Tuesday, December 19, 2006

Indsamling på mandagsmødet

Begivenhederne på Nørrebro har mange ofre, som hverken interesserer medierne eller de autonome i Ungdomshuset. Netværket Naboerne på Nørrebro har netop modtaget et nødråb fra Jonna Knudsen, der er førtidspensionist og bor på Jagtvej.
Hendes bil blev ødelagt af de autonomes hærgen i weekenden. Der er ikke tale om nogen hverken stor eller fin bil, men dog en bil, som betyder meget for Jonna Knudsen. For som hun skriver:
”Jeg er afhængig af min bil, da jeg er førtidspensionist med syge slidgigtramte knæ og går med krykstokke.”

Bilen er ikke kaskoforsikret, og Jonna Knudsen må derfor selv betale hele udgiften til reparation af bilen, men så mange penge har hun naturligvis ikke. I brevet til naboerne skriver hun:
”Jeg har ganske enkelt ikke en jordisk chance for at fremskaffe så mange penge. Alene bagruden koster næsten 3.500 kr. Derudover skal der ny bagklap, lygter, rensning af sæder, opretning af buler, lakering af ridser, og totalrensning af selve bilen for maling.”
Jonna Knudsen har boet på Nørrebro i længere tid end Ungdomshusets levetid på 24 år. Hun er ifølge eget udsagn ”gammel christianit” og betegner sig selv som tolerant, men nu er hun blevet træt af at bo i vores kvarter.

”Min jul er blevet spoleret, mit sind er i kaos og min bil er smadret. Min elskede gamle Audi 100 fra 1990, som jeg har passet og plejet og gjort ved i de bare fire måneder, jeg har ejet den. Jeg har ledt efter lige DEN bil, min drømme- og ønskebil. Den bil jeg skulle køre til Italien i om få måneder,” skriver Jonna Knudsen i sin henvendelse til Naboerne på Nørrebro.

De autonome har hele efteråret talt om vigtigheden af at have et godt forhold til naboerne. Nu kan de sætte handling bag ordene – for eksempel ved at samle ind på det nok så berømte mandagsmøde i Ungdomshuset til Jonna Knudsen, så hun kan få sin bil repareret.

Ole Mikkelsen
Jagtvej
– et stenkast fra Ungdomshuset.

No comments: