Monday, March 05, 2007

Livet bag en politibeskyttelse

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at mit humør ville blive påvirket så voldsomt af begivenhederne på Nørrebro, som det er sket de seneste fire dage.
Livet bag en politibeskyttelse er et helvede, skulle jeg hilse og sige. Det at skulle vise id, hver gang man skal ind i sit hjem, er med til at gøre dagligdagen vældig trist. At dokumentere sin egen identitet flere gange om dagen i Danmark i 2007 virker uvirkeligt, og lyden af helikoptere minder mig hele tiden om, at vi er blevet gidsler i en konflikt, som vi ikke længere har nogen som helst indflydelse på.

Medierne med TV 2 News i spidsen har taget magten sammen med vilde horder af sortklædte unge, der hærger gennem gaderne. Medierne lugter blod i form af gode billeder, og lavpunktet i dækningen af begivenhederne blev nået forleden, da den forhenværende Gran Prix-vært, Natasja Crone, bekendtgjorde: ”Det har været en fantastisk dag på TV 2 News.”

Hvor trist, hvor trist. Det har været alt andet end en fantastisk dag for beboerne her i kvarteret.
Det næstlaveste punkt blev nået af den islandske gratisavis, Nyhedsavisen, da en af avisens reportere tog aktivt del i brostenskast og hærværk for efterfølgende at fortælle triumferende om det i avisen. Journalisten blev suspenderet, men allerede mandag var han tilbage på pinden på gratisavisen, og kan fortsætte sin særegne form for journalistik.

Med håb om snarlig fred.

No comments: