Thursday, June 26, 2008

Dagens dinnertalk

SAN FRANCISCO, CA: Det er ikke kun i Danmark, at huspriser og friværdi er blevet dinnertalk ved alle sammenkomster blandt folk i middelklassen. Det er også på alles læber eller i det mindste på alle mediefolks læber her i USA, hvor der bliver brugt uanede ressourcer på at beskrive, hvordan boligværdien i øjeblikket fordufter som is på en varm sommerdag.

I San Francisco er et almindeligt etfamiliehus faldet med 22,1 procent i løbet af det seneste år. Endnu værre står det til i Los Angeles, hvor over 23 procent er høvlet af prisen, som rigtignok – akkurat som i Danmark – havde mistet jordforbindelsen. Dermed er mange teknisk insolvente; de skylder mere i huset, end det kan sælges for.

Boligprisernes vanvittige stigninger i den vestlige verden har været det vigtigste brændstof i den forbrugsfest, som middelklassen med stor glæde har deltaget i.

Lone og jeg er ikke umiddelbart ramt af den største økonomiske nedtur i nyere tid endnu, selv om jeg blev fyret fra mit nye job hos BankInvest, inden jeg skulle begynde den 1. maj som følge af nedturen. Efter et par dage i panik fandt jeg ud af, at jeg havde tilstrækkelig erfaring og viden, der kan sikre mig en anstændig levevis i fremtiden, og den overdådige ”Amerikarejse”, som vi nu lever ud, finansieres i vid udstrækning af sidste års kraftanstrengelse, der resulterede i en bog, som nogle mennesker heldigvis har valgt at købe.

Faktisk går det så godt for os på turen rundt her, at jeg overvejer at tage kontakt til verdens største containerrederi, for at forhøre mig om prisen på at få en container transporteret hjem fra Los Angeles til København. Så meget har vi snart købt!

Okay, det var lidt en jysk overdrivelse, men kufferten er i alle tilfælde ved at være godt fyldt. Placeringen af vores hotel her i San Francisco hjælper ikke på situationen. The Greenwich Inn ligger en blok fra Union Street, der er fyldt med lækre interiørforretninger, tøjforretninger, skoforretninger og lækre restauranter.

2 comments:

Maria said...

Flotte billeder!
Og den der container...den er jeg med på ;)
Glæder mig til at se 'byttet' egang i august.

Når I skriver det er koldt, hvor koldt er det så?
Tænker om det mon kan slå det kedelige, grå og våde sommerkøbenhavn...

Fortsat god tur!

Ole Mikkelsen said...

Klokken er 22.30 og Ole overdriver som sædvanlig - tro aldrig på en journalist!
Temperaturen er ikke god, jeg frøs i nat. Der var omkring 14 grader i morges, lidt varmere op ad dagen eller også var det bakkerne der holdt os varme :-)
kh, Lone