Wednesday, April 30, 2008

Shoppingtur

MALLORCA: Med vinden i ryggen og svagt fald i terrænet kørte vi 45-50 km i timen ned fra Valldemossa. Jeg lå på hjul af Erik, der kender vejen til den nye, store cykelhandler, der ligger i nærheden af stadion. Jeg troede, at jeg allerede havde besøgt samtlige cykelhandlere på Mallorca, men den her kendte jeg faktisk ikke. Vi osede lidt rundt derinde, inden sulten førte os til en kebabbar i Cala Mayor.

Vi var 10 på dagens tur, og selv om der er stor forskel på deltagernes styrke, holdt vi fint sammen det meste af vejen. Gert Caspersen førte næsten hele vejen til bunden af Soller-passet, hvor nogle af de stærke gav den gas opad de meget fine hårnålesving. Nedkørslen på skyggesiden af Soller-passet har tidligere nogle gange været ganske skrækkelig, fordi vejen både har været våd og ujævn, men ujævnhederne i de mange sving er rettet ud, og vejen var næsten tør hele vejen ned.

Vel tilbage i Cala Mayor sprang Erik og jeg i Middelhavet. Det lykkes ikke at lokke andre med. Man forstår det godt: Vandet er sgu’ koldt.

Hvad med vejret?
Der hang nogle truende skyer fra morgenstunden, men de forsvandt i løbet af formiddagen, og det blev varmere og varmere i løbet af dagen. Men vi tog alligevel vindvest på, hver gang vi kørte ned fra et bjerg, for at beskytte os mod den kolde vind – specielt ude ved kysten.

Dagens rute:
Cala mayor – Genova – Ringvejen – Stadion – Sollervejen – Sollerpasset – Soller – Deia – Valldemossa – Stadion – Ringvejen – Genova – Cala Mayor.
I alt 85 km – cirka 1.400 højdemeter.

Tuesday, April 29, 2008

Grupetto

MALLORCA: I 2007 sad jeg for det meste af tiden på min flade og skrev på en bog, og når der endelig var tid til overs, regnede det. Så det var meget begrænset, hvad jeg fik trænet sidste år, og straffen for det falder prompte her på Mallorca

Jeg udgør grupettoen på turene, hvor jeg er nødt til at finde mit eget langsomme tempo opad. Men jeg er ikke den eneste. Vi møder hundredvis af motionscyklister på de små veje i bjergene. Der er rigtig mange fra Tyskland, en del fra Schweiz og nogle danskere og svenskere.

Paa vej hjem besoegte vi en Decathlon, som er en stor sportsforretning, men det viste ikke at vaere den cykelhandler, som alle taler om. Den vil jeg forsoege at finde en af dagene.

Dagens rute:
Cala Mayor – Palmanova – Calvia – Es Capdella – Puigpunyent – Sa Granja – Valdemossa – Palma – El Terreno – Cala Mayor.
I alt 75 km.

Valdemossa

Dagens tur gik via smukke men turistede Valdemossa.

Monday, April 28, 2008

Orient-ekspressen

MALLORCA: Det holdt tørt, så vi fik en god tur ud af det i dag. Blev ikke ramt af den frygtede regn. Turen op til Orient går ad en lille og ikke særligt trafikeret vej. Opstigningen var lidt længere, end jeg huskede fra sidst. De sidste hårnålesving mod toppen kunne mærkes i lårene, men det er en flot tur. Vi var 10-15 stykker fra morgenstunden, men der var for stor forskel på os. Så da opstigningen til Orient begyndte, var der fem, der sagde farvel og kørte deres eget, langsommere tempo.

I Orient drak vi kaffe, og da ingen var ved at dø af sult, blev det besluttet at køre direkte hjem og spise frokost hjemme i Cala Mayor. Efter et bad sprang jeg på bybussen mod Palma, stod af ved en Burger King for køre en Whopper ned. Ikke sundt men nødvendigt for at få fyldt depoterne igen, så jeg kan blive klar til en ny bjergtur i morgen.

Dagens tur:
Cala Mayor – El Terreno – Ringvejen – Stadion – Haverne – Bonyola – Orient – Alaro – Haverne – Stadion – Ringvejen – El Terreno – Cala Mayor.
82 km. Vi var tilbage ved 14.30-tiden.

Sunday, April 27, 2008

Drageøen



På rivieraen i Sant Elm med Sa Dragonera (Drageøen) i baggrunden. Det er det vestligste punkt på Mallorca.

83 km sat ind paa kontoen

MALLORCA: Hotel Playa Cala Mayor har lidt generøst tildelt sig selv fire stjerner. Der er ikke så meget at fortælle om det, men en ting er sikker. De har haft danskere som gæster i menneskealder. Mindst to af de ansatte på hotellet taler flydende dansk.

Jeg bor på værelse 401 – i et hjørne af bygningen. Fra den lille altan har jeg udsigt til søsterhotellerne Santa Ana og La Cala, og jeg kan også se Middelhavet. Der er et lille køleskab på værelset, som ikke køler specielt meget, og der er et lille fjernsyn, der blandt andet kan vise Eurosport, så derfor sidder jeg og ser Liege-Bastogne-Liege.

Det store hold brandfolk på over 50 mand og koner er taget hjem, så vi er ikke så mange ryttere på hotellet. Jeg gætter på, vi er 15-20 stykker. De fleste kørte med Gert Caspersen i morges, der havde planlagt en forsigtig start på ugen. Jeg kørte en lidt længere tur med Erik fra politiet, men vi mødte de andre i Port d’Andratx.

Vi har haft fantastisk vejr i dag, men vejrudsigten for mandag antyder regn. Gert Caspersen har allerede annonceret, at han ikke kører, hvis der er regn. Af en eller anden grund er der spejlglat, når vejene er våde på Mallorca, og derfor er det livsfarligt at køre på cykel – specielt i bjergene. Vi kigger nærmere på vejret i morgen.

Dagens tur:
Cala Mayor – El Terreno (forbi det gamle cykelrytterhotel Horizonte) – Soldaterbakken (man kommer forbi en militærforlægning på vej op) – Calvia – Es Capdella – Andratx – Port d’Andratx (Bocadillos-frokost) – Peguera – Tyggegummibakken (det føles som om dækkene hænger fast i asfalten) – Palmanova –Portals Nous (luksus lystyachter og to åbne Ferraier) – Cala Mayor.
I alt 83 kilometer. Var tilbage på hotellet ved 15-tiden.

Saturday, April 26, 2008

Rottehullet er aaben

MALLORCA: Saa er vi landet paa Mallorca. Solen skinner fra en blaa himmel, og cyklerne er ankommet:-) Men jeg venter med at koere til i morgen. Der er afgang kl. 10, og saa maa vi jo se, hvor staerkt, der bliver koert.

Det ser ud til, at Gert Caspersen agere guide. Han plejer at gaa til staalet, saa det kan blive vanskeligt at foelge med.

AAh ja, hvis nogle skulle vaere i tvivl: Rottehullet ligger fortsat paa hovedgaden i Cala Mayor. Danskervaertshuset, der har eksisteret i en menneskealder. Dagens foerste gaester paa Rotteholdet plejer at vaere paa plads, naar vi tager afsted paa cyklerne om morgenen, og de plejer ogsaa at sidde der, naar vi kommer tilbage om eftermiddagen. Intet ser ud til at vaere aendret:-)

Bent og Torben har netop afleveret deres cykler, og de skal med flyet hjem senere i dag. Rory er her ogsaa, men han skal foerst afsted i morgen, saa jeg kan naa at tale lidt med ham i aften.

Friday, April 25, 2008

Mental hjernetræning

KØBENHAVN: Jeg standsede i mit forrige job for halvanden uge siden, og det var sådan set meningen, at jeg skulle holde en afslappende ferie, inden det hårde arbejde på Mallorca og efterfølgende start i nyt job den 5. maj.

Men dagen efter, jeg standsede på Berlingske, ringede min nye arbejdsgiver for at fortælle, at jeg ikke behøvede at møde op den 5. maj. Jeg var fritstillet. De skal spare. Det gjorde mig lidt groggy, fordi jeg igennem næsten to måneder har forberedt mig på at skifte job, og nu har jeg ikke noget job. Så i stedet for at slappe af og lade op til træningslejren på Mallorca har jeg haft travlt med at mingle og aktivere netværket, for at sende følere om jobmulighederne. Heldigvis ringede en trofast kilde for at bede om hjælp, så jeg har arbejdet for ham i denne uge.

Netværksarbejdet har givet pote. Der har åbnet sig nogle muligheder, som jeg nu vil overveje, hvordan jeg skal gribe an. Det kan meget passende ske i sadlen på vej op ad Puig Mayor på Mallorca. Jeg forventer at blive øm i stængerne og få tankerne rystet på plads, så jeg vender hjem fra Mallorca med fornyet mental styrke.

Thursday, April 24, 2008

Opvarmning i København

Overraskelsen var stor, da jeg nåede frem til Ellebjerg Station onsdag eftermiddag. Der var ikke et øje, og stationen er i øvrigt også blevet lukket. Her plejer man at aflevere sin racercykel onsdagen før, man skal på træningslejr på Mallorca - men det skal man åbenbart ikke mere!
Jeg havde tidligere forsøgt at få verificeret, at plejer fortsat var gældende, men Aktiv Rejser, som jeg har købt rejsen af, er gået konkurs, og Bravo Tours, der lige nu mest ligner forklædte ligrøvere, kunne ikke fortælle, om lastbilen fortsat ville holde på Ellebjerg Station.

Afleveringstidspunktet plejer at være mellem 15 og 17, og da klokken nærmede sig 16.30, steg nervøsiteten. For hvad skal man lave på Mallorca uden sin racercykel? Jeg sendte en sms til Gert fra klubben. Han svarede ikke, selv om han næsten altid svarer promte. Jeg ringede til formand Søren, men han svarede heller ikke. Heldigvis ringede han tilbage lidt senere, og hans sagde: "Er det ikke noget med, at opsamling af cykler nu sker fra RoadBikeShop"?

Tak for tippet, sagde jeg, og kastede mig ind i et S-tog fra Ny Ellebjerg Station, der kørte til Flintholm. Jeg var hos RoadBikeShop lidt i kl. 17, og jeg nåede det.
På den måde fik jeg pulsen op, inden jeg overhovedet har ramt en eneste rynke på Mallorca!

Wednesday, April 23, 2008

På vej til Mallorca


Det er onsdag og dermed er der kun tre dage til racercyklen og jeg styrer mod Mallorca for at få en god uges træning på den smukke ø. Og vejret: ja, se lige vejrbilledet her fra DMIs hjemmeside. Det ser ud til at være perfekt og udsigt til en uge på cykel i sommerdress:-)