Ctrl+Alt+Del virker ikke hver gang

MIDDLEBORO, MA: Jeg havde en masse ting kørende rundt inde i mit hoved den seneste måned, inden jeg drog ud på den store amerikarejse. På forunderlig vis lykkes det at gennemføre en slags ”Ctrl+Alt+Del” af hjernen inden afrejsen, og den interne konto med stemninger stod på vid gab og var dermed klar til at modtage nye indskud ved afrejsen.

Men sletningen af harddisken i mit hoved har nu vist sig ikke at være effektiv nok. Der ligger tilsyneladende nogle skjulte filer omme i baghovedet, som er dukket op igen, fordi jeg har kastet mig ud i at læse bogen ”Stormland” af den islandske forfatter Hallgrimur Helgason.

Bogen tegner et skarpt, kritisk, kærligt og humoristisk billede af det islandske folk og deres kultur. Specielt den voldsomme liberalisering af alt, hvad der kan liberaliseres og kapitaliseres tages under kærlig behandling i litterær form. Bogen fremkalder de mange tanker om Island, der hjemsøgte mig i foråret. Så sent som to dage før afgangen til USA havde jeg foretræde for Islands ambassadør i København, fordi jeg havde ”Island på hjernen”. Den venlige mand har en lang politisk karriere bag sig, og kender derfor alt til den forvandling, der er sket med det lille land de seneste 25 år, og hvilke omkostninger det har haft.

I lang tid gik mine tanker i retning af at få ”Island ud af hjernen” ved at skrive en bog om det fascinerende land; om forvandlingen, om bankerne, om milliardærerne, om Magasin-ejeren. Det hele i en underholdende, journalistisk fortælling. Idéen fik ekstra liv, da jeg besøgte den østlige del af Island i midten af april. Det var i sandhed en øjenåbner, der tilsyneladende gav Island en vedvarende plads på min indre harddisk. Ambassadøren var – i lighed med andre islændinge – vild med idéen, men jeg selv skød idéen til hjørnespark, fordi jeg har fået fast job, og jeg ved, hvad der kræves for at skrive en bog.

Når jeg læser Stormland, kan jeg ikke lade være med at sende venlige tanker til de mange islændinge, jeg har lært at kende de seneste fire-fem år. Ikke alle lovpriser forvandlingen fra et detailreguleret og statsstyret land til Det Vilde Vesten, hvor indflydelsesrige personer fra erhvervslivet har bestemmende indflydelse på landets udvikling. Men på den anden side er de fleste islændinge glade for deres store, amerikanske firehjulstrækker, som på gaden i Reykjavik er det mest synlige bevis på forvandlingen. Ifølge Hallgrimu Helgason er afstandene i byerne godt nok så små, og mange er så tykke og velnærede, at det tager en islænding længere tid at komme ind og ud af bilen end at køre den korte strækning fra A til B.

Vi er gået ned i gear i Middleboro. Ligger ved poolen. Læser bøger. Spiser amerikansk mad. I de kommende dage kommer der igen fart på. Vi kører til New York i morgen, for at flyve til San Francisco i overmorgen. Det glæder vi os meget til, og hvis ikke Frisco kan få Island til at gå væk fra min hjerne, så ved jeg snart ikke. Vi får se.