Monday, December 18, 2006

Medierne vandt krigen på Jagtvej

Og vinderen er ………….. medierne. Førstepladsen går til TV2 News. På de efterfølgende pladser finder vi velkendte medier som TV2 Nyhederne og Ekstra Bladet.

Ved hjælp af helikopter og amatøragtige journalister, der lod følelserne løbe af med sig, fik TV2 News fyldt hele sendefladen hele lørdagen og det meste af søndagen. Sort klædte unge med styrthjelm og jernrør tog hovedrollerne ved at affyre nytårsraketter vandret og tænde store bål, så beboere i flere ejendomme frygtede, at der også ville gå ild i deres hus.

Medierne bar til de to bål på Jagtvej begge dage ved at benytte alle tilgængelige journalistiske kneb. Det virkede som benzin på en grill om sommeren, og jo mere uroen flammede op, des mere gik medierne i selvsving.

De stakler, der ikke nåede at komme i fjernsynet, filmede sig selv og vennerne fra julefrokosten med mobilen, og det skete med de store bål som effektfuld baggrundskulisse.
Den såkaldte advokat Knud Foldschack, der driver virksomhed sammen med Line Barfod, der sidder i Folketinget for Enhedslisten, forsøger nu at tørre hele molevitten af på københavnske politikere, men det virker ærlig talt tyndt.

Fonden har pengene og fonden har dermed løsningen. Køb et andet hus. Er Knud Foldschack interesseret i det, eller er han blot interesseret i at få sit advokatfirma markedsført i medierne?
Under alle omstændigheder kan vi fastslå, at medierne er de sande vindere af uroen på Nørrebro.
Taberne er naboerne.

Ole Mikkelsen
Jagtvej – 35 meter fra åstedet.

No comments: