LONE PINE, CA: En tilsyneladende endeløs række af kæmpelastbiler ruller igennem hovedgaden i Lone Pine, der ligger på hovedvej 395. Lastbilerne har et førerhus, der næsten svarer til en etværelses lejlighed, og de skinner, og mændene bag rattene er stolte, selv om de kun ser deres familie i weekenden. Med en hastighedsbegrænsning på blot 25 miles i timen, er der god tid til at studere kæmpemonstrene, der udgør vigtige hjul i verdens største forbrugersamfund.
Det ved chaufførerne godt, og de gør gerne opmærksom på sig selv. Hvis blot man hæver højre hånd og trækker i en imaginær snor, giver de igen ved at trække i snoren og leverer et ægte bååååååååååååt, så man hopper en halv meter op i luften.
Vi har tjekket ind på Dow Villa Motel, der er familiedrevet og dermed ikke en del af de otte store kæder, der styrer markedet for moteller i USA. Fra hotellets swimmingpool er der udsigt til Mount Whitney, der med 4.421 meter er USA’s højeste bjerg. Vi er tættere på statsgrænsen til Nevada end vi er på Stillehavet, men der er – ifølge vores elskede Garmin GPS – blot tre en halv times kørsel til Los Angeles.
Turen fra Lake Tahoe til Lone Pine var i særhed en fantastisk naturoplevelse. Voldsom bjergkørsel og lange stræk på højslette gav mange bjergtagende udsigter fra Impala’en, som begyndte at sende nogle lidt kedelige signaler i instrumentbrættet.
”Check pressure in left front tire”, stod der pludselig i instrumentbrættet. Lidt senere blinkede den besked med ”Check pressure in left rear tire”. Vi svingede ind til siden, men vi kunne ikke se, at der manglede luft i nogle af dækkende overhovedet. Vi kørte videre men med den lidt underlige fornemmelse i maven om at noget var galt.
Vi have bremset rigtigt meget ned af en 10 kilometer lang nedkørsel, og temperaturen udenfor var 99 grader fahrenheit svarende til cirka 37 grader. Kan man forstille sig, at luftrykket i dækkende ændrer sig på grund af bremseriet og de høje temperaturer? Hvad ved vi om biler? Vi kørte ind på en Chevron-tank, hvor der sad et par mekanikere og svedte. Den ene tjekkede luftrykket i alle fire dæk. Der var for meget luft i venstre fordæk. Ellers var alt ok. De alarmerende beskeder forsvandt fra instrumentbrættet, og vi lagde os ud på highwayen igen med 65 miles i timen.
Vi bor i den oprindelig hovedbygning på motellet, og kodeord til det trådløse netværk er ”johnwayne”. ”Hvad ellers”, tænkte jeg, da jeg traskede op på værelse 205, mens jeg spekulerede over, om John Wayne eller Errol Flynn havde boet på vores værelse. Mange af 40’ernes og 50’ernes cowboyfilm er optaget for foden af Mount Whitney, og skuespillerne boede selvfølgelig på Dow Villa Motel.
Jeg mangler blot at fortælle, at jeg næsten er færdig med Hallgrimur Helgasons ”Stormland”, og jeg vil selvfølgelig aldrig afsløre slutningen, men jeg har en meget stærk fornemmelse af, at den ender på samme måde som F. Scott Fitzgeralds ”De smukke og fortabte”. Så grumt så grumt.
Det ved chaufførerne godt, og de gør gerne opmærksom på sig selv. Hvis blot man hæver højre hånd og trækker i en imaginær snor, giver de igen ved at trække i snoren og leverer et ægte bååååååååååååt, så man hopper en halv meter op i luften.
Vi har tjekket ind på Dow Villa Motel, der er familiedrevet og dermed ikke en del af de otte store kæder, der styrer markedet for moteller i USA. Fra hotellets swimmingpool er der udsigt til Mount Whitney, der med 4.421 meter er USA’s højeste bjerg. Vi er tættere på statsgrænsen til Nevada end vi er på Stillehavet, men der er – ifølge vores elskede Garmin GPS – blot tre en halv times kørsel til Los Angeles.
Turen fra Lake Tahoe til Lone Pine var i særhed en fantastisk naturoplevelse. Voldsom bjergkørsel og lange stræk på højslette gav mange bjergtagende udsigter fra Impala’en, som begyndte at sende nogle lidt kedelige signaler i instrumentbrættet.
”Check pressure in left front tire”, stod der pludselig i instrumentbrættet. Lidt senere blinkede den besked med ”Check pressure in left rear tire”. Vi svingede ind til siden, men vi kunne ikke se, at der manglede luft i nogle af dækkende overhovedet. Vi kørte videre men med den lidt underlige fornemmelse i maven om at noget var galt.
Vi have bremset rigtigt meget ned af en 10 kilometer lang nedkørsel, og temperaturen udenfor var 99 grader fahrenheit svarende til cirka 37 grader. Kan man forstille sig, at luftrykket i dækkende ændrer sig på grund af bremseriet og de høje temperaturer? Hvad ved vi om biler? Vi kørte ind på en Chevron-tank, hvor der sad et par mekanikere og svedte. Den ene tjekkede luftrykket i alle fire dæk. Der var for meget luft i venstre fordæk. Ellers var alt ok. De alarmerende beskeder forsvandt fra instrumentbrættet, og vi lagde os ud på highwayen igen med 65 miles i timen.
Vi bor i den oprindelig hovedbygning på motellet, og kodeord til det trådløse netværk er ”johnwayne”. ”Hvad ellers”, tænkte jeg, da jeg traskede op på værelse 205, mens jeg spekulerede over, om John Wayne eller Errol Flynn havde boet på vores værelse. Mange af 40’ernes og 50’ernes cowboyfilm er optaget for foden af Mount Whitney, og skuespillerne boede selvfølgelig på Dow Villa Motel.
Jeg mangler blot at fortælle, at jeg næsten er færdig med Hallgrimur Helgasons ”Stormland”, og jeg vil selvfølgelig aldrig afsløre slutningen, men jeg har en meget stærk fornemmelse af, at den ender på samme måde som F. Scott Fitzgeralds ”De smukke og fortabte”. Så grumt så grumt.
No comments:
Post a Comment