Friday, April 10, 2009

Påskeparat

RÅGELEJE: De seneste par uger har i sandhed været turbulente på flere planer. Det har derfor været en ekstra lise at cykle til Rågeleje for at tilbringe påsken i Huset. Praktiske gøremål som at grave i haven og gøre Huset sæsonklar har næsten haft en terapeutisk effekt og fået pulsen til at slå i takt igen.

Vejret viser sig fra sin absolut fineste side, når tidspunktet første halvdel af april tages i betragtning. Der er ca. 15 grader, og forsytiaen står klar i startboksen til at springe ud, og rabarberne viser de første spæde tegn på at folde de store blade ud.

For at holde pulsen oppe har jeg kørt 120 kilometer ind på kontoen, men det er næppe en eneste kilometer for meget i betragtning af, at der blot er to uger til den årlige træningsuge på Mallorca. Der vil straffen for det søde liv i løbet af vinteren blive afsagt. Av!

1 comment:

Anonymous said...

Vi er flere der mener at du helt bevist underspiller din fysiske form med hensyn til de kommende strabasser på Mallorca, en person af din statur og iklædt dit sædvanlige træningstøj er mindst en gang observeret på vej ud af byen, på vej til det vi formoder er "sort" træning af værste karakter. Man ser frem til at få afsløret din rigtige form om 2 uger på Mallorca. Mvh. Bent CCG