Saturday, July 05, 2008

Los Angeles, jeg overgiver mig

PASADENA, CA: For ni år siden var Los Angeles nær ved at skræmme livet af mig. De otte sporede motorveje, varmen, hastigheden og alt muligt andet var en overvældende oplevelse, den første gang, jeg besøgte den her by.

I dag har jeg – næsten – glemt alt om den gang og om Miami, New York, Boston, San Francisco og alle de andre fede byer, jeg har besøgt på den her tur. Jeg har overgivet mig 100 procent til Los Angeles i dag.

Vi har været i Pasadena, Arcadia, Monrovia og Sirrea Madre i dag. Det er fire af de mange byer, der er i greater Los Angeles, og jeg er klar til at slå mig ned i det her område. Vi har haft en fantastisk dag. Stod tidligt op for at køre hen til Laura og Tom, der bor i Monrovia. Sammen kørte vi til Sierrea Madre for at se den bydels 4. juli optog. Som så mange andre ting i det her land kendte vi det kun fra film. Nu har vi oplevet det i virkeligheden, og virkeligheden er som bekendt bedre end fiktionen.

Lauras søster, Michelle, hendes mand Mark, deres to børn og Lauras mor var med i optoget, der sluttede med en kæmpe vandkamp mellem brandvæsenet og publikum. Mark, der er buddhist, har indtil for nyligt arbejdet for et forlag, der blandt meget andet har udgivet bøger med fotos taget af Ansel Adams. Tidligere på turen så vi faktisk nogle af Ansel Adams mindre kendte og mere private billeder af Frida Kahlo på udstillingen om Frida Kahlo på Moma i San Francisco.

Sidst på eftermiddagen var til en barbeque-fest hos nogle af Laura og Toms venner. De har et eventyrligt hus med swimmingpool, to firehjulstrækkere på en kæmpegrund. Fra terrassen så vi et dådyr, og der dukker faktisk også en bjørn op en gang imellem. Vi så billeder af en bjørn, der tog en dukkert i en swimmingpool hos naboen.

I morgen skal vi til baseball-kamp. Tom har lovet os at forklare reglerne, der kan virke sære for en dansker, når man ser spillet på fjernsynet.

2 comments:

Maria said...

Lyder helt fantastisk! Men også meget overvældende og det kunne tyde på at I er ved at adapte 'the american way' mht at rejse; 4 byer på én dag!!!
Men skønt må I have det, tænker jeg, når Touren ikke bliver nævnt med et eneste ord. Er vi i lille europa bare helt glemt, eller skyldes det mon tidsforskellen?

Lone Rasmussen said...

Jeg kan vist godt afsløre at Touren bliver fulgt på nettet :-)