Monday, June 30, 2008

Hvis jeg var en by i USA

SOUTH LAKE TAHOE CITY, CA: På ”Den Store Amerikarejse” er vi nået til den naturskønne Lake Tahoe, der ligger fem-seks timers kørsel nordøst for San Francisco på grænsen mellem Californien og Nevada. Søen og byen South Lake Tahoe ligger i 1.900 meters højde, og det er derfor et skiområde om vinteren. Køreturen her op var en fascinerende smuk oplevelse, som krævede adskillige stop, hvor Lone knipsede løs med kameraet.

Vi bor på et ordinært motel tæt på søbredden og kun få hundrede meter fra statsgrænsen til Nevada. Netop på den anden side af grænsen er der et sandt spillehelvede, et lyshav af kasinoer, en syndens hule. Alt det, der kun er tilladt i Nevada men ikke i Californien. Vi krydser næppe grænsen for at opleve det. Vi er som bekendt gift i Las Vegas, og alle andre spillebyer i Nevada er blot små kopier af alle spillebyers moder.

Området her har fået mig til at tænke på min søster Margit. Hvis hun var en by i USA, var hun helt klart South Lake Tahoe City. Der er vild natur, koldt søvand og gode vandre muligheder, så hun kunne drage stor nytte af sine nyindkøbte vandrestøvler. Når det drejer sig om hendes datter – min niece – Liv, er jeg heller ikke i tvivl om, at hun ville være Miami South Beach, hvis hun var en by i USA. Her er intet klædestykke overladt til tilfældighederne. Alt, hvad der har med det ydre at gøre, er gennemtænkt, gennem tjekket – men også lidt dyrt.

Min anden yndlingsniece Laura ville til gengæld være San Francisco, hvis hun blev genfødt som en by i USA. Byen er spraglet og livlig, fyldt med fede cafeer og gå i byen-steder. Der er ingen regler, og alle gør, som det passer dem. Familiens fader, Per, er jeg heller ikke i tvivl om, ville være byen Lone Pine, hvis han var en by i USA. Det er en nybyggerby, der er præget af folk, der selv finder løsningerne, og gør tingene selv.

Lone kan kun genfødes som New York. Det er byen, der har alle facetter, alle de små specielle tøjforretninger (jeg har været med inde i de fleste af dem), alle de små specielle restauranter og alle de forskellige kulturer. Byen vil favne det hele, alle forskellighederne og alle nationaliteterne. Og hvad med mig selv, gøede hunden? Tjae, det må så blive Boston. Lidt pæn, lidt kedelig, men med gode hensigter.

No comments: