Tuesday, June 10, 2008

Killer Tomatoes

NEW YORK: ”KILLER TOMATOES” står der på forsiden af boulevardavisen The New York Post i dag, og det skulle nok kunne få en tomatelskende amerikaner vækket fra varmedøsen. Der er nemlig udbrudt tomatsalmonella i staten New York og 15 andre stater i USA.

Burger King og mange andre burgerrestauranter serverer nu burgere uden friske tomater, og det er mange af de tomatelskende amerikanere kede af. En burger uden friske tomater er som stegt flæsk uden persillesovs.

En kvik reporter fra The New York Post har været på burgerrestauranten Mickey D. på 6th avenue, hvor han møde den 17-årige Beata Royzman. ”Det er forfærdeligt. Burgeren smager meget bedre med tomater. Jeg er vild med tomater. Jeg spiser dem rå med salt,” siger hun til avisen.

Tomatsalmonellaen har bredt sig fra stat til stat, uden at myndighederne har fundet kilden til problemet. Siden midten af april er 145 blevet syge af at spise tomater.

Udover tomatsalmonella er varmen det store samtaleemne for de otte millioner indbyggere i The Big Apple. Termometeret hamrede igennem 100 grader fahrenheit i New York i dag. Det svarer vel til 37-38 grader celsius. Jeg har læst om hedebølger i New York mange gange, men det er først nu, hvor jeg mærker det på egen krop, jeg forstår, hvad det betyder for livet i en storby som denne.

Byen går lidt modvilligt ned i gear, og mange står lige inden for døren til forretninger med aircon, og Starbucks har kronede dage. Her kan de fleste hænge ud, uden at blive jaget ud i varmen. Der er internetforbindelse, aviser og god kaffe. Hvad mere har en new yorker brug for?

Åh ja, så oplevede jeg de 15 sekunders berømmelse, som alle før eller siden vil opleve i deres liv. Jeg blev standset af en reporter fra en tv-station, der ville lave et interview med mig, fordi jeg stod og faldt i stave over et kunstværk. Jeg indvilgede i at give min uforbeholdne mening om værket. Efterfølgende fandt jeg ud af, at hun kom fra den største uafhængige kinesiske tv-station uden for Kina, og stationen har over tre hundrede millioner seere – hvoraf over 99 procent er kinesere. Så hvis du møder en kineser, så spørg endelig, om vedkommende har set mig på tv:-)

No comments: