Thursday, June 12, 2008

Møde med McCain


PHILADELPHIA: Jeg mødte John McCain i dag. Republikanernes præsidentkandidat var taget til Philadelphia lige som mig. Et par af hans trofaste partisoldater fangede mig foran Constitution Center, og inviterede mig til et møde med ”the next president of United States”. Hvem kan sige nej til det?

Det viste sig at være et af de berømte Town Hall Meetings, men John McCain er ikke en interessant person. Han mangler karisma, snøvler og er i det hele taget kedelig. Som min gamle lærer på St. Restrup Højskole ville have sagt: ”Der kommer støv ud af munden på ham. Så kedelig er han.”

Krig og skatter var ikke overraskende temaerne på mødet. Han vil sænke skatterne for virksomhederne, men det var ikke alle publikummerne glade for. Med hensyn til krigen i Irak, spiller han på sin egen fortid som krigsveteran og krigsfange i Vietnam, og den taktik ser faktisk ud til at fungere et langt stykke ad vejen i et land, hvor rigtig mange familier er direkte berørt af USA’s mange krige. Næsten alle familier har haft en af sted, eller kender nogen, der har været af sted.

Det var i Philadelphia, USA’s grundlov blev skrevet, og det var i Philadelphia, det moderne Amerika blev grundlagt. Det var i det lys, John McCain ønskede at sole sig i.

De fleste siger, at det tager to en halv time at køre fra New York til Philadelphia, men jeg sprang på en kineserbus i Chinatown i New York, der kørte til Chinatown i Philadelphia, og den klarede turen på under to timer. Foden stod tungt på speederen og et løst håndled sikrede, at alle andre bilister hørte os hele vejen. Der var flest kinesere med bussen, men jeg talte også med en amerikaner, der forklarede, at de berømte Greyhound er dyrere, tager længere tid og busserne er ikke bedre; så hvorfor kører med dem, når man kan komme til Philadelphia og tilbage hurtigere og billigere? Jeg betalte blot 20 dollars.

Philadelphia er sammen med Bosten de to mest historiske byer i USA. Jeg tog den store tur rundt til Independence Hall, The Liberty Bell, Declaration House osv. Byens gader tegner et skakbræt, og byen er forbillede for grundlæggere af rigtigt mange andre byer i USA. I Danmark kendes det som bekendt kun fra den gamle del af Fredericia, der også er tegnet som et skakbræt.

Det er fortsat meget varmt i New York, selv om temperaturen er faldet noget. Meteorologerne taler om, at det var ”hot” tirsdag, mens det kun var ”varm” onsdag.

1 comment:

Anonymous said...

behovet for at se:)