Friday, June 27, 2008

Her går de efter bankdirektøren

SAN FRANCISCO, CA: Er det overhovedet muligt at forestille sig en situation, hvor regeringen pudser statsadvokaten på Danske Banks topchef, Peter Straarup, eller Jyske Banks næsten lige så berømte Anders Dam, fordi deres banker har været lidt for ivrige med at sælge boliglån uden afdrag til kunder, som ikke har forstået, hvad de har købt?

Nej vel. Det er usædvanligt svært at forestille sig. Men anklagemyndigheden i Californien og Illinois har faktisk taget de første skridt til at få skovlen under topchefen i realkreditselskabet Contrywide, fordi selskabets sælgere har optrådt usædvanligt aggressivt de senere år, hvor de har solgt vildt komplicerede boliglån til almindelige mennesker, som ikke har haft en kinamands chance for at gennemskue, hvad de har købt.

”Denne retssag er vigtig, fordi den skal synliggøre og afhjælpe det, der er blevet kræft i hele vores finansielle system,” siger Californiens chefanklager til San Francisco Chronicle.

Mange boligkøbere er blevet overbevist af de dygtige sælgere med argumenter om, at lånet er uden renter og afdrag det første år. Men sælgerne har ikke været speciel dygtige til at fortælle om, hvad renten stiger til efter et år, efter to år og efter tre år. Det har udløst en bølge af tvangsauktioner, og nogle mener ligefrem, at det er årsagen til den økonomiske nedtur, som USA og dermed resten af den vestlige verden ser ud til at være på vej ind i.

I Danmark er det cirka halvdelen af boligejerne, der ikke afdrager på deres boliglån overhovedet. Og en stor del af dem, stiger i husleje i takt med at renten stiger. Man må så blot håbe, at bankernes sælgere har været grundige nok til at forklare kunderne, hvad det indebærer.

Ledelsen i den lille Forsædernes Bank i København har netop indrømmet, at nogle af bankens sælgere måske ikke var grundige nok, da banken solgte et indviklet opsparingsprodukt til en stor del af sine kunder. Nogle kunder har netop fået en kontant erstatning, mens andre kunder er gået til Pengeinstitutankenævnet. Men det skyldes ikke, at den danske regering har gransket bankens praksis.

No comments: