det. Til det formål har jeg oprettet en virtuel konto, som jeg kan sætte alle de oplevede stemninger ind på.

Jeg samler på stemninger, fordi i modsætning til turistattraktioner, så husker man dem.
Endnu har jeg ikke kendskab til en bank, der tilbyder åbning af en stemningskonto, så derfor befinder kontoen sig indtil videre inde i mit hoved.

Friday, May 23, 2008

De er skøre de romere


F4:13 er et afsnit I biblen, hvor der står: “I can do all things through Christ who gives me strength”. Men den italienske cykelproducent Pinarello har såmænd også kaldt en af sine modeller for F4:13. Hvorfor må guderne vide, men jeg har netop bestilt et eksemplar af den fantastiske cykel, og så vil det vise sig, om jeg får overnaturlige kræfter.

Fausto Pinarello, der står i spidsen for selskabet, går altid klædt, så han ligner en, der er på vej til et cocktail party. Hvilken Gud han tror på, vides ikke, men der er jo overvægt af katolikker i støvlelandet, der trods den strenge tro slås med svindel med EU-midler, mafia og forgiftet olivenolie for blot at nævne nogle af problemerne.

De er skøre de romere, men Pinarello-cykler fejler ikke noget. Jeg får den leveret med den lækre Ultegra SL-gruppe, Ultegra-hjul (2008-model), Selle Italia-sadel og Look Keo karbon-pedaler. Vi ses derude.

Wednesday, May 21, 2008

Sommer i maj


Det ser sandelig ud til, at sommeren kom til Danmark allerede i maj i år.
Gid man havde en racercykel.

Friday, May 16, 2008

Dagens gode nyhed

Tryg har netop sat et antal tusinde kroner ind på min bankkonto. Det er ikke nok til at købe en ny Pinarello Prince men dog nok til at købe en anstændig karbonramme. Allerede i dag skal jeg på research sammen med cykeleksperten Rory. Han har fortalt mig, at der står et ensomt Pinarello-stel hos RoadBikeShop. Det er ikke model Prince, men det lugter lidt af fisk :-)

Den ramme cykler vi ud og kigger på i dag. Men jeg vil også diskutere Focus og Merida med ham. De mærker kan købes i ganske gode modeller til under 20.000 kr.

Wednesday, May 14, 2008

På cykeljagt

Jeg har sonderet terrænet for en ny cykel. Har kigget på fuld blods karbon fra Focus og Merida. Det kommer nok til at koste 14-15.000 kr., og vil dermed være milevidt fra den stjålne Pinarello Prince, der er er værdisat til cirka 40.000 kr. Ak ja. En trist historie.
Jeg kommer måske et skridt nærmere en ny cykel på fredag. Har lavet en aftale med Rory, som har lovet at kigge nærmere på mulige arvtagere sammen med mig.

Monday, May 12, 2008

Pinsetræf

Kæmpedrager på en kæmpestrand på Rømø i Pinsen. (Foto: Per Chrisensen)