Saturday, June 07, 2008

Staycation

MIAMI, FL: Staycation er på vej til at blive det nye modeord i USA. Supermarkedskæden Wal-Mart, der sidste år omsatte for mere end hele Danmarks bruttonationalprodukt, har indregistreret Staycation som et varemærke, og er nu klar til at skyde kampagnen ”101 dag sommer staycation” i gang. Under det slogan vil supermarkedskæden markedsføre ”billige, sjove og familievenlige ting, der kan hjælpe dig til at slappe af, fejre og nyde specielle begivenheder sommeren igennem - i din egen have.”

Ordet er på vej ind i det amerikanske sprog, og det er en drejning af ”vacation”. På grund af den voldsomme opbremsning i amerikansk økonomi har hver tiende amerikanske familie aflyst sommerens rejse eller har planer om at gøre det. I stedet vil amerikanerne blive hjemme i haven eller i umiddelbar nærhed af hjemmet, og den trend omtales nu som staycation.

Domænenavnet staycation.com blev tilfældigvis købt af en ung fyr i december 2005 ved et tilfælde. Første offentlig brug af navnet skete for blot to måneder siden i en canadisk komedieserie på tv, der handler om nogle mennesker, der har en benzintank. Ejeren af tankstationen i serien tager på staycation hvert år på den anden side af vejen, hvor der er en mark.

En lang historie for at fortælle den korte historie om amerikansk økonomi, der er faretruende tæt på at blive ramt af det forbudte R-ord. Ingen tør sige det højt, fordi det kan blive en selvopfyldende profeti, hvis alle går rundt og siger det, men det er selvfølgelig recession, der tales om. Når amerikanerne aflyser deres ferie og bliver hjemme, er det udtryk for, at det nu for alvor går den anden vej.

Forleden blev der offentliggjort meget kedelige tal for antallet af misligholdte boliglån. Specielt her i Florida men også i Californien ser det ret så skidt ud. Medierne rapporterer fortsat om meget tragiske tilfælde, hvor aggressive sælgere af boliglån for eksempel har lokket ældre boligejere til at omlægge deres meget sikre boliglån med fast rente til meget usikre boliglån med endnu lavere rente det første år men seks gange så høj rente efter et til to år. Salgsmaterialet har været uigennemskueligt, og sælgerne har været provisionslønnede. Nogle ældre mennesker har mistet hele deres friværdi i boligen og dermed deres opsparing, som var tiltænkt arvingerne.

No comments: