Wednesday, June 18, 2008

Ryd forsiden

BOSTON, MA: Boston Globe, der er en af USA’s ældste og fineste aviser, har ryddet forsiden i dag for at hylde byens basketball-hold, Boston Celtics, der vandt ”verdensmesterskabet” i aftes ved at vinde 131-92 over Los Angeles Lakers. ”BACK ON TOP – Celtics crush Lakers 131-92”, står der med kæmpeskrift på forsiden.

Det er syttende gang, titlen går til Boston, men sidste gang var tilbage i 1986, så hagen og brystet har været løftet en ekstra tand i dag. Da vi ankom til Boston, undrede vi os godt nok over, hvorfor mange mennesker gik med T-shirt med påskriften ”We beat LA”. Det giver mening i dag, selv om det egentlig aldrig har givet mening for mig, at amerikanerne altid kalder det ”World Champions”, når der udråbes en vinder i en amerikansk sportsgren. I amerikansk football tales der også om ”verdensmester”. Hvordan kan man være verdensmester i en sportsgren, der kun spilles i et land?

Seks tv-stationer har allerede stillet hele gearet op på byens store plads for at dække ”Victory Parade” live i morgen. Det svarer lidt til den gang, det danske fodboldlandshold kom hjem til København med europamesterskabet. Vi regner med at tage del i fornøjelighederne i morgen.

Vi har været at ude og rulle i Chevrolet’en i dag, men kun for at flytte den nogle hundrede meter. Hotellet kunne kun tilbyde en parkeringsplads det første døgn, så nu har vi kørt den hen i et parkeringshus, hvor det koster 30 dollars i døgnet at holde. Det er efter alt at dømme den eneste mulighed i Boston, der kører en hård linje overfor bilister. København kunne lære noget, men jeg er såre nervøs for, at København bliver den sidste storby i verden, der indfører sanktioner overfor bilister i form af roadpricing eller lignende. De har gjort det med succes i London, Stockholm, Boston og mange andre steder, men i København synes alt statisk. Ingen huse over fire etager, ingen indgreb mod den stigende bilisme, ingen ændringer i Tivoli. Intet må ændres. Men noget ændres hvert år. Prisen for at køre med offentlig transport i København stiger år efter år. Det er lige så sikkert, som hullerne i cykelstien ikke bliver repareret. Derfor kører folk selvfølgelig i bil ind til København, og endnu flere vil gøre det, når prisen for at køre med bus og tog sættes yderligere op.

Vi gik igennem Boston Common, der er navnet på den ældste park i USA, til Down Town. Byen og parken virker mere friseret end New York, og Lone synes måske, at den nogle steder er ”lidt for pæn”. Hun foretrækker noget lidt mere råt. Jeg tror nu godt, at vi kunne leve i den her by, selv om rygterne siger, at vintrene kan være hårde at komme igennem. Jeg aflægger måske Boston Globe et besøg i morgen for at aflevere en søgning til job som skriver, der er i stand til at levere mange linjer på dag til dag basis :-)

Bemærk der er tilføjet et ny element i høje side af bloggen. Det er et diasshow med billeder fra Boston. Klik på billedet for at se dem i stor størrelse.

No comments: