Sunday, June 26, 2011

Menukort til Amerika

MEXICAN HAT, UT: Vi befinder os så langt ude på landet - nærmere bestemt inde i indianerreservatet Navajo i Utah - at ingen af de allestedsnærværende restaurantkæder er repræsenteret. Det giver mig mulighed for at aflevere en aldeles subjektiv vurdering af de kæder, vi har spist på:

McDonald's: Verdens største burgerkæde McDonald's - eller Mickey D's som den også kaldes - er svær at komme uden om, men prøv alligevel, fordi deres burgere er kedelige. Meget kedelige. Til gengæld sælger de efter amerikansk standard god og billig kaffe. Deres is er også god og billig.

Burger King: Er billig som McDonald's, men burgerne er væsentligt bedre her. De sælger faktisk også udmærket salat, der er noget sundere end burgermenuen.

Denny's: En burgerkæde, der ligger et niveau over McDonald's og Burger King. Der er således servering ved bordene, men ellers ikke så interessant.

Applebee's: Det er den positive overraskelse, der har andet end burgere. Konceptet er mere gennemført. Servering ved bordene, mulighed for alkohol (i visse stater), sport på flimmere, rockmusik i højtalerne osv. Men maden har den velkendte snert af sødme, som går igen i rigtig mange retter i USA. Grillet kylling eller andet kød er således påført BBQ-sovs, som er sødt.

Arby's: En burgerkæde, hvor det er en god ide at springe burgeren over. Prøv i stedet deres kalkunsandwich. De er gode.

Wendy's: En ligegyldig burgerkæde, der er ved at blive lagt sammen med Denny's.

Starbucks: Der serveres spandevis af tynd og dårlig kaffe i USA, så efter at have opholdt sig i USA i et stykke tid, får man lyst til noget ordentligt kaffe. Det har Starbucks, men det dyrt. Meget dyrt efter amerikansk standard, men billigt i forhold til cafeerne i København. Udover kaffe har Starbucks næsten kun søde sager i disken. I visse tilfælde kan man om morgenen finde frisk yoghurt med frisk frugt i. Det smager rasende godt, men det er dyrt.

Waffel House: Her fås det ultimative morgenmåltid. Vafler, pandekager, sirup, bacon, æg osv. Det er en kaloriebombe af de sjældne, derfor bør man nok ikke gå derind så ofte. Findes primært i de sydlige stater.

Hard Rock Cafe: Det er ikke en cafe, men en restaurant med afstikkere i hele verden. Der bliver den ikke specielt bedre af. Den er dyr, og maden ligger tungt i maven. Vi fik faktisk en udmærket wrap og et glas vin på en Hard Rock Cafe for et par uger siden - måske skyldes det, at det var i Canada.

In-N-Out: Gennemført burgerkæde, der ligger et niveau over Mickey D's og Burger King. Findes primært i Californien.

Johnny Rocket's: Er den mest gennemførte kæde. Konceptet er så gennemført, at personalet panikker, hvis man tager et billede inde i restauranten. Det har vi prøvet, og det er strengt forbudt, da det kan føre til koncepttyveri. De laver rasende gode burgere og smoothies.

1 comment:

Maria said...

Lyder som om der er blevet spist temmelig mange burgers undervejs ;)
Rasende flotte FOTO Lone! Glæder mig til bogen!